Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Bjørn, "Knivhale" og "Savryg"
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Bjørn, "Knivhale" og "Savryg"
Der var engang en Fanger, som havde to Plejebørn, en Broder og hans lille Søster. Om Efteraaret, naar Bærrene blev modne, plejede de to smaa Plejebørn at gaa ud for at samle Bær, som de gemte til Vinterforraad.En Dag var Børnene som sædvanlig oppe i Landet for at samle Bær; de havde været borte hele Dagen og var nu paa Hjemvejen. Da opdagede de en stor og vældig Mand, en Kæmpe, der kun havde eet Øje og eet Ben. Han satte efter dem, og de flygtede, alt hvad de kunde; men da han stadig vandt ind paa dem, gav de sig til at spejde efter en lille Klippespalte, hvori de kunde gemme sig. De fandt en, der lige passede til dem, og her gemte de sig, Broderen øverst og den lille Søster nederst. Men Trolden fandt dem, greb Broderen og lagde ham ved Siden af sig, tog derefter Søsteren og sagde:
"Hende vil jeg tage til Kone."
Og saa tog han den lille Søster og bortførte hende udover mod Havet, men Broderen blev alene tilbage og gik grædende hjem og fortalte sine Plejeforældre, hvad der var sket. Plejeforældrene sørgede meget over det, men da der ikke var noget at gøre, maatte de tilsidst slaa sig til Ro; kun Broderen kunde aldrig under sin Opvækst glemme sin lille Søster og øvede sig derfor i al Slags Idræt, opsøgte Fjældaander for at blive Aandemaner og øvede sine Kræfter paa enhver Maade. Da han var udvokset, spurgte han sin Plejemoder:
"Hvor mon det er, man faar Dyr fra til Forspand?"
De kendte ikke til Hunde der paa Bopladsen.
Til dette Spørgsmaal svarede Plejemoderen:
"Jeg har hørt fortælle, at man plejer at bruge Harer til Forspand."
Da Plejesønnen hørte det, gik han Dagen efter paa Vandring ind over Land for at finde Harer, han kunde bruge som Forspand. Han fangede saa mange Harer, som han mente, han behøvede, og gik derefter hjem. Her lavede han sig en Slæde, og da han var færdig med den, kørte han ud. Han kørte langvejs ud, men da han skulde hjem, blev Harerne saa trætte, at han næsten ikke kunde komme frem. Derfor dræbte han dem alle ved sin Hjemkomst og henvendte sig paany til sin Plejemoder, idet han spurgte:
"Hvad mon det er for Dyr, man bruger til Forspand?"
Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt fortælle, at man bruger Ræve som Forspand."
Saa drog Plejesønnen atter ud og fangede en Mængde Ræve. Da han syntes, der var nok, gik han hjem. Her lavede han Seler til dem alle og kørte ud. Han kørte langvejs ud, men det gik her som paa den første Tur, at hans Forspand var ganske udmattet, da han kom hjem. Han slog dem derfor ihjel og sagde til sin Plejemoder:
"Hvad mon det dog er for Dyr, man bruger som Forspand?"
Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt fortælle, at man bruger Bjørne som Forspand."
Saa drog han ud tidligt næste Morgen for at finde en Bjørn. Han gik ind over Land, fik Øje paa en stor Bjørn, fangede den, bandt dens ene Forben op, for at den ikke skulde løbe fra ham, og tog den med sig hjem. Han kørte den saa til ved Bopladsen, og da den havde vænnet sig til at trække en Slæde, kørte han ud for at prøve sit nye Trækdyr. Han drog langvejs ud og kom tilbage, uden at Bjørnen var bleven træt. Saaledes prøvede han den mange Gange, og da han var tilfreds med den, spurgte han atter sin Plejemoder:
"Hvad mon det er for Dyr, man bruger som Forspand?"
Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt fortælle, at man bruger Parpaligkat, Dyr med Jernhaler, som Forspand. Det er store Dyr, som opholder sig mellem hensmuldrede Sten."
Han lavede derefter en Skagle til Dyret og gik op i Landet. Han gik langt, og da han var kommen til et Sted, som bestod af lutter hensmuldrede Sten, begyndte han at søge og fandt da ogsaa et stort Dyr, der slæbte en Jernhale efter sig; det stod og aad af de hensmuldrede Sten. Han gik hen imod det, men det vendte stadig væk sin lange Hale, der var tildannet som en Kniv, hen mod Manden, og svingede den hele Tiden frem og tilbage for at stikke ham. Men han gik alligevel hen til det, bandt dets ene Ben op, gjorde derefter Halen fast og trak Dyret med sig hjem. I Begyndelsen vilde det stadig slaas med Bjørnen, men de vænnede sig dog snart til hinanden, og da de enedes godt, kørte han en Dag ud med dem. Han kørte langvejs ud og kom hjem, uden at de var bleven trætte. Nu var han tilfreds med sit Forspand, men han vilde gerne have endnu et Dyr og spurgte derfor en Dag sin Plejemoder:
"Hvad mon det er for Dyr, man bruger som Forspand?"
Og Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt fortælle, at der findes nogle store Dyr, der har en Sav hen over deres Ryg; dem plejer man at bruge som Trækdyr."
"Men hvor finder man et saadant Dyr?" spurgte Manden.
Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt fortælle, at de holder til i Indlandsisens dybeste Spalter."
Da han havde hørt det, tog han af Sted næste Dag for at søge efter et saadant Dyr. Han kom op til Indlandsisens Spalter og gav sig til at søge; og se — i en dyb Spalte fik han Øje paa et stort Dyr, der havde en skarp Sav hen over Ryggen. Han gik hen til Uhyret, og skønt det gjorde Forsøg paa at skære ham op, fangede han det alligevel, bandt dets ene Forben op og trak det med sig hjem. I Begyndelsen sloges Savdyret meget med Bjørnen og Knivhalen, men de vænnede sig dog snart til hinanden, og da de ikke længere sloges, kørte han ud med dem. Han kørte langvejs ud og kom tilbage, uden at de var bleven trætte. Nu var han endelig tilfreds med sit Forspand.
Straks ved sin Hjemkomst gav han sig til at mane Aander. Han vilde se sin Søsters Fodspor, og da han blev seende og alt skjult aabenbarede sig for ham ved Aandernes Hjælp, opdagede han Fodsporene og fulgte dem, idet han kørte ud.
Han kørte med stærk Fart langvejs ud over Havet og fik en stor Ø i Sigte. Herude opdagede han nogle store Spor og genkendte dem straks; det var den enbenede Kæmpes. Han slog ind paa disse Spor og kørte nu med endnu stærkere Fart.
Han kørte og kørte, kom frem til Hus, bandt sine Trækdyr ved Isfoden og gik op. Han gik ind i Huset og traf sin Søster siddende alene derinde. Han kendte hende, saa snart han saa hende. Manden var taget paa Sælfangst. Først sad han en Stund tavs inde i Huset, saa sagde han til sin Søster:
"Maa jeg have Lov til at slaa din Mand ihjel?"
Søsteren svarede: "Min Mand holder af mig og forsyner mig med alt, hvad jeg har Brug for, derfor skal du ikke slaa ham ihjel."
Broderen siger derefter: "Hvis jeg ikke dræber ham, vil jeg dø af Længsel efter dig, naar jeg kommer tilbage igen til mit Land."
Da han sagde det, svarede Søsteren: "Naar det er saaledes, saa slaa da min Mand ihjel."
Endelig kom den Tid, da Manden vendte hjem fra sin Fangst. I Nærheden af Husene opdagede han de fremmedartede Trækdyr og Slæden og satte straks af Sted i Løb til sit Hus. Saa snart han kom ind, var hans Øjne rettede mod den fremmede Gæst. Han blev ved med at stirre ondt paa ham, indtil Konen sagde:
"Det er min Broder, som jeg var sammen med, da du røvede mig."
Da Trolden hørte det, blev han venlig mod sin Gæst, og de snakkede sammen, og Svogeren indbød ham til at besøge sig. Hertil svarede Trolden:
"Besøge dig vil jeg ikke, for jeg er bange for dit Forspand."
Men Svogeren sagde:
"Det skal du ikke være bange for; naar du løber, kan det ikke naa dig."
Da Trolden hørte det, lovede han at komme paa Besøg. Næste Morgen tidlig brød de op, og Svogeren sagde da til Trolden:
"Nu skal du løbe foran mine Hunde."
Straks gav Trolden sig til at løbe foran Slæden, og Forspandet satte efter ham. Naar Dyrene var lige inde paa Livet af ham, sprang han fremover i vældige Spring, og de sakkede bagud. Saa vældig var Farten paa hele Vejen hjem til Bopladsen. Her kørte de op, men da de andre gik ind, maatte Trolden blive ude, da han var for stor til at komme ind ad Husgangen. Da han saaledes maatte holde sig udenfor, sagde Svogeren til ham:
"Jeg vil lægge et Underlag af Skind i Husgangen, saa kan du lægge dig paa Maven derinde og nøjes med at lægge dit Hoved ind i Huset."
Dette sagde Trolden Ja til og kravlede ind, saaledes at hans Hoved kunde være inde i Huset. Men inden han gjorde dette, havde Svogeren fortalt sine Husfæller, at han vilde slaa ham ihjel; og da Trolden derefter var kravlet vel ind i Husgangen, gik han hen til sit Forspand og sagde til Bjørnen: "Du skal kaste dig over hans Bagdel og bide til af alle Kræfter."
Men til Savdyret sagde han: "Du skal save løs af alle Kræfter hen over Maven paa ham."
Og til "Knivhale" sagde han: "Du skal stikke ham rundt omkring over hele Kroppen."
Næppe havde han sagt det, før alle Dyrene for løs paa Trolden. Men da Bjørnen bed sig fast i Enden paa ham, sagde han:
"Det er vist en Lus, der bider mig i Enden."
Og da Lusen generede ham mere og mere, vilde han gaa ud og blottede sig nu saaledes, at Savdyret kunde gaa hen over Maven paa ham og save ham igennem, saa at hans Tarme faldt ud; men "Knivhale" sprang omkring og stak ham over hele Kroppen. Da Trolden endelig kom ud af Husgangen, faldt han om i Sneen og var død.
Saaledes fik Manden sin røvede Søster tilbage, og man fortæller, at de endnu den Dag i Dag lever sammen.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 318-322. København, 1921.
