Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den forældreløse, som hævnede sig
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Den forældreløse
som hævnede sig paa syv Fjender paa een Gang
Der var engang en Fanger, som havde Land ved Igdlutalik vesten for Nôrssît ved Kap Dan. Denne Fanger havde netop mistet sin Kone og havde kun sin lille Søn hos sig.Lige østen for denne Boplads boede der fem Brødre ved Kangârssuk.
En Dag tog Manden ud til Havs i Kajak, men kom aldrig mere hjem igen; den lille Dreng ventede og ventede paa sin Fader, men aldrig nogensinde kom han tilbage igen.
Det var de fem Brødre ved Kangârssuk, som havde dræbt ham.
En Tid levede den lille forældreløse ganske alene i Huset ved Bopladsen, men saa forbarmede et Ægtepar fra Nunakitsoq sig over ham og hentede ham hjem til sig. Her fik han sit Hjem, og Manden og Konen var begge gode imod ham.
Da han havde været nogen Tid i Huset hos dem, begyndte hans Plejemoder at fremsige Trylleord og synge Tryllesange over ham. Disse Trylleord skulde gøre ham til en stor Hævner over sine Fjender.
Den lille Dreng voksede hurtigt til og mærkede under sin Opvækst intet til, at han var en lille forældreløs Dreng, thi hans Plejeforældre opdrog ham ganske, som om han havde været deres egen Søn.
Snart var Drengen saa stor, at han kunde gaa ud at fiske, og han begyndte da at fiske Ulke til sine Plejeforældre, en Spise, som de holdt meget af.
Saaledes levede de, da det hændte, at Drengens nye Plejefader blev borte paa en Kajaktur.
Herover blev baade Plejemoderen og Drengen meget bedrøvede, men efter at de begge forgæves havde sørget, talte Plejemoderen saaledes til den forældreløse:
"Det er nu anden Gang, du er bleven forældreløs, og vi ved, at de samme Mennesker, som dræbte din Fader, nu ogsaa har dræbt din Plejefader. Du er nu kommen saaledes ind i Livet, at der ikke kan blive nogen Fred for dig i dit Sind, hvis du ikke straks opgiver at vokse op som andre Børn under sorgløs Leg. Herefter maa du kun tænke paa alvorlige Ting, og dit Legeme skal du stadig hærde med tunge Ting, saa at du fra nu af kan vokse og blive en vældig Hævner. Da først kan du vente dig en Manddom og en Alderdom med Fred i Sindet."
Denne Samtale blev Grænsen for Drengens Barndom, thi han opgav nu al Slags Leg og begyndte at tumle med tunge Ting, der kunde hærde hans Legeme, og det varede heller ikke længe, før han fik ualmindelige Kræfter og Færdigheder, som Drenge i hans Alder ellers ikke havde. Han fik sig en Kajak og begyndte at øve sig, og da han var bleven saa dygtig, at han kunde ro ene ud paa Havet, gik han paa Fangst og kom snart hjem med en lille Netside. Det var hans første Fangst, og da han bragte den ind til Land og var kommen ud af sin Kajak, løftede Plejemoderen ham op paa sin Ryg og bar ham op til Huset. Dette gjorde hun siden, hver Gang han for første Gang havde nedlagt en eller anden Slags Fangstdyr.
Saaledes voksede Drengen op og blev en vældig Mand, baade til at ro i Kajak og til at fange, og han tænkte nu kun over, hvorledes han skulde bære sig ad med at indfri den Pligt, han havde, til at hævne sig paa de fem Brødre.
Tilsidst brød han op fra sin Boplads sammen med sin Plejemoder og tog Land ved Nôrssît og begyndte herfra at drive Sælfangst. En Dag roede han et Stykke ind over Fjorden til Ikerasak for at jage Sæl, og medens han roede omkring herinde, fik han Øje paa en stor Hvalros, der laa inde paa Iskanten, en gammel Han. Men et Stykke længere inde paa Isen opdagede han en Bjørn, ogsaa en gammel og stor Han, som listede sig ind paa Hvalrossen for at dræbe den.
Ganske langsomt arbejdede Bjørnen sig hen mod Hvalrossen, medens den forældreløse sad skjult bag et Isstykke og ventede paa Udfaldet. Bjørnen naaede helt hen til Hvalrossen uden at vække den, og her greb den et stort Isstykke, som den drev i Hovedet paa Hvalrossen, saa at den mistede Bevidstheden. Herpaa bearbejdede Bjørnen den saaledes med sine Labber, at den døde. Straks da denne Kamp var endt, roede den forældreløse frem mod Bjørnen, der flygtede ud i Havet; men han roede efter den og harpunerede den, saa at han nu paa een Gang havde fanget baade en Hvalros og en Bjørn.
