Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – De to Søstre, der kunde løbe, saa Haaret stod ud fra deres Hoveder som Flammer fra et Baal
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
De to Søstre, der kunde løbe,
saa Haaret stod ud fra deres Hoveder
som Flammer fra et Baal
Der var engang to smaa Søstre. De holdt meget af at gaa Ture ind over Land og Øvede sig saa i at løbe, og naar man saa dem løbe med udslaaet Haar, flagrede det saaledes ud fra deres Hoveder, at det saa ud som Flammer fra et Baal.Engang gik de to unge Piger som sædvanlig ind over Land, og da de kom til et Sted, hvor der voksede en Mængde Nujaussat, begyndte de at plukke af dem. Nujaussat er en Sandblomst med en Mængde ganske tynde, haarfine Rødder, og disse Rødder vaskede Smaapigerne ud i Søerne, og saa legede de, at det var Haar, som de enten flettede eller bandt op i en Top.
Allerbedst som de sad og legede med disse Nujaussat, saa de en Hund komme hen imod dem, og da de nærmere skulde se til, havde den en Haartop som en Kvinde. Da de opdagede det, gav de sig til at løbe af alle Kræfter; men det var dem ikke muligt at undslippe, for Hunden holdt sig stadig foran dem, og derved fik den dem drevet hen i den Retning, hvor den vilde have dem. Tilsidst kom de ogsaa hen til et Hus, og næppe var de smuttet herind, før Hunden lagde sig paa tværs ude i Gangen, saa at de ikke kunde komme ud.
De to unge Piger var saaledes indespærrede i Huset, og da de ikke anede deres levende Raad, sagde den yngste af dem: "Om man dog kunde en Tryllesang, der kunde trylle Søvn over Hunden, saa at den ikke vaagnede!"
"Det kan jeg maaske," sagde den ældste af Søstrene, og saa begyndte hun at trylle over Hunden, og hun tryllede saa længe, at den faldt i en dyb Søvn. Derpaa hoppede hun over den og kom ned i Husgangen, uden at den mærkede noget. Efter hende kom den lille Søster, men hun kom til at træde Hunden paa Øret. De blev begge meget forskrækkede herover, fordi de troede, at den nu vilde vaagne, men i Stedet for lo den kun i Søvne.
Saaledes slap de ud af Huset og løb nu af alle Kræfter, saa hurtigt de kunde, ned mod deres Boplads. Og de løb, saaledes som de plejede, saa at det udslaaede Haar stod som Flammer ud fra deres Nakke.
De var næsten naaet helt ned til Bopladsen, da de vendte sig om og saa, at Hunden atter var efter dem. En Konebaad var netop ved at bryde op og sætte fra Land, og de raabte saa: "Maa vi komme med, maa vi komme med?" Og skønt Konebaaden allerede var stødt fra Land, var de dog saa lette til Bens, at først den ældste og derpaa den yngste sprang, midt ud i Konebaaden og kom med.
Men Hunden løb raadvild frem og tilbage, uden at turde springe ud efter Pigerne; saa gik den op til Teltpladsen, og hver Gang den her fandt noget Kvindetøj, et Par gamle Bukser eller en gammel Pels, trak den det paa og saa meget komisk ud.
Men Konebaaden sejlede ud til en Ø og tog Land der.
Her paa denne Ø legede de to Piger ofte igen deres Yndlingsleg, der bestod i at plukke Nujaussat, skylle dem ud i en lille Sø og siden lave Fletninger eller Haartoppe heraf. Engang da de som sædvanlig legede ved saadan en Sø, hørte de noget nærme sig under vældige Drøn, uden at de dog kunde blive klare over, hvad det var; men idet de saa sig omkring, opdagede de, at det var en mægtig Orm, der kom krybende hen imod dem, og hver Gang den løftede en Del af sin Overkrop og atter strakte den ud, gav dette det Drøn, de kunde høre.
De rejste sig begge øjeblikkelig op og gav sig igen til at løbe ned mod deres Boplads, idet de raabte: "En stor Orm forfølger os, en stor Orm er efter os! Skynd jer at gøre Konebaaden i Stand, og gør jer klare til at flygte!"
Da de kom ned til Bopladsen, laa Konebaaden allerede beredt, og de sprang begge ud i den. Men i samme Øjeblik de stødte fra Land, strakte Ormen sig ud over Vandet og slyngede sin Overkrop hen over Konebaaden med en saadan Voldsomhed, at den kæntrede og alle Mennesker druknede.
Og saaledes ender denne Historie om de to smaa Piger, der holdt saa meget af at gaa Tur ind over Land.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 310-312. København, 1921.
