Jesus og st. Peder
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
2. Jesus og st. Peder
17. Jeg er født på Hjarnø og har der trådt mine barnesko. Dagen för juleaften hen imod klokken 3, 4 om eftermiddagen vilde vor fader have os til at muge og gjøre godt rent i nøds og stald, og lige sådan til nytårsaften. Til daglig dags var det ellers vor bestilling om morgenen, når vi var komne op. Vi spurgte ham, hvorfor vi skulde sådan muge til aften de to dage, og han svarede: Det var, fordi Vorherre var født i en stald, og det var da at bevise ham lidt ære ved at have hans usle første leje i tanker. Det var noget, vi börn lagde os bag øret. Den aften skulde alle kreaturerne have et rigtig godt givt til natter, for, som han sagde: «De skal også være glade sådan en aften.»
S. Hansen.
18. En gammel mand har fortalt, at han en julenat gik ned for at høre kvæget tale. Men hvad de sagde, kunde han ikke høre, ti det gik i en mumlen, som når en del mennesker taler i munden på hverandre.
A. C. P.
19. En dag Jesu fader var ude at tømre, var der et stykke tömmer, der var blevet for kort for ham. Da Jesus så det, sagde han: «Fader, tag du ved den ene ende, så skal jeg tage ved den anden.» Da de nu halede i tömmeret, blev det så langt, at det lige var til pas.
Marie Johansen, Bøffelkobbel.
20. Jesu kjortel, som stridsmændene kastede lod om, strikkede Jesu moder Marie, da han var lille, og efter som Jesus voksede, voksede kjortelen med, og endskjøndt han bar den stadig, blev den dog ved at være som ny.
A. E. Jakobsen.
21. En gang, medens Jesus vandrede her nede på jorden, vilde Jøderne prøve, om det også var sandt, at han var en rigtig profet og kunde åbenbare det skjulte. Da de nemlig fik at se, at han kom noget borte, tog en af dem og skjulte sig i en omvendt tønde, og da Jesus nu kom der hen, sagde de andre: «Du siger ellers, at du véd al ting, kan du da nu sige os, hvad der er i den tønde ?» — «Ja, det er et svin,» sagde Jesus. Nu lo da alle Jøderne og skyndte sig hen og lettede tønden op for at vise ham, at han havde taget fejl, men så var manden bleven til et svin, og dette løb hen imellem en flok, der gik på marken, og blandede sig imellem dem, så det ikke var muligt at finde det igjen.. Siden den dag spiser Jøderne ikke flæsk.
Stevns. P. Chr. Hansen, Enø skole.
22. I gamle dage kunde små börn gå, det første de blev fødte. Men en gang, da Vorherre og st. Peder vandrede på jorden, kom de til et sted og bankede på. Konen i huset, som havde . travlt med sit arbejde, bød nu et lille nyfødt barn, som gik der inde, at det skulde gå hen og lukke op for dem. Det gjorde barnet også. Men da Vorherre så, at det var så lille et barn, sagde han: «Skal småbörn allerede begynde at gjøre tjeneste så tidlig, for at de gamle kan være mere magelige? det er synd, og det skal ikke være sådan længere.» Derpå tog han det lille barn op til sig og satte to af sine fingre i barnets lænd, så at der blev to små huller. Da han havde gjort det, kunde barnet ikke gå, för de to huller voksede ud igjen, og siden den tid har nyfødte börn ikke kunnet gå.
Kristen Nielsen, Egsgård.
23. Medens Jesus vandrede på jorden, kom han engang silde om aftenen til et hus og bankede på for at blive lukket ind. Konen lå i barselseng og kunde ikke stå op. Manden gad ikke ulejlige sig, og de øvrige folk havde heller ingen lyst til at komme ud af sengen. Det spæde barn blev derfor anmodet om at åbne døren, hvad det også villigt gjorde. Denne ladhed syntes Jesus ikke godt om og rørte derfor med to af sine fingre ved barnets ryg, så at der fremkom to huller. Dernæst sagde han til de voksne, at förend hullerne var voksede bort, skulde spæde börn ikke kunne gå ene, og de altså ikke være fristede til at sende dem i steden for sig. Siden den tid går börn ikke gjærne ene, för de er et år gamle.
