Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Angakasiat, som opfostrede sin Søstersøn til at hævne sin Fader
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Angakasiat
som opfostrede sin Søstersøn
til at hævne sin Fader
Man fortæller, at Angakasiat havde Land ved Sermilik og boede i Hus sammen med sin Svoger, sin ældre Søsters Mand. Den Boplads i Sermilikfjorden, hvor de havde deres Hus, hed Igdlutalik, og her levede de i Velstand, thi Svogeren var stor og vældig til at fange.En Vinter gik Svogeren ud over Isen paa Sæljagt, og da han vendte tilbage med en Sæl paa Slæb, løb to Brødre fra Bopladsen Sivinganârssuk ud til ham og dræbte ham. De dræbte ham og røvede den Sæl, han havde fanget, og tog den med sig hjem. Dette skete ikke ret langt fra Land, og hans Kone stod oppe ved deres Hus og saa paa det. Hun gik nu ned til Liget, idet hun tog sin lille Dreng med sig og lod ham kysse den dræbte Fader; derefter gik de begge grædende tilbage til deres Hus.
Vinteren gik og Foraaret med, og da Sommeren kom, bestemte den lille Drengs Morbroder sig til at flygte af Angst for, at deres Fjender nu ogsaa skulde dræbe Drengen. Derfor tog han ham og Moderen med sig og flygtede til Itivdlerssuaq, et højt Fjæld midt imellem Sermilik og Tasiussaq; her slog de sig ned. Hver Gang Morbroderen skulde ud at jage, bar han sin Kajak over Land til Tasiussaq, da han ikke turde ro i Sermilikfjorden. Om Aftenen, naar Morbroderen kom hjem med Fangst, fik han for Vane at lege voldsomme Lege med den lille Dreng, og han sloges med ham, kildrede ham og plejede saaledes at ophidse ham paa enhver Maade. Moderen fik snart Medlidenhed med sin Søn, og da hun syntes, det var Synd, at Morbroderen behandlede ham saa voldsomt, spurgte hun ham, hvad Grunden var dertil. Han svarede da, at det var for at opøve ham og udvikle ham, for at han kunde vokse sig stor og stærk; den Dag vilde sikkert komme, da han kunde faa Brug for at være en stærk Mand.
Snart begyndte han ogsaa at tage sin lille Søstersøn med paa sine Fangstture til Tasiussaq. Drengen var for lille til selv at have en Kajak og maatte derfor vente inde paa Land, medens Morbroderen var ude. Naar han saa kom tilbage med Fangst, gav han sin Søstersøn et Stykke Kød at bære hjem, i Begyndelsen ganske smaa Stykker, men siden større og større, og det voldte Drengen saa stort Besvær at bære disse Kødstykker, at han ofte af Fortvivlelse græd saa meget undervejs, at han af Overanstrengelse og Udmattelse slet ikke var i Stand til at græde mere, naar han naaede hjem til sin Moder. Men snart kom den Tid, da hans Morbroder kunde give ham de største Stykker Kød at bære paa, uden at han nogensinde gav sig til at græde over, at de var for tunge! Da Drengens Styrke saaledes voksede, endte det med, at Morbroderen gav ham hele Sæler at bære. Disse var saa store, at han atter i Begyndelsen græd af Overanstrengelse; men snart kom ogsaa den Tid, da han med Lethed bar en hel Sæl, og tilsidst fik den lille Dreng saa vældige Kræfter, at en hel Sælhund ikke generede ham mere, end at han med den paa Ryggen kunde gaa saa stærkt til, at hans Morbroder ikke længere kunde følge ham, selv om han ingenting havde at bære paa. Det blev derfor snart saaledes, at Morbroderen kom hjem længe efter Drengen, aldeles udmattet af Træthed.
Naar de ikke var paa Fangst, fortsatte de hjemme med deres Brydelege, og Drengen var snart saa stærk, at Morbroderen ikke mere kunde magte ham. Derfor mente han, at Tiden nu var inde, da han kunde hævne Drabet paa sin Fader. Morbroderen vidste, at naar de engang skulde mødes med deres Fjender, skulde deres Samvær indledes med Sangkamp og Glædessange til Troldtrommen; og han gav sig nu ogsaa til at øve sig i saadanne Sange, naar han var alene hjemme. Naar han dansede til Troldtrommen og sang sine Glædesdanse, kunde det da hænde, at han ganske pludselig forsvandt ned gennem Gulvet og blev borte for de andre. Saa plejede han at komme frem igen inde fra Briksen og havde da som Regel en Skaal, som stod derinde med Sæl-Mameq — afskrabet Skindfedt, der koges til Gelé — paa Hovedet og dansede videre med den paa Gulvet, morsom og lattervækkende.
Da han omsider syntes, at de i enhver Henseende var vel forberedt til at træffe deres Fjender, brød han op sammen med Søsteren og hendes lille Søn og tog til Sermilik. Her hørte de to Drabsmænd til deres store Forbavselse, at Angakasiat, som de for længst troede død, var kommen. Da de spurgte ham, hvor han havde været i al den Tid, svarede han, at han havde holdt sig skjult oppe i Landet af Frygt for, at de ogsaa skulde overfalde og dræbe ham.
Hen paa Aftenen meddelte Angakasiat, at han vilde synge Glædessange, og en Mængde Mennesker strømmede til for at høre derpaa. Da Sangfesten var begyndt, kom hans lille Søstersøn ind i Følge med de to Mænd, der havde dræbt hans Fader, og de satte sig ved Siden af hinanden paa Briksen, saa at Drengen kom til at sidde midt imellem sine to Fjender. Nu dansede den gamle løs af alle Kræfter, og til Forbavselse for alle Tilskuerne forsvandt han en Gang imellem ned gennem Gulvet, blev til slet ingenting, var aldeles usynlig og kom saa frem igen inde fra Rummet under Briksen og havde da store Stykker Mameq paa Hovedet og saa uhyre morsom og lattervækkende ud. Saa ofte han viste sig saaledes, brast Tilskuerne i Latter; men under dette havde Søstersønnen ganske ubemærket taget sin ene Fjende lidt haardt om Livet, saa at han sprængte hans Indre og dræbte ham. Nu var der ingen, der længere saa paa Morbroderen, som dansede rundt, men alle flygtede over Hals og Hoved ud af Huset. Den gamle satte efter dem, og da de kom løbende op over en lille Bakke, raabte han, at de skulde se sig tilbage et Øjeblik. De flygtende vendte sig om og saa da, at Søstersønnen holdt den dræbte Mand op i det ene Ben med Hovedet ned, og først da alle kunde se det, greb han med den anden Haand i det andet Ben og rev Liget over i to Dele. Saaledes hævnede Søstersønnen sig paa Faderens Drabsmand, og han levede siden lykkeligt, med Fred i sit Sind, og blev en stor og vældig Fanger.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 296-299. København, 1921.