Han roede nu Bjørnen hen til Iskanten, rullede den døde Hvalros ud i Vandet, satte sin Fangeblære paa dem begge to, bandt dem sammen med sin Bugserline og kom saa bugserende hjem til Bopladsen med baade Hvalrossen og Bjørnen paa een Gang. Da hans Plejemoder saa ham komme hjem med en saa mægtig Fangst, blev hun meget glad, og da han steg i Land, tog hun ham op paa sin Ryg og bar ham som sædvanlig op til Huset. Dette gjorde hun, for at de Trylleord, hun havde fremsagt over ham, dengang han var lille, skulde bevare deres Styrke.
Dagen efter kom der to Kajaker paa Besøg inde fra Angmagssalikfjorden, hvor en Mængde Mennesker paa den Tid laa paa Fiskefangst. De blev vel beværtede baade med Bjørnekød og Hvalroskød og snakkede og tog for sig med graadig Appetit; thi paa den Tid, hvor man ligger paa Angmagssætfangst inde i Angmagssalikfjorden, fanger man sjældent Sæler og længes da altid meget efter Spæk.
Da Kajakmændene atter skulde rejse hjem, bad han dem indbyde alle inde fra Fjorden, som havde Lyst til at komme og faa Kød og Spæk i Gaver, og forærede samtidig de bortdragende store Kød- og Spækgaver.
Dagen efter kom en stor Mængde Kajaker roende, idet alle inde fra Fjorden havde modtaget hans Indbydelse; kun fem Mand manglede, og det var de fem Brødre, som havde myrdet hans Fader og hans Plejefader. Dagen forløb saa ved Bopladsen under stor Festlighed og glade Kødgilder, og siden, da de fremmede atter skulde drage bort, fik de Kød- og Spækgaver med; men samtidig bad den forældreløse dem sige til de fem Brødre, at de ogsaa skulde komme paa Besøg og faa deres Andel i Fangsten.
Dagen efter kom da de fem Brødre og blev beværtede ganske paa samme Maade som alle de andre; kun fik de, da de skulde rejse, saa store Kød- og Spækgaver, at deres Kajaker næsten var helt under Vandet paa Grund af Gavernes Tyngde. Den forældreløse gik nu i sin Kajak og slog Følge med dem, men han optraadte saaledes imod dem, at de intet kunde mærke; det eneste usædvanlige ved ham var, at han paa sin Kajak havde to Harpuner, to Fuglepile og to Lænsere, medens man ellers kun plejer at have eet Vaaben af hver Slags.
Den forældreløse fulgte dem paa Vej hjemover, og da de kom i Nærheden af Brødrenes Boplads, roede han en lille Smule til Siden, saa at han kom til at ro paa venstre Side af sine Fjender. Dette gjorde han for at have dem paa sin højre Side, naar han skulde til at kaste. Han holdt et Øjeblik op med at ro, saa at de andre kom et lille Stykke foran ham, saa greb han sin store Harpun og kastede den ind i Ryggen paa den af Brødrene, der var nærmest ved ham; han gjorde blot et eneste Tag med Aaren, saa kæntrede han og var død. Inden den anden kunde faa Tid til at vende sig om imod ham, havde han den anden Harpun i sig, og i samme Øjeblik omtrent røg først den ene Fuglepil og saa den anden ind i Livet paa de to andre. Alt dette foregik saa hurtigt, at de ikke kunde faa Tid til at vende sig om imod ham, fordi deres Kajaker var saa tungt læssede med Kød og Spæk. Den femte af Brødrene havde dog faaet Tid til at vende sin Kajak helt om imod ham, men netop som han skulde til at kaste, havde den forældreløse allerede grebet sin Lænser og kastet den imod ham; saa kæntrede ogsaa den femte af Brødrene, og saaledes dræbte den forældreløse paa een Gang alle sine Fjender. Han roede derefter hen til Kajakerne og sænkede baade Kajaker og Mænd til Havets Bund, hvorpaa han roede tilbage til sin Boplads.
