Lydlærens hovedpunkter - I. Vokaler (Grammatik for det islandske oldsprog)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Af; Finnur Jónsson
København 1925
I. Vokaler
7. Aflyd. Ved aflyd betegnes visse på forhistoriske aksentforhold beroende vokalændringer dels indenfor samme ord, og da - for de germansk-nordiske sprogs vedkommende - hovedsagelig i de stærke verber, dels indenfor stammebeslægtede ord, samt i afledningsendelser. Den oprindeligste veksling var e-o (jfr. gr. λέγω-λόγος), der afspejler sig i germ.-nord. e-a (som i bera-bar). Kommer i eller u til fås ei-oi. eu-ou, der i nord. blev henholdsvis í-ei (grípa-greip), jú(jó)- au (bjóða-bauð) osv. Denne aflyd (e : o) kaldes kvalitativ; kvantitativ kaldes den, hvor forskellen beror på den samme lyds forskellige kvantitet (ă : ā). Hvor vokalen har sin fulde lyd. foreligger der fuldtrin, hvor den er forlænget forlængelsestrin; lyden kan også være svækket, da foreligger der svindtrin eller nul-trin. I participium foreligger der - i nordisk - hovedsagelig et svindtrin. Herefter ordnes aflydene i de germ.-nord. sprog i forskellige rækker:
1. í-ei-i: grípa-greip-gripinn, jfr. gísl-geisli, heitr-hiti.
2. jó (jú)-au-o: skjóta-skaut-skotinn, jfr. bjúgr -baugr-bogi.
3. e(i) -a -o(u): verpa-varp-orpinn; binda-batt -bundinn jfr. kind-kundr, afledningsendelserne -igr -agr -ugr -ill -all -ull, -ind -and -und, -inn -ann -unn, -ing -ang -ung.
4 e-a -o(u): nema -nam -numinn, jfr. vant -una, vatn -vátr -otr.
5. e-a -e: gefa -gaf -gefinn, jfr. grið- (greð-) -grað-, drep-dráp.
6. a -ó -a: fara -fór -farinn, jfr. dagr - dægr, skað - skóð, skag - skóg-.
Anm. Rask havde klart iagttaget denne vokalveksling i de stærke verber og ligeledes indenfor beslægtede ord, men J. Grimm systematiserede den og gav den navnet (ablaut).
8. Omlyd. Ved omlyd forstås en stræben efter en vis ligedannelse (assimilation) mellem vokaler, idet en stammevokal (i 1. eller 2. del af stammen, når denne er toleddet, altså i stavelse med hovedbetoning eller stærk bitone) påvirkes (ændres) i reglen af en følgende vokal, ubetonet eller bibetonet, udlydende eller endelsevokal, der enten er bortfaldet eller bevaret, således at den første vokal bliver mere lig den sidste.
Omlydvirkende vokaler er: a, i (j), u (w), men der er en betydelig forskel i disse omlyds alder og (tildels) udstrækning.
Foruden disse vokaler kan også det af s (z) opståede ʀ (r) være omlydvirkende.
a-omlyden er ældst og urnordisk (samt vestgermansk),
i-omlyden er yngre, men fælles-germansk.
u-omlyden er særnordisk og ikke allevegne gennemført i lige stor udstrækning,
ʀ-omlyden er i det hele taget særvestnordisk.
a-, i- og ʀ-omlyden er en palatal omlyd, medens
u-omlyden er labial.
Anm. Rask havde i alt væsenligt rigtig opstillet omlydene; dog henförte han til dem endel uvedkommende lydændringer. Selve ordet er dannet af J. Grimm (umlaut).
9. A-om lyd består i, at ǐ i en kort stavelse bliver e, ŭ i en kort eller lang stavelse bliver o på grund af et følgende - urn. bevaret - a, f. eks. neðan, sleða, verr (af wiraʀ), sef (af siwa); horn, goll, fogl, kona. Omlyden af ī forhindredes af et foranstående g eller k (gil, skip). Omlyden af u forhindredes ved en følgende nasal (n, m), nasal + konsonant samt af ggw (hunang, sumar: kanna, numinn, bundinn; gugginn f. guggvinn). Heller ikke fandt den sted, hvor et oprindeligt (senere synkoperet) i stod imellem stavelser med u og a (hugðar af hugiðōʀ). Også mellem w og lf (wulfaʀ - ulfr) synes omlyden at være udebleven, dog ikke i en mindre stærkt betonet stavelse (Þór-olfr); ligeledes foran bb (ubbi, kubbr). Ved udjævning findes der ikke få undtagelser.
