Lappernes liv - Lappens sange

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Johan Turi
En bog om lappernes liv

1910

VIII.
Lappens sange

Lappens sang er joigning. Det er en mindekunst om andre mennesker. Nogle mindes i had og mindes i kærlighed, og andre mindes i sorgen. Og man bruger de sange om nogle egne og om dyr, ulven og renen og vildrenen. — Og den sangform er saadan som her nedenfor begynder:

Nu siger den ene pige til den anden pige: «Syng om din kæreste Nilas.» — Nilas var smuk efter alle pigers sind, og alle piger ønskede at faa ham for sig selv til ægtemand, og derfor joigede de meget om ham. Og den sangs navn er luotte (sang). Og saa begynder hun nu at synge Nilas sang:

«Voia voia nana nana, saare dygtige, saare vakre, saare fagre, saare milde,
voia voia nana nana, naar han løber, da farer han som en fugl, voia v. n. n.»

Og saa bød den anden pige: «Syng nu du din kærestes sang.» Og den første pige siger: «Jeg har ingen kæreste.» Den anden siger: «Det har du vel.» — Den første siger: «Naa, hvem er det, som du mener er min kæreste? » «Jeg mener Matte.» Den første siger: «Matte bryder sig ikke om mig, han har dem, der er bedre end mig.» Hun er en listig pige, hun fortæller ikke til den anden, at hun har en kæreste, endskønt hendes kæreste er Nilas. Og derfor ønsker hun at høre, om den dumme pige maaske tror, at hun faar Nilas. Men Nilas har aldrig tænkt at tage hende. Nilas holder af den skælmske pige. Han joigede ofte den piges sang saaledes:

«Voia voia nana nana, store milde, store yndefulde og store dygtige,
voia voia nana nana, store og fagre, det var sognets bedste pige, voia voia nana nana. »

Og naar Nilas saa den skælmske pige komme, saa joigede han ikke mere. Men den skælmske pige joigede til Nilas, at hans kæreste var Ani — det var den dumme piges navn —, og den skælmske piges navn var Elle. Og saa joigede hun til Nilas:

«Sognets bedste karl forledte Ani, voia voia nana nana, sognets bedste karl, v. v. n. n.
da han tog en anden guts kæreste, voia voia nana nana,
og lod Matte grædende».

Og Nilas frygtede ogsaa for, at han ikke skulde faa den skælmske Elle. — Ogsaa Matte elskede Elle, og Elle havde lovet at tage Matte, og Matte troede det var alvor; ogsaa han joigede ofte til Elle:

«Voia v. n. n., store milde, v. v. n. n.
store fagre, store dygtige, v. v. n. n.,
det er den bedsle pige paa dette fjæld, v. v. n. n.

Og da Matte hørte, at Nilas havde givet Elle fæstegaver, saa joigede han og græd: «V. v. n. n. store bedrager.» Og han græd og sørgede saadan, at hans forstand næsten forvirredes, og han blev forbitret paa Nilas og dræbte Nilas’s rener. Og naar han drak sig fuld, saa joigede han og svor saaledes:

«V. v. n. n. Birru Bærgalak, jeg dræber alle Nilas’s kørerener, v. v. n. n.
Satanas falske Elles raadne skindbukser; nok er der mange saadanne v. v. n. n.

