Legenden om korset
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Legenden om korset [1]
(Fragment)
fra Crucis Legendæ
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2023
Her begynder fortællingen om, hvordan Vorherre Jesu Kristi kors blev fundet, og om den ufred, som romerne udsatte kristne folk for i hele verden
1. I slutningen af Diocletians regeringstid blev de kristne udsat for så stor en ufred, at man i hele verden ikke har set magen til, hverken før eller siden. Hans herredømme havde stået i blomst, lige til han begyndte at blive fjendtlig mod kristne mennesker. Men fra da af blev det værre og værre. Da vendte mange folkeslag, der ellers længe havde tjent romerne, sig fra ham. Af den grund opstod der vidt omkring stor ufred, og Diocletian kunne på ingen måde styre hele det store rige, som han herskede over. Han valgte den mand, der hed Maximianus Herculius, til at dele magten og kejserriget med sig. De var begge siden meget grusomme mod kristne mennesker. Men efterhånden som deres grusomheder mod de kristne tog til, således voksede også folks ulydighed mod dem. De gav magt og kongedømme til to mænd, den ene hed Galerius, den anden Konstantius. Galerius var gift med Diocletians datter, der hed Valeria, mens Konstantius var gift med Maximianus’ steddatter, der hed Theodora, og han havde seks sønner med hende. Efter Diocletian overtog hans søn Maximus kejserdømmet, og efter Maximianus kom sønnen Maxentius. De var begge store afgudsdyrkere og onde mod de kristne. Maximus levede ikke længe, men døde af sygdom. England havde længe hørt under Romerriget, og dengang var mange dér kristne. I Diocletians dage ophørte englænderne med at adlyde romerne, men kristendommen gik alligevel helt til grunde dér. Da blev Konstantius sendt til England med en stor styrke for at vinde landet tilbage under Romerriget. Men da han kom dertil, havde de en høvding dér, som hed Coel. Han indgik forlig med Konstantius på det vilkår, at han skulle være konge over England, så længe han levede, men betale skat til Romerriget. Kort tid efter indgåelse af forliget døde Coel, og Konstantius underlagde sig da hele England. Coel havde en datter, der hed Helena. Hun var den smukkeste kvinde og dygtig til mange ting. Konstantius tog hende som frille, og med hende fik han en søn, der hed Konstantin. Han blev kaldt konge over England efter sin far. Mange romere flygtede og gav sig under ham, for de kunne ikke udholde den ondskab og grusomhed, som Maxentius udsatte hele almuen for. Ikke længe derefter drog Konstantin mod Rom med en stor hær og kæmpede mod Maxentius. Maxentius faldt, mens Konstantin blev enekejser og havde magten i 30 år. Han befalede mod slutningen af sin regeringstid, at de kristne skulle bekæmpes. Da slog Gud ham med en svær og ondartet spedalskhed. Straks efter opsøgte pave Sylvester ham og døbte ham og helbredte ham for spedalskheden, og siden støttede Konstantin kristendommen i hele verden, og han lod mange kirker opføre i Rom og vidt omkring på andre steder.
Om vikingerne
2. Da der var gået 333 år[2] fra Kristi fødsel — dette var i Konstantins sjette regeringsår — kom en stor vikingehær sejlende ad floden Donau, og de var klar til at angribe Romerriget. Og da Konstantin erfarede dette, drog han imod dem med sin hær, men da han så, hvor talrig en styrke vikingerne havde, skræmte det ham at skulle kæmpe imod dem. Men en nat åbenbarede en mand sig for ham; han befandt sig i et skinnende lys og sagde til ham: »Glem din frygt — Konstantin! — og se op på himlen!« Og se, da kiggede han op på himlen og så Kristi korsmærke skinne så klart på himlen, som var det ild. Han så også disse ord skrevet henover: I dette tegn skal du sejre. Konstantin lod da fremstille et guldkors magen til det, han havde set på himlen, og han brugte det som sit bannermærke og lod det bære foran sin hær i kampen mod vikingerne. Det blev et stort slag, og vikingerne flygtede langs flodbredderne, men en betydelig del af deres hær faldt. Og kejseren vandt en storslået sejr i kraft af det hellige kors.
