Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den forældreløse Quvtajâ
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Den forældreløse Quvtajâ
Der var engang en Fanger og hans Kone, der havde den ulykkelige Skæbne, at alle deres Børn døde for dem. Tilsidst lærte de at betragte deres Hund som deres eneste Barn.En Dag roede Manden ud i Kajak; men da han kom hjem igen og spurgte sin Kone, om hun havde givet deres kære Hund noget at spise, svarede hun Nej. Herover blev Manden vred og sagde, at naar hans Hund ingen Mad skulde have, vilde han heller ikke have noget at spise. Konen gik saa hen og gav Hunden Mad, og idet hun fodrede den, sagde hun til den:
"Vi giver dig saa megen god Mad; til Gengæld maa du nu gøre, hvad du kan, for at vi kan faa et lille Barn at lege med."
Der gik lang Tid, efter at dette var hændt; saa blev Kvinden svanger og fødte en lille Dreng. Da Drengen var født, sagde Faderen:
"Alle vore Børn dør, og derfor skal vi nu give vor Dreng et Navn, der ikke er noget rigtigt Navn; lad os kalde ham Quvtajâ!"
Quvtajâ voksede til, men medens han endnu var ganske lille, blev hans Moder pludselig syg og døde i Løbet af kort Tid. Snart efter blev ogsaa Faderen syg og døde, og saa havde Quvtajâ kun en gammel Bedstemoder tilbage, som han levede sammen med. Men ogsaa Bedstemoderen blev syg, og da hun døde og skulde bæres ud, havde Quvtajâ næsten ikke Kræfter til det; thi det er Skik og Brug blandt os, at de døde kun bæres ud af deres allernærmeste Slægtninge; thi om man kommer til at røre ved den døde, risikerer man let selv at dø, og dette vil ingen udsætte sig for, undtagen den allernærmeste Familie. Da Quvtajâ nu ikke kunde magte Liget alene, maatte en af Beboerne der i Huset binde en Kobberem om det og hjælpe Drengen med at slæbe det hen til Gravstedet.
Nu var Quvtajâ ganske alene, og han levede et elendigt Liv og døjede meget ondt, fordi der ikke var nogen, der holdt af ham. Der var kun een eneste Mand i Huset, som gav Quvtajâ noget at spise; men hver Gang Quvtajâ fik et Stykke Kød af ham, tog de andre det fra ham, og saaledes gik det til, at den stakkels Dreng næsten aldrig fik noget. Da den Fanger, som var god imod ham, opdagede dette, tog han ham siden op paa sin Briks, hver Gang han skulde give ham noget at spise; thi her turde ingen tage det fra Drengen.
Saa kom den Tid paa Foraaret, hvor Fangerne plejer at bryde op for at drage til deres Foraarspladser, og Quvtajâ begyndte nu at sørge over, at han sikkert vilde blive ladt alene tilbage, fordi ingen gad have ham med sig. Men da Konebaadene var lastede og de skulde til at drage bort, kom den Mand, som plejede at give ham Mad, og sagde:
"Du skal ikke blive tilbage, lille Quvtajâ. Her har du Tøj, du kan tage paa; du skal faa Lov til at rejse med os."
Og fra den Dag blev Quvtajâ den Mands Plejesøn.
Siden levede de paa Foraarspladsen, og en Dag kom Faderen hjem med en smuk lille Sælhvalp oven paa sin Kajak. Da Quvtajâ kom ned for at tage imod ham, raabte Plejefaderen til ham:
"Kom her, Quvtajâ! Denne Sæl er til dig, og den skal du have Bukser af."
Glad sprang Quvtajâ ned, tog fat i Sælen og begyndte at slæbe den opover; men da Plejefaderen saa det, sagde han:
"Quvtajâ, du glemmer vist den Tid, da vore Husfæller plejede at tage Kødet fra dig, naar du sulten skulde til at spise! Du maa ikke slæbe den Sæl, du skal bære den op."
Og saa løftede Quvtajâ den op. Han sank næsten i Knæ under Vægten, men bar den dog op til Huset. Her flænsede hans Plejemoder den, og da Skindet var beredt, fik Quvtajâ Bukser af det.
