Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Erqilikpigen Nuánãnguaqaoq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Erqilikpigen Nuánãnguaqaoq
Der var engang en lille Pige ved Navn Nuánãnguaqaoq, "den lille glade", der boede som Plejedatter i et stort Hus. Hun hørte til Erqilikstammen og havde ingen Familie der paa Stedet. En Dag hændte det, at en af Konerne i Huset blev vred over en eller anden Ting, og da hun ikke vidste, hvem hun skulde lade sin Vrede gaa ud over, sagde hun til "den lille glade": "Hvad skal du ogsaa være her i Huset for, du, som ikke har Spor af Slægt?" Hertil svarede "den lille glade": "Jeg har megen Slægt; langt, langt oppe bag Fjældene bor mine Frænder."
Men der var ingen, der tænkte videre over det, der her var bleven sagt, og der gik lang Tid hen. Saa hændte det, at en anden Kvinde i Huset ved en anden Lejlighed ogsaa blev vred, og det gik hende paa samme Maade som den første; da hun ikke vidste, hvem hun skulde lade sin Vrede gaa ud over, sagde hun arrigt til den lille Pige: "Hvad skal vi ogsaa have dig her for, dig, som slet ikke har Spor af Slægt?"
Denne Gang svarede "den lille glade" ikke herpaa, men om Natten forlod hun Huset og gik ind over Land, langt ind over Fjældene, op til sine Frænder Erqilik’erne. Længe ventede man ved Bopladsen paa, at hun skulde vende tilbage igen, men da hun ikke kom, tænkte man ikke mere paa hende og glemte hende tilsidst helt.
Imedens havde hun benyttet Tiden til at ophidse sin Slægt mod sine gamle Husfæller, fordi deres Kvinder havde haanet hende, og en Nat kom de saa ned over Bopladsen, borede et Hul i Taget og begyndte herfra at skyde alle Husets Beboere. Den ene efter den anden blev ramt af Pile og faldt død om. Saa hørte man en Stemme, som man genkendte som Nuánãnguaqaoqs, sige: "Amarnastaitdlo, Amarnastaitdlo!" Det var et Erqilikord, som betyder saadan noget som: Ogsaa Kvinderne, ogsaa Kvinderne!
Straks begyndte man ogsaa at skyde paa Kvinderne, og inden ret længe var alle dræbt; kun en Mand, der havde gemt sig saa godt, at han ikke kunde opdages, reddede Livet.
Denne ene Mand, som overlevede de andre, gik derpaa til en anden Boplads og søgte Hjælp for at hævne sig paa de fjendtlige Erqilik’er. Han samlede en Mængde Mennesker omkring sig, og da de brød op for at gaa paa Hævntogt, ordnede de det saaledes, at de havde to Sæt Tøj, et hvidt og et mørkt. Det hvide Tøj tog de paa, hver Gang de skulde ind over den hvide Bræ, det mørke bar de, naar de gik ind over det mørke Land.
Saaledes drog de ind over Land, indtil de oppe paa et Fjæld fik Udsigt over en Dal, hvor der laa et stort, stort Hus. Her boede Erqilik’erne. Mændene gjorde Holdt, men næppe var de standset, før der kom Uro mellem de mange Erqilik’er; de har nemlig den Egenskab, at de kan lugte ligesom Dyr, og nu vejrede de Fjender i Nærheden. De for hid og did og snusede op i Luften for at blive klare over, hvor det var, Fjenden holdt til.
Da Mændene saa det, sagde de til hinanden: "Er der ikke en af jer, der kan en Tryllesang, som stopper Næseborene paa disse Erqilik’er? En Tryllesang, der kan hindre dem i at lugte og vejre."
Der var straks en Mand, som meldte sig og sagde, at han kunde en Tryllesang, der hindrede dem i at lugte og vejre, og næppe havde han sunget denne Sang til Ende, før der atter faldt Ro over Erqilik’erne, som derpaa gik ind i deres Hus.
Saa var der en, der sagde: "Vi skulde nu meget gerne hindre dem i at gaa ud. Er der ingen af jer, der kan Tryllesange, som bevirker, at de alle bliver inde i Huset?"
Jo, det var der en, der kunde, og da han havde sunget sin Tryllesang til Ende, saa man slet ikke mere nogen Erqilik gaa ud af Huset. Man listede sig nu ned og borede Skydehuller i Taget, og da man kiggede ind i Huset, opdagede man en gammel Mand, der havde sat sig op i en Gynge, som var anbragt i Husbjælkerne; og idet han leende gyngede frem og tilbage, sang han en Vise, der handlede om Drabet paa de mange Mennesker, som "den lille glade" havde boet hos. Han sang haanende om, hvorledes de var kommen bag paa dem, og hvorledes de havde myrdet dem; midt under Sangen fik han en Pil gennem Ryggen, og snart fløj Pilene ind over Huset og dræbte alle Erqilik’erne med Undtagelse af "den lille glade".
Hun sprang ud af Huset for at flygte bort, men Mændene sagde til hende: "Dig vil vi ingenting gøre, for du har jo tidligere boet nede ved Kysten, vær du blot ikke bange for os."
Men en af de andre Mænd sagde: "Hun skal nu faa sin Straf, fordi hun var Skyld i, at alle vore Husfæller blev dræbt; lad os binde en Rem om hendes Fødder og slæbe hende til Døde."
"Nej," sagde en anden, "vi skal ikke binde noget Reb om hendes Fødder, men vi skal stikke et Hul bag om hendes store Hælmuskel og stikke Rebet derind."
Dette gjorde de saa og slæbte af Sted med hende hen over Klipper og Sten, og hver Gang de havde tilbagelagt et Stykke, vendte de sig om til hende og sagde: "Er du nu ogsaa rigtig glad, "du lille glade"?"
Hver Gang de spurgte herom, nikkede hun og svarede: "Ja, I kan tro, jeg er glad." Og saaledes blev de ved, idet de slæbte hende baglænds med Ryggen paa Stenene. Efterhaanden nikkede hun blot, naar de spurgte hende, om hun var glad, og da hun tilsidst slet ikke svarede dem mere, standsede de og vendte hende om paa Maven og saa da, at alt Kødet bagpaa og hen over Ryggen var slidt af, og at endogsaa mange Knogler, der stak frem, var slidt op af Stenene.
Saaledes dræbte man Erqilikpigen, "den lille glade", fordi hun havde ophidset sine Frænder til at udrydde alle sine Husfæller.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 244-247. København, 1921.
