Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Ímarasugssuaq, der blev fed af at æde sine Koner
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Ímarasugssuaq,
der blev fed af at æde sine Koner
Man fortæller, at Ímarasugssuaq var en stor og bredskuldret Fanger. Han boede alene ved sin Boplads og havde langt frem til andre Mennesker. Det fortælles, at hver Gang man hørte, at Ímarasugssuaq havde faaet sig en Kone, varede det ikke længe, før man atter hørte, at han var bleven Enkemand. Og det var saaledes, at Ímarasugssuaq altid valgte sig de smukkeste og dygtigste Kvinder.Et Sted ved en Boplads levede der en ung Pige, som hed Misána, hun var baade meget smuk og meget dygtig og vidste det selv. Saa snart hun hørte, at Ímarasugssuaq var bleven Enkemand, ventede hun derfor, at han snart vilde komme og fri til hende, og det gik, som hun havde ventet. Ímarasugssuaq kom og bad om at maatte faa hende til Kone og rejste derefter bort med hende; men hun rejste ikke alene, sammen med hende fulgte hendes lille Broder. Da de havde levet sammen nogen Tid, begyndte Ímarasugssuaq at fede Misánas lille Broder; han gav ham meget at spise og intet at drikke, og naar han tog ud for at jage, bandt han selv for Vandbeholderen, saa at det var umuligt at faa Vand derfra. Men naar Manden var ude og den lille Dreng var lige ved at dø af Tørst, plejede Misána at give ham lidt at drikke. Det var hende ganske uforklarligt, hvorfor Ímarasugssuaq gjorde dette ved ham.
Senere fik Ímarasugssuaq den Vane, naar han kom hjem fra Fangst, pludselig at komme springende ind ad Husgangen og ind paa Gulvet saa pludseligt og saa voldsomt, at baade hans Kone og lille Svoger blev ganske forskrækkede. Det var, som om hans Voldsomhed tog til, for hver Dag der gik, og da han en Dag kom hjem fra Fangst og paa samme Maade sprang ind gennem Husgangen og langt ind paa Gulvet, stak han den lille Dreng med en Kniv, saa at han døde. Derpaa gav han sig til at flænse ham, flænsede ham helt op og bad sin Kone om at sætte en stor Gryde over. Hun græd indvendig af Sorg og Smerte over det, hun saa, men hun passede nøje paa, at Manden ikke mærkede det. Da Kødet var kogt, forlangte Ímarasugssuaq, at hans Kone skulde spise med. Hun strittede længe imod, idet hun sagde, at hun ikke kunde spise Menneskekød, men da hun var bange for sin Mand, der blev ved med at trænge paa, gav hun tilsidst efter, idet hun lod, som om hun spiste, men kun lod det falde ned under sin Trøje. Men Ímarasugssuaq spiste Kødet med stor Appetit, indtil der ikke var Spor tilbage.
Da der var gaaet nogen Tid, begyndte han ogsaa at fede sin Kone paa samme Maade. Hver Gang han skulde ud paa Fangst, lukkede han selv for Vandbeholderen, for at hun ikke skulde faa noget at drikke, og da den Tid kom, da han blev voldsom og ikke kunde beherske sig, men kom springende ind paa Gulvet, naar han kom hjem fra Fangst, var hun klar over, at der nu ikke var lang Tid til, at hun ogsaa skulde dræbes. Misána gav sig derfor til at grave et Hul i den inderste Vægbriks ved Skindtapetet, og da hun havde gravet det saa stort, at hun kunde skjule sig deri, tog hun sit Tøj frem og stoppede det ud med Tørv og satte det paa Briksen paa det Sted, hvor hun selv plejede at sidde, og derefter sagde hun til Tøjet: "Naar han nu jager sin Kniv igennem jer, saa sig: Av, av, av!"
Derpaa krøb hun ind i det Hul, hun havde lavet, og skjulte sig der og ordnede det saaledes, at man ikke kunde se, der var noget. Det varede ikke længe, før hun hørte Manden komme hjem, og han sprang endnu voldsommere, end han plejede, langt ind paa Gulvet og jog sin Kniv ind i den Dukke, hun havde lavet. Hun hørte Dukken skrige: Av, av!, og et Øjeblik efter hørte hun sin Mand sige: "Hvad er det for noget? Jeg troede, det var et Menneske, siden det saadan kunde skrige op, men det er jo ikke andet end Tøj og Tørv!" Saa hørte hun Manden gaa ud af Huset for at søge efter hende, og da han havde været borte nogen Tid, listede hun sig frem af sit Skjul og gav sig til at løbe bort af alle Kræfter. Da hun havde løbet et Stykke, opdagede hun, at Ímarasugssuaq forfulgte hende, og da han stadig vandt ind paa hende og hun ikke vidste sine levende Raad, hvorledes hun skulde klare sig, kom hun pludselig til at tænke paa, at hun havde en Amulet af Træ. I samme Øjeblik blev hun forvandlet til et Stykke Træ. Da Manden naaede frem og kun saa et Stykke Træ, sagde han til sig selv:
"Og jeg, som troede, det var et Menneske, siden det kunde løbe saadan; og saa er det bare et Stykke Træ!"