Dagen efter kom der to Kajaker paa Besøg fra de fem Brødres Boplads; de kom for at spørge, om man ikke her havde set noget til de fem Brødre. Den forældreløse svarede, at de var roet derfra Dagen i Forvejen, og siden havde ingen set noget til dem.
Efter at have meddelt dem dette, opfordrede han de to fremmede Kajakmænd til at gaa op i Huset; men idet han vendte Ryggen til dem, lagde han Mærke til, at de havde Hemmeligheder med hinanden, og han var da straks klar over, at de var kommen for at hævne de fem Brødre. Den forældreløse skyndte sig derfor op til sit Hus og gik ind før de andre.
Han stillede sig inde ved Vinduet, og næppe havde den første af de to Mænd vist sig i Husgangen, før den forældreløse drev ham et saadant Slag i Nakken, at han døde paa Stedet. Derefter greb han ham med sin ene Haand og slyngede ham ind paa Briksen. I samme Øjeblik den anden viste sig, fik han ganske den samme Behandling, og saaledes dræbte den forældreløse atter paa een Gang to Fjender, og deres Lig behandlede han paa samme Maade som de fem Brødres, idet han sænkede dem i Havet.
Saa fik da den forældreløse Fred for sine Fjender, og han brød derefter op paa Langfart sammen med sin Plejemoder for at drive Bjørnefangst langt mod Nord. De roede af Sted langs med Kysten i Konebaad og sejlede forbi Paotûterajuit sønden for Kialineq, roede længere endnu mod Nord, sejlede forbi Qernererssuit, og da de stadig ikke traf Bopladser, der var beboede, tog de tilsidst Land et lille Stykke sønden for Kangerdlugssuaq. Her var der saa mange Bjørne, at de allerede den første Nat dræbte tre lige ved Siden af Huset, og blot i Tiden fra Efteraar til Vinter fangede de saa mange, at de fyldte en hel Teltstang med Bjørnekranier, der gennem Øjenhulerne var stukket ind som Perler paa en Snor.
Siden da Vinteren kom og Islægget, kørte han længere nordpaa for at jage, og paa en saadan Fangstrejse naaede han frem til Kangerdlugssuaq. Idet han fulgte Kysten her, kom han frem til en Boplads, hvor der var rejst et Hus saa stort, at det havde fire Vinduer; de største Huse plejer ellers kun at have tre Vinduer.
Han blev vel modtaget, bandt sine Hunde og gik op til Huset for at følge deres Indbydelse; men inden han gik, vilde han, saadan som man plejer paa Østkysten, trække sin Pels af og lægge den op i Konebaaden, der var anbragt saaledes, som Konebaade heroppe plejer at være anbragt om Vinteren — hævet op paa Træstolper med Bunden i Vejret. Han vilde stikke sin Pels op under Tofterne, men opdagede nu, at hele Konebaaden var fuldstændig overfyldt med Bjørneskind og Narhvalstænder, saa overvældende en Fangst havde der været der paa Bopladsen. Da der paa den Maade ikke var en eneste Plads, hvor han kunde lægge sin Pels, saa at den var sikker for Hundene, kom der en gammel Mand hen til ham og opfordrede ham til at lægge den i hans Kajak; dette gjorde han saa og gik derpaa ind i Huset.
Den gamle Mand, som viste sig at være Fader til alle de unge Mennesker, førte ham derpaa ind til sig, og her blev han beværtet paa det bedste med Kød. Først bespiste man ham med Narhvalskød og Narhvalsmátak, og da han havde faaet nok af det, gav man ham Bjørnekød; siden satte man endnu mere Kød frem til ham, ualmindelig velsmagende Kød, som han aldrig før i sit Liv havde smagt. Man viste ham Skindet af et saadant Dyr, og heller ikke dette kendte han, thi det havde saa lange Haar, som han aldrig havde set noget Dyr bære.
Da han var færdig med at spise, lagde han Mærke til, at den gamle, venlige Husvært blev ved med at se paa ham, og da han havde gjort dette længe, uden at den forældreløse kunde forstaa, hvad Grunden kunde være, hævede han pludselig Stemmen og sagde til ham:
"Sig mig engang, er du ikke Søn af Storfangeren fra Igdlutalik?"
"Jol" svarede den forældreløse, da han ikke var i Stand til at svare anderledes paa dette Spørgsmaal.
Saa nikkede den gamle Husvært venligt til ham og sagde, henvendt til sine Sønner:
"Hans Fader var min Fætter, og I har altsaa faaet Besøg af en af jeres Slægtninge."
