Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – En Fangers Besøg hos Dværgene Qagdlakitsoq og Mákutôq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
En Fangers Besøg
hos Dværgene Qagdlakitsoq og Mákutôq
Der var engang en ung Fanger, som roede ud paa Havet efter Sæler. Langt ude fik han Øje paa noget, der lignede en Tejst; somme Tider for det hurtigt hen over Havfladen, og somme Tider laa det ganske stille. Da han slet ikke kunde bestemme, hvad det var, roede han frem til det og saa nu, at det var en lille bitte Dværg, der var ude i Kajak. Den unge Fanger sad en Stund og saa paa ham, før han roede hen til ham og opdagede, hvorledes han ivrigt forfulgte en Sæl, men altid kom et Øjeblik for sent til at faa den harpuneret.
Den lille Dværg fortalte nu, at det var en meget stor Sæl, han forfulgte, maaske var det en Hvalros, men den var blot ikke rød, og svær var den at komme paa Hold, derfor kunde det ikke lykkes ham at faa den harpuneret. Lidt efter kom Sælen op igen, og den lille Dværg roede atter løs paa den; og nu opdagede Fangeren, at det var en ganske lille Sælhvalp, han forfulgte. Atter kom Dværgen for sent til at harpunere Sælen og sagde derfor til den unge Fanger, at det var bedst, han næste Gang forsøgte at ramme den. Fangeren indvilgede heri, og da Sælen næste Gang kom op, roede han hen og harpunerede den. Den var saa lille, at han slet ikke behøvede at kaste sin Blære ud, men ganske roligt halede den ind til sin Kajak og dræbte den. Dværgen sad aldeles maalløs i sin Kajak og saa paa, hvorledes han halede et saa vældigt Fangstdyr ind til sig. Men da Fangeren derpaa greb Sælungen, efter at den var dræbt, og lagde den op bag paa sin Kajak, var han helt ude af Stand til at sige noget af lutter Forbavselse. Da de saa havde ligget og snakket lidt sammen, spurgte den lille Dværg den unge Fanger, om han ikke havde Lyst til at komme ind og besøge ham, og Fangeren sagde, at det vilde han gerne.
Saa roede de indover mod Land, og da de kom i Nærheden af Bopladsen, hørte Fangeren, at der blev raabt: "Se, der kommer Mákutôq, og han har et Menneske med sig!" De gik i Land og op til Dværgfolkenes Hus, der var saa lille, at det kun var med Nød og næppe, at Manden kunde klemme sig ind gennem Husgangen. Derefter sad de inde i Huset og snakkede sammen, men hvert Øjeblik sagde Mákutôq: "Aah, den Sæl, du har fanget i Dag, hvor maa den dog smage dejligt! Hvor maa dog den Sæl smage dejligt, som du har fanget i Dag!"
Og det blev han ustandseligt ved med at gentage, saa at Manden tilsidst blev ked af at høre det og sagde: "Ja, men hvorfor vil I da ikke tage den op og spise den?" Og straks blev der stor Glæde, og alle de unge Mennesker løb ned til Stranden for at slæbe den op; men det tog Tid, det varede forfærdelig længe, før de kom op, og da de endelig havde faaet slæbt den ind i Husgangen, kunde de ikke faa den løftet op gennem Indgangshullet. Manden gik derfor hen og tog den i den ene Forlalle og lagde den hen paa det Sted, hvor den skulde flænses. Han saa da, at Skindet var aldeles gen-nemhullet, fordi de smaa Dværge havde maattet skære Hul i det for at have noget at holde i, naar de skulde slæbe; og da de saa, hvorledes han med een Arm løftede den op i den ene Lalle og lagde den hen paa Flænsestedet, var de ganske maalløse over alle de Kræfter, han maatte være i Besiddelse af.
Nu begyndte Mákutôqs Kone at flænse den, men det tog Tid for hende at partere det store Dyr, og da hun naaede saa langt, at hun skulde forsøge at kløve Rygstykket lige over Bækkenet, gled Kniven for hende, og hun skar et dybt Hul i Tommelfingeren. Herover blev hun meget fortvivlet og sagde: "Aah, jeg har skaaret mig i Tommelfingeren! Sy en lille Tut til Saaret; under Briksen ligger Skindet af en Sortsideunge."
Det sagde hun til en af sine Husfæller, og denne Kvinde syede saa en Tut, der viste sig at være for stor. Da hun ikke kunde bruge den, maatte en anden sys, og den var for lille, saa hun ikke kunde faa den paa, og saaledes blev de ved, — snart var Tutten for stor, snart for lille, og tilsidst havde de skaaret hele Skindet op, saa at kun et lille Stykke ved Halen var tilbage; det passede endelig, og saaledes fik den lille Dværgs Kone en Tut til sin Finger. Den unge Fanger saa deraf, at de smaa Dværge ikke var særlig dygtige til at sy.
