Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Hvorledes Taagen blev til
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Hvorledes Taagen blev til
Der var engang en Mand og en Kone, som boede ved en Boplads for sig selv. De havde den Sorg, at deres Børn altid døde for dem, og naar de saa havde stensat dem i en Grav og kom op for at se til dem, var Liget altid borte.Engang fik de da atter et Barn, og da det døde ligesom de andre, begravede de det. Dagen efter gik Manden op for at se til Graven, og da var Liget som sædvanlig forsvundet. Han gik saa ned til sin Kone og fortalte, hvad der var sket, og erklærede, at han næste Dag vilde lade sig levende begrave for at se, hvem det var, der røvede Ligene. Saa gik Manden og Konen op til den tomme Grav; Manden krøb derind, og Konen ordnede Stensætningen saaledes, at det saa ud som en ganske frisk Grav. Derpaa gik hun hjem.
Da Natten faldt paa, hørte Manden Trin i Nærheden af Graven; lidt efter blev Stenene revet fra, og i samme Øjeblik hørte han en Stemme, der sagde:
"De har som sædvanlig begravet et Lig, et dejlig stort, friskt Lig."
Derpaa tog Ligrøveren et Reb, bandt det om Fodleddene paa Manden og løftede ham op paa Ryggen, saa at han hang med Hovedet nedad, og saaledes gik han ind over Land med ham. Men da de havde gaaet et langt Stykke, blev Manden efterhaanden udmattet af at hænge med Hovedet nedad, og da de kom op til en lille Klippespalte, greb han fat med begge Hænder i den ene Side af Spalten. Ligrøveren standsede aldeles pludselig, uden at kunne forstaa, hvad det var, og sagde:
"Det var dog mærkeligt, at Liget saadan paa een Gang kan blive saa tungt."
Og han sled af alle Kræfter for at komme videre, men da slap Manden Klippespalten lige saa pludselig, som han havde grebet den, saa at Ligrøveren maatte løbe et langt Stykke med Hovedet hen ad Jorden, og da han atter kom paa ret Køl, lagde han Liget ned og gav sig til at undersøge, om der ikke skulde være Liv i det. Han lagde Øret helt ned til dets Mund for at høre, om det ikke trak Vejret, og straks holdt Manden sit Vejr tilbage; men Ligrøveren lyttede saa længe, at han næsten ikke kunde holde det længere. Netop som han tænkte ved sig selv, at nu kunde han ikke mere, rejste Ligrøveren sig atter op og sagde:
"Det var nok det, jeg tænkte, han er lige saa død, som han har været hele Tiden."
Saa tog han ham igen op paa Ryggen og gik videre med ham.
Han gik atter et langt Stykke, og Manden blev atter saa udmattet af at hænge med Hovedet nedad, at han begyndte at se sig om efter noget, han kunde gribe fat i; og da de i det samme kom forbi nogle smaa Buske, greb han fat i dem med begge Hænder. Igen standsede Ligrøveren og begyndte at slide af alle Kræfter for at komme videre.
"Saa, nu er det galt fat igen! Hvad kan der dog være i Vejen, naar Liget kan blive saa tungt?"
Saa slap Manden atter, og atter maatte Ligrøveren løbe et langt Stykke fremover for ikke at gaa paa Næsen. Derpaa lagde han Liget ned paa Jorden og undersøgte det ligesom første Gang; men da han heller ikke denne Gang fandt noget mistænkeligt, tog han det igen op paa Ryggen og gik videre. Da han havde gaaet lidt, fik de et Hus i Sigte og styrede derhen.
Han kom frem til Huset og gik ind i det og smed Manden ned paa Gulvet hen foran Briksen paa det Sted, hvor han skulde flænses. Inde i Huset var hans Kone og to smaa Børn. Da de to smaa saa Manden, raabte de i Munden paa hinanden:
"Jeg skal have den ene Haand! Og jeg den anden! Hvor det skal smage!"
Ligrøveren, der var træt af at slæbe Manden den lange Vej, lagde sig op paa Briksen og faldt i Søvn. Da han var faldet vel i Søvn, lukkede Manden Øjnene op for at se sig om i Huset. Han opdagede, at der oppe paa Væggen lige over hans Hoved hang en Økse; men næppe havde han faaet Øje paa den, før Børnene raabte i Munden paa hinanden:
"Fader, Fader, Liget aabner Øjnene!"