Helena drager til Jerusalem
3. Da kejser Konstantin var blevet fuldkommen kristen, og han af evangelierne kunne forstå, hvor Herren var blevet korstfæstet, sendte han sin mor, Helena, over havet til byen Jerusalem for at lede efter det kors, som Herren var blevet pint på, og det var hans hensigt at rejse en kirke på det sted, hvor korset blev fundet. Dronning Helena havde Helligåndens lykke med sig og elskede og tilbad af hele sit hjerte den almægtige Gud. Hun havde også et stort ønske om at finde det hellige kors, sådan som hendes søn havde bedt hende om. Hun ankom til Jerusalem med et stort følge i slutningen af den måned, der hedder april, og hun bad om at få samlet en stor mængde af de jøder, som holdt til i landet omkring Jerusalem. Men på den tid var Jerusalem meget sparsomt befolket og bebygget. Der samlede sig tre tusind jøder omkring dronningen, og hun sagde til dem: »Jeg har læst i profeternes bøger, at jeres gamle slægtninge var kære venner af Gud. Men I har lagt al visdom bag jer, og den mand, som ville befri jer for den forbandelse, som var nedkaldt over jer, og som viste jer mange af Guds undere — men dem spottede I — ham pinte i bitterligt til døde. Nu har I mørke i stedet for lys, og løgn i stedet for sandhed, og I er underlagt en forbandelse, således som det fremgår af jeres love. Nu er det tilrådeligt for jer, at I svarer på det, som jeg agter at spørge jer om.« Da begyndte jøderne at drøfte sagen mellem sig og finde de mænd, som var de klogeste og kendte loven bedst, og de udpegede tusind mænd, som var de mest indsigtsfulde, og lod dem træde frem for Helena. Hun sagde til dem: »I må bestræbe jer meget på at svare sandt på de spørgsmål, som jeg agter at stille. Jeg véd, hvordan hellige skrifter har forudsagt, at Herren Kristus ville komme til denne verden, og hvordan jeres forfædre ikke ville kendes ved ham, da han kom. Men nu skal I ikke prøve at skjule den sandhed for mig, som jeg efterspørger. Find mig nu de mænd, som bedst forstår skrifterne, og som kan svare godt på alle de spørgsmål, som jeg vil stille.« Hun overlod derpå de tusind jøder i sine ridderes varetægt. Da foretog jøderne på ny en gennemgang af deres flok, og de udpegede de fem hundrede mænd, som var de klogeste, og de opsøgte dronningen. Hun spurgte da, hvem disse mænd var. De svarede: »Disse mænd kender loven godt.« Hun sagde: »I er af Israels slægt, således som bøgerne beretter, og I har arvet jeres forfædres formørkede hjerter; de ville ikke kendes ved Guds søn, som profeterne og loven bærer vidnesbyrd om.« Jøderne sagde: »Fortæl os — dronning! — hvorfor du taler sådan til os. Hvad er årsagen?« Hun sagde: »Gå med jer, og udpeg endnu flere mænd af jeres flok til at svare mig.«
Om jøderne
4. Og da jøderne havde forladt stedet, drøftede de, hvad der var årsagen til, at dronningen udsatte dem for dette besvær. Da svarede den af dem, der hed Judas, og sagde: »Jeg mener at vide, at hun leder efter det trækors, som vores forfædre pinte Kristus på. Men det forekommer mig mest tilrådeligt, at vi aldrig lader hende finde det, for hvis det trækors dukker op, så ødes hele vores lov, og vi selv sætter vores ære på spil. Jeg kan fortælle jer, hvad min farfar sagde på sit dødsleje, og det samme sagde min far til mig, før han døde: ‘Sørg for — min søn! —’ sagde han, ‘— at hvis nogen leder efter Kristi kors, så må du ikke lade ham finde det, medmindre du bliver tvunget til det med pinsler. For hvis det bliver gravet op, så går hele vores hebræiske rige til grunde, og da vil de folk, som hædrer den korsfæstede, komme til magten, og der vil ingen ende være på deres rige, for den korsfæstede er Kristus, Guds levende søn.’ Jeg sagde til min far: ‘Hvis vores forfædre vidste, at han var Kristus, hvorfor lagde de så hånd på ham?’ Min far svarede: ‘Du kan tro — min søn! — at en stor kraft og formåen følger hans navn. Jeg har altid modsagt de mennesker, der misbilliger den korsfæstede. Men de dømte ham, fordi han irettesatte jødernes ledere, og korsfæstede ham og troede, at de kunne dræbe en, som er udødelig. Siden lagde de ham i graven, men han genopstod på tredjedagen efter sine pinsler og viste sig ofte for sine disciple. Fra da af troede vores forfader Stephanus[3] på ham og oplærte præster i hans navn. Af den grund lod jøderne Stephanus stene ihjel. Men lige før han døde, bad han Gud vise dem barmhjertighed og sagde: Herre! Tilregn dem ikke denne synd,[4] for de véd ikke, hvad de gør. Og jeg kan fortælle dig — min søn! — noget meget bemærkelsesværdigt om Kristus. Der var en jøde, der hed Saulus; han var tømrer og en stor modstander af Kristi navn. Han var en af de mest ivrige, dengang Stephanus blev dræbt, men siden fik Kristus ham vendt til sig af barmhjertighed og gjort ham til en af sine apostle[5]. Den slags har bevirket, at jeg og mine forfædre har troet på, at han er Guds søn. Var dig nu — min søn! —’ sagde han, ‘— for fjendtligheder mod ham eller mod dem, der tror på ham, og da vil du trives.’ Disse ord sagde min far, Simon, til mig, mens han lå for døden. Nu må I bestemme jer for, hvordan I vil svare, hvis dronning Helena stiller spørgsmål om korset.« Jøderne svarede: »Sådanne ord har vi aldrig hørt før, men vi vil råde til, at du ikke afslører, hvor korset er skjult, hvis du bliver spurgt om det.«
Om jødernes samtale med Helena
5. Mens jøderne drøftede sagen, kom dronningens riddere og sagde: »Kom med hen til dronningen, for nu vil hun tale med jer.« Og da de mødte hende til samtale, spurgte hun dem om Kristi kors. Men de ville ikke fortælle hende sandheden. Da sagde hun, at de alle ville blive kastet i brændende ild. Og de blev da skræmte og ledte Judas frem og sagde: »Denne mand er søn af en profet, og han kender loven godt — dronning! — og han vil kunne svare på alle de ting, som du måtte spørge om.« Hun lod dem derpå gå, men Judas blev holdt tilbage. Da sagde Helena til ham: »Du kan nu vælge, om du vil leve eller dø.« Judas svarede: »Hvem vil spise sten i ørkenen, når der er adgang til brød?« Helena sagde: »Hvis du vil leve, så fortæller du mig, hvor Kristi kors er.« Han svarede: »Efter hvad der står i bøgerne, er det nu mere end 300[6] år siden, Kristus blev pint, og man kan ikke forvente, at vi unge mennesker skulle vide, hvor Kristi kors befinder sig.« Helena sagde: »Kampen i Troja foregik for meget længere tid siden, men mange véd dog alligevel, hvad der skete dér, og vidt omkring leder man efter de mange navnkundige mænd, som faldt dengang.« Judas svarede: »Det véd man — dronning! — fordi det hele står skrevet i bøger, men dette står ikke i vores bøger.« Hun sagde: »Jeg har de bøger, der fortæller, hvor Kristus blev korsfæstet, og jeg beder dig ikke om andet, end at du viser mig nøjagtigt, hvor jeg finder det sted, der hedder Golgata,[7] og så vil jeg lede dér, som det passer mig.« Judas sagde: »Det er et gammelt navn, og jeg tror ikke, at der længere er nogen, der véd, hvor det sted er.« Da blev Helena vred og sagde: »Jeg lover dig i den korsfæstedes navn, at jeg lader dig sulte ihjel, medmindre du giver mig et fyldestgørende svar.« Hun lod ham derpå anbringe i et dybt og tørt hul, og dér tilbragte han syv dage uden mad. Derefter råbte Judas og sagde: »Slip mig ud af dette hul, så vil jeg fortælle, hvor Kristi kors er skjult.«
Om det hellige kors