Da Sælen endelig var flænset færdig, begyndte de at koge den, og de kogte den i en Mængde Gryder, saaledes at hele Sælen blev kogt paa een Gang. De havde et stort Fad, og heri østes alt Kødet op. Da det var gjort, blev de enige om, at de vilde indbyde deres Bopladsfæller til at komme og spise, og nogle af dem gik ud og raabte; men det lød saa svagt, at ingen kunde høre det. Derfor henvendte de sig til Fangeren og sagde: "Du er saa stor og maa have en mægtig Stemme; gaa ud og raab, at de skal komme og spise Sælkød."
Den unge Fanger raabte da paa Bopladsfællerne, og skønt han ikke hævede sin Stemme særlig, lød den dog saa voldsom, at han nær havde sprængt Trommehinderne paa alle Dværgene, der forfærdede holdt sig for Ørerne.
Nu kom alle Gæsterne ind, en Mængde smaa bitte Mennesker, og blandt dem var der en, der hed Qagdlakitsoq. De kastede sig med stor Graadighed over Kødet, og saadan blev der skubbet og maset, at man tilsidst væltede den store Kødbakke. Pludselig var Qagdlakitsoq forsvundet, og da man kunde høre ham raabe et eller andet Sted inde i Huset, be-gyndte man at søge efter ham. Langt om længe fandt man ham halvkvalt under den store Kødbakke, hvor han stod, drivende af Spæk og Suppe over Ansigt og Klæder, med et Skulderben af Sælen i Haanden. Der opstod stor Munterhed blandt Dværgfolkene, da man saa Qagdlakitsoq i den Tilstand, og Værten spurgte ham, om han havde faaet noget Suppe at drikke. "Aah, jeg fik jo næsten ingenting," klynkede han, "fordi man væltede Fadet over mig." Man skænkede da lidt Suppe ud i hans egen Kødbakke, og dette drak han meget graadigt; thi det var kun sjældent, at Dværgfolkene fik Sælkød; Sælerne var for store til, at de kunde jage dem.
Inden man vidste af det, var imidlertid alle Qagdlakitsoqs Børn og Børnebørn gaaet hjem, og det var bleven sen Aften. Nu begyndte Qagdlakitsoq at klynke over, at han skulde gaa alene hjem i Mørke, thi han var meget mørkeræd. Da han omsider tog Mod til sig og gik ud, fulgte den unge Fanger ganske langsomt efter ham; det var bælgmørkt, og den lille Qagdlakitsoq kunde ikke se ham. Pludselig gav han et ganske svagt Fløjt fra sig, og øjeblikkelig stod Qagdlakitsoq stille og lyttede; saa gav han et lille Fløjt til, denne Gang en Smule højere, og straks styrtede Qagdlakitsoq af Sted i Løb, alt hvad han kunde. Men saa fortumlet var han i al sin Rædsel, at han ikke saa sig for, men traadte ned i et Hul, hvor en Hund havde ligget; her gled han og faldt med en saadan Voldsomhed, at Skaalen med Suppe trillede fra ham, og Skulderstykket, som han skulde have med hjem til sin Kone, blev ogsaa borte. Men trods al den Rædsel, han nærede for Mørket og for Mørkets Aander, var han dog endnu mere bange for sin Kone, der vilde skælde ud, hvis han ikke kom hjem med Kød til hende; og han gav sig da trods alt Hastværket til at lede efter Kødet. Men det var mørkt, og intet kunde han se, saa da han fik fat paa noget haardt, der kunde se ud til at være Kød, greb han det og løb ind med det. Idet han kom ind, sagde han glad til sin Kone: "Se her, min kære, lille Kone, her har jeg et Stykke Kød til dig!" Konen tog Kødet i Haanden, men da hun nærmere undersøgte det, sagde hun: "Ja men, Qagdlakitsoq, det er jo slet ikke Kød, det er jo et Stykke Tørv." Og ganske rigtigt! Qagdlakitsoq havde i sin Angst taget et Stykke Tørv for Kød og givet det til sin Kone. Da den unge Fanger havde moret sig tilstrækkeligt over Qagdlakitsoq, gik han tilbage og krøb ind i Huset til sin Vært.
Men da Aftenen var faldet paa, begyndte alle de unge Piger at pynte sig. De tog deres stiveste Stads paa og smilede til den fremmede, og idet de passerede ham for at løbe ud, berørte de ganske let hans Knæ, og saa lo de og blev staaende ude i Haab om, at han skulde komme ud til dem. Tilsidst var der kun een ung Pige tilbage; da hun havde klædt sig om og sprang forbi ham ned i Husgangen, gav han hende et lille Klask bagpaa, men dette ganske lille Klask virkede saa voldsomt paa hende, at hun gav et højt Skrig fra sig og faldt ud i Husgangen og naaede stønnende og grædende ud til sine Kammerater. Da de hørte, hvad der var sket, trøstede de hende med, at hun bare skulde være glad over, at den unge Fanger havde rørt ved hende, for det betød jo nok, at det var hende, han vilde vælge. Men den lille Dværgpige led saa voldsomt af Smerter i Bagen, at hun tilsidst maatte lade sig bære ind af sine Kammerater og lægge sig paa Briksen.