10. I (j)-omlyd. Her er tilfældene flere og ikke alle lige gamle.
Ældst er e-i: miðr (af meðjaʀ, jfr. lat. medius), firdi (af ferðiu, dat. af fjǫrðr), virða (af verðja-), snillingr (af snell-). I udviklingen af denne omlyd er der 2 tidsrum (A. Kock), med et mellemliggende uden omlyd; i det første betingedes den af i'ets bortfald efter lang stavelse (ðerbiðō- dirfða); så fulgte et tidsrum, i hvilket i bortfaldt efter kort stavelse uden at bevirke omlyd (hlewiðō-hléða), jfr. dog herimod O. v. Friesen i Røstenen s. 141 f.; endelig bevirkedes omlyd af bevaret i (ferdiʀ-firðir).
Yngre er følgende omlyd af bagtungevokaler til tilsvarende fortungevokaler:
a-e (d. v. s.: æ, ę): telja (af taljan), gestr (af gastir).
dómeri (af dōmariʀ), dómendr (af dōmandiʀ).
á-ǽ (ę): hætti (af hāttiu).
o(u)-ø(y): hnøtr (af hnotʀ, ældre hnut-), søni (af sonʀ).
ó-ǿ (ǽ): hæta (af hōl-)
u-y: syni (af sun-)
ú-ý: hýsa (af hús-)
au-ey (øy): leysa (af laus-)|
|
|
|stod j foran rodvokalen, faldt det bort i den omlydte form (f. eks. hljóp - hlæpa osv.).
Ser man på de to verber telja og leysa, har de bægge omlyd, men det omlydvirkende i er i det ene tilfælde bortfaldet, bevaret i det andet. I impf. hedder det talða (uden omlyd), men leysta (med omlyd), medens i er i bægge tilfælde bortfaldet. Dette forbold er (af A. Kock) blevet forklaret således, at modsætningen beror på tidsforskel for omlydens indtræden, eftersom rodstavelsen var kort eller lang. I den ældste tid betingedes omlyden af, at omlydvolderen bortfaldt, men dette bortfald skete først efter lang rodstavelse, hvor i-lyden var svagere. Herefter er der fastslået følgende 2 omlydstidsrum med et mellemliggende tidsrum uden omlyd:
1. omlyd af vokalen i lang stavelse, bortfald af det omlydvoldende i (leysta): afsluttet omkr. 700, hvorefter
et tidsrum, i bvilken i synkoperedes efter en kort stavelse uden at bevirke omlyd (taliðō -talða, acc. staði -stað); omkr. 800.
2. omlyd af vokalen i kort og lang stavelse uden at omlydvolderen bortfaldt (leysir, lykill).
Langt i i afledningsendelser bevirkede ved bortfald ingen omlyd, altså mátkan (af × mahtīgan, got. mahteig-); máttigr f. mættigr (ī forkortet) er analogi derefter. Man ventede omlyd i ord på -inn og -ing-, -ingi, men her udeblev den ofte af endnu ikke opklarede grunde, således findes Knýtlingar, Hrýtlingar, Móðylfingar, kerling ved siden af drótning, Móðilfingar.
I første sammensætningsled fandt ingen omlyd sted, når aksenten hvilede derpå (kvánfang. Har-aldr, af kwāni-, hari-); her var i formentlig faldet bort inden omlydstiden, eller også er i her tidlig ved analogi blevet aflast af a. Hvilede aksenten på sidste led. bevaredes i længere og bevirkede omlyd (elligar, bryllaup).
Ikke-oprindeligt i bevirker ingen omlyd undt, af a, når g eller k gik umiddelbart foran; her udvikledes k g til en palatal (kj. gj), hvorefter e lidlig blev i, som i lengit degit dreki fenginn, sleginn tekinn.
Analogiundtagelser findes der mange af. Således er taliðr (f. telðr), danskr (f. deniskr) analogiske former efter de sammentrukne (talðan, danskan osv.). Ord som gollinn er påvirket af goll Ord som lausn (af lausinīni, der skulde blive leysin) er tidlig påvirkede af ō-st. (E. Wessén).