En anden Dag kom Fangeren hjem og havde to store Sæler paa sin Kajak. Quvtajâ havde en Plejebroder, og de gik sammen ned til Stranden for at tage imod Fangsten; da raabte Plejefaderen:
"Kom endelig, lille Quvtajâ, og hent Sælerne; den ene skal du have Støvler af, og af den anden skal du have Pels!"
Og saa gik Quvtajâ og hans Plejebroder hen og hentede Sælerne fra Kajaken og bar dem med Besvær op til Huset.
Siden blev det Skik, at Quvtajâ og hans Plejebroder øvede sig i Brydning, og paa den Maade søgte de at udvikle deres Kræfter; de blev stærkere og stærkere, for hver Dag der gik. Saaledes voksede Quvtajâ og hans Plejebroder op sammen, og da de var store nok, fik de Kajaker og blev snart dygtige til Fangst, og der var ingen der paa Bopladsen, som kunde maale sig med dem i nogen Slags Idræt.
Saaledes levede de, da der en Dag kom Bud fra en anden Boplads om, at nu var en af Quvtajâs Fjender begyndt at synge Nidviser over ham for at udfordre ham i Sangkamp. Da Quvtajâ hørte det, blev han forlegen og sagde;
"Hvad skal jeg dog gøre, naar man saaledes udfordrer mig i Sangkamp, jeg, som ikke kan synge en eneste Nidvise?"
Hertil svarede Plejefaderen: "Der er intet andet at gøre, Quvtajâ, end at du selv maa forsøge paa at lave dig en Svarvise. Lav den blot, saa godt du kan."
Og saa lavede Quvtajâ da en Svarvise og ventede nu blot paa, at hans Fjender skulde komme og udfordre ham. En Dag kom der roende nordfra en Konebaad, en stor, smuk Konebaad, der var ledsaget af en stor, bred Mand, som roede ved Siden af Baaden i sin Kajak. Da den store Mand naaede frem til Land, spurgte han, hvorledes Quvtajâs Moder havde det. Man svarede, at hun var død for mange Aar siden. Da han hørte det, brød han ud i høje Veklager og græd længe sammen med sine Folk. Siden gik de op paa Land og rejste deres Telt. Quvtajâ fik da at vide, at det var hans Morbroder, og herover blev han meget glad; thi han forstod, at det var godt for en Mand, der havde Fjender, at have saadan en stor, bred Morbroder.
Quvtajâ blev straks inviteret over i det store Telt og var nu Gæst hos sin Morbroder. Da de havde været lidt sammen, bad Morbroderen, om han maatte prøve hans Kræfter, hvorefter de gav sig til at brydes; men saa stærk var Morbroderen, at han var som en Sten, der ikke var til at rokke, hvor meget Quvtajâ saa end brødes med ham. Herover blev Quvtajâ glad, idet han tænkte, at han havde faaet en fortrinlig Hjælp, hvis han ikke selv kunde magte sine Fjender.
En Dag var Quvtajâ ude paa Havet i sin Kajak, da der kom et stort Følge af Konebaade, ti i Tal, med en Sværm af Kajaker omkring sig, frem til Bopladsen. Længe før de naaede frem, kunde man høre dem synge, synge Nidviser. Folkene ved Bopladsen var straks klare over, at det var Quvtajâs Fjender, som kom for at udfordre ham til Sangkamp. Alle de mange Kvinder i Konebaadene og alle de mange Mænd i Kajakerne fulgte med for at synge med paa Omkvædet. Saa snart de naaede Land, gik en Mand med et udfordrende Væsen op til Quvtajâs Plejemoder og spurgte, hvor Quvtajâ var henne.
"Quvtajâ?" svarede Plejemoderen. "Hvis det er Quvtajâ, I vil træffe, skulde I hellere være bleven borte, for han er død for længe, længe siden."
"He, he," sagde Manden. "Og jeg, som troede, at jeg skulde have udfordret ham til Sangkamp, inden han døde."
Derpaa slog de mange Folk sig til Ro ved Bopladsen, og om Aftenen kom Kajakerne til Syne ude fra Havet; en af disse var langt den største og vældigste af dem alle.
"Hvem er det i den store Kajak?" spurgte alle Mændene, der var kommen for at synge Nidviser.
Da lo Quvtajâs Plejemoder og sagde: "Det er den sølle Quvtajâ."
