Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Angîârneq eller »Skarnet«
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Angîârneq eller »Skarnet«
der hævnede Drabet paa sin Broder med en Tupilak
Angîârneq og hans yngre Broder havde Land ved Pusisarqaq i Nærheden af Sermiligâqs Munding. Herfra skiftedes de til at tage ind til Angmagssivik i Bunden af Angmagssalikfjorden for at samle Angmagssætter til Vinterforraad. Den, som blev tilbage ved Bopladsen, fangede Sæler og samlede Spæk, medens den anden tørrede Angmagssætter. Saaledes delte de Fangsten og havde altid gode Forraad.Medens Angîârneq saaledes engang opholdt sig ved Pusisarqaq, fik han Bud om, at Folk ved Utorqarmiut, der ligger ved den samme Fjord, blot et Stykke længere ude, havde dræbt hans yngre Broder. De havde jaget ham ind under Isfoden og holdt ham derinde, til Højvandet steg saa højt, at han druknede.
Angîârneq begræd sin Broder længe og oprigtigt; men da hans Sorg tilsidst var mildnet noget og alle Folk fra Utorqarmiut var rejst bort, fattede han en Plan om at lave en Tupilak, en Ulykkessæl. Han gik hen til en Grav, sin Bedstefaders Grav, og slog med knyttet Haand paa Stenene for at kalde den døde til Hjælp; men der svaredes ikke med en eneste Lyd derindefra.
"Han har ikke Spor af Medlidenhed med mig," sagde Angîârneq og gik saa til sin Bedstemoders Grav, hvor han ogsaa slog løs paa Stenene med knyttet Haand. Han ventede lidt, og saa kom Svaret:
"E-é-é-ê!"
Det betød: Ja, jeg vil hjælpe dig!
"Min gamle Bedstemoder har da Medlidenhed med mig!" sagde han, brød Graven op og tog hendes venstre Kamik. Derpaa sagde han for sig selv: "Nu vil hun nok hjælpe mig paa den rigtige Maade med alt det øvrige. Jeg skal finde en Stump Sælskind, der er gaaet løs fra en uflænset Sæl, en Stump Skind af en Sæl, der er fanget af den ældste af Brødrene fra Utorqarmiut."
Saa gik han hen til Kødgravene og fandt et Stykke Skind, der havde løsnet sig fra en raadden Sæl, da man rykkede den op fra Depotet.
Atter sagde han til sig selv: "Min gamle Bedstemoder vil nok hjælpe mig paa rette Maade. Jeg skal finde Hovedet af en ung Remmesæl foran Husene paa Bopladsen." Og han fandt et saadant Hoved, som han ønskede. Derefter rejste han ind i Bunden af Fjorden, hvor han gav sig til at lave en Tupilak, et Ulykkesdyr i en ung Remmesæls Skikkelse. Da den var færdig, blæste han Livsaande ind i den og satte den ud i en Elv, der løb ud til Havet. Ulykkessælen lod sig føre bort med Elven, men da den naaede ud i selve Havet, dukkede den under og blev helt borte for ham. Saa længe blev den borte, at han troede, den aldrig vilde komme igen. Og han begyndte allerede at ærgre sig over, at han ikke i en Fart havde fortalt den, hvem det var, den skulde dræbe, da den pludselig skød op af Vandet lige uden for det Sted, hvor han stod; her laa den helt stille med lukkede Øjne og spurgte ganske tydeligt:
"Hvor er det, jeg skal hen?"
"Til Folkene ved Utorqarmiut! Du skal dræbe dem allesammen, de skal alle dø!"