Derpaa tog han sin Kniv og begyndte at stikke i Træet, og for hvert Stik kunde Misána mærke en sviende Fornemmelse i Kroppen. Men da Manden indsaa, at han ikke kunde gøre hende noget paa denne Maade, sagde han:
"Det er sandt, jeg har jo en Økse hjemme! Det er nok bedst, jeg henter den, saa kan jeg hugge hende i Stumper og Stykker." Saa snart Manden var væk, blev Misána atter Menneske og gav sig til at løbe af alle Kræfter. Da Manden kom tilbage til Stedet, hvor Træstykket havde ligget, opdagede han, at det var væk, og løb saa videre. Han fulgte hendes Spor, og snart fik han hende i Sigte og begyndte atter at hale ind paa hende; men Misána løb ned til Stranden, og idet hun naaede frem, sagde hun til sig selv:
"Det er sandt, jeg har jo en Musling til Amulet!"
Og i samme Øjeblik blev hun til en Musling og faldt ned i Vandet.
"Haa, haa! Og jeg, som troede, det var et Menneske, jeg forfulgte!" raabte den fede Ímarasugssuaq og sprang ned i Lavvandsbæltet for at søge efter Muslinger; han søgte overalt, men kun det lille Sted, hvor hun havde gemt sig, kom han ikke hen til. Tilsidst opgav han Ævred og gik hjem. Da Misána mente, at han var kommen tilstrækkelig langt bort, krøb hun ud af sit Skjul og gav sig til at løbe af alle Kræfter i Retning af sin Broders Boplads. Hun havde nemlig ogsaa en ældre Broder foruden den lille, som hendes grumme Mand havde kogt og spist.
Hun fulgte Kysten, indtil hun kom til en af Broderens Fælder, og der kravlede hun ind og gemte sig. Her holdt hun sig endnu i Skjul, da Broderen en Dag kom for at tilse sine Fælder. Han løftede Stenen op, og da han skulde til at kigge ned, for han tilbage af Forbavselse, for der sad Misána, hans Søster, med Øjnene lige imod ham.
"Hvad i Alverden vil du her? Hvad er dog det?" brast det ud af ham.
"Jeg flygtede for min Mand; han har kogt og spist vor lille Broder, og da han saa ogsaa vilde æde mig, vidste jeg ikke andet end at gemme mig her."
Saa fortalte hun alt om Ímarasugssuaq, og de forstod nu, at han plejede at æde alle sine Koner, og at det var derfor, han saa ofte blev Enkemand.
Misána fulgte derpaa med sin Broder og blev hos ham.
Men en Dag fik de en Slæde i Sigte, og da den kom nærmere, opdagede de, at det var den store Ímarasugssuaq. Han holdt sine Hunde an og gik op i Huset, satte sig paa Briksen og begyndte at græde:
"Hu, hu, min Kone er død, jeg har mistet min Kone, min Kone er død, hu, hu!"
Og saaledes sad han og græd længe og var meget ynkelig at se paa.
Lige inden han var kommen ind i Huset, var Misána krøbet ind bag Husets Skindtapet og havde gemt sig der, og her stod hun nu og hørte paa alt det, han sagde:
"Hu, hu, Misána, som jeg holdt saa meget af, er død!"
Men ingen svarede og ingen beklagede ham. Saa tog Misánas Broder sin Troldtromme og gik frem paa Gulvet og begyndte at synge:
"Og det var den store Ímarasugssuaq, det var den store Ímarasugssuaq, som aad sig fed paa sine Koner, som aad sig fed paa sine Koner!"
"Hvem har sagt det, hvem har sagt det?" brast det ud af Ímarasugssuaq, og han rejste sig straks op og saa sig forskrækket omkring.
"Det har jeg!" sagde Misána og kom frem fra Skindtapetet. Straks for Ímarasugssuaq ud i Husgangen og løb ned til Bopladsens Konebaad, som var anbragt paa Træstolper med Bunden i Vejret; her havde han lagt sin pels, og i en Fart trak han den ud og begyndte at trække den over Hovedet. Men Misána var løbet efter ham, bevæbnet med sin Ulo, og idet han blottede sin Mave en Smule med Hovedet inde i Pelsen, gjorde hun et vældigt Snit ned over hans tykke Vom, saa at alle Indvoldene styrtede ud af ham.
Saaledes hævnede Misána sin lille Broder og alle de mange Koner, som Ímarasugssuaq havde ædt.
Og her ender denne Historie om den fede Ímarasugssuaq.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 328-332. København, 1921.