Faderen rejste sig søvnig over Ende, og da han saa, at Manden stadig laa med lukkede Øjne, tyssede han paa Børnene og sagde:
"Hvad er dog det for noget Vrøvl! Han ligger jo der, hvor jeg lagde ham."
Og han lagde sig ned og faldt i Søvn igen.
Nu begyndte Kællingen at skærpe sin Ulo for at flænse Liget, og da hun havde skærpet den rigtig godt, smøgede hun Ærmerne op og vilde skære Maven op paa Manden; men han trak sin Mave saa pludseligt ind til sig, at hun slet ikke ramte ham.
"Ho, ho, hvad er det for noget? Skulde jeg ikke have skærpet min Ulo godt nok til at skære den Mave op med?"
Og saa saa hun paa Eggen og begyndte at skærpe den paa Slibestenen. Da hun nu havde faaet den rigtig skarp, prøvede hun igen. Atter trak han Maven til sig, men denne Gang berørte hun ham dog, saa at det sved en lille Smule. Nu tænkte Manden:
"Bare dog Lamperne vilde gaa ud!"
Og dette tænkte han med en saadan Kraft, at Lamperne øjeblikkelig gik ud.
"Moder, Moder, nu gik Lampen ud!" skreg Børnene; og i samme Øjeblik sprang Liget op, tog den Økse, han havde set oppe paa Loftsbjælken, og huggede Hovedet af den sovende Ligrøver.
"Lig, Lig, Lig, Lig!" skreg Børnene; de vilde have sagt, at Liget var bleven levende, men de var saa lammede af Angst, at de blot kunde raabe: "Lig, Lig, Lig!" Og før Lamperne var tændt, var Manden ude i Husgangen og løb af Sted, saa hurtigt han kunde. Da han havde løbet et Stykke, saa han sig tilbage og opdagede, at Kællingen kom lige bag efter ham. Hun løb af alle Kræfter og halede godt ind paa ham med sin store skarpe Ulo i Haanden. Da hun stadig vandt ind paa ham, raabte han, saa højt han kunde:
"Gid vældige Stenrauser maatte rejse sig bag ved mig!"
Straks rejste der sig nogle vældige Stenrauser bag ved ham, og nogle af dem var skarpe og meget høje. Konen standsede, da hun saa dem, og raabte til Manden:
"Hvordan kom du dog over alle disse Stenrauser?"
"Jeg sprang hen over dem!" raabte Manden, og straks begyndte hun at springe over dem; men saa høje var Stenrauserne, at man ikke kunde se andet end hendes lille Haartop, der nu og da kom frem mellem Stenene. Da han saa, at hun inden ret længe vilde naa ham, gav han sig atter til at løbe af alle Kræfter. Nu satte hun ogsaa i Løb efter ham, saa hurtigt hun kunde, og vandt snart ind paa ham. Da Manden var klar over, at hun snart vilde naa ham, hvis han ikke gjorde noget, raabte han, alt hvad han kunde, idet han sprang over en lille Fjældspalte:
"Gid denne lille Fjældspalte maatte vide sig ud og blive til en vældig Kløft med stejle Sider!"
Straks videde Fjældspalten sig ud og blev til en vældig Kløft med stejle Sider.
"He, he, hvordan bar du dig ad med at komme over denne her?"
"Jeg sprang naturligvis over den!" raabte Manden, og idet hun sprang, løb han atter videre fremover af alle Kræfter. Da hun igen var lige ved at indhente ham, passerede han netop en lille Fjældknaus, og da han var kommen over paa den anden Side, sagde han:
"Gid denne Fjældknaus maa blive til en vældig Afgrund bag ved mig!"
Og straks voksede Fjældknausen til en vældig stejl Væg, der faldt ganske brat ned, og saa høj var den, at man lige kunde skimte Kællingen oppe paa Toppen, hvor hun stod og fægtede med Armene i Luften. Derpaa raabte hun ned — og saa højt var hun oppe, at Manden lige akkurat kunde høre hendes Stemme —:
"Hvordan bar du dig dog ad med at komme ned ad denne Afgrund?"