Og Ulykkessælen svømmede bort i Retning af Utorqarmiut. Angîârneq fulgte selv med til Bopladsen, thi han vilde gerne se, hvorledes Sælen vilde klare sig. Da han naaede frem til Bopladsen og Tupilak'en stadig ikke viste sig, begyndte han at blive helt bekymret for, at den maaske slet ikke vilde komme. Men saa var der pludselig en af Folkene paa Stedet, der raabte: "Nej, se der, en ung Remmesæl!", og saa løb de alle ned til deres Kajaker for at harpunere og fange den. Angîârneq løb med og glemte helt, at det var ham selv, som havde lavet en ung Remmesæl. Han kom ud i sin Kajak, og idet de spredte sig ud over Vandet, kom Sælen op lige foran ham. Han roede til af alle Kræfter, men kom et Øjeblik for sent til at harpunere. Men idet Sælen bøjede Ryggen og skød ned under Vandet, saa han ganske tydeligt sin gamle Bedstemoders Kamikknæ paa Bagkroppen af Sælen. Saaledes genkendte han den Ulykkessæl, han lige havde lavet, og blev saa blot liggende med Aaren i Hvilestilling.
Da Sælen næste Gang kom op, var det lige foran den ældste af de Brødre, der skulde dræbes, og se, han satte efter den og harpunerede den; men idet han skulde kaste Fangeblæren, kunde han ikke faa den løs, og han rettede derfor blot sin Aare, for at han ikke skulde kæntre. Siddende oprejst blev han nu trukket ned under Vandet af Sælen. Hans Brødre kom roende til og satte deres Aarer ind i Tværremmene af hans Kajak for at holde ham oppe, men da deres Aarer var ved at knække, maatte de slippe. Broderen sank da i en saadan Fart, at man kun saa et Sprøjt, i det Øjeblik han forsvandt i Bølgerne. De kunde derefter se ham sidde i sin Kajak et Stykke under Vandets Overflade, og der steg Bobler op i Vandskorpen, Bobler, Skum og Blod, som stod ud af Næsen paa ham, idet han kvaltes. Lidt efter brast Fangelinen; det var Tupilak'en, der skar den over, og Manden flød død op paa Overfladen. Saaledes dræbte Angîârneq den ældste af Brødrene ved Utorqarmiut med en Tupilak, fordi de havde myrdet hans lille Broder; senere ombragte han alle de andre Brødre ganske paa samme Maade.
Men ikke blot Brødrene maatte undgælde; Hævnen ramte ogsaa alle Søstrene. Og det gik til paa følgende Maade:
En Dag, da Angîârneqs Moder og Kone var oppe i Landet for at plukke Bær, hørte de ynkelige Skrig fra en Kvinde, der var ved at omkomme. De fulgte Lyden og opdagede nu, at det var en af Søstrene fra Utorqarmiut, der havde faaet sin Ørenring fast i en lille Busk, saa at hun ikke kunde komme løs, og her sultede hun ihjel. Det var Tupilak'en, der havde gjort det. Paa samme Maade omkom alle hendes Søstre, og Tupilak'en fik hele Familien fra Utorqarmiut udryddet.
Men siden, da Angîârneq havde fuldbyrdet Hævnen over den Broder, han havde elsket, roede han tilbage til Sermiligâq ad Ikerasagssuaq, det store Sund. Og saa glad var han over alle dem, han havde dræbt, at han sang Tryllesange, saa det gav Genlyd i Fjældene. Han skyndte sig tilbage til Pusisarqaq, den Boplads, han holdt mest af, og levede længe der i Glæde.
– – –
Saa hændte det engang, at der kom Bud til Angîârneq om, at den ældste af Brødrene ved Simiutaq havde digtet en Nidvise over ham. Angîârneq fandt nu, at der ikke var andet at gøre end at digte en Svarvise, og da han var færdig med den, gjorde han sig rede til at tage til Sangkamp. Han brød op og tog sin Svigersøn med sig. Denne Svigersøn var saa skeløjet, at man næsten kun saa det hvide i hans Øjne, men han var stærk, meget stærk, og derfor tog Angîârneq ham med; han vilde være ham en god Hjælp, om det behøvedes. Den skeløjede Svigersøn var ogsaa berømt som Løber; saa hurtigt kunde han løbe, at han aldrig brød sig om at have Hunde, thi ingen kørte saa hurtigt, at han kunde komme før den skeløjede. Saaledes rejste nu Angîârneq til Sangkamp sammen med sin Svigersøn, og den ældste af Brødrene fra Simiutaq og Angîârneq sang Nidviser over hinanden. En Mængde Mennesker var kommen til Stede, og da man var færdig med at synge, raabte alle i Munden paa hverandre:
"Ki-ki-ki-ki!" Det betød det samme som: "Grib ham, grib ham!" Men det lykkedes Angîârneq og hans Svigersøn at slaa sig igennem og flygte hjem; dog var det kun med Nød og næppe, at de slap fra denne Sangkamp med Livet.
