Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den store Aandemaner fra Sermiligâq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Den store Aandemaner fra Sermiligâq
Man fortæller om "den store Aandemaner fra Sermiligâq", at han var saa mægtig i sin Trolddom, at alle Slags Hjælpeaander stod til hans Raadighed. Han havde Falke, frygtelige Kæmperovfugle, Nerrersûjuit: farlige Grovædere, Trolde, Timerssît, Indlandsboer, store som Klippestykker; al Slags Troldtøj, Jætter og Dyr havde han, og de kom øjeblikkelig, naar han kaldte. Overalt hvor nogen blev syg, sendte man Bud efter ham, og saa mange Gaver fik han, at han havde brede Haarbaand af Perler.I gamle Dage regnede man Perler for en saadan Kostbarhed, at man kunde betale en enkelt lille Perlekrans af de saakaldte Síngortuarqat, "de rødmossede" — røde Perler, der var hvide indvendig — med en Konebaad.
Den store Aandemaner elskede Sermiligâq, en stor Fjord norden for Angmagssalik. Her var altid stort Bjørnetræk om Efteraaret og mange Sæler, og længe kunde man ro i Kajak, uden at være generet af alt for megen Dønning. Derfor havde han altid sin Boplads ved Sermiligâq. Og som Aarene gik, voksede han i Magt og fik hvert Aar en ny Hjælpeaand.
Saa fortælles det, at han engang var ude at ro i Kajak, da han pludselig følte, at han med uimodstaaelig Magt blev draget ind mod Land. Det nyttede ikke, at han gjorde Modstand; han søgte at skodde med Aaren, men det hjalp ikke, og tilsidst førtes han paa denne Maade ind i den sydlige Arm af Sermiligâq. Her løb en stor Elv, strid og fossende, og ved dens Bred stod tre Indlandsboer. Næppe var han naaet frem til Land, før de kastede sig over ham, uden at give ham Tid til at komme ud af Kajaken; derefter greb en fat i Forenden, en anden i Midten, og en tredie i Agterenden og løb med ham ind over Land, op over Fjældene, ned gennem Kløfter, indover, længere og længere indover.
Den store Aandemaner forsøgte ikke at gøre Modstand, for det nyttede ikke; han sad blot og lod dem bortføre sig. Hulkende sad han i sin Kajak og kom længere og længere bort fra Kysten og Havet. Først da han var kommen sig en Smule af sin Forskrækkelse, begyndte han at tilkalde sine Hjælpeaander; men hver Gang han nævnede Hjælpeaandens Navn, svarede Kæmperne med en ondskabsfuld Latter:
"Saadan en har vi ogsaa; den er vi ikke bange for! Kald du blot paa ham, han kan ikke gøre os noget!"
Saa forsøgte han at paakalde sin stærke Aand Tôrnârssuk, Sjæleraneren, mange Aanders Herre og Overmand; men øjeblikkelig dukkede Kæmpernes egne Tôrnârssukaander op af Jorden rundt omkring, ganske paa samme Maade som Sæler dukker op af Havet. Og det var, som om de svømmede gennem Havets Bølger, naar de skød op gennem Fjældene, saa Stenene føg om dem.
Da blev Aandemaneren angst og fortvivlet og skreg, saa højt han kunde: "Slip mig, jeg har Kone og Børn!"
"Du har ingen Kone; Kvinden, du kalder din Kone, havde en anden Mand før dig!" svarede Kæmperne.
"Mine Børn!" skreg Aandemaneren.
"Du har ingen Børn! Deres Moder er død, saa behøver du heller ikke at bryde dig om Ungerne!" svarede Kæmperne; og videre løb de med ham, længere og længere ind over Land, bort fra Kysten og Havet. Da kom Aandemaneren pludselig til at tænke paa, at han havde en Hjælpeaand, som han endnu ikke havde tilkaldt, en Qartimáitoq, et Lig, en Dødning, som han havde faaet fra en Grav. Den anraabte han nu, og straks da den viste sig, blev Kæmperne usikre. Den stillede sig foran dem og spærrede Vejen. Men snart vænnede de sig alligevel til den og løb videre og videre ind over Land, videre indover, langt, langt bort fra Kysten og Havet.
Saa kom Aandemaneren til at tænke paa, at han havde en Amulet liggende i sin Kajak, et Stykke af sin afdøde Bedstemoders Topbaand, det hun brugte til at binde sit Haar op med. Næppe havde han tænkt paa det, før Amuletten begyndte at røre sig i Kajaken, og Topbaandet kom ud og gav sig til at piske Kæmperne i Ansigtet. Det generede dem; de standsede til en Begyndelse, men snart vænnede de sig til det og løb videre ind over Land med ham, indover, indover, langt bort fra Kysten og Havet. Aandemaneren var fortvivlet, men i sin store Angst kom han til at tænke paa, at han endnu ikke havde forsøgt sin Falk, den vældige Kæmpefalk med det skarpe Næb og de frygtelige Kløer. Saa anraabte han da den, og straks kom den til Syne paa Himlen, stor som en Sky; den kom sejlende imod dem med udbredte Vinger og fremstrakt Hals og for lige i Brystet paa den forreste af Kæmperne og hakkede ham og kradsede ham med sine Kløer. Kæmpen var lige ved at falde, men saa stor og vældig var han, at han selv atter rettede sig op igen uden at falde, og han udholdt Angrebet og løb videre. Saa kastede Falken sig over den bageste af Kæmperne, og denne flygtede sin Vej med det samme. Saa angst og befippet blev han, at han sprang bort paa alle fire.
Derpaa kastede Falken sig over den midterste af Kæmperne, gravede sig ind i hans Bryst og flængede det op med sine Kløer. Kæmpen holdt Stand en lille Stund, men flygtede saa ogsaa bort; og idet han slap sit Tag i Kajaken, faldt den ned paa Jorden og knækkede over lige ved Mandehullet. Men endnu holdt den tredie Kæmpe ud og slæbte stadig Kajaken efter sig ind over Land, længere og længere bort fra Kysten og Havet. Da rettede Kæmpefalken endnu et Angreb mod ham. Med sine mægtige Vinger roede den gennem Luften og gravede sit Næb saa dybt ind i hans Bryst, at han standsede; saa var ogsaa hans Modstand brudt, og han maatte flygte bort ligesom de andre.
Saaledes overvandt den store Aandemaner fra Sermiligâq de tre Kæmper, som havde slæbt ham langt, langt ind i Landet, langt fra Kysten og Havet; og her midt oppe i Land sad han nu i sin Kajak, hvis Spanter var knækkede, saa at Hjemrejse skulde synes ham umulig.
Man ved intet om, hvorledes han atter naaede ned til Kysten, men det var ingen Kunst for ham at klare sig hjem, nu da han havde befriet sig for de tre Kæmper, der vilde bortføre ham.
Kort Tid efter sin Hjemkomst fik han en ny Hjælpeaand, den berømte Ajarqissâq, der kom til at holde saa meget af ham, at den siden aldrig forlod ham.
– – –
Det Efteraar samledes mange Mennesker i Angmagssalikfjorden; baade nordfra og sydfra kom der Konebaade sejlende, og alle vilde de ind til Bunden af Fjorden for at fange Angmagssætter og fejre Sangkampe. Dengang var der mange Mennesker, og saa ivrig var man efter at synge Danseviser, at man ofte forsømte Fangsten for Festernes Skyld.
Her ved denne Fangstboplads traf to Venner sammen og blev enige om, at de vilde dræbe den store Aandemaner fra Sermiligâq. De var misundelige paa ham for det Ry, han nød, og den Fremgang, han havde i alt, hvad han tog sig for. Hertil kom, at han var elsket af alle; thi han var en god Mand med et roligt Sind.
Alt dette vakte de to Venners Ondskab og Misundelse, og deres Paaskud til at ville dræbe ham blev da det, at den enes Kone var død, fordi Aandemaneren havde røvet hendes Sjæl. Derfor ventede de nu kun paa en Lejlighed, hvor de kunde fuldbyrde deres Forehavende.
En Dag, da de var ude paa Fangst sammen, saa de omtrent ude ved Mundingen af Fjorden en Kajak. De roede over til den, saa hurtigt de kunde, og saa nu, at det netop var den Mand, som de ønskede at træffe. De kom hen paa Siden af ham; ingen af dem mælede et Ord, men den ene af dem harpunerede den store Aandemaner bagfra og ramte ham et Stykke neden for det ene Skulderblad, saa at han gennemboredes og Harpunodden stak frem gennem Brystet.
Men saa stærk og haardfør var den store Aandemaner, at han ikke kæntrede for dette voldsomme Kast, men blev liggende ganske stille i sin Kajak. Manden, som havde harpuneret ham, lagde sig derefter paa tværs foran ham og sagde udfordrende:
"Gengæld!"
Aandemaneren ser bare paa ham, brænder sine Øjne dybt ind i Morderens, tavs og uden en Bevægelse.
Men den anden bliver stadig liggende foran ham og bliver ved med at raabe og gentage:
"Gengæld, gengæld, gengæld!"
Da griber den store Aandemaner sin Vingeharpun, løfter den ganske langsomt og kaster den saa aldeles pludseligt. Men i Kastet faar Harpunens ene Vinge fat i Fangelinen, som ligger oven paa Kajaken, og derved faar den en fejl Retning, saa at den i Stedet for at gennembore forfra gaar gennem Armen og Brystet og den anden Arm, saa at Modstanderen ligger fastspilet, uden at kunne røre sig. Men Harpunen er ikke trængt ind i selve Brystet, den er kun gaaet gennem Tøjet, og saaledes er det kun Armene, der er gennemborede af Harpunen og holdes fastnaglede fra hinanden. Derfor er Saaret ikke livsfarligt.
Nu ror den anden Kajak frem og lægger sig med løftet Harpun foran den store Aandemaner; men denne ser blot paa ham og siger:
"Ikke skulde du harpunere mig! Du glemmer, at det var mig, du altid sendte Bud efter, hver Gang dine Børn var syge. Og jeg reddede deres Liv og tog aldrig nogen Betaling af dig."
Men den anden lader, som om han intet hører og kaster alligevel. I det samme holder Aandemaneren sine Hænder frem for Brystet som for at afværge Kastet, men den andens Harpun kommer med en saadan Kraft, at den spidder begge Hænder fast til Brystet og gennemborer ham. Men saa stor en Aandemaner var han, at han alligevel ikke kæntrede, skønt han nu var gennemboret baade forfra og bagfra. Den store Aandemaner borede blot sine Øjne ind i sin Morders Ansigt og istemte med høj Røst en Tryllesang, der begyndte med de Ord: "Høj, hø-øj, høj!", og derpaa gled han langsomt ind i sin Kajak, skønt den var meget lille og snæver.
Nu styrtede den usaarede af hans Fjender sig pludselig over hans Kajak, men det lykkedes ham kun at skære Skalpen af ham; thi i det samme kæntrede Aandemaneren og gik til Bunds med sin Kajak. Dette blev hans sidste Kunststykke som Aandemaner, thi ingen Kajak kan synke, i samme Øjeblik den kæntrer. Det gjorde han, for at ikke hans Fjender skulde mishandle hans Lig og partere det.
Den ene af de to Venner tog derefter sin saarede Kammerat paa Slæb og bugserede ham med stor Fart ind mod Land. Men i det Øjeblik de forlod det Sted, hvor Aandemaneren gik til Bunds, saa de et Par Kajakaarer staa i Overfladen af Vandet, ingen Kajak saa de, ingen Mand, blot Aarerne, der stod ligesom oprejst i Vandet. Det var den gamle Hjælpeaand Ajarqissâq, der kom et Øjeblik for sent til at redde sin Herre.
Angst for Hjælpeaanden flygtede de to Venner ind mod Land, og saa snart de var i Raabs Afstand fra Teltlejren, raabte den raske af dem:
»Af Vanvare, af Vanvare kom jeg til at harpunere min Kammerat."
Men i det samme dette Raab naaede ind, hørte man en Kvindestemme svare — det var den store Aandemaners Søster:
"Af Vanvare, af Vanvare! Det var ikke af Vanvare; jeg ved, at det er min lille Broder, der er bleven dræbt!"
Og paa den Maade fik alle at vide, at den store Aandemaner fra Sermiligâq var bleven dræbt, endnu inden de to Drabsmænd havde naaet Land.
Men Drabsmændene fik ikke nogen bedre Skæbne, end at de begge døde, inden Sommeren var omme; og i Løbet af kort Tid døde alle deres Slægtninge. Der var kun en af dem, som beholdt Livet, og det var en Kvinde ved Navn Uvinererssuaq; det var, fordi hun havde saa mange Amuletter, at intet bed paa hende.
Men siden, naar den gamle Hjælpeaand Ajarqissâq, der havde elsket den store Aandemaner saa højt, viste sig ved Besværgelserne og sagde: "Jeg synes, her lugter af Fjender, Fjender af den store Aandemaner fra Sermiligâq!", saa fik Uvinererssuaq travlt med at smøre Tran i sine Ører og Rumpe, for at Hjælpeaanden ikke skulde faa nogen Magt over hende.
Saaledes frygtedes den store Aandemaner selv efter sin Død.
Denne Fortælling er sandfærdig, og ikke er det saa længe siden, at disse Begivenheder tildrog sig, thi Uvinererssuaqs Barnebarn er den unge Pige, som hedder Katrine og nu bor ved Angmagssalik.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 285-290. København, 1921.
