Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – En Fortælling om Manden, der forlod sin Boplads og tog Land blandt Indlandsboerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
En Fortælling om Manden
der forlod sin Boplads og tog Land blandt
Indlandsboerne der drev Jagt paa store hornede Landdyr
Der var engang en Storfanger, som altid kom hjem med Fangst, naar han havde været ude paa Havet; somme Tider havde han to, somme Tider tre, men mange Gange endnu flere Sæler paa Slæb.Han boede hos sine Svigerforældre, og skønt han var saa dygtig til at fange, begyndte de dog en Dag i hans Nærværelse at tale om, at han i Grunden var en elendig Fanger, der aldrig kom hjem med noget, naar han havde været ude paa Havet.
Herover blev Manden vred og tænkte: "Naar de er saa utaknemlige trods al den Fangst, jeg kommer hjem med, saa er det bedst, jeg tager helt bort fra dem og flygter min Vej."
Da den Tanke først var opstaaet hos ham, begyndte han at træffe Forberedelser til sin Flugt. Han vilde paa Langfart, og da det var nødvendigt for ham paa denne Fart at have mange Vanter, fortalte han, hver Gang han kom hjem fra Fangst, at han havde mistet sin ene Vante. Saa maatte Konen sy en ny til ham, og paa den Maade samlede han Vanter sammen, til han havde hele den bageste Del af Kajaken, lige fra Mandehullet til Agterenden, fyldt med Vanter.
En Dag vaagnede han i smukt, stille Vejr, gjorde sig rede og stak til Søs. Han blev ved med at ro ud til Havs, forbi alle de andre Fangere, der laa ude og passede Sælernes Træk op, indtil han tilsidst tabte alt af Sigte.
Da Aftenen kom og alle de andre Kajaker vendte hjem, begyndte hans Svigerforældre at blive ængstelige, og de ud-spurgte de andre Kajaker, om de ikke havde set ham; og for hver Gang de spurgte, fik de Svaret, at han havde passeret dem paa Vej udover. Tilsidst blev det Nat, og Manden kom ikke tilbage.
Fangeren roede saa langt til Havs, at han helt tabte sit eget Land af Sigte, og efter at have roet længe, saa han forude en stor Ø. Han naaede frem til den og fulgte et Stykke langs med Kysten mod Nord; saa gik han i Land og besteg et Fjæld for at faa Udsigt. Herfra opdagede han en Mængde Telte, der laa nede i en lille Dal; det østligste af dem var større end alle de andre, det næste var ogsaa stort, kun en Smule mindre.
Medens Manden stod der og saa ned over Dalen, kom der en Kvinde ud af det Telt, som var en lille bitte Smule mindre end det allerstørste, og da Manden saa hende, gik han ned og gav sig i Snak med hende.
"Hvor skal du hen?" spurgte Kvinden.
"Jeg er blot ude for at se mig om," sagde Manden, "og jeg er helt fremmed her paa Stedet."
"Er du alene ?" spurgte hun.
"Ja," sagde Manden. Og derpaa spurgte han hende, om hun var gift. Pigen sagde Nej, men fortalte, at begge hendes Forældre levede, og saa havde hun to Brødre.
"Tror du, jeg kan tage ind til jer?" spurgte Manden.
"Ja," sagde Pigen, "men vent du her udenfor, saa skal jeg gaa ind og sige det til de gamle først."
Manden blev staaende udenfor, og lidt efter kom Pigen ud og hentede ham ind.
Da man opdagede paa Teltpladsen, at der var kommen en fremmed, blev der stort Røre, og alle kom løbende for at se, hvem det var; men Manden gik roligt ind til Pigens Forældre og gav sig i Snak med dem. Medens de sad og talte sammen, kom deres to Sønner, Pigens Brødre, hjem, og de havde med sig to Dyr, som de havde fanget, store, hornede Dyr, som Manden ikke kendte. I Haanden bar de en stor Sløv af Træ, og de fortalte, at de plejede at løbe disse Horndyr op og stikke dem, og naar de saa styrtede, lod de Blodet løbe ud i Sløven, hvor det stivnede, saa at de kunde tage det med sig hjem.