Og saa græd han endnu lidt og joigede. — Matte tænkte ved sig selv: Det er dumt, at jeg er vred paa Nilas og Elle; jeg finder nok endnu en lige saa god pige og en endnu bedre pige. Hans søster Ingir sagde til Matte: «Karlene ser ikke Andaras’s Marja; det er en rar pige, og hun bliver rig.» Ingir var en ung pige og en forstandig pige, og Matte sagde til Ingir: «Mener du, Marja tager mig?» Ingir svarede: «Jeg véd det ikke, men jeg skal spørge Andaras’s Marja, om hun vil tage dig.» Og da syntes Matte om sin søster, naar hun vilde hjælpe ham til at faa en hustru. — Og saa gik Ingir en søndag til den sida, hvor Marja var. Og saa mødte hun Marja, og da spurgte hun: «Lover du at tage min broder Matte?» Marja svarede: «Matte bryder sig ikke om andre end Lodnes Elle.» Inga sagde: «Det er ikke ganske saadan; du faar tro, naar jeg siger det, saa er det saadan, at I er allerede skabt til at være sammen.» Marja svarede: «Hvoraf ved du det, at vi to er skabt til at have lykke sammen i ægteskab?» Inga svarede: «Jeg har drømt det, og det er altid saadan, som jeg drømmer.» Marja svarede: «Naar sagen er saaledes, saa lover jeg, at I maa komme hertil efter en uges forløb, da har jeg tænkt at være færdig; passer det?» Og saa skiltes de. Og Ingir drog hjem. Nu kom hun hen til sin broder og fortalte, hvad hun havde hørt. Og da de to fortalte det til moder og fader, saa syntes de svært godt om det. Og da en uge var forløben, saa drog de atter hen til Marja. Og Lapperne har haft den skik i fordums tid, at naar den unge mand kom paa frieri, saa skal pigen komme ham imøde og spænde frierens ren fra, og saa er det et tegn paa, at hun vil tage ham. Og hvis pigen ikke kommer og spænder fra, saa kører den unge mand rundt om koten og imellem koten og vedtræet. Og hvis pigen endnu ikke kommer og spænder frierens ren fra, saa ved karlen, at pigen ikke vil have ham. Og somme karle gaar da slet ikke ind i koten, saa kører de tilbage. Og da Marja vidste alt dette, hvordan det skulde være og hvorledes sagen stod, saa, da Marja saa Matte komme, gik hun ham imøde og løste Mattes køreren, og saa kom Matte ind i koten og hilste saadan, som det er Lappernes skik. Lappernes skik er, at de tager om halsen og trykker næse mod næse. Og Matte gjorde ogsaa saadan, og han kyssede saalænge, at han aldrig blev færdig. Og saa først begyndte de at tale og drikke lidt brændevin — den gang var der ikke kaffe. Og saa giftede de sig samme dag, og Matte drog hjem. Og da bød Marjas fader, Andaras, Marja at hente Marjas kirkekøreren og at give Matte den. Og da Marja hentede renen, saa kørte Matte hjem, og Marja satte sig i slæden. Og da de tog afsked, tog de atter hinanden om halsen og kyssedes; og de to troede, at nu behøvedes der ikke noget som helst andet; men saa siger svigerfader Andaras: «I to kommer nok til at gøre endnu en færd, førend I er færdige, I er nødt til endnu at gaa til kirkefaderen at faa lov.» Matte sagde: «Har Marja en fader til, eller har Marja en anden mand, eller hvordan er den sag?» Matte vidste ikke, at man ogsaa behøvede at faa lov af kirkefaderen eller, saadan som det nu kaldes, vielse. — Og da Matte drog afsted nu for anden gang (til Marja), var han endnu bange, hvis nu kirkefaderen rev hans hustru fra ham. Han var bleven lige som lidt forstyrret i hovedet. Og i giftetiden plejer forstanden ofte at blive lidt forvirret paa enhver, som har det blod. (Forklaring herpaa, hvorfor somme mennesker har saadant svagt blod, at det er tilbøjeligt til at løbe lidt i vildrede. Det er, at nogle mennesker er saa kærligt anlagte, at de slet ikke tænker paa andre ting i den tid. Og saaledes er det, som om forstanden var forvirret. Og nok er somme forelskede bagefter ogsaa, men det er ikke enhver, der er forelsket bagefter. Og naar de har faaet giftermaalssagen i orden, saa plejer de at blive klare igen som før.) Og da Matte for anden gang kørte hen til Marja, saa tog han bytterenen og kom atter med den til Marjas sida (brud og brudgom bytter altid ren som tegn paa jaord). Og saa hilste de igen paa hinanden som før. Og saa begyndte de atter at drikke brændevin og tale om parret, hvordan de nu skulde gøre det, og om det, at i morgen skulde der køres til kirkefaderen. Men Matte var bange for, at han mistede Marja til kirkefaderen. Han havde ikke lyst til at drage derhen; men da Marjas fader sagde, det var nødvendigt at gøre det, saa gav de sig paa vej. Og saa tog de tre reserverener og slæder til dem, i hvilke der var kød og renmælk. Og da de begyndte at køre, tog svigerfader Andaras reserverenerne, og Marja og Matte kørte med fri rener. Og de kørte med bytterenen. Og de rener var snehvide og havde meget prydede grimer og gjorder, som var udsyede med mange slags klæde. Gjorden er midt om renen og grimen er paa hovedet, det baand, hvormed man styrer renen lige som hestens bidsel. Og saa kørte de, og saa sprang renerne og for afsted, saa der var en snerøg, saa at de ikke kunde holde øjnene aabne og ikke heller kunde aande.

Og da er det farligt, hvis slæden slynges bag et træ eller bag en sten, og da omkommer man let. Og naar renerne har løbet en lille strækning, saa er de lidt trætte, og da begynder de at gaa roligere, og da er det herligt at køre, og saa giver de sig til at joige saaledes:

Voia voia v. v. nana nana n. n. prægtige rener springer nu v. v. v. n. n. n.
de farer som vinden v. v. v. n. n. n.
de farer saa lige som en bøsse v. v. v. n. n. n.
hjordens mest hornede rener v. v. v. n. n. n.

Og nu begynder renerne at blive ophedede og tørstige, og saa snapper de stadig med mulen sne i munden for at svale heden og mulig slukke tørsten. Og saa holdt Mahte sin ren an, og saa stod alle renerne for at puste. Det er et bestemt sted, hvor man lader renerne æde sne og stalde; det er farligt, hvis man kører længe ud i et træk. Hvis renerne ikke stalder, da faar den blæreforstoppelse eller den kan ikke stalde. — Og da Ingir saa, at alle renerne staldede, saa gav hun sig til at joige:

Det unge par (vil vi) nu ønske god lykke, v. v. n. n.
det unge par skal nok blive rige v. v. n. n.
og faa smukke børn v. v. n. n.
skønne lille Marja, du straaler som et lys v. v. n. n.
Og saa kører hun nu igen v. v. v. v. n. n. n. n.
Den store trækren stryger atter afsted v. v. n. n. nana.

