Krákumál (C. C. Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif


Skjaldekvad


Krakas Maal
eller
Kvad om Kong Ragnar Lodbroks
Krigsbedrifter og Heltedød


Oversat af
Carl Christian Rafn
Kjøbenhavn, 1826



1.
Svunge vi med Sværdet!
Svandt ej mange Tider,
Siden i Gotland vi ginge
Til Grafvitners Bane;
Thora til Brud vi toge,
Tilnavn Kæmper mig gave
Lodbrok, da jeg den lede
Lyngaal gjennembored;
Stak jeg til stærken Drage
Staalets rungende Tunge.

2.
Svunge vi med Sværdet!
Svart var jeg ung, da vi skaffed,
Øster i Øresundet,
Ulven blodigt Maaltid;
Guulbenet Fugl vi gave
Goden Føde i Mængde,
Hvor mod de höje Hjælme
Haarde Sværde sjunge;
Svullen var Valens Vove,
Vadede Ravnen i Blodet.

3.
Svunge vi med Sværdet!
Svævede höjt vore Spyd, da
Tyve Aar vi talte,
Tumled i Strid os vide;
Otte Jarler vi sloge
Øster i Dynas Munding,
Ulven fuldt af Føde
Fik i denne Drabning;
Sved faldt i den svulne
Sø, og Kæmper døde.

4.
Svnnge vi med Sværdet!
Svigted ej Hedins Kone,
Da til Herjans Haller
Helsinger hjem vi kræved;
Op i Ifa vi lagde,
Odden kunde da bide,
Rødnede Vunders varme
Vove hele Floden;
Tudede Branden i Brynjer,
Brast for Øxen Skjolde.

5.
Svunge vi med Sværdet!
Svigted da, veed jeg, ingen,
Förend paa Heflers Heste
Herrød faldt i Striden;
Kløver ej med Egils
Aarer berömtere Høvding
Siden paa lange Skibe
Søfugls Mark til Havnen;
Haardt bar Helten vide
Hjærtet frem i Kampen.

6.
Svunge vi med Sværdet!
Skjoldene kasted Hæren,
Udsendt, Aadseldyret
Ilte mod Kæmpers Bryster;
Bed paa Skarpaskæret
Skærejærnet i Kampen;
Rødnet blev Randemaanen,
För Rafn Konning fældtes;
Flød af Heltes Hjærner
Hed paa Brynjer Sveden.

7.
Svunge vi med Sværdet!
Sælsomt tudede Kaarder,
Förend paa Ullarager
Eysten Konning fældtes;
Pryded med Guld de ginge
Graadige Falk at mætte,
Liglys risted de røde
Rande i Hjælmemøde;
Viin af Nakkens Vunder
Vædede Hjærnens KIøfter.

8.
Svunge vi med Sværdet!
Svælge kunde da Ravne,
Ud for Ejnderis Øer
Overflødig Føde;
Finge Falas Heste
Foder da i Mængde;
Vanskeligt var det sig at
Vogte ved Solens Opgang;
Strengmøer saae jeg stige,
Stødte paa Hjælmen Malmet.

9.
Svunge vi med Sværdet!
Skjolde med Blod vi væded,
Vundeboret vi böjed
Foran Borgundarholmen;
Regnskyer slede Ringe,
Rendte fra Almen Malmet;
Vulner faldt paa Valen,
Var ej en Konning större;
Lig laa strøed ved Stranden,
Staal gav Ulven Maaltid.

10.
Svunge vi med Sværdet!
Saae man ej Stridens Udfald,
Inden Freyr Konning fældtes
I Flæmmingers Rige;
Bed den blаа og haarde
Blodige Saargravstikke
Heftig i Høgnes gyldne
Harnisk i Kampen fordum;
Мø græd for Morgenstriden,
Mødig blev Ulven af Føde.

11.
Svunge vi med Sværdet!
Saae jeg Utallige ligge
Ej langt fra Englenæsset
Paa Ejnefers Skier;
Sejled i Dage sex til
Slag vi, för Hæren fældtes,
Mænd holdt Oddes Messe,
Medens Solen oprandt;
Maatte for vore Vaaben
Valthjof i Striden falde.

12.
Svunge vi med Sværdet!
Sydede Dug af Kaarder
Bradt i Bardefjorden,
Blege Lig fik Høge;
Tudede Almen, da Odde
Ilsomt bede de Skjorter,
Som til Sværdetrætten
Svelners Hammer virked;
Ormen ilte til Vunder,
Edderhvas, sprængt med Sveden.

13.
Svunge vi med Sværdet!
Svævede Hlakkas Telte
Höjt i Hildes Lege
Foran Hedningevigen;
Kunde Kæmper, da vi
Klövede Skjolde, mærke
Stærkt i Aadselsilds Stöjen
Sledne Mændenes Hjælme
Det var ej paa bløden Bolster
Brud at favne hin prude.

14.
Svunge vi med Sværdet!
Stormede Regn mod Skjolde,
Døde til Jorden daaned
Da i Nordhumberlandet;
Man ej nødtes den Morgen
Mænd til Strid at ægge,
Der hvor skarpe Straaler
Skare Hjælmens Flade;
Kampmaaner saae jeg kløves,
Kæmperne misted Livet

15.
Svunge vi med Sværdet!
Skjenked da Herthjof blev i
Selve Syderøer
Sejer over vore Kæmper;
Maatte i Randeregnen
Røgnvald for ham falde,
Höjest Harm kom da over
Helte i Sværdeblæsten;
Hvast de haarde Pæle
Hjælmens Ryster kasted.