Manden smagte paa Blodet, og det var den dejligste Spise, han nogensinde havde faaet. Da Aftenen kom, opfordrede de to gamle ham til at lægge sig hos deres Datter, og saaledes fik han sig en Kone.
Ud paa Aftenen, netop som de skulde lægge sig til at sove, kom der en lidt ældre Mandsling ind og havde ikke sine Øjne rettet mod noget andet end Pigen. Han saa et Øjeblik paa hende og løb saa ud af Huset igen.
"Hvem var det, der gik ud der?" spurgte Manden.
"Aah," sagde Pigen, "det er en Mand, som gerne vil have mig til Kone; men jeg vil ikke have ham, og derfor har jeg taget dig. Han bor henne i det største af alle Teltene, det østligste, som du nok har lagt Mærke til."
Nu vidste Manden, hvor hans Medbejler boede.
Saa sov de sammen den Nat, men da de vaagnede næste Morgen, kom der straks Bud om, at Manden fra det store Telt gerne vilde prøve Kræfter med den fremmede. Denne rejste sig derfor straks for at gaa ud, men inden han forlod Huset, formanede hans gamle Svigerfader ham til endelig at bruge alle sine Kræfter under Brydningen.
Da Manden kom ud, saa han, at hans Medbejler fra det store Telt havde stillet sig op midt paa en stor Slette, og at mange Mennesker havde samlet sig om ham; der stod han og ventede paa at komme til at prøve Kræfter med den fremmede.
Først trak de Krog med Armene, og det viste sig snart, at den fremmede var meget stærkere end Manden fra det store Telt. Saa rejste de sig op og brødes, og da den fremmede havde saa let ved at tumle sin Modstander, lod han, som om den anden fik Overtag over ham, og lod sig presse helt ned mod Jorden. Øjeblikkelig rejste der sig et højt Bifaldsraab fra alle Tilskuerne, og de jublede alle Manden fra det store Telt i Møde. Den fremmede rejste sig da op og bad, om han maatte faa Lov at prøve ham en Gang til, og denne Gang brødes de og blev ved at brydes, uden at det kom til nogen Afgørelse. Det var, fordi den fremmede blot søgte efter et ujævnt Sted, som han kunde slynge sin Medbejler imod. Da han omsider fandt det, slyngede han ham fra sig, saa at han faldt lige mod Ujævnheden og besvimede. Der laa han meget længe ganske ubevægelig, indtil han endelig rejste sig op.
Derefter forlod den fremmede Kamppladsen og gik tilbage til sine Svigerforældres Hus, og da den gamle havde faaet at vide, hvorledes det var gaaet i Tvekampen, sagde han: "Det var godt, du tumlede ham med saa stor Lethed, for hvis han havde kunnet magte dig, vilde han straks have taget din Kone fra dig; nu derimod tør han ikke gøre det. Før var han den stærkeste her ved vor Boplads, men efter denne Brydekamp er du bleven den stærkeste hos os."
En Dag, da hans Svogre skulde ud paa Jagt, bad han, om han maatte faa Lov til at følge med. Heri samtykkede de, og den gamle gav ham da den Kniv og den Træsløv, som han selv havde brugt, da han var ung.
De gik ind over Land, op over Dale og Kløfter, indtil de kom op paa Toppen af et højt Fjæld. Herfra fik de Udsigt over en Dal, og i denne Dal gik der en Mængde af den Slags hornede Dyr, som han havde set dem komme hjem med; saa mange var der af disse Dyr, at hele Dalen var som i Bevægelse. Øjeblikkelig satte Svogrene i Løb, og den fremmede fulgte efter; men han nøjedes med denne Gang at stikke en lille Kalv, og da den faldt og begyndte at bløde, kom han i Tanke om, at de ogsaa plejede at optage Blodet i en Træsløv; men da var der allerede løbet saa meget Blod fra, at der kun kom en lille bitte Smule i Bunden. Begge hans Svogre havde imidlertid fanget langt større Dyr, og deres Træsløve var fulde af Blod.