N. Kr. Pedersen, Grynderup.
24. Da Vorherre var en lille dreng og løb om her nede som andre börn, kun uden synd, vilde han en gang ind i et hus, men var for lille til at lukke døren op. Han råbte da: «Luk op!» men folkene, der nok hørte ham råbe, var for dovne til at ulejlige sig selv og sendte en lille spæd dreng hen at lukke op o. s. v.
Jörgen Hansen.
25. Vorherre kom en gang i besøg hos nogle folk, og da han bankede på døren, kom der et bitte, bitte barn og lukkede op. Han blev vred på forældrene, fordi de selv var så magelige, og for at de ikke tiere skulde bruge deres börn på den måde, tog han på barnet, så det ikke kunde gå, förend det blev noget større. Siden den tid har så alle små börn et lille hul i hver side, som ikke bliver fyldt, förend de kan gå.
Annette Jensen.
26. Mens Vorherre som dreng var hjemme hos sine forældre, blev han en dag sendt hen for at kjøbe fisk. Da han nu stod og så på dem, fik han fat på en flynder og sagde til den:
- «Faver est du, flynder fisk,
- du skal ind på Marie disk.»
Men flynderen vred sig og vilde ikke med ind at blive spist. Så vred han hovedet om på den, så det blev skjævt, og siden den tid sidder flyndernes hoved skjævt på kroppen.
Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.
27. St. Peder og Vorherre kom en gang ind til en skomager. Da de gik derfra, kom st. Peder til at ytre, at det var da sådan en grimme kone, den skomager havde. Det syntes Vorherre dog ikke. «Lad os gå der ind igjen,» sagde Vorherre, «så skal du nok få andre öjne at se med.» Så går de atter der ind, og han ser på hende. Men hun så lige grim ud. Så går Vorherre hen og tager brillerne af skomagerens næse og sætter på st. Peders, og så skete der en stor forandring, da blev hun så grumme kjön.
K. Timmermann.
28. Mens Vorherre vandrede på jorden, kom han en dag ind til en væverkone og vilde snakke med hende. Men hun havde så travlt med at væve og var så fortrøden over hans besøg, at hun slog efter ham med skytten. Så forbandede han hende og sagde, at siden hun var så gjerrig på arbejdet og ikke vilde give sig tid til at tale med ham, skulde der ingen velsignelse blive ved det for hende, og hun skulde aldrig tjene mere ved væveriet end dag og dagsens komme. Deraf kommer det, at væverne siden den tid al tid er fattige og får lidt for deres arbejde.
Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.
29. Vorherre og st. Peder gik en dag en tur og kom da til en doven dreng, der lå på ryggen tæt ved vejen. De gik hen til ham og spurgte om vej. Men drengen sparkede blot ud med det ene ben, viste med den ene arm hen ad vejen og sagde ikke et muk. Så kom de til en lille pige og spurgte hende om vej. Og hun løb og sprang foran dem et stykke vej og viste dem, hvor de skulde hen. Så sagde st. Peder til Vorherre, at den lille pige skulde da have noget, fordi hun var så god, om hun ikke skulde have et ønske? «Nej,» sagde Vorherre, «men hun skal have den dovne dreng, for der skal al tid en rask og en doven sammen, ellers kan det ikke gå i denne verden.»
Annette Jensen.
30. Jesus og hans disciple lå en nat i en lade, og der lå en flok kjæltringer også. Så var der så meget en bitte ung én, der blev syg den nat og skulde føde et barn, og den skreg så farlig. Så vilde st. Peder, te Jesus skulde hjælpe den. Han gik også ud og så efter æ stjarer. «Min time er endnu ikke kommen,» siger han, da han kommer ind igjen. Der var en stjærne, der skulde skride lidt mere, ellers blev barnet uheldigt. Et bitte stykke efter forbarmede han sig over hende, og så fødte hun.