Og saa kørte de igen. Og da renerne saa, at Marja og Mahte satte sig i slæden, saa sprang de, og da der var en smule frisk sne, saa blev det igen en saadan røg, at man ikke saa noget som helst. Og Marja magtede ikke at holde renen, og saa begyndte slæden at slingre saa stærkt, at Marja slyngedes ud af slæden, og saa trak den slæden til den modsatte side, og da kom den bag et træ, og saa hængte Marjas haand fast, og saa slap renen løs, og Marja slog sig saa meget, at hun først slet intet sansede, og renen sprang med slæden efter Mahte, og Mahte saa ikke, at Marja var bleven tilbage borte fra slæden. Og saa skulde de op ad en fjældside, og da kunde renerne ikke mere løbe saa stærkt; og da saa Mahte, at Marjas slæde var tom. Og da blev han saa forfærdet, at det rent blev mørkt for hans øjne. Han naaede dog at fange Marjas ren. Og han var i den tilstand en lille tid, inden han blev klar. Og saa gik han, for at søge Marja, tilbage i den retning, hvor han var kommen fra. Men Ingir og de andre kørende var bagefter; deres rener var ikke saa hurtige til at løbe som det unge pars. Og da de saa, at Marja laa paa sporet, da blev ogsaa de forfærdede. Og med dem var en ældre mand, som var Lappernes doktor. Og han undersøgte Marjas arm, og haanden var gaaet af led. Og han bad hende sætte sig i slæden, — Ingir havde en tam, stor ren, og selv var hun let. Og saa satte hun sig i Ingirs slæde. Og saa kørte de et lille stykke. Da kom Matte for at søge Marja, og han græd alt hvad han kunde; han frygtede, at Marja var død. Og da Matte saa, at Marja var levende, saa holdt han op med at græde og begyndte at spørge, hvordan det var gaaet. Og da han hørte, at Marjas haand var slemt ødelagt, saa sagde han: «Har Nuvte undersøgt Marjas haand?» Nuvte svarede: «Det har jeg nok, men kør videre over den aas, der henne er en aaben kilde.» Og da de kom til bredden af kilden, saa tog Nuvte Marja lidt afsides til kildekanten og stak haanden ned i kilden, indtil haanden blev kold. Og saa følte han paa haanden, hvor den var daarligst. Og saa trykkede han haanden der, og saa følte han, hvor den var forvreden, og saa rykkede han haanden i led. Og da var haanden straks frisk igen. Og saa kørte de afsted; og Nuvte bød Matte: «Anbring Marjas køreren efter din egen slæde og lad ikke renerne springe saa stærkt; nu kommer en stejl fjældskrænt nedad, og der skal du sætte en birkegren mellem slæden og trækrebet, for at slæden ikke skal glide ned.» Og de gjorde saadan, som Nuvte bød — Nuvte var det klogeste menneske der paa den tid. Og saa kørte de heldigt ned under det høje bjærg; og saa kørte de endnu over en stor sø og paa en stejl skrænt. Og saa var der atter et saadant sted, hvor Lapperne standser og hviler og drikker lidt brændevin og giver lidt brændevin til jordens Halder ogsaa, og de siger: «Drik ogsaa I min bryllups-vin.« Og de hældte lidt brændevin paa jorden. Og den, som ikke hælder brændevin paa jorden, han faar et eller andet uheld. Og kvinderne, som har børn, ammer disse; dog snører de ikke barnet løst, men bøjer sig paa knæerne ved siden af vuggen (vuggen er indpakket og fastsnøret i slæden). Og saa tager de brystet ud af brystaabningen og sætter det til barnets mund, og derved plejer de rigtignok at komme til at fryse brysterne, og saa hovner de op, og deraf bliver en haard pine. — Men her fortælles ikke om meget andet end om det unge par. —

Og paa det sted plejer de at joige lidt til jordens Halder saaledes:

Haldens ranke, skønne døtre takket være v. v. n. n.
at de var saa gode, at de har beskyttet vore kirkerener,
saadan, at de ej er styrtet fra de høje fjælde v. v. v. n. n. n.
Takket være I, kære Haldemødre v. v. v. n. n. n.
og beskærm fremdeles v. v. v. n. n. vore rener v. v. n. n. —