Da alle de unge Mennesker hørte dette, blev de endnu venligere imod ham og trykkede sig tæt op til ham paa Briksen og vidste ikke al den Venlighed, de skulde vise ham.
Saa siger den gamle til den forældreløse:
»Du ser saa skulderbred og stærk ud, saadanne vældige Muskler du har, du maa jo være meget stærk!"
"Nej," svarede den forældreløse, "det er ikke Muskler, det er Fedt altsammen."
Da han svarede saaledes, erklærede den gamle Husvært, at det var bedst, de unge legede nogle Kraftprøver, for at de kunde fordrive Aftnerne med munter Skæmt og Idræt, og det blev man enig om at gøre.
De gik saa frem paa Gulvet og prøvede Kræfter paa den sædvanlige Maade, idet de trak Armkrog; men før de begyndte, havde den gamle sagt til den forældreløse, at han straks fra første Færd skulde vise, hvilke Kræfter han havde, og ikke blufærdigt lade, som om han ingen havde. Dette gjorde den forældreløse ogsaa, og skønt han gik hele Rækken af Mænd igennem, viste det sig snart, at der ikke var en eneste, som kunde magte ham.
Denne Kraftprøve foranstaltede den gamle, fordi han ønskede at se, hvilke Kræfter hans Fættersøn havde; thi han vidste, at han havde mange Fjender, og saafremt det skulde vise sig, at hans egne Børn var stærkere, vilde de øve ham op og senere hjælpe ham mod hans Fjender, om det var nødvendigt.
Den gamle Husvært saa derpaa venligt til den forældreløse og sagde:
"Du har nu vist, hvilke Kræfter du har, og vi undrer os nu ikke længere over, at du alene paa een Gang har kunnet dræbe syv Mand, thi ogsaa herom har vi hørt."
Men den forældreløse, der var beskeden og gerne vilde dække over sine Kræfter, svarede:
"Ikke skyldes det mine Kræfter, naar jeg dræbte saa mange Mænd, men Tryllesange, som min Plejemoder fremsagde og sang over mig, fra jeg var ganske lille."
Den forældreløse vilde nu hjemover, og straks erklærede alle de unge Mænd paa Stedet, at de vilde følge ham hjem, og de spændte for og brød op i stort og muntert Optog. Da de kom kørende saa mange Slæder i Følge hen til den forældreløses Boplads, opstod der stor Angst og Forvirring over det vældige Besøg, da ingen vidste, om de kommende var Fjender eller Venner. Men næppe var Slæderne ankommen, før Angsten vendte sig til stor Glæde, og den forældreløses Plejemoder, der havde set alle de unge Mennesker engang, medens de endnu var smaa, genkendte dem nu alle og beværtede dem baade hjerteligt og rigeligt.
Siden da Ædegilder var bleven afholdt paa Bopladsen, rejste alle de mange Slæder tilbage igen til deres Boplads ved Kangerdlugssuaq; kun een Mand blev tilbage, og da den forældreløse forundret spurgte ham, hvorfor han ikke slog Følge med sine Brødre, svarede han, at han var bange for, at han skulde blive dræbt af et af de Trylleord, som den forældreløse havde fortalt, at han dræbte sine Fjender med.
Da den forældreløse hørte det, lo han højt deraf og svarede, at han kun havde sagt det for ikke at være ubeskeden og alt for udfordrende, og at Sandheden var den, at det var med Kræfterne, han havde dræbt sine mange Fjender.
"Og desuden," sagde den forældreløse, "hører I til min Slægt og er mine Venner og skal aldrig komme til at frygte noget."
Man tilbragte derefter en glad og munter Vinter, idet Folk fra de to Bopladser ofte besøgte hinanden og kortede Vinterens lange Nætter med Gæstebud og Idrætslege. Men da Sommeren kom, brød den forældreløse op for atter at tage til sin Boplads i Nærheden af Kap Dan; hans mange Slægtninge bestemte sig derimod til at følge Kysten endnu længere mod Nord, og dermed skiltes de.
Siden levede den forældreløse glad og lykkelig med Fred i sit Sind til sine Dages Ende, og saa stærk og vældig var han, at ingen nogensinde prøvede paa at hævne de syv Mand, han havde dræbt. Men til Slægten, der var draget længere nordpaa, hørte man siden aldrig noget, og hermed ender denne Beretning om den forældreløse, der dræbte syv Fjender paa een Gang.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 277-284. København, 1921.
