Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den gamle Fangers Længselssang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Den gamle Fangers Længselssang

Der var engang en Storfanger, som i sin Ungdom havde haft Land ved Aputitêq, nord for Sermiligâq — hvor de store Narhvalstræk giver spændende og rige Jagter.

Som en gammel Mand vender nu Storfangeren tilbage til sin Ungdoms Boplads og oplever atter at se Hvalerne lege paa Havet, idet de kommer trækkende forbi i store pustende Flokke, langs med Landene.

Den gamle stirrer ud over alt det vældige, der var hans Lidenskab, dengang han stod paa Livets Tinder — og idet han føler den Afmagt, Alderen har lagt over ham, svimler det for ham af Sorg over, at han nu kun har Døden igen, og han griber sin Tromme og synger:

Ijâja-â — — ijajâ, ajê,

Lad mig søge at faa min Tanke,

min store Tanke

en Smule paa Afstand,

ijâja-â — — ijajâ — ajê.

Lad mig søge at sluge,

at faa bort fra Struben

min store Sorg,

ijâja-â — — ijajâ — ajê.

Lad min Sang

bære den et Stykke bort fra mig,

lad min Sang

aande den bort fra min Strube.

Lad min lille kejtede Sang

løfte min store Sorg

ud af mit Sind,

ijâja-â — — ijajâ — ajê.

Men nej, nej, nej,

det er umuligt

at rive Smerten fra min Strube,

det er umuligt,

at løsne for Graaden, som presser paa,

ijâja-â — — ijajâ — ajê.

Mine Øjne er trætte,

mine opslidte Øjne

skal aldrig mere følge Narhvalen,

naar den skyder op fra Dybet

for at bryde Havets Bølger,

og mine Muskler skal aldrig mere skælve,

idet jeg griber Harpunen,

ijâja-â — — ijajâ — ajê.

Gid dog Sjælene

af de store Sødyr, jeg dræbte,

maatte hjælpe mig med at faa

mine tunge Tanker paa Afstand.

Gid dog Mindet

om alle mine store Jagter

kunde løfte mig op af

Alderdommens Kraftløshed,

ijâja-â — — ijajâ. — ajê.

Lad min Aande blæse en Sang

om mine Fangstdyr,

om Narhvalerne,

naar Stimerne brød Havfladen

i skummende Braad ud for min Boplads

Aputitêq,

ijâja-â — — ijajâ — ajê.

Narhvalernes Strubesange

klang gennem deres Pusten,

naar de blæste,

nogle i dybe Toner, andre i skingre Fløjt.

Narhvalerne, som hvilede sig

søvnige og døsende, flokkevis

i Vandskorpen.

Alt dette, som minder mig

om min Ungdom,

synger jeg om.

Og min Sang bryder ud af min Strube

med min Livsaande.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 343-344. København, 1921.