Og saa kører de atter afsted. Og saa bandt Mahte fremdeles Marjas ren bagefter. Og saa kørte de, til der ogsaa kom en anden sidas vej, til den vej, som ogsaa var vor vej, og saa blev der mange kørende, og med dem var Nilas og Elle. Og de to var endnu ikke gifte. Og saa kørte de videre paa brudefærden, og saa blev det mørkt. Og da standsede de og begyndte at gøre ild. Og renerne spændte de fra og bandt dem ved en birk, for at de kunde faa føde. Og renerne begyndte at bete paa den maade, at de med forklovene kaster eller graver sneen bort paa jorden, og saa er der god føde for renerne. — Og andre begyndte at gøre ild. Fortidens mennesker havde ikke tændstikker saadan som nu, da var der en anden kunst, først var der flint og trøske og svovl. Og naar flint og tønder lagdes ved siden af hinanden, saa slog man med fyrstaalet, og saa sprudede flinten ild, og saa tændte det trøsken, og trøsken sattes ind i svovlkarret, og da brændte svovlet, og saa tændte det i birkebarken. Og birken er altid Lappens bedste træ. Ogsaa nu er det birk, hvormed de er ved at gøre ild. Men fyrretræ har de folk ikke; men de havde taget birkebark med. Og saa begyndte de at gøre ild, men da var birkerisene overisede, saadan at de ikke brændte, og de fik ikke ild. Og saa kom ogsaa Nuvte, han havde en doven trækren, han kunde ikke følge dem, som havde de bedste kørerener. Og der var andre ogsaa sammen med Nuvte. Og da Nuvte saa, at de ikke fik ild, saa bød han: «Grav ris frem under sneen; de er optøede, de er ikke isede, som er under sneen.» Og saa fik de meget let ild. Og da de havde faaet ild, saa sattes kedlen paa ilden fyldt med sne, at der skulde blive vand. Og da sneen smeltede, saa kom Matte kød i at koge. Dengang var der ikke kaffe, men brændevin i stedet for kaffe. Og de drak brændevin. Og der var nu mange mennesker. Og da de ikke kunde rummes allesammen ved eet baal, saa gjorde de et baal til. Og folkene ved det andet baal havde børn. Elles søster var en ung kone, og hun havde et lille barn. Og hendes navn var Birrit. Og da de havde faaet det andet baal, saa løste Birrit op for barnet. Og barnet havde gjort sig vaadt saadan, som børn plejer at gøre, og derfor nødtes hun til at tage det op, skønt det var snefog og koldt. Da hun havde snøret op for barnet og taget det op af vuggen, saa blæste vinden sne paa vuggen i øjnene, og den blæste sne i vuggen ogsaa. Og undertiden blæste det kul fra ilden og røg i alle retninger og hen efter barnet ogsaa saadan, at det stakkels barn ikke engang kunde faa en lyd frem. Og en gang blæste gløder hen paa barnets ansigt, saa at det brændte den ene kind, saa der kom en vandblære. Og barnet græd stærkt. Og Birrit havde ikke anden tilflugt end at lægge barnet i vuggen. Og i vuggen var der blæst megen sne; men da hun med et ris slog kludene, saa gik sneen af. Og saa vilde hun i en fart lægge barnet i vuggen; men saa huskede hun, at Nuvte var iblandt dem, og saa raabte hun: «Farbror Nuvte, kom herhen!» Og saa kom Nuvte og saa, hvad der var sket, og da skændte han, fordi hun ikke havde kaldt før. Og saa bød han at kløve et marvben og tage og lægge den (marven) paa et klæde og anbringe den paa det brændte sted. «Her er i hvert fald ikke bedre raad». Og saa gjorde de det i en fart. Og barnet fik hun snart i vuggen, da det var saa haardt snefog. Og da Birrit havde faaet barnet i vuggen, saa gav hun sig til at amme det, da frøs hun det ene bryst, og saa begyndte det at værke saadan, at hun næsten ikke kunde sove. Men de andre sov i en klynge, den ene op mod den anden. Og Nilas og Elle sov meget tæt sammen, og de to holdt sig godt varme. Og da det var mod slutningen af daggry, saa begyndte de igen at gøre ild. Og da de havde faaet ild, saa gav de sig atter til at varme mad og spise. Og nogle gik for at binde renerne ved et andet træ, for at de kan komme til at æde mere. Paa det sted, hvor de bandtes om aftenen, var det jo forbi med den hele sneoverflade, skønt de allerede om aftenen var flyttet en gang til et andet træ; men rener æder meget paa en nat. Og da de havde spist, saa spørger Birrit Nuvte, om hun skulde tage barnet op, naar det er saa koldt? Og Nuvte siger: «Barnet klarer sig ikke uden at tages op». Og saa løste Birrit igen op for barnet. Og det brændte sted var jo helt godt. Og vinden var ikke mere saa haard, men det var jo endnu koldt. Og da det ikke var saa haard blæst, saa var det ikke saa slemt for barnet. Saa tilsaa hun sit barn. Og saa fortalte hun Nuvte, at hendes bryst gjorde saa ondt og værkede saadan, «at jeg ikke har kunnet sove». Og da sagde Nuvte: «Vis mig det». Og da han saa det, sagde han: «Du er kommen til at fryse brystet». Og Saa tog han ud af sin brystsmæk en Stallostjærne og trykkede med den. Og da lettede smerten efter et døgns forløb, men ikke før. Og da det allerede var fuldstændig lyst, saa begyndte de at tilsnøre slæderne og spænde renerne for. Og da renerne havde seletøjet paa, saa gav pigerne sig til at joige saadan, som Lapperne jo plejer at gøre, naar de drager afsted, da skal pigerne joige. Og saa begynder de da:

V. v. v. n. n. n. nu jager da sognets bedste kørerener som en fugleflok
v. v. v. n. n. n. de store slanke, naar de giver sig til at løbe,
v. v. v. n. n. n. da springer de saadan, at man kun ser røgen staa.
Og dertil farer de som den stride fos v. v. n. n. n. n. n.