11. Nærbeslægtet med i-omlyd er ʀ- og iʀ- omlyd. r omlyder en umiddelbart foregående vokal:
a-e: ker, glert heri af kaʀ-, glaʀ, haʀ); omlyden udeblev, når a fandtes i næste stavelse efter ʀ.
á-ǽ: þǽr, gǽr, mǽr, tvǽr, ǽr (af þāʀ osv.)
o-ø: kør, frør, ør, hrør (af koʀ- osv.)
ú-ý: kýr, sýr, dýr, ýr (af küʀ osv.)
au-ey; eyra. dreyri (af auʀ-, drauʀ-)
iʀ omlyder vokal i en kort stavelse; i synkoperes:
e-i: vinr, sigr (af veniʀ, segiʀ)
a-e (æ): betri (af batiʀ-). Denne omlyd skulde kortstavede i-st. have i nom. sg. men der er (i reglen) indtrådt analogidannelser (staðr f. steðr efter acc. (stad, af staði)
o-ø: kømr (af komiʀ)
u-y: glymr, dyrr (af glumiʀ, ðuriʀ); her er dog, i visse tilfælde, andre forklaringer mulige.
12. a. u (w)-omlyd fremkommer ved u eller v(w), der i det hele virker ens. Tilfældene er:
a-ǫ: lǫnd (af landu), gefǫndnm (af gefandum), vǫðvi (af vaðv--), Når a stod i 2. mindre stærkt betonede stavelse, gik ǫ videre til u (gefundum, sumur, kǫlluðu).
á-ǫ sǫr (pl. af sāru); ǭ kunde gå videre til ó i nærheden af nasal (nǭtt-nótt, ǭl- af anhl - ól); vá gik over til vǭ og dette til ó (vǭru - óru, præt. og poss. pron.).
e-ø (lukket): søkkva. røkkr, -frøðr (af sekkva f. sinkva, rekviʀ, -freðu). Fulgte v umiddelbart efter e. udeblev omlyden (kné af knev-).
e (d. v. s.: æ) - ø (åbent): høggr, øx (af haggviʀ, aqviʀ-).
i-y: syngva, kykvan (af singu-, kvikv-). Fulgte v umiddelbart på e, udeblev omlyden (kníða af kniwiðō). Når en labial stod foran vokalen og u fulgte efter, bidrog også den til omlyden (kombineret omlyd), som i myklu-, byskup. I u-st med rodvok. i (litr osv.) findes ingen omlyd; derimod bevirker v omlyd i ord som tryggr (af triggvaʀ).
i-ý: sýkva (af svíkva),týr (af tïwaʀ). Når i stod umiddelbart foran bevaret v, udeblev omlyden (tívar).
ei-ey: keykva (af kveikv-).
Samme virkning som u havde også o i bibetonet stavelse som i Sǫxolfr, bǫllóttr (omlyden indtrådte medens vokalen i -uht- endnu var kort), jfr. ǫgmundr, Rǫgnvaldr o. lign., hvor u (v) synes at have voldt omlyden,
I den ældste tid var u-omlyden så lidt udpræget eller hörlig, at skjaldene kunde bruge a: ǫ, i-y som helrimende lyd (jfr. § 4 anm. 2 og Uds. § 2).
b. I u-omlydens historie har A. Kock påvist forskellige tidsrum:
1, omlyd i lang stavelse, betinget, af u'ets bortfald (lǫnd);
2, et tidsrum uden at nogen omlyd fandt sted:
3, omlyd i kort stavelse, betinget af u'ets bortfald (lǫg);
4, omlyd ved bevaret u; denne var dog ikke fælles nordisk, ikke engang fællesnorsk (trondhjemsk-østnorsk: faður, langu).
13. Brydning.
a. Ved denne foreteelse forslås et indskud af en let vokal, a eller u, efter, oprindeligt (kort) e i roden. henholdsvis foran ă og ŭ i udlyden (endelsen), hvorefter man skælner mellem a-brydning og u-brydning, altså:
1. af et herta opstår hearta, der blev hjarta, af et seta opstår seata, der blev sjat.
2, eu skulde på lignende måde blive ju (jo): setu-seutu -siot (sjot). Dette jo er imidlertid ikke bevaret uforandret i vestnordisk (islandsk), men ved analogi gået over til jǫ. Da man havde land-lǫnd, fik man også sjat-sjǫt; da man havde vǫndr-vanda(r) -vǫndu, fik man også skjǫldr -skjalda(r) -skjǫldu (f. skjoldr -skjoldu). Kun i mjolk (af meluk-) og þjokkv- (af þekkwu-) kan den oprindelige lyd påvises; mjolk blev i isl. senere til mjólk (ikke mjǫlk).