Der var ikke gaaet mange Dage, før en Mængde Mennesker kom paa Besøg til Angîârneqs Boplads; de kom for at gøre Gengæld. Først havde Angîârneq været hos dem og sunget Nidviser, og derfor skulde hans Modstandere nu synge Nidviser ved hans Boplads.
Idrætslegene begyndte straks efter deres Ankomst, og det varede ikke længe, før de udfordrede Angîârneq til at trække Krog med Armen. Han tabte i Tvekampen og kunde slet ikke klare sig, saa at hans Moder maatte hjælpe ham; hun traadte frem i Stedet for ham og brødes med Mændene, thi hun var stærkere end de stærkeste Mænd. Og saaledes gik det da ogsaa nu, at ingen af alle de mange besøgende kunde klare sig over for hende. Da Legene var forbi, sang Angîârneqs Modstander Nidviser over ham, og til Slut knuste han Angîârneqs Tromme som Tegn paa, at han ikke var bange for ham. Derefter drog alle de fremmede bort igen.
Da de atter var bleven alene, sagde den skeløjede Svigersøn: "Det er nu nødvendigt, at du tager over og hævner det, der er bleven gjort ved din Troldtromme." Og faa Dage efter rejste de over til Folkene ved Simiutaq. Her sang Angîârneq Nidviser over sin Modstander; men før han endnu havde faaet Tid til at hævne sin Troldtromme, begyndte man rundt omkring at rejse sig, og alle raabte i Munden paa hverandre:
"Ki-ki-ki-ki-ki!"
Hertil svarede den skeløjede Svigersøn: "Vent lidt, lad mig først komme ud og lade mit Vand!"
Da han sagde det, tænkte Angîârneq: "Naar nu min Svigersøn gaar ud, slaar de mig ihjel." Men Svigersønnen havde blot narret dem; thi netop som en Flok Mænd vilde styrte ud i Husgangen, kom han tilbage igen, og i samme Øjeblik afbrød Angîârneq sin Sang uden at hævne sin Troldtromme, og straks derefter gjorde han sig rejseklar uden at vente paa sin Svigersøn og tog bort.
Svigersønnen greb nu de fremmedes Troldtromme og gav sig til at synge en Uajêrut, en Maskedans, der hedder Uerre. Under denne Sang knuste han den Troldtromme, der tilhørte den ældste af Brødrene ved Simiutaq; derpaa tog han deres anden Troldtromme, en fin og kostbar Tromme, hvis Kant uden om Tarmskindet var lavet af en hel Narhvals Tand. Den greb han, og som en Haan mod den, der ejede den, slog han den over sit Hoved, saa Tarmskindet brast, og pressede den ned over sine Skuldre, saa Narhvalstanden gik i Stumper og Stykker og den sprang med et Knald. Derefter klappede han Takten til sin Dans med begge Hænder og sang Glædessange under overgivne Legemsvridninger. Under denne Sang og Dans søgte han paa alle Maader at ophidse den Mand, der ejede Troldtrommen, ved at springe hen til ham og skubbe voldsomt til ham med sine Skuldre; men Manden var bange for ham og svarede ikke paa hans Udfordring. Han holdt først op, da han havde sunget sin Sang til Ende, og derefter rejste han bort. Men ved sin Hjemkomst sagde han til sin Svigerfader:
»Jeg hævnede din Troldtromme, jeg knuste deres Troldtromme!"
Modstanderne vogtede sig vel for at tage Hævn, og dette blev saaledes Angîârneqs sidste Sangkamp.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 299-304. København, 1921.
