Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Besøg paa Maanen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Besøg paa Maanen
Engang da Fuldmaanen skinnede ned over Landene, meddelte Aandemaneren Migssuarniánga sine Bopladsfæller, at han vilde holde Besværgelser og foretage en Aandeflugt til Maanen. Mange Mennesker strømmede til for at være til Stede i Huset, og man slukkede Lamperne. Da det var bleven mørkt, kom alle Hjælpeaanderne til Stede og for siden bort med Aandemaneren, medens en gammel Hjælpeaand blev ladt tilbage i hans Sted. Den gamle Hjælpeaand laa ganske stille paa Gulvet paa det Sted, hvor Aandemaneren var bleven bagbundet, og medens Tilhørerne ventede, holdt han dem i Aande ved nu og da at meddele, hvor langt Aandemaneren var naaet paa sin Maanerejse.
I Begyndelsen for Aandemaneren ud over Havet ganske lavt, næsten i Højde med Overfladen, lige ud til Horisontens yderste Rand, hvor Hav og Himmel støder sammen. Her slap de op i Himlen og fløj videre hen over den store Slette, der fører til Maanemandens Hus.
Tunuviat hed en af Migssuarniángas Hjælpeaander, en gammel og erfaren Aand, som ofte havde været oppe paa Maanen. Han sagde:
"Denne Gang tror jeg, vi er kommen bag paa Maanen; det hænder ellers aldrig, at man overrasker Maanemanden."
Maanemandens Hunde, som ellers plejede at gøre Larm, laa oven paa Huset og sov. De skulde dog alligevel ikke komme ubemærket frem, thi da de var ganske nær ved Huset, rejste Hundene sig pludselig op og gav sig til at gø, og derved fik Maanemanden at vide, at der kom fremmede.
Ogsaa inde i Husgangen laa der en stor, farlig Hund paa Vagt, og den var meget vanskelig at slippe forbi.
Da de endelig kom ind til Maanemanden, var han meget opbragt over at faa fremmede.
"Hvad skal I her?" raabte han.
"Her er saa snavset overalt, vi vil rense dit Hus!"
"Ha, ha, det var da godt," sagde Maanemanden pludselig formildet og blev glad. Aandemaneren og hans Hjælpeaander gav sig straks til at gøre rent; overalt flød det med Skarn, men efterhaanden som det blev samlet og kastet ud, blev det til Dyr, til Fangstdyr altsammen. Der var Sæler af alle Slags, Narhvaler, Bjørne, Ræve og Fugle. Paa denne Maade sendtes en Mængde Fangstdyr til Aandemanerens Boplads.
Maanemandens Hus var mærkeligt indrettet. I den inderste Del skimtede man en stor Sø, dyb, vidtstrakt og sort. Dens Bredder tabte sig bort i Mørket; her saas ingen Grænser. Fra denne Sø falder Regnen ned over Jorden.
Naar Aandemanere besøger Maanemanden, gør han til at begynde med altid Modstand, slaar dem i Hovedet og søger at kaste dem i det sorte Hav i det indre af sit Hus. Den Aandemaner, som kastes ned i dette, kommer aldrig op igen.
Men der fandtes endnu mærkeligere Ting i Maanemandens Hus. Inden for Indgangshullet ude paa Gulvet laa to store Sten og drejede rundt, ganske langsomt. Man hørte mærkelige Lyde fra den ene Sten, og disse Lyde voksede stærkt engang imellem; naar de blev stærkere, var det, fordi der et eller andet Sted paa Jorden fandtes urene Kvinder, der ikke overholdt deres Diæt eller Bod efter en Fødsel eller et Dødsfald. Naar urene Kvinder synder mod de gamle Vedtægter, bliver deres Arme lange og frygtindgydende og strækker sig helt op mod Maanen, samtidig med at en malende og larmende Lyd fra Stenen bliver ganske utaalelig. Idet Maanemanden nu viste sit Hus frem, sagde han til Aandemaneren:
"Kan I saa forstaa, at man ikke kan lade være med at blive vred, naar Menneskene ikke overholder de Vedtægter, som jeg skal holde Hævd over?"
Derpaa gik han hen og løftede Stenen og bad dem kigge ned. Straks aabnede der sig en Udsigt nedover. Mærkeligt var det at se, at alle Menneskenes Bopladser her var samlede saa tæt ved Siden af hinanden, at de lignede Hunde om et Ædetrug.
Saaledes holder Maanemanden med Lethed Opsyn med Menneskenes Bopladser.
Store uformelige Dynger laa ved Siden af Husene, og naar Menneskene kom ud, var det, som om disse vældige Dynger skulde styrte sammen over dem. Det var Hundelorte, der saa saaledes ud oppe fra Maanen, og derfor er Maanemanden saa bange for Hunde.
Nu løftede han den anden Sten fra Gulvet, og der aabnede sig en Udsigt over alle de Fangstdyr, som Menneskene lever af. Særlig var Bjørne og Fjordsæler tydelige at se; thi det er netop de Fangstdyr, der er flest af her ved vore Bopladser. Hvalrosser og Narhvaler ser man derimod i taaget Fjernhed, fordi disse Dyr lever saa langt herfra.
Saaledes skaffede Aandemaneren Migssuarniânga sine Bopladsfæller nye Fangstdyr, og da han kom tilbage, fortalte han om alt det, han havde set og oplevet hos Maanemanden.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 81-84. København, 1921.