»Jeg kurede ned!" raabte Manden, og næppe havde han raabt det, før hun satte sig ned og kurede; hun faldt fra den ene Fjældhylde til den anden, og det med en saadan Fart, at hun saa ud som en lille Kugle, der trillede ned.
"Nu maa hun da endelig have slaaet sig fordærvet," tænkte Manden, da han saa hende styrte fra Hylde til Hylde, og da hun naaede Bunden, laa hun da ogsaa udstrakt som død. Men et Øjeblik efter rejste hun sig op og havde endnu sin Ulo i Haanden; og hun sprang op og satte atter efter Manden, der nu løb for Livet.
Da han havde løbet et Stykke og indsaa, at hun atter vilde naa ham, sagde han, idet han sprang hen over nogle smaa Pilebuske:
"Gid de vilde vokse op og blive vældige!"
Og straks skød der op en hel Skov af store, uigennemtrængelige Buske, der stod ganske tæt ved hinanden.
"Hvordan kom du dog over denne Forhindring?" raabte Kællingen.
"Jeg kom over den ved at gaa mellem Buskene."
"Haa, haa, naa, gjorde du det?" sagde Kællingen og gik dermed straks ind mellem Buskene og begyndte at arbejde sig igennem, skønt hun flængede sit Tøj i Stykker og ofte rev sit Kød til Blods. Men hun holdt ud og blev ved, lige indtil hun slap vel igennem og atter gav sig til at løbe efter Manden. Igen maatte han løbe af alle Kræfter; da han mærkede, at han nu var saa træt, at han næsten ikke kunde mere, tænkte han blot paa en ny Udvej til at standse hende, og idet han sprang hen over en lille Elv, vendte han sig om og raabte:
"Gid denne Elv vilde vokse sig stor og mægtig!"
Og straks fossede Elven op og blev en stor, strid Strøm, der standsede Kællingen. Han saa hende staa paa den anden Side af Strømmen, men kunde ikke høre, hvad hun raabte; men han var dog klar over, hvad hun spurgte om, og svarede derfor tilbage med Tegn, at han var kommen over den ved at drikke Elven ud.
Straks lagde Kællingen sig ned paa Maven og begyndte at drikke, og hun drak og drak og drak og blev ved med at drikke, og det var virkelig saaledes, at det kunde mærkes paa Elven, idet dens Hvirvler og skummende Fald blev mindre stride; men da var Kællingen ogsaa saa oppustet, at hun rejste sig op paa Armene og raabte over til Manden:
»Sig mig dog, hvordan du er kommen over denne vældige Elv!"
Han kunde ikke høre, hvad hun sagde, men da han vidste, hvad hun spurgte om, svarede han blot tilbage:
"Du hører jo, at det var ved at drikke den ud."
Atter gav hun sig til at drikke, og da hun havde drukket en Stund, var Elven igen mindre strid; men saaledes havde hun nu fyldt sig med Vand, at Benene løftedes op fra Jorden og strittede ud i Luften, saa oppustet var hun. Nu kunde hun ikke mere og raabte paa ny over til Manden:
"Sig mig dog, hvordan du kom over Elven!"
Atter gjorde han Tegn over til hende og sagde:
"Drik du bare videre! Du ser jo, at du allerede er ved at tømme hele Elven. Drik du bare, drik, drik!"
Hun rystede paa Hovedet, men satte dog alligevel Munden til Elven og begyndte at drikke igen — og saa brast hun. Han hørte et Knald og saa pludselig ligesom en Støvregn falde hen over Jorden, og Regnen voksede og blev til en tæt Taage, der lagde sig hen over hele Landet paa denne smukke Dag, hvor der slet intet Uvejr var at skimte paa Himlen.
Saaledes døde Troldkvinden, og man siger, at saaledes blev Taagen til.
Men Manden gik hjem til sin Kone og fortalte, hvad han havde oplevet.
Taagen laa længe over Landet, men da det atter blev klart Vejr, brød han op og gik hen for at se, hvorledes det var gaaet Troldbørnene, og se — i deres fortvivlede Graad havde de klamret sig fast til Husstolperne, og de havde grædt saa længe, at de tilsidst havde mistet Vejret og var kvalt i deres egen Graad.
Men Manden glædede sig kun derover; thi saaledes fik han Hævn over den, der havde opædt alle hans Børn.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 104-110. København, 1921.