16.
Svunge vi med Sværdet!
Sank Mand over anden,
Haab ved Slagets Hylen
Høgens Broder glæded;
Malm og Skjolde mødtes,
Marstan, han som styred
Irland, lod ej Ulven,
Ikke Örne, hungre,
Vordt i Vedrafjord til
Valføde Ravnen kaldet.

17.
Svunge vi med Sværdet!
Saae jeg i Oddes Trætte
Mangen Mand at falde
Morgenstund for Kæmpen;
Skedetornen tidlig
Traf min Sön paa Hjærtet,
Egil den uforsagte
Agnar Livet røved;
Kaarder paa Hamders Kjortel
Klingrede, Banre glindsed.

18.
Svunge vi med Sværdet!
Saae jeg for Ulve hugge
Endils ordholdne Sönner
Ikke smaat med Brande;
Var det ej i Vigen ved Skæde,
Som naar Vinen af Kvinder
Bæres, Ægers Æsler
Ikke faa blev rydded;
Skaaret var Skøguls Kappe
I Skjoldungers Kampgny.

19.
Svunge vi med Sværdet!
Sjunge en Morgen vi Kaarders
Leg, ud for Lindesøre,
Med Lofdunger trende;
Faa kunde fryde sig over
Frelste bort at komme,
Aad da Ulven mange,
Örnen sled Kjød med Høgen;
Irers Blod i den blanke
Bølgeflade sig baded.

20.
Svunge vi med Sværdet!
Saae jeg, at haarfagre Kæmpe,
Møernes Elsker, en Morgen
Maatte af Valen vige;
Det var ej, som varmen Vædske
Viinkarrets Мø os frembar,
Inden Örn Konning faldt i
Alasund i Kampen;
Ej det var, som ungen Pige
I Öndvege at kysse:

21.
Svunge vi med Sværdet!
Svart bed Kaarder i Skjolde,
Klang mod Hildes Klædning
Klart de skinnende Landser;
Det vil paa Angulsøen,
Aldre igjennem, skues,
Hvor vi Helte fremginge
Heftig i Sværdelegen;
Rødnet var ud for Øret
Aarle Vunders Drage.

22.
Svunge vi med Sværdet!
Svæver for Kæmpen vel Døden
Nærmere, om han i Oddes
Uvejr end stilles forrest?
Den, som aldrig ængstes,
Ofte Liv begræder;
Ondt er det at egge
Usling til Hildes Lege;
Blødhjærtede i Barmen
Baader aldrig Modet.

23.
Svunge vi med Sværdet!
Slig Færd jeg kalder billig.
At i Sværdes Samtog
Svend gaaer imod Svenden;
Vige ej Karl for Karlen!
Det var Kæmpers Lov længe;
Møernes Elsker ile
Altid frejdig til Valen!
Мøernes Elsker ile
Altid frejdig til Valen!!

24.
Svunge vi med Sværdet!
Synes det mig vises,
At vi Ødet følge,
Undgaaes ej Norners Love;
Ej tiltænkte jeg Ella
Over min Død at raade,
Da Blodfalken jeg feded,
Førte Køl gjennem Søen;
Føde i Skotlands Fjorde
Fuldelig gav vi da Ulve.

25.
Svunge vi med Sværdet!
Svart det mig fryder altid,
Balders Faders Bænke
Bredte jeg veed for Gjæster;
Ud af Hoveders Krumtræ'r
Øl vi snart skal drikke;
Klager ej Kæmpe ved Død i
Kostelige Fjölners Bolig;
Ikke jeg kommer med Angstens
Ord til Vidrers Borde.

26.
Svunge vi med Sværdet!
Snart nu Asløgs Sönner
Vilde med skarpe Vaaben
Vække Hildes Lege,
Hvis kun nu de vidste
Vore store Kvaler,
At en Flok af Orme,
Edderfulde, mig slide;
Moder gav jeg mine Börn, som
Modige Helte fødte.

27.
Svunge vi med Sværdet!
Svart mod min Død det lider,
Ængster mig voldsomt Ormen,
Øglen mit Hjærte bebygger;
Vænter jeg, at Vidrers
Vaand flux Ella træffer,
Svulne vil mine Sönner
Svart ved Faderens Bane;
Ej ville kjække Kæmper
Kaare roligt Sæde.

28.
Svunge vi med Sværdet!
Samlet til een og femti
Hovedkampe har jeg
Hære paa Pilens Budskab;
Jeg blandt Mænd ej meente
Meer end mig fortrinlig
(Ung jeg Odden rødned)
Anden Konning fandtes;
Os monne Aser byde,
Ej skal jeg Døden begræde.

29.
Önske vi nu at ende!
Indbyde hjem mig Diser,
Som fra Herjans Haller
Har mig Odin tilsendt;
Glad skal jeg Øl med Aser
I Öndvege drikke;
Ledne er Livets Timer,
Leende gaaer jeg i Døden!
Ledne er Livets Timer,
Leende gaaer jeg i Døden!!!