"Hvor kan det være, at du har stukket saadan en lille Kalv og kun har saa lidt Blod i din Sløv?" spurgte de ham.
"Jo," svarede Svogeren, "det er første Gang, jeg prøver det, og derfor valgte jeg mig en Kalv. Straks jeg stak den, glemte jeg, at jeg skulde holde Sløven hen til Saaret, og det er Grunden til, at jeg har saa lidt Blod; men næste Gang skal jeg stikke et større Dyr, og da skal jeg ogsaa nok huske at samle alt Blodet."
Derpaa fulgtes de ad hjem, og ved Hjemkomsten var den gamle Svigerfader svært glad over, at det var lykkedes hans Svigersøn at stikke et Dyr allerede første Gang.
Da de to Brødre bestemte sig til at gaa paa Jagt igen næste Dag, slog Svogeren atter Følge med dem. Da de kom op paa Fjældet og saa ned over Dalen, hvor de havde set Dyrene, var der lige saa mange, som der havde været den foregaaende Dag, men nu søgte han den største af alle Bukkene ud, indhentede den og stak den og holdt straks den store Træsløv hen for Saaret, saa at alt Blodet kunde løbe ud deri. Denne Gang fyldtes Træsløven helt med Blod, og da det størknede, dannede det en hel Bue op over Randen, saa meget var der. Nu kom Svogrene ogsaa med deres Fangst, og de Dyr, de den Dag havde stukket, var meget mindre end den fremmedes. De bar saa deres Fangst hjem, og da den gamle Svigerfader saa den store Buk, hans Svigersøn havde stukket, blev han endnu gladere, end han havde været den foregaaende Dag, og han sagde, at han selv aldrig havde stukket saa stor en Buk.
Saaledes levede de længe, og den nye Svoger fangede stadig saa vældigt, at det saa ud, som om deres Telt hovnede op en Gang imellem, thi de gjorde det stadig større og finere.
En Dag siger saa Konen til sin Mand: "Følg med opover, saa skal jeg vise dig vort Vinterforraadl" Og de fulgtes ad op over et lille Fjæld og kom hen til et Sted, hvor tre store Teltskind var bredt ud for at dække over Vinterforraadet. Et Sted dækkede Teltskindene over lutter tørret Kød, et andet Sted over størknet Blod og et tredie Sted over lutter Bær, som Kvinderne selv havde samlet.
Da Manden saa det, glædede han sig over alt det Forraad, de havde, men Konen sagde til ham:
"Lad os følges ad ned til vor Vinterplads, saa skal jeg vise dig vort Hus."
De fulgtes saa hen til et Sted, der laa et lille Stykke derfra, og kom til et stort Vinterhus, der var fikst og færdigt; der var rent og fint derinde, og blot man lagde Skind ud over Briksen, var det færdigt til at flytte ind i.
Manden blev meget forbavset, da han saa dette, thi Kvin-derne i det Land, hvor han kom fra, plejede først at lave Husene og gøre dem i Stand, ganske kort Tid før de skulde flytte ind i dem.
Derpaa gik de hjem til Teltet igen.
En Dag sagde Manden til sine Svogre: "Følg en Dag med mig østover, langt, langt herfra, thi der har jeg engang haft Boplads, og der har jeg en Kone. Lad os engang besøge mine Svigerforældre og min Kone, som bor der."
Heri indvilgede Svogrene, og de begav sig sammen paa den lange Rejse østover, indtil de kom til hans gamle Boplads. Her fandt han sine Svigerforældre og sin Kone endnu i Live, men Konen havde taget en anden Mand.
Manden fortalte nu sin forhenværende Svigerfader, at Grunden til, at han var flygtet bort fra dem, var den, at de havde været misfornøjede med hans Fangst, skønt han fangede hver eneste Dag. Nu boede han i et Land, der laa ovre paa den anden Side det store Hav, og levede udelukkende af Landdyr.
Der blev nu sat Mad frem til dem, og da de skulde til at spise, var Manden meget omhyggelig med kun at give sine Svogre ganske smaa Stykker Kød at spise; thi da de levede udelukkende af Landdyr, var de slet ikke vant til at spise Sælkød, og han var derfor bange for, at de skulde faa det galt i Halsen.