Peder Chr., Rottesgård.
31. Vorherre og st. Peder vandrede omkring og kom til et sted, hvor en kone var i barnsnød og kunde ikke blive forløst. Der var nu sådan en elendighed. Så siger st. Peder: «Å, forløs hend', forløs hend'.» Nej, det kunde han ikke. «Gå ud, st. Peder, og se efter, hvad tegn der er på himlen.» Ja, der var en økse. Så kunde han ikke forløse hende endnu. Hun klager sig igjen. «Gå nu ud og se, hvad der er på himlen.» — «Der er en opredt seng.» Så blev konen forløst, og al ting var i sin orden. Andre fortæller, at han første gang skulde se efter, om der var grå skyer på himlen. Ja, der var. Så kunde han endnu ikke forløse hende. Anden gang var der blank sky, og så kunde han.
De var der om natten, og så siger st. Peder, om de skulde ikke give det lille barn, der nu var født, et ønske. Jo. Han vilde så ønske, at barnet måtte få alle de røde kalve, der blev født i den hele by det år. Der blev ellers aldrig født en rød kalv i den by, men det år blev alle kalvene røde.
Juliane Marie Povlsdatter, Vokslev.
32. En kone skulde til at få barn. Så bad st. Peder Vorherre om at forløse hende. Han skulde da gå ud og se efter, hvad tegn, der var på himlen. Første gang skulde barnet have været hængt, og så skulde det ikke være endnu. Da han gik ud tredje gang, blev hun forløst.
Ane Marie Jensdatter, Hårby.
33. Vorherre og st. Peder kom ind et sted, hvor konen var i barnsnød. Manden bad Vorherre hjælpe til med, at hun kunde blive forløst, og så skulde han gå tre gange og se efter tegnene. Første gang var der en galge. Nej, det kunde ikke ske endnu, for dersom hun blev forløst i dette öjeblik, vilde barnet blive hængt.
Hans Kristiansen, Vokslev.
34. En kone var i barnnød, da Vorherre og st. Peder kom vandrende forbi . . . . St. Peder gik ud og så efter, og da var der en galge på himlen. Hvis barnet nu fødtes, skulde det blive hængt. Han gik atter ud, og da var himlen klar og pæn. Så fødtes det og blev til et godt menneske.
Bodil Marie Andersdatter, Jerslev.
35. Vorherre vilde en gang prøve, om ikke alle mennesker kunde blive enige om at ønske regnvejr. I tre år kom der da slet ingen regn på jorden, og der var stor elendighed. Nu mente han, at alle var enige om at ønske regn, og den kom da. Men samme dag havde en kone hængt sit töj ud til törring, og hun blev slet ikke glad. «Det var da ærgerligt,» sagde hun, «har det nu været törrevejr i tre år, så kunde det dog giærne have varet den dags tid til.
K. R. Stenbæk.
36. En dag, da Vorherre og st. Peder fulgtes ad, siger Vorherre: «Hvordan går det til i verden?» — «Det går underligt til,» siger st. Peder, «for den uskyldige kommer til at lide for den skyldige. I det samme kom de forbi et bjærg, hvor der var et kildevæld neden for. «Nu skal du sætte dig her på bjærget,» siger Vorherre. Så kom der en rytter ridende, og han var törstig og sprang af hesten og drak af dether vand, men ved det kom han til at tabe hans pengepung, og han agtede det ikke, men satte sig op igjen og red hans kås. Så kom der en hjordedreng drivende med nogle får, og han vandede dem ved den samme kjelde og fandt pengepungen, og så gik han igjen og sang og var glad, for det han havde fundet såmange penge. Da han så var dreven ud ad marken igjen med hans får, kom der en stoddermand og vilde også drikke af vandet. Nu var der så meget blödt græs, og han lagde sig til at sove der. Da rytteren var kommen langt hen, vilde han til at fornemme efter hans pengepung og opdagede, at den var henne. Da han ingen steder havde været afe uden der ved vandet, så rider han tilbage og træffer denher stodder, tester ham an for hans penge og forlanger, te han skulde da komme med dem. Men han havde jo ingen penge fundet. Så trækker rytteren hans sabel og hugger ham ihjel. Lav han nu havde gjort den gjerning og endda ingen penge fundet, sætter han sig på hans hest og rider igjen. «Nå,» siger Vorherre, «hvad så du da?» — «Ja, hvad a så, te den uskyldige kom til at lide for den skyldige, for drengen havde fundet pengene, og stodderen blev slået ihjel.» — «Nej,» siger Vorherre, «der skete ingen uret, for den stodder han har slået den hjordedrengs fader ihjel, og nu skulde den rytter hævne drengens faders død, for drengen kunde ikke, og så skulde han også have de penge til arv efter hans fader, så der skete ingen uret.