6. Og da han var blevet taget op af hullet, fór han derhen, hvor korset befandt sig og bad dér på hebræisk: »Gud! — du, som skabte himlen og jorden og holder alverdens lykke i dine hænder, du hersker over keruber og serafer og styrer alle engleskarer. Du er altings herre, og vi er dine skabninger. Du styrtede de vildfarne engle ned i Helvedes dyb med deres herskere, og dér må de på din befaling lide uendelige kvaler i al evighed. Herre! — vis os nu din herlighed, hvis det er din vilje, at Marias søns magt skal styrkes; han blev sendt af dig, for det er usandsynligt, at han kunne udrette sådanne mirakler og genopstå fra de døde, medmindre han var din enbårne søn; og på samme måde som du hørte din ven Moses’ bøn og åbenbarede vores forfader Josefs knogler for ham, så giv os nu det jærtegn, at der på det sted, hvor Kristi kors ligger, stiger røg op fra jorden med en duft som herlig salve, og da vil jeg tro på, at den korsfæstede Kristus er Israels konge og har uophørlig magt i al evighed.« Og da Judas sluttede sin bøn, skælvede jorden, og der steg røg med en herlig duft op fra jorden. Da blev Judas forbløffet, og han rakte hænderne mod himlen og sagde: »Du er i sandhed Kristus, verdens hjælper, og jeg takker dig — herre! — fordi du lader mig modtage din barmhjertighed, selv om jeg er så urimelig. Jeg beder dig — herre! — om at tilgive mine synder og indlemme mig i min forfader Stephanus’ flok.« Derefter spændte Judas sit bælte, og han begyndte straks at grave i jorden af al kraft, og da han havde gravet 10 favne ned, fandt han tre kors, som lå skjult i jorden. Han tog dem op, og de blev ført hen til Helena. Hun spurgte, hvilket af dem der var Kristi kors: »Vi véd, at to af dem må være korsene fra de forbrydere, som blev pint sammen med Herren.« Judas sagde, at han ikke vidste, hvilket kors Kristus var blevet pint på. Da lagde man alle korsene på jorden og afventede et tegn fra Gud. Midt på eftermiddagen blev et lig båret forbi nær det sted, hvor korsene lå. Da blev Judas glad og sagde til Helena: »Nu kan du få at vide — dronning! — hvilket kors der var den legemliggjortes.« Han lagde da to kors på liget, men den døde rejste sig ikke. Men da han lagde det tredje kors på liget — og det var Herrens kors — da blev den døde vækket til live og rejste sig. Da priste alle, der var til stede, Gud. Men Djævelen blev misundelig og råbte: »Hvem er nu det, der stjæler denne mands sjæl ud af hænderne på mig? Du — Jesus fra Nazaret! — drager alle til dig. Nu har du ladet dit kors dukke op til stor ulempe for mig, og du — Judas! — har nu vendt dig imod mig. Før i tiden hjalp Judas mig med det, som jeg ønskede at fremme, men nu kommer der en anden Judas og gør tingene meget besværlige for mig. Men jeg skal finde på noget, og jeg vil give liv til en konge, som ikke regner den korsfæstede for noget, men vil fremme min vilje. Og han skal plage dig — Judas! — indtil — —«[8]
Noter:
- ↑ Den norrøne fortælling om Helena af Konstantinopel (ca. 250-330), der søger Kristi kors, findes overleveret i to fragmentariske islandske håndskrifter: AM 238 XI fol. fra første fjerdedel af 1300-tallet og AM 233 a fol. fra omkr. 1350-60. Oversættelsen her følger hovedsagelig teksten i førstnævnte håndskrift. Legenden er ikke en egentlig helgensaga, men Helena æres som helgen, bl.a. for at have genfundet korset.
- ↑ Forlæggene har ».cc. vetra (tiræd) oc .xxx. oc þrir vetr«, men der må dog mangle et c. Tidsfæstelsen er i øvrigt ikke helt præcis. Konstantin den Store var romersk kejser fra 306 (og enekejser fra 324) til sin død i 337.
- ↑ Sankt Stefan (d. ca. 35 e.Kr.), den første kristne martyr.
- ↑ Se ApG 7, 60, som dog ikke har fortsættelsen med.
- ↑ Under navnet Paulus.
- ↑ Forlægget har igen ».cc.«.
- ↑ Teksten har det latinske Locus Calvariae = »Hovedskalsted«.
- ↑ Desværre slutter håndskriftfragmentet her midt i Djævelens udbrud. Den omtalte konge er Julian den Frafaldne (f. 332, romersk kejser 361-363). Ifølge legenden blev fortællingens Judas efterfølgende døbt og udnævnt til biskop af Jerusalem, men han blev siden dræbt under kejser Julians kristenforfølgelser.