Da den Tid kom, hvor de skulde lægge sig, tog den unge Fanger Mákutôqs Datter til Kone, og da de unge Piger saa det, blev de saa fortvivlede, at de fleste af dem brast i Graad. Men Fangeren lagde sig hos Pigen og tilbragte Natten der.
Da de vaagnede næste Dag, roede han tilbage til sine For-ældre og fortalte dem, hvor han havde været og at han nu havde taget en lille Dværgpige til Kone. Da Moderen hørte det, sagde hun til sin Søn: "Du faar kun Lov til at beholde hende, hvis hun er dygtig til sit Arbejde. Her har du noget, du kan bringe hende og bede hende gøre i Stand; hvis hun gør det til min Tilfredshed, faar hun Lov til at blive din Kone, men heller ikke før."
Og Moderen gav sin Søn et gammelt Skind, der havde været brugt som Spækpose og var helt gennemsivet af Tran. Dette tog Sønnen med og gav det til sin lille Dværgkone, idet han sagde, at hun skulde berede det og gøre det fint. Den lille Pige tog fat paa det og gjorde sit Arbejde saa glimrende, at det snart blev helt hvidt som et nyt Skind, der aldrig havde været brugt. Den unge Fanger tog derpaa hjem, og da han viste sin Moder Skindet, gav hun ham Lov til at beholde sin Kone; thi hun havde nu vist sig at være saa dygtig, at hun kunde berede gamle spæktrukne Skind, saa at de blev hvide som nye.Nu forlangte Moderen, at Mákutôq og hele hans Familie skulde flytte hen til dem, og de blev saa hentede i Konebaad og ført ind i det store Hus, hvor man indrettede en lille Plads til dem oppe over Husindgangen. Her havde de deres lille Briks og deres eget Bohave og levede glade og fornøjede af al den Fangst, som Svigersønnen bragte til Huse.
Men en Nat faldt et af Mákutôqs Børn fra deres Briks ned i Husgangen og blev ædt af en Hund; og den næste Dag, da de vaagnede og saa, hvad der var sket, blev Mákutôq saa bedrøvet, at han erklærede, at han vilde rejse hjem, han vilde ikke blive mere der paa Stedet. Det blæste en Storm og var haardt Vejr, og man raadede ham derfor fra at begive sig ud i Konebaad. "Det gør ingenting," sagde Mákutôq, "for jeg fremsiger Trylleord, der stiller Bølgerne og jævner Vejen for mig." Han gjorde sig da rejseklar, og næppe var han kommen i sin Konebaad, før han gav sig til at fremsige Trylleord, og se — straks blev der smult Vande rundt omkring Konebaaden, og der aabnede sig en spejlblank Vej for dem til deres Boplads, netop saa bred, at de kunde ro hen over den. Saaledes roede Mákutôq og hans Familie gennem Stormen frem til deres Boplads. De lagde til, og Mákutôq raabte opover: "Findes der Hunde her?"
Dværgfolkene kalder Hundene for Ilikilâq, hvilket i vort Sprog betyder en Hund, hvis Hoved er hvidt paa den ene Side og sort paa den anden.
"Er der Hunde her?" raabte Mákutôq. "Ja," svarede man fra Bopladsen, "her er nok Hunde, men de gør ingenting." Men den lille Mákutôq havde faaet en saadan Rædsel for Hunde, at han selv vilde forvisse sig om, at de ikke var farlige, og saa gik han da op paa Land, idet han bar deres Teltskind paa Ryggen; Konebaaden fortøjede han blot løseligt. Da han var kommen et Stykke op over Bopladsen, raabte han, alt hvad han kunde: "Høj-høj!" Saaledes kaldte han paa Hundene, thi han vilde, inden hans Familie kom op, have overbevist sig om, at de ikke gjorde noget. Et Øjeblik efter kom en Hund løbende oppe fra Husene, men da han saa den, blev han saa forskrækket, at han løb af alle Kræfter ned til sin Konebaad, og da han ikke saa sig for, snublede han over den Trosse, som Konebaaden var fortøjet med, og faldt saa voldsomt mellem Stenene, at han mistede Bevidstheden. Da han endelig kom til sig selv, havde han faaet en saa vældig Bule i Panden, at den skyggede helt ud over Øjnene. Da han saa det, sagde han, idet han lo: "Jeg, som ikke behøvede nogen Skygge og som slet ikke havde tænkt paa at anskaffe mig nogen, er nu alligevel sluppet til at faa mig en Skygge, der skærmer mine Øjne mod Lyset."
Derpaa gik han ned i sin Konebaad, brød op med det samme og rejste videre til deres Boplads, og siden er der ikke nogen, som har hørt eller set noget til Dværgfolket.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 256-262. København, 1921.