PovI Madsen, Gadbjærg.
37. Det var en gang, st. Peder spurgte om forlov til at gå ned på jorden. Jo, det måtte han da nok, sagde Vorherre, og han får lov til at være henne i tre uger. Så går han derned og bliver henne i seks uger. Da han kommer tilbage, siger Vorherre til ham, at det var længe, han blev væk. Ja, der var så skjønt at være på jorden. «Nå, det var skjønt.» Ja, det var, for folk var så fornöjede og glade, det var rent forskrækkeligt, for det havde været sådan en god avl det år, og så var de så i stand med det. «Var der så ikke nogen, der snakkede om mig og takkede for det?» sagde Vorherre. «Nej,» siger st. Peder, «det var der ikke, der var ikke andre end en gammel kone, hendes hus var brunden, hun klagede sig og råbte og bad til Vorherre.» Nå, så var det nogle år efter, da sagde st. Peder, om han måtte have lov at gå på jorden igjen. Ja, det måtte han nok, og så måtte han blive henne i seks uger. Men så kom han igjen, han havde ikke været henne uden tre dage. «Hvordan kan det være, du kommer igjen så hastig ?» — , der var ikke skjønt at være på jorden, for der havde været misvækst, og de græd og klagede dem sådan, og det var ikke skjønt at høre.» — «Var der så ingen, der snakkede om mig?» — «Jo, de råbte på dig alle veje; hvor man hørte, råbte de på dig.»
Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.
38. Der var mange svinedrifter på Gjøl. Da Vorherre og st. Peder kom til øen og så, at der ingen mennesker var, tog han nogle l. . . og sagde: «Bliv en Gjølbo!» Derfor er de så brune. Vendelboerne siger: «Hvad, du tager det nok med fingrene, ligesom Gjøl börn.»
Nik. Christensen.
39. Den gang Vorherre og st.-Peder vandrede på jorden, kom de også over til Fyen. Det var sådan et dejligt land. Så siger st.-Peder, at det var en skam, sådant et dejligt land skulde være ubeboet. Men Vorherre svarer, at de folk, som kom til at bo dér, skulde blive så slemme til at bande. St.- Peder snakker lige godt med Vorherre om, at han syntes, der skulde bo folk i sådan et land, og han føjede ham også. Som de nu gik hen over marken, sparkede Vorherre til en hestepære og siger: «Fynbo, kom her ud !» Så kom Fynboen straks frem med de ord: «Det skal, Fanden pine mig, jeg.» — «Der kan du høre,» siger Vorherre, «han begynder allerede. »
Jebjærg højskole.
Disse to sagn tilligemed et par foregående (i afsnittet «Fra skabelsen») kan egentlig kun opfattes som spottende skjæmtesagn, og deres berettigelse til at stå her er nærmest kun den, at de sættes i forbindelse med Vorherres vandringer og landenes bebyggelse.