Og saa kørte de. Og da renerne saa, at folk havde sat sig i slæden, saa sprang de, og saa for de som en fugleflok. Men da det var saadan jævn vej, saa blev de allesammen i slæderne. Og saa da de fik kirken i syne, saa stansede de og ventede, til de alle var samlede, da begyndte de atter at drikke brændevin. Og saa blev de lidt fulde. Og da begyndte nogle unge knøse at skælde og beskylde (hverandre for rentyveri), og der blev næsten slagsmaal ogsaa. Men svigerfader Andaras forbød dem at strides: «Det er ikke saadan, det er kun løgn, jeg skal nok senere fortælle, hvordan den sag forholdt sig.» Og da hørte karlene op. Og saa kørte de igen, og kørte til byen. Og den bys navn var Markan (Enontekis). saaledes kaldet paa Lappernes sprog. Og saa gik de ind i de smaa hytter, og nogle gik til de koter, som er paa kirkepladsen. Fortidens Lapper var nødt til at gøre sig koter, da der var for faa huse. — Og da det blev morgen, saa gik Matte og Marja hen til præsten. Og saa oplyste svigerfader Andaras, at de var kommen for at gifte sig. Og det var søndag morgen. Og da de var færdige med at spise, saa begyndte de at tage bryllupsklæderne paa. Og da de allesammen var færdige, saa gik de til præsten. Men Matte frygtede kun for, at præsten skulde tage hans Marja; men de gik jo nu alligevel. Og da de nu kom hen til præsten, saa begyndte præsten at forelæse dem den læsning: «Jeg tager Marja, og jeg elsker hende igennem modgang og medgang». Og da blev Matte forfærdet, at præsten dog havde til hensigt at tage Marja. Og saa svor Matte: «Jeg giver Fanden ikke Marja til dig. Det er min hustru, og Andaras har givet Marja til mig, og jeg giver hende ikke bort»! Og saa rev han i Marjas haand og vilde til at gaa ud. Men Marja var en forstandig pige; hun gik ikke ud, hun forstod nok, at Matte vrøvlede. Og da Marja ikke gik ud, saa mente han, at Marja ogsaa vilde bedrage ham. Og Matte for ud, og præsten var nødt til at opgive vielsen, han raabte: «Du skal nok faa Marja, jeg bryder mig ikke om hende!» Præsten havde jo hørt, at Matte frygtede, at han selv vilde have Marja. — Og Matte gik saa ud, og han var bange, at præsten ønskede Marja til sig selv. Og han græd. Matte havde læst overmaade lidt i bogen; men han var dog bleven konfirmeret; dengang behøvede man ikke at læse saa meget til konfirmationsforberedelse. Men Marja var god til at læse, og hun kendte nok den læsning (vielsesritualet). Og da Marja kom fra kirken, var hendes første arbejde at lære Matte at læse denne vielseslæsning. Og da Matte havde læst og lært den og faaet forstaaelsen af, hvordan sagen forholdt sig, saa gik de to atter til præsten næste dag, og da lærte præsten ogsaa Matte, hvordan han skulde svare. Og saa gav han sig til at vi dem. Og da kunde Mahte nok saadan, som han skulde. Og saa forrettede præsten vielsen. Og da de var færdige, saa gik de tilbage fra kirken og gav sig til at holde bryllup. De havde ikke andet end brændevin og kød og mælk. Og saa drak de det, hvem som havde lyst og kunde. Og saa blev de fulde og gav sig til at joige, saa mange som de var i stuen, og karlene tog pigerne om halsen og joigede, saa man ikke hørte noget som helst, og nogle græd og joigede:

v. v. v. n. n. meget blid og yndefuld er min kæreste.

Og pigerne atter joigede til karlene:

v. v. n. n. store skønne og store dygtige v. v. n. n.
de farer som flyvende fugl —
den springende ren følger de v. v. n. n.

Og de sov ikke den nat. Og den søndag havde det sneet saadan, at det sneede to kvarter. Og da sagde Nuvte, at de blev rige, naar det sneede paa bryllupsdagen. Det har jo været Lappernes overtro i gammel tid, og er det nok endnu. Da stuen blev varm, saa gik nogle ud og sov der. Og det sneede saadan, at de, som sov udenfor, de kom under sneen, saa at man ikke fandt dem paa anden maade, end at andre gravede dem ud under sneen.