Brydning indtræder ikke umiddelbart efter 1, r. v, (sleppa, bresta. hverfa) - her åbnedes e tidligere end ellers og blev æ, der ikke brødes-og ikke i bibetonet stavelse (Mos-fell, men fjall; herfra dog analogiundtagelse som berfjall) eller i svagt betonede ord. Ved analogi kan brydning indføres i ord foran i (skjaldi).
b. I udviklingen af brydningen skælnes der (A. Kock) mellem følgende tidsrum:
1, brydning i urnordisk tid således at det brydning-voldende a, u bortfaldt (berga-bjarg, erþu-jǫrð); ældre brydning.
2, brydning i lang stavelse med bevaret brydning-voldende a, u (helpa-hjalpa, sternu-stiornu (stjǫrnu); i trondbjemsk-østnorsk blev stiornu til stiarnu i lighed med ord som alda-aldu.
3. Hvor a og u efter en kort rodstavelse var bleven lange på grund af en bortfalden nasal (stelā, berū f. stelan, berun), fandt ingen brydning sted. Efter en lang stavelse var de således opståede ā og ū tidligere bleven forkortede, så at brydning da kunde finde sted. Afvigelser herfra beror på analogi (f. eks. i skjala verb, jfr. skjal).
14, Forlængelse.
a. I enstavelsesord, der endte på en kort vokal. forlængedes denne: sá, þú, nú: en forkortelse kunde i de 2 sidste tilfælde atter finde sted på grund af ubetonethed.
Foran ʀ (r) og tt af oprl. ht forlængedes vokalen: mér, þér, sér, ér; dóttir (af ðŏht-). átta (af aht-), nátt (af naht-).
b. Når n, m, h, þ(ð), g, w bortfaldt efter ă, ǐ, ŭ forlængedes disse: ást- (f. anst-), gás (f gans); frá (f. fram); lá (f. lah), hlæja (f. hlahja-), fé (f. feh-); mál (f. maþl); tár (f. tagr); kné (f. knew-), tré (f. trew-), fár (adj. fåtallig; for faw-). - samt i tilfælde som Górøðr (f. Goð-), Nóregr (f. Norð-). Dette kaldes erstatuingsforlængelse.
c. En særlig isl. forlængelse af a, o, u (allerede fuldbyrdet i 13. årh.) fandt sted foran kakuminalt l+f, p, g, k, m: kálfr, kólfr, álfr (undt. er skolfinn), hjálpa, hólpinn, gálgi, kólga, fúlga, álka, fólk, búlkr, álmr, ólmr. Desuden i enkelte tilfælde foran ld og ls: skáld (dog ikke helt sikkert), háls, bólstr, og ln: álnar.
15. Forkortelse.
I skjaldekvad findes hyppig forkortelse af en lang vokal foran to (eller flere) konsonanter: haski, yms-, dyrk-, dyrr; fjorði, ljoss osv. Det er uvist, i hvilken udstrækning dette skete eller hvor almengyldigt det var; har forkortelsen - i ældre tid - været almindelig, er vokallængden i de fleste tilfælde senere ved analogi blevet genindført.
Forkortelse foran flere (dobbelte eller forskellige) konsonanter findes altid i: hann (af hānaʀ), engi, ekki, helg-, mest-, flest-, eldr (af ailiðaʀ), endemi (af eindæmi), og i reglen i minn-mitt, þinn-þitt, sinn-sitt. Fremdeles er vokalen - men først temmelig sent - forkortet i gott, drottinn, drotning (vist først efter 1300), Þorsteinn (her og i nogle andre følgende ord måske allerede i 10. årh.), vaðmál, Hrolleifr, brullaup, Knytlingar, ytri, ystr, hyski, samt foran enkelt konsonant i utan, Runólfr, jfr. þu, nu, § 14 a.
Foran kort vokal forkortedes en lang, glóa, róa behandledes ganske som viðar osv.