40. En herremand og en husmand kom en gang i himlen. St.-Peder modtog dem begge, og han viste herremanden al den opmærksomhed, der kunde tænkes; men det lod til, at han slet ikke brød sig om husmanden. Denne syntes, det var kjedeligt, og spurgte st.-Peder om grunden der til. Han svarede: «Det kommer af, at det er så uhyre sjældent, der kommer en herremand i himlen, så når der en enkelt gang kommer én, véd vi aldrig det gode, vi vil gjøre ham.» Men af den slags, som husmanden var, kom der så mange, så derfor tog de det ikke så nöje med ham.
Annette Jensen.
41. Tre døde kom på én gang til Himmerigs port og bankede på. St. Peder lukkede op og spurgte den første: «Hvem er du?» — «Jeg er Katholik, jeg har den eneste saliggjørende tro, men de andre to er kjættere.» — «Godt, sæt dig på bænken her udenfor. Hvad tro har du?» spurgte han den anden. «Jeg troer den rene evangeliske lære, sådan som Luther har renset den fra pavens vildfarelser.» — «Nå,» sagde Peder, «du kan også sætte dig der på bænken.» Derpå spurgte han den sidste, hvad tro han var af. «Jeg er Reformert, jeg tror hverken på pavens falske lære eller på Luthers vildfarelser.» — «Ja, du kan sætte dig hen hos de andre.» Nu sad de og betænkte sig lidt. Da begyndte én af dem at synge den salme: «Vi tro, vi alle tro på Gud,» og de andre stemmede i med. Da de havde sunget salmen til ende, åbnede Peder porten og sagde: «Nu, så I har én tro alle sammen, ja, kom kun så ind.» Derpå slap han dem alle ind i Himmerig.
At. N.
42. Der var en Katholik, som kom til Himmerigs port og forlangte at blive lukket ind. Apostlen Peder spurgte ham om, hvem han var. Han sagde da, at han var Katholik. «Du kommer ikke ind endnu,» svarede så Peder, «men sæt dig lidt der uden for på bænken.» En tid efter kom en Jøde, som også forlangte at blive lukket ind. Da apostelen hørte, hvem han var, sagde han: «Du kommer ikke ind endnu, men sæt dig lidt der uden for på bænken.» Lidt efter kom en Hedning til porten og bad om at blive lukket ind. Til ham sagde Peder de samme ord: «Du kommer ikke ind endnu, men sæt dig lidt der uden for på bænken.» De sad der alle tre længe og ventede. Endelig kom det dem for, at de skulde synge, og så sang de alle tre: «Vi tro, vi alle tro på Gud.» Da apostlen hørte det, lukkede han porten op for dem, og de kom ind. Således skal den første salme være bleven til.
Jakob Rasmussen, Stensby. Sagtens forvansket. Se foregående stykke.
43. En karl stod og grov törv, og pigen trillede dem ud. Ilav de havde lagt dem for at få deres middagssøvn, kom Vorherre der forbi, og denne ene gang var han netop i følge med Fanden. Så siger Fanden til Vorherre: «A skal have skyld for alt det, der er skidt, og du skal have æren for alt godt.» Det troede Vorherre lige godt ikke, men Fanden sagde: «Vi kan gjøre et forsøg på det. Tag nu karlens spade og fiel (skjul) den et sted.» Det gjör han, og så går de begge om bagved en höj eller en ting, hvor de kunde være dækket og endda høre, hvad der blev sagt. Det varer ikke længe, för karlen og pigen kommer op og skal til at fortsætte arbejdet. «Hvad Satan!» siger han, «nu har Satan i Helvede været her og taget min spade.» Salapas han puffer til Vorherre og siger: «Det fik a skyld for, og du har endda gjort det. Men nu skal du se, hvordan det skal gå videre.» Ilav nu karlen og pigen går og leder om spaden, så lister Satan sig hen og smider den omtrent hen på pladsen, hvor de skulde grave. «Hør nu efter,» siger han. Karlen finder den, og så siger han: «Å, Gudskelov og tak, nu finder a min spade.» — «Der kan du se,» siger han til Vorherre, «a skal have skam, men du skal have tak og ære for alt godt.»
Vokslev.