Nilas turde ikke gifte sig før Matte først havde giftet sig. Og da de saa, at Matte giftede sig, saa begyndte de to ogsaa at ville gifte sig; men da søndagen var gaaet, saa kunde præsten ikke mere holde vielse, da han ogsaa skulde lyse samme dag, men de gav dog præsten lysningsbrev, og saa kunde de to jo ikke komme til at blive viede det aar. Men de flyttede sammen og levede sammen som et andet par. — De Lapper plejede ikke at drage til kirkepladsen mere end een gang om aaret. — Nilas var den rigeste karl og Elle var ligesaa rig. Og folk var dem gode, og de ønskede, at Nilas og Elle havde faaet bryllup; men de holdt ikke det for en stor fejl, at de var sammen før vielsen; der var jo dog lyst for dem. — Men Nilas var et hidsigt menneske, og Elle var et meget forstandigt menneske. Elle tænkte nok paa, hvorledes hun skulde bjærge sig med Nilas, da han var saa heftig; men hun saa jo nok, at han var god igen, naar vreden var gaaet over. Og han var af en rig slægt, og fortidens mennesker havde mange tegn deraf, af hvilken slægt enhver var. De havde set, at den slægt som var fattig, af den slægt var de fattige næsten alle. Og naar det er en velhavende slægt, saa er de i den slægt velhavende næsten allesammen, hvis de ikke begynder at gøre noget galt eller stjæle rener. De bliver jo fattige, som gør noget urigtigt. Hvis de ikke bliver fattige i deres egen tid, saa bliver ihvert fald børnene fattige. En menneskeslægt er som en elv. Naar der er en elv, som er lang ligesom en menneskeslægt. Og somme elve har græsrige udspring saa langt, som elven gaar. Og en anden elv er paa det samme bjærg, og den gaar ogsaa lige saa langt, og den har intet græs, ikke i udspringet ikke i udløbet. Og saadan er menneskeslægterne. Og hvis der er en træsort, et eller andet sted, meget grenet og fine lige grene, saa vokser der paa det sted samme slags træer. Og naar der paa sine steder er grimme træer, vokser der fremdeles grimme træer, nogle gaar ud, og andre kommer i stedet, samme grimme træer. Og saadan er menneskeslægterne ogsaa. Og derfor plejer Lapperne at regne, hvorledes alle folks slægt er. — Og derfor ansaa de ogsaa Nilas for værdifuld, da han var af en brødrig (velhavende) slægt. Og da næste aar kom, saa kørte de to til Markan til bryllup. Da drog mange af deres venner afsted for at komme til bryllup. Og da de rejste, tog de to koter med og mange trækrener og slæder. Og da de gik til vielsen, saa klædte de sig i de smukkeste klæder, som hører til Lappens pynt, silketørklæder og silkehuer og sølvbælter og fine klædeskofter og mangefarvede perler og sølvknapper og sølvhægter — hvormed tørklæderne holdes sammen — og snehvide pelse og hvide skindvanter og hvide støvler. Og brudepigerne skal ogsaa tage smukke klæder paa og brudesvendene ligedan med fine klæder. Og saa drager de til præsten. Og tre par skal gaa foran parret og tre par bagefter brudeparret. Og det skal kun være unge piger og unge karle de 6 par. Og mange andre slægtninge og venner følger efter. Og naar de kommer i kirken, saa skal brudesvenden bære brudgommens hue, og naar præsten begynder at vie, saa holdes et firkantet lin over brudeparrets hoved, en holder i hvert hjørne, indtil præsten er færdig med vielsen. Og naar de gaar tilbage, saa skal brudesvenden bære brudgommens hue, og parrene skal igen gaa foran og bagefter paa samme maade. Og saa kom de tilbage til huset, hvor nogle opholdt sig, og andre var i koterne, der var bragt med som kirkekoter. Og saa begyndte de at holde bryllup. — Og det blæste stærkt, og der kom snebyger, og undertiden var det meget fint opholdsvejr og mild luft. Og det tager Lapperne vare paa, hvordan vejret er. Og nu begyndte de at holde bryllupsmaaltid, og der kom mange mennesker. Og Nilas havde købt megen brændevin. Og han havde mange slægtninge og bekendte eller venner. Men en og anden karl var misundelig, fordi han ikke havde faaet Elle. Og der var en pige, hvis navn var Anne, hun mente, at Nilas vilde have taget hende. Og da hun saa, at Nilas ikke brød sig om hende, saa gav hun sig til at lyve meget om Nilas, at Nila havde horet med hende, og fortalte det til Elle ogsaa. Og Elle sagde: «Saa er du en god pige, at du har givet Nilas, naar han trængte, jeg skal nok betale dig løn». Og saa skammede Anne sig over sig selv, hun havde fortalt det til alle mennesker, at Nilas var hendes forfører. Men da Elle havde sagt dette til hende, saa fortalte hun det ikke mere til nogen som helst. Skælmerne spurgte altid Anne: «Hvor meget betalte Elle dig, da du hjalp?» Og saa begyndte hun at skamme sig, og ønskede ikke at tale mere om det. Og saa gav de sig nu til at spise bryllupsmaaltidet og drikke. Og da de begyndte, saa gik det unge par og satte sig indenfor bordet, og der skulde de sidde, saalænge bryllupet varede. Og der blev jo mange fulde og begyndte at joige saadan:

v. v. v. n. n. n. Nu har vi faaet bryllup v. v. v. n. n. n.
v. v. v. n. n. n. sognets rigeste karl brækkede nu benet
og nu drikker vi jo lidt v. v. v. n. n, n.
Og den skønne Elle lyste som en stjernehimmel;
det forandredes i sognet v. v. v. n. n. n.
hvem bliver nu sognets stjerne v. v. v. n. n. n.
Og nu ønsker jeg god lykke v. v. v. n. n. n.

Og nu joigede de i munden paa hinanden, saa man ikke hørte noget. Og saa begyndte karlene at skændes indbyrdes og at slaas, saa at folk var nødt til at gaa og skille dem og tale, for at de skulde holde op, og saa holdt de op. En var der, som de var nødt til at binde og holde bunden til, han blev ædru. Og nu kom det tidspunkt, da de begyndte at give brudegaver, Og de gav penge og sølv og rener. Og til bryllupets formand er stadig valgt en saadan, som er redelig og har god hukommelse. Og hans hverv var saadan, at han ikke tog altfor mange gaver af nogen; nok giver et drukkent menneske, om det saa var aldrig saa meget over det, som behøves. Og derfor skal han have en god hukommelse for at huske, hvor meget enhver giver, og hvem som lover rener. Og efterhaanden som de giver brudegaver, tager brudgommen og bruden dem om halsen og takker, og de ønsker lykke til giveren, og ligeledes ønsker bryllupsformanden giveren god lykke her og efter døden. Og saa er der atter en, som uddeler brændevin. Og da gives den fineste vin, naar de har givet gaverne. Og naar de er færdig med at holde bryllup, saa holder formanden en lille tale og synger af salmebogen en salme. Og talens indhold er saaledes, at han ønsker lykke for det unge par og for alle bryllupsgæsterne. Og brudgommen og bruden takker for det, at de er kommen «at frydes med os over den nye lykke, som Ibmel har givet til os to ogsaa, da han har set, at det var godt, at han gav manden kvinden til ledsager, da han saa, at manden ikke bjærgede sig alene». Og naar formanden har udført dette, saa takker bryllupsgæsterne igen tilbage og brudgommen og bruden. Og saa slutter de nu med at holde bryllup, og enhver gaar til sit. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — Matte og Marja var allerede ældre, og de var rige, og de havde 4 børn. Og de levede i enighed og holdt op med at stjæle rener. Og de to var ikke altfor kløgtige, dog var Marja ikke dum; men de forstod ikke at vinde folk for sig. Og en gang da de var alene, saa fik Marja et barn, og der var ingen som helst hjælp. Matte var nødt til at klare sig alene og bjærge sin hustru og barnet, som nylig var blevet født. Og den ældste var 7 aar, og han var til lidt hjælp. Og hjorden blev uden opsyn, og ulvene kom og forfulgte hjorden. Og han saa nok, at ulvene kom og jagede omkring koten. Men han slap ikke ud af koten, da konen havde faaet et barn. Og et menneske gik paa ski just paa den tid i nærheden af koten; men han vidste ikke det, at han var i nød, og han gik ikke ind i Mattes kote. Man overlagde i sine tanker: «Jeg gaar ikke ind i Mattes kote, der løber tiden ikke, jeg gaar til Nilas’s kote, Nilas har en hyggelig husmoder, og han er selv venlig». — Og Nilas’s hustru havde ogsaa faaet et barn; men Nilas hentede folk, han kunde regne tiden ud, naar hans kone skulde faa barnet, og det var ogsaa en hjælp for ham. Men han boede sammen med naboer. Og naboerne vogtede hjorden. Og han og hans hustru var jo ogsaa ven med alle mennesker, skønt han var heftig og kivedes undertiden med alle folk. Men han gjorde det godt igen altsammen og var atter saa god, at han ikke vidste, hvad godt han skulde gøre. Og Elle var et overmaade godt menneske, hun var gæstfri og venlig, og folk syntes meget om hende. Og Nilas var ogsaa godsindet, folk var rare, skønt Nilas ofte blev vred i renskilningstiden; men han var dog ikke længe vred, enhver var ham hørig, naar han behøvede hjælp. — Og da Nilas engang var rejst til marked, og hans Elle ikke var med, da drak han saadan, at han ikke vidste noget som helst. Og saa stjal man hans penge allesammen. Og da han stod op og blev ædru, saa saa han, hvorledes det var gaaet, og han vidste ikke, hvad han skulde gøre, og hvem der nu havde stjaalet hans penge. Og saa drak han atter, og da i den vrede gav han sig til at kives med andre drukne mennesker. Og saa blev der slagsmaal, og da blev han slaaet saadan, at han blev enhaandet og i hovedet et stort hul. Dog det var ikke Lapper, men Nordmænd. Og han kunde ikke komme til at købe noget som helst, da pengene var gaaet; men folk købte alt for ham og trak ham selv til sidaen. Og da Elle hørte det, sagde hun: «Man skal jo tage imod modgang ogsaa, da er medgangen ogsaa nær». Og da blev Nilas saa glad, at han ikke huskede noget som helst. Og saa lod de Nuvtes Sara hente; hun havde lært af sin fader at være doktor. Og da hun kom, saa gjorde hun saadan, som hendes fader plejede at hjælpe, saa kom hans haand sig hurtigt. Og han gjorde løfte, at han ikke vilde gaa at drikke, og for det andet, at han ikke vilde tage alene til marked. Hvis han ikke havde ladet Elle blive tilbage, da vilde det ikke være gaaet ham saaledes, som det gik.