Senere, da de havde spist, opfordrede de alle der paa Stedet til at spise af deres Proviant, og da disse smagte noget af det størknede Blod, som de havde med, erklærede de, at de aldrig nogensinde havde spist Blod, der smagte saa godt. De gamle opfordrede nu de fremmede til at blive hos dem og tage Land der, men deres forhenværende Svigersøn erklærede, at han vilde tilbage til sin Kone, og de rejste alle bort og kom vel frem til deres Boplads.
Da de havde været hjemme en Tid, foreslog de to Svogre Manden, at han skulde følge med dem paa Besøg endnu et Stykke længere vestover langs med Kysterne af deres Land. Det gik han ind paa, og de roede af Sted sammen i Kajak.
Da de havde roet et Stykke, fik de da ogsaa Udsigt over en Boplads, hvor netop en Konebaad var ved at sætte ud fra Land. Oppe fra et af Teltene kom en Kone ud; hun var saa gammel, at hele hendes Krop næsten var bleven til Ansigt, et indtørret Ansigt, der var omtrent lige saa stort som et Kastetræ. Hun kom frem, og idet hun saa de fremmede, sagde hun:
"Konebaaden skulde ellers hen til Maagernes Yngleplads, men nu da der er kommen fremmede, skal de vende hjem." Og hun vendte sig derefter til Konebaaden og sagde:
"Her er fremmede fra Bopladsen østen for os, og de har en helt ny Mand med, som er bleven deres Svoger."
Næppe hørte man dette ude i Konebaaden, før man skyndte sig at ro til Land, og snart samlede der sig saa mange Mennesker langs med Strandkanten, at det næsten var umuligt for de tre Kajakmænd at finde en Plads, hvor de kunde gaa i Land.
De to Brødres Svoger fik noget at spise af en af Folkene der paa Bopladsen, noget som ikke var større end, at man lige kunde putte det i Munden og tygge det; men det var det mest velsmagende, han nogensinde havde faaet.
Den gamle Kvinde bad dem om at gaa op i hendes Telt, og det gjorde de; men der kom snart saa mange besøgende derop, at de næsten ikke kunde røre sig for Gæster, og tilsidst maatte derfor den gamle bede disse om at gaa, for at der kunde blive Plads til de fremmede. Da de havde siddet derinde nogen Tid og var bleven bespist med de Madvarer, som man havde der paa Pladsen, sagde den ene af Svogrene til den gamle Kone:
"I skal da ogsaa forsøge at spise den Slags Mad, som vor nye Svoger er vant til at leve af!" Og dermed mente han Sælkød.
Svogeren tog nu noget Sælkød frem, som han havde med, men skar det ud i ganske smaa Stykker. Først forsøgte den gamle Kone og siden en hel Del af Gæsterne at sluge Styk-kerne, men de maatte opgive det.
Stadig kom der Folk ind, flere og flere, og blandt dem var der to gamle Mænd, helt hvidhaarede og rynkede i Ansigtet; idet de kom ind, pegede den gamle Kvinde paa dem og sagde:
"Hvordan tror I, de to Mænd der er i Familie med mig? I tror maaske slet ikke, de er i Familie med mig, men det er mine Sønner." Og nu viste det sig, at alle de Mennesker, hun levede sammen med, var hendes Børn og Børnebørn og Børnebørnsbørn.
Hen paa Aftenen rejste Svogrene atter tilbage til deres Boplads, og den nye Mand, som havde taget Land iblandt dem, følte aldrig siden nogen Lyst til at vende tilbage til sin gamle Boplads, men blev hos sine nye Svigerforældre til sine Dages Ende.
Og her ender denne Historie om Manden, der for bort i Vrede og fandt sig en ny Boplads blandt Mennesker, som jagede i Indlandet.
Og skal vi saa til allersidst ønske hinanden en rigtig lang Sommer og en ganske kort, lille bitte Vinter!
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 247-254. København, 1921.