Da de fremmede hørte det, blev de tavse og ikke nær saa vigtige og udfordrende, som de havde været før. Kajakerne lagde til, og det gik nu saaledes, at Quvtajâ ikke vekslede et eneste Ord med sin gamle Fjende, der var kommen for at udfordre ham. Fjenderne sagde heller ikke noget til Quvtajâ, og Aftenen faldt paa, uden at de havde talt et Ord til hinanden. Saa var Tiden inde for Væddekampen, og Quvtajâs Fjende gik frem paa Gulvet for at møde ham. Først trak de Krog og brødes paa forskellig Maade, men Quvtajâ var bestandig den stærkeste; den anden var saadan, at Quvtajâ slet ikke behøvede at bruge sine Kræfter.
Efter disse Kraftprøver, som altid plejer at gaa forud for en Sangkamp, begyndte den fremmede at istemme sin Nidvise. Naar den udfordrende er meget ondsindet, plejer han i sin Nidvise at omtale sin Modstanders afdøde Slægtninge paa en saarende og nedsættende Maade. Dette gjorde da ogsaa den fremmede, og Quvtajâ havde svært ved at holde sin Graad tilbage, da han hørte, hvorledes der blev sunget og danset under Haan mod hans Fader og Moder.
Siden drog de mange Konebaade af Sted, men idet de roede bort, raabte de, at Quvtajâ endelig maatte komme og hævne sig med en Nidvise. Det lovede han, og samtidig var der en af de bortdragende, der sagde, at Quvtajâs Modstander lige havde mistet sin Søn, og at Quvtajâ nu passende kunde hævne sig ved at smædesynge denne.
Quvtajâ lavede en Smædevise, som handlede om den afdøde, og sejlede derefter i Konebaad sammen med sin nærmeste Slægt til sin Modstanders Boplads.
Her begyndte Sangkampen, saa snart det var bleven Aften, og samtidig med Sangen drev Quvtajâ sin Modstander saadanne vældige Skaller, at hans Ansigt snart begyndte at hovne op, og Modstanderen, der hørte Quvtajâ synge om sin lige afdøde Søn, havde meget svært ved at holde sit Raseri tilbage. Han havde en voksen Søn, og denne kom ogsaa snart i samme Ophidselse som Faderen ved at høre sin afdøde Broder blive draget ind i Nidvisen; tilsidst blev han saa rasende, at han greb sin Kniv og blot ventede paa en Lejlighed til at dræbe Quvtajâ. Da Quvtajâ saa, at de saaledes vilde blive to om ham, blev han et Øjeblik en Smule ilde til Mode og saa sig om efter sin Morbroder; men saa snart han opdagede, at denne sad ved Siden af sin Fjendes Søn, blev han atter rolig og fortsatte sin Nidvise. Men under denne var der pludselig en oppe fra Briksen, der raabte ud over alle Tilhørerne:
"He, he, he, er det virkelig sandt, at der engang var en Tid, hvor den lille Quvtajâ sad nøgen nede paa sin Sidebriks uden Mad og uden Klæder? Nu forekommer det os, at det er den samme sølle Quvtajâ, der har slaaet sin gamle Fjende saadanne Skaller, at hans Ansigt er ganske uformeligt! Er det virkelig den samme Quvtajâ, og er det virkelig den samme Mand, der rev Kødet fra ham?"
Næppe var disse Haansord udtalt, før Modstanderens Søn sprang op for at stikke Quvtajâ med sin Kniv; men Quvtajâs Morbroder rykkede ham saa stærkt i Armen, at den gik af Led, og saaledes var han ude af Stand til at stikke Quvtajâ. Men denne greb nu sin Modstander om Struben og trykkede til, saa at han sank død sammen.
Saaledes hævnede Quvtajâ sig paa sin gamle Fjende og fik derefter Fred i sit Sind.
Hvorhen han siden er draget, og hvor han nu lever, ved ingen. Det eneste, man har Rede paa, er, at den sølle Quvtajâ, som engang var et Udskud i det store Hus, en Dag, da han blev voksen, vred Halsen om paa sin Dødsfjende, som han smædesang i en Nidvise. Dette blev Quvtajâs Hævn, og det er Slutningen paa denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 291-296. København, 1921.
