Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Den urene Kvinde, der besøgte Bjørnene i Menneskeskikkelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Den urene Kvinde,
der besøgte Bjørnene i Menneskeskikkelse
Engang blev en gift Kvinde uren for sine Husfæller paa Grund af et Dødsfald og skulde gøre Bod under sin Sorg og overholde alle de Vedtægter, der er foreskrevne urene Kvinder. Hun havde da følgende Drøm:
Hun gik ud af Huset, og i samme Øjeblik hun kom ud, opdagede hun en stor bred Vej, der førte ud over det tilfrosne Hav. Hun gik ned paa denne mærkelige Vej og fulgte den udefter, og hun gik og gik og blev ved med at gaa langt, langt ud over det tilfrosne Hav, indtil hun tabte sin Boplads af Syne. Da naaede hun frem til et Hus, hvis Vinduer straalede klart og festligt. Hun gik ind og fandt der en hel Del Mennesker, store, bredskuldrede, stærktbyggede Mænd og Kvinder, der var næsten lige saa store og stærktbyggede, og de sad alle derinde i det varme Hus og hyggede sig og havde det muntert under al Slags Skæmt.
Det var Bjørne i Menneskeskikkelse, hun var kommen til, og disse vældige Mennesker sad og trak Krog med hinandens Arme oppe paa Briksen. Der var navnlig en iblandt dem, som var endnu bredere og sværere end de andre; han var saa skulderbred og havde saadanne Muskler, at Hovedet næsten gik i eet med Skuldrene. Det var en Hvalros, Bjørnenes Svoger. Medens den lille urene Menneskekone stod der og saa paa alle disse vældige Mennesker, var der en Kvinde fra Briksen, der tog til Orde og sagde:
"Sig mig, du lille derhenne, lider I ogsaa meget af Mangel paa Saaleskind, der, hvor du er fra?"
"Nej," svarede den lille urene Kvinde, "vi har ingen Mangel paa Saaleskind."
Næppe havde alle de mange unge hørt det, før de fik Stor Lyst til at rejse ind til Menneskenes Land for at købe sig Saaleskind. Men da man begyndte at tale om, hvor rart dette vilde være, var der pludselig en lille mørk, smidig og smækker Mand, der begyndte at klø sig i Hovedet og skyde Skuldrene op, idet han sagde:
"Ja, uh, ja, det kan være rart nok med disse Saaleskind, som de har der i Menneskenes Land, men jeg er ogsaa sikker paa, at de sidder deroppe og sliber deres Knive, disse væmmelige, skarpe Knive, de har."
Den, som sagde dette, var en Blaaræv, der ogsaa havde giftet sig ind i Bjørnefamilien, og da de unge Bjørne hørte Tale om de Knive, der blev skærpede oppe i Menneskenes Land, mistede de ganske Lysten til at tage derop og købe Saaleskind. Da den lille mørke og smækre Svoger saa, hvorledes hans Ord gjorde Indtryk, sad han en Stund tavs og skuttede sig; saa kløede han sig i Hovedet og sagde:
"Uh, ja, og saa er der altid saa forfærdelig fuldt af Lorte omkring Menneskenes Huse, og det lugter saa afskyeligt! Mon der er nogen af jer, der har Lyst til at sætte sine Næsebor i den Luft?"
Næppe havde han sagt det, før der ikke var en eneste Bjørn mere, der vilde op og købe Saaleskind hos Menneskene. Men nu var der en gammel, graa Bjørn, som rømmede sig og tog til Orde, idet han sagde:
"Ja, vil ingen andre, saa vil jeg! Jeg tager gerne op til Menneskenes Land og køber Saaleskind."
Men da Blaarævesvogeren hørte det, blev han først for Alvor ivrig og skreg ud over Huset:
"Uh, uh, de væmmelige Knive, de stinkende Lorte og saa alle disse nøgne Kvinder, der sidder inde paa Briksen og trækker Perler paa en Snor! Og alle disse nøgne Børn og deres fede Mødre, der gaar barbenede ude paa det snavsede Gulv!"
Længere kom han ikke, for saa afbrød den gamle Bjørn ham og sagde:
"Ti du bare stille, du Kryster med den fine Næse! Hold du blot alle de Modbydeligheder, der er i Menneskenes Land, for dig selv! Du hører jo, jeg har sagt, at jeg nok skal gaa op og købe Saaleskind!"
Derpaa henvendte han sig til den lille Menneskekvinde, der stod og skammede sig henne ved Døren, og sagde til hende:
"Hør, du lille Kone der, jeg gaar nu ind til Menneskenes Land, og jeg skal nok ordne det saadan, at enten du eller din Mand kommer til at dræbe mig i Morgen. Dette skal være jer et Tegn paa, at det er mig, I har dræbt!"
Dermed aabnede han sit Gab, og den lille Kvinde saa, at hans ene Hjørnetand var knækket. Saa slog han den vældige Mund i igen, saa det knasede i Tænderne.
Saa snart den gamle Bjørn havde talt, sprang Kvinden ud af Huset og løb hjemover af alle Kræfter, hen over den brede Vej, der førte op til deres Hus, og i samme Øjeblik hun kom ind i Huset, vaagnede hun. Og da blev der stor Glæde i Huset, for de havde alle troet, hun aldrig vilde vaagne mere, saa haardt havde hun sovet. Det var langt op paa Formiddagen, og de fleste Mennesker havde allerede været ude.
Nu var denne Kvinde uren, som vi har fortalt, og en uren Kvinde maa aldrig nævne en Bjørn ved Navn; derfor maatte hun nøjes med at tage sin Mand til Side og med Fagter lade ham forstaa, at der vilde komme en Bjørn den Dag. Saa snart Manden forstod dette, løb han ud af Huset, og se, han kom lige tids nok til at se en Bjørn komme luntende frem fra et Næs lige i Nærheden af Huset. Han greb sin Harpun, og der blev stor Opstandelse ved Bopladsen, alle styrtede ud efter Bjørnen, som den urene Kvindes Mand harpunerede. Derpaa blev Bjørnen slæbt op til Huset, og det første, den urene Kvinde gjorde, var at løfte Gabet op, og se — dens ene Hjørnetand var knækket! Saa flænsede man Bjørnen og delte Kødet ud mellem de andre. Men da Hovedet efter Skik og Brug blev anbragt inde i Huset ud for Briksen, med Øjnene vendt mod den Mand, som havde dræbt den, hængte man en Mængde Saaleskind hen over det, for at Bjørnen kunde faa det, som den havde ønsket; thi naar Bjørne bliver dræbt af Mennesker, er det næsten altid Bjørnen selv, der lader sig dræbe, idet den ønsker en Gave for sit Kød og sin Hud. Disse Gaver hænges saa over dens Hoved i de tre Dage, hvor det er fremlagt, og naar siden Bjørnens Sjæl genopstaar med andet Kød og anden Hud, saa medtager den de Gaver, som Menneskene har givet den, uden at de selv lægger Mærke dertil. Det er navnlig Saaleskind, man giver de dræbte Bjørnes Sjæl; thi intet Dyr gaar saa meget som Bjørnene, og derfor slider de ofte deres Saaler op.
Og her ender denne Historie om den urene Kvinde, der besøgte Bjørnene i deres Hus.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 134-137. København, 1921.
