Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den straffende Maanemand
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Den straffende Maanemand
Det hændte engang ved Bopladsen Pûlortussoq i Nærheden af Kap Dan, at to Kvinder fødte Børn og mistede dem lige efter hinanden. De skulde nu, saaledes som Mennesker har for Skik, afholde sig fra mange Ting i det Aar, de var urene; men de nægtede begge at overholde de gamle Vedtægter. Baade Husfæller og Aandemanerne ved Bopladsen gjorde alt, hvad de kunde, for at tale dem til Fornuft og gøre dem forstaaeligt, hvad de udsatte sig for ved at være ulydige. Men de svarede begge, at de ikke vilde gøre Bod, fordi der ikke kunde ske noget ude i Verden, der var saa tungt som deres egen Sorg over Børnene; og dette sagde de, fordi de var vantro og ikke frygtede det, der var overleveret fra Forfædrene. Saaledes skete det da, at skønt de som urene slet ikke maatte nærme sig Havet, gik de alligevel ned for at spise Tang ved Ebbetid; heller ikke vilde de holde sig i Baggrunden af Briksen med Ryggen til alle de andre, saaledes som de burde. Paa denne Maade undlod de i enhver Henseende at tage Hensyn til det, der var dem paabudt.
Netop paa en Tid, da disse vantro viste sig genstridige mod Sæder og Skikke, kom der fra en fjerntliggende Boplads Folk til Pûlortussoq for at udfordre til Sangkamp. Lige overfor laa Bopladsen Sivtungassormiut, og da alle ogsaa herfra tog med for at overvære Sangkampen, var der kun to Kvinder, som blev tilbage.
Ved Pûlortussoq var der to Aandemanere. Da Sangkampen var til Ende, sagde den ene til den anden:
"Hjælp mig med at mane Aander for slukkede Lamper.
Straks begyndte den, til hvem dette var sagt, at sætte Vandskind for Vinduer og Husindgang, og da det var gjort, gav han sig til at tilkalde sine Hjælpeaander. Men saa skete der det mærkelige, at da han skulde til at mane Aander, kunde han først ikke faa sin Tromme til at gaa. Men ganske pludselig kom den i Gang, og samtidig hørte man en voldsom Larm fra Skindene, der var hængt for Husindgang og Vinduer, fra Tapetskindene og inde fra Briksen; og saa ophørte denne Larm lige saa pludselig, som den var opstaaet, og i samme Øjeblik tav Troldtrommen. Disse Begivenheder gjorde det klart for Aandemanerne, at der maatte være urene Kvinder, som ikke havde overholdt Vedtægterne, og at den straffende Maanemand derfor vilde komme ned for at revse Menneskene. Og Aandemaneren sagde straks, at Maanemanden var kommen.
Under alt dette hørte man, at den, som manede Aander, sagde:
"Du kommer jo ad den gale Vej, du kommer jo ad den gale Vej! Du skal ind den anden Vej!"
Men der var ingen, der svarede. Da sagde pludselig Aandemaneren:
"Saa, nu kommer han ind!" Og næppe havde han sagt dette, før alle Mand brød ud i høje Raab og kastede sig over den, som var ved at komme ind, idet de ogsaa tog fat i det Vandskind, som var hængt for Indgangshullet. Nu brødes de alle med ham for at faa ham ud igen gennem Husgangen, medens andre slog løs paa ham.
Den selv samme Aften, da Folk fra Pûlortussoq oplevede dette med, at Maanemanden kom ned til dem for at straffe dem, rejste en fremmed Aandemaner fra Nianakitsormiut til Pûlortussoq. Da denne Aandemaner kom frem til Sivtungassormiut, lagde han til og gik op i det Hus, som laa der. Her var det, at man havde efterladt de to Kvinder, medens alle de øvrige fra Bopladsen var taget over for at høre paa Sangkampen. Aandemaneren kom ind i Huset, og de to Kvinder satte Mad frem for ham, men han nægtede at spise, idet han sagde, at han ikke kunde blive ret længe derinde; og da han havde sagt dette, føjede han til:
"Jeg havde alle mine Kræfter i Behov, da jeg roede herhen, saa angst har jeg været." Det sagde han, fordi han allerede dengang havde set en Mand, klædt i Bjørnehuder, oppe paa en Ø. Det var Maanemanden.
Derpaa rejste han videre og roede straks over til Pûlortussoq. Han kom frem og lagde det Kød, han havde med, ind i Kødgraven; da det var gjort, søgte han at lægge den store Sten til Rette igen, som lukkede for Kødgraven, men hver Gang han lagde den for, faldt den ned igen. Endelig langt om længe fik han den anbragt, og han nærmede sig Huset for at gaa ind; i det samme kom en Mængde Mennesker ud, idet de saa sig om til alle Sider, søgende og undersøgende. Maanemanden, som de alle saa vældigt havde været i Brydekamp med, var aldeles pludselig sprunget ud og forsvundet. Det fortalte de til den fremmede Aandemaner; men han svarede:
"Intet af alt dette er undgaaet min Opmærksomhed, thi jeg har allerede set Manden, klædt i Bjørneskind, staaende paa Toppen af en lille Ø."
Hele denne Aften opholdt de sig nu inde i Huset under megen Frygt og Angst, men mærkede ellers intet usædvanligt. Alle kastede de sig over de to Kvinder, der ikke havde overholdt Vedtægterne, og mange onde Ord maatte de høre, idet man skældte dem ud og anklagede dem for at være Skyld i det hele.
Dagen efter tog alle Folk fra Pûlortussoq til Sivtungassormiut for at holde Sangfest, og de to urene Kvinder, som Dagen i Forvejen havde faaet saa mange Bebrejdelser fra deres Bopladsfæller, tog med til Sangfest uden at bryde sig om de Forbud, der blev nedlagt imod, at de gjorde det. De var vantro som sædvanlig og gjorde kun, hvad de selv vilde.
Saaledes gik det til, at der kun blev efterladt en Mand og hans Kone ved Pûlortussoq den Aften.
Denne Mand og Kone havde alt det, der var hændt den foregaaende Aften, i friskt Minde, og da alle de andre var taget bort til Festen, gik Manden ned og hentede sin Lænser og lagde den op paa Tørrestilladset over Lampen; han havde ogsaa en Amulet, som altid havde sin Plads under Briksen, ophængt paa Husets Støtte. Den bestod af en Stenhammer og en gammel Træskaal, der havde været brugt til at stille Vægstenslamper paa. Stenhammeren bandt han i en Rem, der var skaaret ud fra Udspilingshullerne i et Skind, og hængte den op over Husets Indgangshul; men Lampeskaalen lagde han op paa Husgangen. Da han havde gjort det, sagde han:
"Hvis disse Ting gør det, som de er bestemt til, vil de, naar det behøves, forandre sig og vise deres Kraft."
Alle de Mennesker, der var samlede ved Sivtungassormiut, begyndte nu at mane Aander, efter at Sangfesten var afsluttet. Og atter meddelte Aandemaneren, at nu kom Maanemanden for at straffe Menneskene, fordi de ikke vilde overholde deres Vedtægter. Straks kunde alle de, der var inde i Huset, høre en vældig Knalden udenfor. Det var Maanemanden, der slog med sin Pisk, og i det samme fik alle smaa og store Fjælde Stemmer; det var, fordi Maanens Hunde satte sig paa dem. Alle Steder fra hørte man Halsen og Gøen. Frygt og Angst greb Menneskene, og Aandemanerne tilkaldte deres Hjælpeaander; men alle, der kom frem, var bange for Maanemanden.
Maanemanden, som stadig blev voldsommere og voldsommere i sin Vrede, begyndte nu at bore sin Stok ind gennem den bageste Del af Huset for at rive det ned; Huset gav allerede saaledes efter, at der dryssede Tørv ned fra Loftet. Da rystede de to vantro over hele Kroppen af Angst, thi de forstod endelig, at det var for deres Skyld, at den straffende Maanemand var kommen ned til Jorden, og de græd begge af Angst.
Aandemanerens Hjælpeaander kom til Stede en efter en, uden at kunne udrette noget. Endelig var der kun en tilbage, som endnu ikke var prøvet. Han lod vente længe paa sig, og tilsidst sagde Aandemaneren:
"Selv om han ogsaa skulde være bange, var det dog rart, om han blot vilde komme og se paa Maanemanden."
Saa kom Hjælpeaanden. Den gik straks løs paa Maanemanden og greb fat i Stokken, hvormed han vilde ødelægge Huset; trods al Modstand rev han den straks fra ham og lagde den over sit Knæ for at bryde den i Stykker. Skønt Maanemanden meget nødig vilde miste sin Stok, maatte han dog nøjes med at staa og se til, da Aanden var meget stærkere end han selv.
Tilsidst tog han dog til Orde og sagde:
"Er det Meningen, at du vil knække den, for at Sælerne herefter ikke skal føde Unger? Er det Meningen, at du gør det, for at der ikke mere skal være Ebbe og Flod?"
Da Maanemanden truede med dette, gav Hjælpeaanden ham hans Stok tilbage; thi om han havde knækket den og Flod ikke mere havde vekslet med Ebbe, vilde Menneskene aldrig mere kunne gaa ned til Stranden og spise Tang i Lavvandsbæltet; og om Sælerne ikke mere fødte Unger, ville de uddø.
Maanemanden greb sin Stok og knaldede med sin Pisk; straks hævede han sig op fra Jorden, og man kunde høre, hvorledes ogsaa Lyden af Gøen og Glammen hævede sig fra de smaa og store Fjælde og steg højere og højere op mod Himlen, indtil den tabte sig.
Og hermed ender Beretningen om, hvorledes Maanemanden engang tog ned for at revse Menneskene og nær havde skræmt dem alle til Døde.
Men Manden og Konen, som var bleven efterladt ved Pûlortussoq, havde set alt, hvad her var foregaaet, og ikke for intet havde Manden truffet sine Forholdsregler i god Tid; thi straks da Maanemandens Hunde gav sig til at gø, begyndte Stenhammeren henne ved Døren at hæve sig op og ned, medens Lampeskaalen gav sig til at snurre rundt, og saa ofte Hundenes Gøen lød nærmere, fordoblede de den Fart, hvormed de bevægede sig. Havde Manden ikke den Aften ophængt sine Amuletter, vilde Maanemandens Hunde være trængt ind i Huset for at opæde dem.
Men de to Kvinder, der havde været Skyld i al denne Angst og Frygt, fortrød deres Vantro og overholdt siden nøje alle Vedtægter for urene.
Og her ender denne Fortælling om, hvorledes Maanemanden nær havde udryddet Menneskene ved Bopladsen Pûlortussoq og Sivtungassormiut; thi det er Maanemandens Sag at paase, at de urene ikke ved Ulydighed ødelægger Livsvilkaarene for Menneskene.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 90-95. København, 1921.