16. Sammentrækning eller udstødelse af en vokal fandt sted: i en mindre stærkt betonet (eller ubetonet) forstavelse som ga- i glíkr, gnógr, granni, só- (af svá) i slíkr, ve i veill (af veheill), ne i neinn (af ne-einn);
i lidet betonede enklitisk tilføjede ord som ek, es: ák, sék. þats;
i lidet betonede mellemstavelser foran endelser, der begynder med vokal: bagli. miklum, auðgir, jfr. § 31 a. Undtagelser er þinul-, heimil-, (låneordet) bikar-, samt sidste led i mandsnavne, der oprl. er selvstændige ord: Einarr (af -hari-), Auðunn (af -wini), Ingimarr (af -mariR), samt i Gizurr.
Umiddelbart efter en lang vokal udstødes en kort: a efter á, i efter é og æ, u efter á, ó, ú, som i blán, sénn, bæ (dat.), Klængr (f. Klæ-ingr): hám, klóm, búm. Denne sammentrækning fandt dog ikke sted før end i løbet af det 11., og bliver først almindelig i det 12. årh.
17. Når é, i, ǽ, ý(j) stod umiddelbart foran den følgende stavelses ă, ŏ, ŭ fandt en sammentrækning sted, i det aksenten flyttedes over på de sidste (aksentomkastning); den første stavelses vokal blev da j: séa blev sjá, tréum - trjóm. fía-fjá, fría-frjá, Sæolfr- Sjólfr, Býolfr - Bjólfr, skýjóttr-skjóttr, þríu-þrjú. Sjældnere og norske er sammentrækninger som bæjar-bjár, brúar-brár. Jfr. hermed de ord, hvor ƀ i meget gammel tid er udfaldet mellem vokal og u: haƀuk-hauk, Gibuk- Gjúk, beƀur-bjór-. Sammentrækning fandt ikke sted i níu, tiu og sia og ikke efter v (véa).
18. Indskud.
u blev, men først o. 1300, indskudt foran r (svarabhakti) i nom., også i tilfælde som akr (akur, men dat. akri). I norsk indskødes u foran s (guðus), dog vist kun dialektisk. I indskødes - men først sent - foran
é (ié-jé) og foran e efter h (hjeðan, hjeri. jfr. Uds. 38).
19. Andre lydændringer af forskellig art og alder.
a. Oprl. ai, der ellers blev ei, blev á foran r (men ikke foran oprl. r; jfr dog ár- i árhjálmr. af aiʀa, hvis forklaringen er rigtig), og h (der assimileres eller forsvinder): saira-sár, aiht-átt, faihaʀ-fár 'malet'. I impf. af verber som stíga blev aih (først til æih, så) til é: staih (stæih)-sté.
Lydforbindelsen aiw's udvikling, der er meget omstridt, var (ifg. A. Kock) følgende: i hele det nordiske sprogområde er aiw normalt blevet til jō, når det var tautosyllabisk (jfr. got spaiw overfor nord. spjó): snaiw -(snæwʀ)-snjór. I urn. forsvandt w foran u, så at f. eks. aiwu (pl.) blev aiu og dette æiu - ey (svagt betonet ei). Foran andre vokaler blev det stående. Når w hørte til den følgende stavelse (var heterosyllabisk), gik ai over til ā: waiwa - vá(vǭ)); dette ā omlydedes f. eks. i ævin, ævi (īn-st.)- I et tidsrum, da man sagde snæwr, trængte æ ind i dat. (mæwē f. snāwē) og derfra - senere - ind i andre former. Mindre sikker er forklaringen af ā i kasus af snjór og lign.; Kock mener, at en form som sneowaʀ (ved analogi for snāwaʀ) er blevet til sneawaʀ. (-snjávar); já har så trængt sig ind i andre former.
b. auh blev ó: flauh -fló.
c. I blev é, u ó foran h, der assimileredes eller bortfaldt: riht- - rétt-, wih-vé-, fluht-flótt-, ðuhtar -dóttir: jfr. 14 a.
d. i, u blev e. o foran r i mindre stærkt betonet stavelse (stilling): meʀ, þeʀ (jfr. 14a), oʀ, der så blev mér, þér, ór.
e. i, u blev e, o foran de af nk, mp, nt opståede kk, pp, tt: drekka (af drink-), klepp- (af klimp-). klett- (af klint-), dog således, at u undertiden beholdtes foran u-endelse og derfra kunde trænge ind i andre former, jfr. stuttr (efter stuttu(m), drukkinn (efter drukknu-). i blev é i lérept (f. lín-) på grund af svag betoning.
f. Sen overgang er y-i i þykkja, fyrir, yfir, myndi, skyldi på grund af efterfølgende i(j) og svag sætningsbetoning, - œ blev æ på Island i 13 årh., ǫ-ø (ligeledes), ligesom også ǭ faldt sammen med á (jfr. Uds. 21). I 14. årh. gik á over til ó efter v (på Island): vór- og i enkelte andre tilfælde som Fáfnir-Fófnir (jfr. Uds. 37).
g. Almindelig og gammel er overgangen e-i foran n + konsonant: binda (af bend)-,hring- (<f hreng-), fimt- (af fenft-). Det således opståede i kunde så atter blive e ifg. det under e anførte.
20. Mindre stærkt betonede stavelser og endestavelser.
a. Forkortelse af lang vokal fandt tidlig sted i endelser som -īg- (got. -eig-), af ō i svage impf. som kallaða (f. ballōð-), subst. som fullnaðr (af fullnōð-), superl. som spakastr (af spakōst-); et minde om det oprl. er den her langt ned i tiden bevarede bitone, som metriken viser.
b. ei blev á i sidste stavelse: Þorlákr, Áláfr, (Óláfr), jfr. nægt -at (af aitt-ainata).
c. Forkortelse fandt sted i sidste, mindre stærkt betonede led: -vit (af vétt-; alvitr, eyvit), -ritr (af rétt-, lýritr),-ðir, -vir (af -þér, -vér; Hamðir, ǫlvir), -rekr (af rík-; Alrekr, Eirekr ved siden af Eiríkr; i dette ord har -ríkr haft hovedbetoningen, ei - af aiwu - mindre stærk betoning), -marr (af mārr af māriʀ; Hróðmarr).
d. -hǫðr blev -udr: Stǫrkuðr (af Starkhǫðr), Níðuðr (af Níð-hǫðr).
e. I det ældre sprog var endelserne -ing, -ung ret stærkt bibetonede, hvorved i og u holdt sig. Ved fakultativt svækket betoning blev i og u til e og o (allerede i 11. årh.). I de ældste isl. håndskrifter findes denne skrivemåde som regel; senere genindførtes i og u.
f. Ved samme tid skrives overhovedet e og o i endelser, men også her afløses de af i og u i løbet af 13. årh. - I Norge, især i trondhjemsk-østnorsk, fæstnede der sig et ejendommeligt skifte af e-i og o-u i endelser efter rodvokalen; denne "vokalharmoni" kan fremstilles således:
efter á(ǫ), e é, o ó, œ œ´, ǽ følger
|
|e dette også
o efter ā
- ǣ, ǫ, i í. u ú, y ý, æi, au, æy -
|
|
|i
u -- dette også
efter a
21. a. Urnord. svagt betonede korte vokaler faldt bort i udlyd og foran udlydende ʀ, s, t: ðaga -dag, magu -mǫg; ðagaʀ-dagr, ðaqas-dags. blindat-blint (f. blindt), dog til noget forskellige tider, a tidligst, u senest (findes endnu i de ældste danske indskrifter med de yngre runer: sunu) og tidligere efter lange end korte stavelser i det hele, I tostavede stammer bevaredes da den mellemste korle vokal: mikill (af mikilaʀ). I flerstavede former bortfaldt - foruden den udlydende korte vokal - den anden ubetonede, acc. gamalana-gamlan, dat, gamalomm(u)-gǫmlum, jfr. den foran § 16 praktisk formulerede regel.
Hvor korte vokaler findes bevarede i udlyd er det fordi de enten oprl. var lange (jfr. b) eller fordi der har fulgt en eller flere konsonanter efter: daga (af ðaganz), bera (3. pers. pl., af beranþ).
b. En oprindelig lang vokal i udlyd eller foran udlydende r, s, t er bevaret, men ændret eller forkortet: átta (af ahtō), fríða (af faihiðo), dagar (af ðagōʀ), gamlir (af gamalēʀ), telðir (2. pers. sg.: af taliðēʀ). I indlyd bortfaldt ē og ī (vist efter at de først var bleven forkortede) i præt. af ē-verber: hafða (af habēðō) og i gen. af īni-st.: lausnar (af lausīnōʀ).
c. Urnord. unasaleret ō blev i udlyd forkortet og gik over til u, ellers til a; det samme var tilfældet foran m, n (nn?) som i berōmk -berumk.
Urnord. ē og ā(ǣ) blev i udlyd e(i) som i dat. fiski faf fiskē), hani (af hanā el hanǣ).