Og næste aar vandrede Nilas ene om, og saa fandt han en gammel nedgravet skat, og der var mange penge, og de havde ikke navn, hvis de var. Og saa fik han selv alle de penge. (s. 216-227).

112. Fortælling om Mahte.

Da Matte nu var i saadan knibe, saa tænkte han, at han var nok dum, som skilte sin sida fra de andre, naar hustruen var frugtsommelig. Og de var begge to saa indskrænkede, at de ikke forstod noget derom, hvorledes tiden gik, hvornaar konen skulde faa barnet. — Men saa gik Andaras yngre datter for at se til sin søster, og saa kom hun, og da var Marja allerede saadan, at hun ikke kendte sin søster, saa syg var hun. Og saa gik hun for at hente flere folk. - Men Marja var syg i 3 maaneder. Og ulven dræbte 40 stkr. rener. Og hjorden sultede, saadan at renerne udmattedes. Og deri er en advarsel, at man skal ikke sætte sin kote ensom, naar man ikke har reservefolk, og konen er frugtsommelig. — Selv om han endnu ikke blev fattig, blev hans kone dog fra den tid sygelig, hun maatte staa op, før hun var bleven rask. Og hun kom ogsaa til at fryse, og hun fik kuldesyge fra den tid; hun blev ikke mere saa rask som før. (s. 227-228).

113. Joigning begynder. En ung mands sang:

Store listige v. v. v. n. n. n.
ikke en eneste har vidst, om han er fisk eller fugl v. v. v. n. n. n.
I læsiden med storbjælden (førerenen) græssede han i mag v. v. v. n. n. n.
smaagutternes tilflugt, naar nøden kom, naar de blev fundne i tyveri v. v. v. n. n. n.

Og de unge karle ønskede alle den knøs med (naar de gik paa rentyveri); thi han var listig og lavede paa den tid lidt strid mellem Lapperne indbyrdes. — Og de stjal, den ene fra den anden, og den ene udspejdede den anden, naar de var ved at stjæle. Og paa den maade overraskedes de ofte i tyveriet. Og da behøvedes der raad for, hvorledes man skulde slippe løs af sagen. Og derfor ønskede de den listige karl; ham kaldte de de unges konge. Og ham syntes alle om, og han var heller ingen tyv, men dog heller ikke helt skyldfri, dog kom han aldrig i sladder. Han tillod heller ikke at stjæle meget, naar han var til stede. Og folk vidste, at da stjal de ikke meget, naar den karl var i nærheden; men spiserener forbød han dem ikke at stjæle.

Og han var daarlig til at kaste med lasso; men til at løbe var han saa hurtig, at han fulgte en springende ren. Og saa udholdende, at han i et træk løb en mil. Men han plejede ikke at løbe stærkt, naar folk saa det; men de traf at se det, naar han ikke vidste af det, naar han løb efter en bissende renflok, som jager imod vinden alt, hvad de kan strække ud. Og det skal være en hurtig, som følger, naar man har en daarlig hund. Hunden kan nok vende flokken, naar det er en saadan, som kan og gider.

Og om denne samme knøs plejede pigerne ogsaa at joige:

«Med et ord fandt han hjærtet v. v. v. n. n. n.
store skælm, hvis han stjal, saa kom det paa de andres hoved v. v. v. n. n. n.» (s. 227-228).

114. Her begynder renens sang:

Silkebringe, silkebringe v. v. v. n. n. n.
som farer lig solstraaler v. v. v. n. n. n.
Smaakalvene kalder v. v. v. n. n. n.
Og det suser og bruser v. v. v. n. n. n.

Joigning er saadan, at naar det er en rigtig dygtig joiger, da er det saa dejligt at høre, at tilhørerne næsten kommer til at græde; men naar det er saadanne joigere, som sværger og skærer tænder og truer med at dræbe renerne ja endogsaa ejeren, da er det ledt at høre. (s. 229).

__________________________

---

Fodnoter: