Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Liv blandt fjeldaander

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Uden titel, af Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen

Eskimoisk mytologi
Liv blandt fjeldaander

Missuarniannga var en forældreløs dreng, der altid gik og græd. Faderen, en storfanger, var en dag blevet trukket med i dybet af en narhval, og saa var drengen med eet blevet fattig. Aldrig saa man ham holde til, hvor børn legede; altid var han ensom, og bestandig havde han røde øjne.

Saa kom der en dag en gammel aandemaner hen til ham og sagde:

»Det er et daarligt liv, du lever, ved saaledes hver dag at begræde din fader. Bliv aandemaner, saa skal jeg vise dig, hvordan du skal bære dig ad.«

»Jeg tør ikke!« svarede Migsuamiannga.

»Der er ingenting at være bange for. Gaa blot ned til havet og find dig en sten, der er sort paa den ene side og hvid paa den anden. Den skal ligge saaledes, at den aldrig ligger tør af havet, og du maa vade ud til den. Naar du tager den op, skal der helst hænge tang og havplanter fast ved den. Du skal derpaa kaste dine klæder og vaske dig over hele kroppen med tang og saltvand, og saa gaar du op i fjeldene og udsøger dig en ensom sø.

Der finder du ogsaa en glat klippeflade, hvor du sætter dig ned og stryger stenen rundt til venstre, ind imod dig, i samme retning som solens bane; og her skal du blive siddende og stryge uafbrudt, uden hensyn til sult og træthed, indtil der sker noget.«

Den hemmelighedsfulde maade, hvorpaa den gamle aandemaner fortalte dette, gav drengen stor lyst, og han gjorde da ogsaa, som det var blevet ham sagt.

Da han havde fundet en sten, der var, som den skulle være, gik han til fjelds, betaget og forknyt over det, der ville ske. Da hører han pludselig en stemme og opdager en lille bitte dværg, der gaar ved siden af ham.

»Jeg hedder Qataatsaaq, Diskant,« sagde dværgen.

Missuarniannga, som vidste, at man skulle røre ved alt overnaturligt, man mødte, strøg straks sin haand hen over den lilles hoved og havde i samme øjeblik faaet sin første hjælpeaand.

Dværgen slog følge med ham og gentog alt det, den gamle aandemaner allerede havde fortalt ham, og Missuarniannga blev endnu mere opsat paa at komme i forbindelse med fjeldenes aander.

Han fandt med lethed en sø, der laa, som den skulle, og satte sig øjeblikkelig ned og begyndte at stryge sin sten rundt. Men han strøg den forgæves hele dagen igennem. Han sov ikke af skuffelse den nat, og allerede tidligt den næste morgen skyndte han sig op igen til samme sted. Denne gang havde han ikke strøget ret længe, før vandet i søen begyndte at bevæge sig og en strid strøm gav sig til at boble og koge. Saa kom der ligesom en fordybning, der hvor hvirvlen havde rejst sig, og vandet i søen steg og sank. Nu og da væltede pludselig opstaaende braadsøer ind mod stranden og brødes. Der hørtes et dybt suk fra himlen, og straks efter viste der sig et uhyre midt ude i søen, en aand i bjørneham; den var saa forfærdelig at se paa, at Missuarniannga ville flygte, men han var som lammet og kunne ikke røre et lem.

Aanden, der først havde vendt ryggen til Missuarniannga, kom nu svømmende ind mod kysten, og idet den satte sine ben op paa land, drog den Missuarniannga til sig med uimodstaaelig kraft. Han mærkede blot den varme aande fra dens snude og et bid i nakken – saa faldt han besvimet om og sansede ikke mere.

Hvor længe han laa bevidstløs, aner han ikke, men da han kom til sig selv igen, sad dværgen »Diskant« og sang tryllesange over ham.

Han var fuldstændig nøgen og saa udmattet, at han ikke kunne rejse sig. Da kræfterne kom igen, begav han sig paa hjemvejen. Undervejs kom hans tøj flyvende efter ham og standsede foran ham, saa at han kunne tage det paa; først hans trøje og siden bukser og støvler.

Ved sin hjemkomst holdt han alt hemmeligt, men besøgte aanden tre gange i alt og lod sig hver gang æde levende.

Dette aabnede hans øjne for, hvad der ellers var skjult for andre.

* * *

Begyndelsen var nu gjort, og den behandling, aanden i bjørneham havde givet ham, virkede saaledes paa hans sind, at han nu kun gik og tænkte paa, hvorledes han videre skulle faa herredømme over alle de hjælpeaander, som en aandemaner maa have.

»Gid jeg nu kunne faa en angiut, gid jeg nu kunne faa en angiut, en angiut, en angiut!« Det var det eneste, hans tanker arbejdede med hele dagen igennem.

En angiut er en aand i skikkelse af en fjordsæl, som aandemanerne kan kalde til sig, naar som helst de vil have at vide, om nogle er syge eller om nogen har fanget. Den er ganske uundværlig, fordi disse ting er det, menneskene mest af alt spørger om; og ingen aandemaner maa være uvidende.

Saa gik Missuarniannga atter til fjelds en dag og standsede ved en glat klippe et stykke oven for en lille sø. Her satte han sig ned og gav sig til at køre den sorte og hvide sten rundt, som han havde taget med sig. Atter sad han hele dagen igennem og gned og strøg stenen rundt i en ring, ind imod sig, ind imod sig, stadig følgende solens bane. Da han var saa træt, at han næppe kunne løfte sin højre arm længere, blev fjeldet pludselig blødt, der føltes ikke nogen modstand mere, og idet han løftede stenen op, opdagede han at der havde dannet sig et hul ind i fjeldet, et hul, der gik helt igennem ned i dybet og ganske lignede et af de aandehuller, som sælerne holder aabne gennem tyk is. Næppe havde han løftet stenen, før et mærkeligt væsen stak hovedet op af hullet. Kroppen var ganske som en lille fjordsæls, men hovedet var uden skind og kød, et skelet som en dødnings. Den saa uhyggelig, men glad ud, og Missuarniannga gav sig til at tale med den. Dens tale var som et menneskes. Han rørte ved den og fik at vide, hvad han ønskede, hvem der var syg, og hvem der havde fanget, hvorpaa han skubbede aanden tilbage i fjeldet og satte stenen for hullet. Denne aand opsøgte han ligesom aanden i bjørneham tre gange, og den var derefter hans hjælpeaand.

* * *

Det næste skridt var nu at faa sig en toornaarsuk. Benævnelsen klinger som et kælenavn, »den kære lille aand«, men i virkeligheden er den »toornat naalagaat«, hjælpeaandemes herre, der benyttes hyppigere end nogen anden. Kan andre ikke klare en sag, kalder man blot paa toornaarsuk. Men den er svær at faa fat paa, man maa gaa lange tider forgæves oppe mellem fjeldene og leve i stor ensomhed, før den viser sig. Man maa være udholdende og frygtløs.

Saaledes gik det da ogsaa til, at Missuarniannga var lige ved at opgive ævred. Men en dag som han sad paa toppen af et fjeld i nærheden af en lille vig, kom der pludselig bevægelse i vandet, noget levende kom op, og han saa en mægtig ryg skyde frem og et ansigt, der var midt imellem et dyrs og et menneskes; og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham. Missuarniannga vidste, at man maatte ramme det med en lille hvid sten, kastet med kejten og gjorde straks dette for at faa det til hjælpeaand. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og det gled ganske stille ned under vandet igen. Missuarniannga rejste sig saa for at gaa hjem, men hørte nu bulder og lyd som af stenskred, men inde under klippen; noget under jorden vred sig i smerte. Det var toornaarsuk, der brød sig vej og kom svømmende gennem fjeldet. Missuarniannga gav sig til at løbe af alle kræfter hjemover, aldrig havde han været saa bange. En underlig svimmelhed greb ham, og han var saa let i hele kroppen, at det var, som om han ikke rigtig berørte jorden. Han løb saa hurtigt, som en fugl kan flyve, og det var, fordi toornaarsuk holdt sig svømmende gennem jorden lige under ham og tog legemets tyngde fra ham. Først helt nede ved husene forlod den ham, og da var Missuarniannga saa stiv og tung i lemmerne, at han nær var faldet. Han var atter et menneske med en tung krop.

* * *

Saaledes fik Missuarniannga sin stærkeste hjælpeaand. Naar han havde hast, plejede den at følge ham, paa havet ret under hans kajak, til fjelds lige under jorden. Mødte han farer i menneske- eller dyreskikkelse, kom den helt frem for dagen og kæmpede for ham. Ellers brugte han den til at rane sjæle med, om han havde fjender, der skulle hævnes, eller den hentede sjæle tilbage, andre havde ranet.

* * *

Nu var Missuarniannga naaet saa vidt, at han begyndte at tænke paa at få sig en aajumaaq. Den har krop omtrent som et menneske, men kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, arme og ben er sorte. Den gaar ikke, men bevæger sig svævende, uden at træde paa jorden; alt, hvad den rører ved, maa raadne og dø.

»Bare jeg kunne faa mig en aajumaaq! Bare jeg kunne faa mig en aajumaaq - en aajumaaq - en aajumaaq!«

En dag som han sad paa en sten i nærheden af en dyb kløft, blev han pludselig betaget af en stor angst. Han rystede over hele kroppen uden dog at vide, hvad han var bange for. Saa gik frygten pludselig over, og han hørte nede fra kløftens dyb en stemme, der hviskede:

»Jeg er aajumaaq. Alt, hvad jeg rører ved, maa raadne og dø.«

Stemmen var fjern og ganske svag. Uden at vide af, hvad han gjorde, gentog Missuarniannga:

»Alt, hvad jeg rører ved, maa raadne og dø.«

Straks kom stemmen igen, men højere end første gang, og da han atter gentog ordene, kom det som et skrig fra trolden:

»Jeg er aajumaaq. Alt, hvad jeg rører ved, maa raadne og dø!«

Missuarniannga stirrede ufravendt mod kløften og saa aanden glide ganske langsomt hen imod sig. De sorte arme var strakt frem imod ham, den klolignende haand med de tre fingre vinkede, og hovedet, der var spidst og skarpt som en hunds, uden haar og med store glødende øjne, nikkede og svajede under kroppens lydløse gliden gennem luften. Da Missuarniannga mærkede dens varme aande i ansigtet, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot, at aajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen, saa han straks hen imod kløften, men der var intet mere at se, trolden var forsvundet.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set aajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeaand.

* * *

Enhver aandemanerlærling, der har en aajumaaq, maa ogsaa have en amuu, en aand, der tilkaldes, naar lamperne er slukket i det hus, hvor aandebesværgelserne foregaar. Imedens aandeflugten foregaar og aandemanerens legeme ligger bagbundet, uden sjæl, holder amuu tilhørerne i aande. Nu da aanderne ude i naturen var begyndt at komme til ham, behøvede han ikke længere at gøre sig nogen særlig umage, og det fik han da ogsaa at se selv, en dag han sad paa en skraaning ud mod havet og saa paa storisen, som en vestenvind samlede uden for fjordens munding.

Da hørte han nede fra havstokken svagt, næsten hviskende: »Amuu - amuu! Jeg haler dig til mig, jeg haler dig til mig.«

Han gentog ordet, og straks voksede tonen, indtil den blev til et øredøvende raab: »Amuu – amuu!«

Da saa han en styg trold komme op fra dybet. Øjnene var store og rullende og skinnede som ild. Den kom hen imod ham. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille vissen krop, smaa ben, men lange, lange arme, der raktes op imod ham under raabet:

»Jeg haler dig til mig, jeg haler dig til mig!«

Saa mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, laa han helt nede ved vandet.

* * *

Der var gaaet lang tid efter det, der her er skildret, og Missuarniannga arbejdede stadig paa at udvikle sine evner som aandemaner.

Engang opholdt han sig ved bopladsen Itilleq i nærheden af Kulusuk. Som sædvanlig gik han ind over land og kom til en smuk og frodig dal, der laa lige ud for en kløft, hvorigennem der strømmede en elv. Her fik han øje paa en lille mand, en dværg, der ikke var større end en tommelfinger. Han var klædt i smukke klæder med bukser og støvler af spragleskind; paa overkroppen havde han en blaalig anorak, der ikke syntes at være gjort af skind.

»Hvor kommer du fra?«

»Jeg kommer fra det indre af landet ved Umiivik; jeg kom herhen, idet jeg foldede landene sammen, saa at fjeldtinderne kom til at kysse hinanden.«

Naar dværge har hastværk, har de en tikkuut, en lille pegepind, som de holder frem for sig; da krymper landene sig sammen, saa at de bliver i stand til at tilbagelægge lange strækninger i eet skridt. Denne dværg havde ogsaa sin pegepind i haanden; den var hul, og ind i den var der stukket noget, som lignede tre fingerspidser; det var hans vaaben. Han fortalte, at han havde stjaalet en del tørret kød ved Umiivik, og at den mand, han havde stjaalet det fra, var blevet saa rasende, at han havde raabt:

»Lad tyven komme frem!«

Saa havde han vist sig og peget paa manden med sin pind, og straks var denne faldet død om. I samme øjeblik forsvandt den lille dværg saa pludseligt, at Missuarniannga ganske glemte at berøre ham, og han blev derfor ikke hans hjælpeaand.

Aandemaneren var nu blevet voksen og begyndte at gaa paa fangst sammen med sine bopladsfæller. Ofte var han langt tilhavs, og det var nu hans højeste ønske at faa en innersuaq; men mange gange roede han forgæves, uden at det lykkedes ham at træffe nogen.

Saa var det engang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt. Herfra opdagede han en kajakmand, som kom roende hen imod ham. Han saa mærkelig ud, for han havde næsten ingen næse, og kinderne var hule. De kom i snak med hinanden.

»Hvad hedder du?«

»Nakkalia - den, der er skabt til at falde ned.«

»Hvor har du land?«

»Henne ved det skær der; du skulle komme og besøge os, vi er kun os to, min kone og mig.«

Missuarniannga roede saa sammen med ham hen til skæret. Den underjordiske strøg hen over stenene med sin haand, og straks var det, som om landene løftede sig, og frem for dem laa en græsbevokset dal med et lille hus, et smukt lille hus, som de roede frem til. Da den underjordiske steg ud af sin kajak, viste det sig, at han var lam i begge hofter og maatte kravle hen over jorden.

Han fortalte, at det var, fordi han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men hans fjende havde været stærkere end han selv og slaaet ham med netop den sygdom, som han havde tiltænkt ham.

Inde i huset var alt fint og rent, træværket skinnede hvidt. Skind var hængt op over indgangsaabningen og rullet op, og det var tegn paa, at Nakkalia var en ivrig aandemaner.

Han fortalte, at han havde haft fem sønner, men at de alle var blevet dræbt af fjender.

»Naar er du født?«

»I forgaars,« svarede Nakkalia.

Dette betyder i det underjordiske sprog det samme som itsarsuaq, dengang for længe, længe siden.

»Hvor længe lever I?«

»Atanitta naggataat nalunarpoq: man ved intet om, naar vor forening med livet ophører.«

Og dette vil sige det samme som, at de ikke kender til at dø.

Missuarniannga opholdt sig i nogen tid hos de underjordiske og tog saa hjem. Han var for ny en aandemaner til at faa noget at spise, thi da ville han have glemt sin hjemrejse. Da han roede bort, mærkede han intet til, at han kom ud af jordens indre, og han havde nu faaet en underjordisk hjælpeaand.

Engang skulle Missuarniannga fra Amitsuarsuit til Tasiusaq. Da han kom hen over det sted, der kaldes for »rypemes lavning«, hørte han oppe i luften en vældig susen og gik i land for nærmere at undersøge, hvad det var. Ved en lille sø saa han nu en kæmpe ligge mageligt henslængt med haanden under kinden. Engang imellem klappede han paa græstørven ved siden af, og det var det, der gav den mærkelige lyd oppe i luften. Kæmpen var en timerseq af de middelstore, d.v.s. dem, der bor yderst mod havet. Saa snart han fik øje paa aandemaneren, vinkede han ham hen til sig. Kæmpens navn er glemt, men de talte længe sammen, og til sidst spurgte han, om Missuarniannga havde lært at flyve og færdes gennem luften.

Nej, det var der ingen, der havde lært ham.

»Nu skal jeg lære dig det.« Saa blæste han med sin mund ud over fjorden, og straks blev en tyk røgsky synlig, ligesom et taagebaand, der strakte sig fra toppen af Killuisaajuit til Akulliit. Derefter bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og hævede sig op i luften, idet han fløj hen over det smalle taagebaand; det saa ganske ud som en glidebane paa nyis. Denne fulgte indlandsboen helt over til Akulliit.

»Saadan bevæger vi os, naar vi har lang vej frem. Naar I ser et taagebælte spændt ud over fjeldenes toppe, saa er det os, der er paa luftrejse. Rør nu ved mig, saa skal jeg blive din hjælpeaand, og du kan ligesom jeg færdes gennem luften.«

Saaledes blev denne indlandsbo hans hjælpeaand.

Saa hændte det, at hans farbroder skulle paa en lang rejse, der ville tage mange aar. Og da Missuarniannga gerne ville tage afsked med ham, roede han ind i fjorden i sin kajak. Idet han passerede eqqualandet, hørte han fløjten og hvislen ovre fra den anden side af fjorden og opdagede oppe paa land en vældig kæmpe. Han sad fornøjet og fløjtede, og hver gang han tav et øjeblik, daskede han paa jorden med haanden.

Missuarniannga roede derover, tog sin lille kniv og steg ud af sin kajak for at gaa op til kæmpen; men da denne saa kniven, vinkede han til ham og lod ham forstaa, at her behøvedes ingen vaaben. Kæmpen smilede og lo og brummede næsten som et uvejr.

»Mig skal du ikke være bange for, jeg ligger bare her og glæder mig over at se landene og havet.«

Næppe havde han sagt det, før der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe oppe i fjeldet. De saa begge ganske ud som mennesker, men var store som fjelde og havde blaa klæder. Ogsaa denne sidste kæmpe smilede til ham, og Missuarniannga blev ikke bange. Men saa kom der en tredie østfra. Han kom krybende, skulende og rød om kinderne som tegn paa, at han var ond. Missuarniannga gøs ved synet, men fik ikke tid til at blive bange, thi straks efter kom der en endnu større kæmpe, den største af dem allesammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, saa umaadelig saa dette fjeld i menneskeskikkelse ud. Men hans angst gik over, da han hørte en rullen gennem luften, der sagde:

»Mig skal du ikke være bange for, jeg er den ældste af os, vi er brødre og vil dig kun godt.«

De blev nu længe sammen, og Missuarniannga lærte mange ting. De strøg ham hen over øjnene, saa at hele verden ligesom blev lysere for ham, og han blev klartseende og kunne opdage ting, andre mennesker ikke kunne se.

Siden berørte han dem alle, og de blev hans hjælpeaander.

Derpaa gik han tilbage til sin kajak og roede bort. Et stykke ude i fjorden saa han sig tilbage for at se, hvad der var blevet af kæmperne, og han saa da, hvorledes de alle med samlede knæ og krummede ben hævede sig op i luften; og idet de fløj op over fjeldet, istemte de en sang og blev borte som store skyer i horisonten.

* * *

Kort tid efter var han ude i kajak paa søsiden af Angiitit og roede lige inde under land, idet han stadig ønskede, at han maatte træffe paa flere underjordiske. Det var dejligt vejr, solskin, varmende solskin.

Saa hører han en summen som fra en flue og lidt efter:

»Ii-ii-ii! Jeg kommer aldrig op!«

»Kom nu bare op, hvis du kan,« svarede Missuarniannga.

Og saa kom hun op. Det var en kvinde fra de underjordiske, og hun kom op med bortvendt ansigt.

»Besøg mig,« sagde hun.

Aandemaneren vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare, men saa strøg hun med tre fingre hen over en kløft, og straks kom der et stort land til syne, en hel boplads steg op af havet, og man saa et stort hus med fire vinduer.

»Du bor da ikke alene i det store hus?«

»Jo, jeg gør, nu skal du bare se.«

Saa kom de hen til huset; ved husgangen laa et skinnende hvidt stykke træ, det lignede ribbenene af en hvidhval.

»Det er noget, jeg skal bruge til at købe mig en ulu for.« Derpaa gik de ind i huset. De havde ikke været der ret længe, før der viste sig et ansigt i vinduet, og straks raabte kvinden:

»Mine bopladsfæller har opdaget, at jeg har en gæst; du maa straks flygte, ellers bliver du dræbt.«

Aandemaneren ville springe ned i husgangen, men den lukkede sig sammen, saa at han ikke kunne komme ud. Saa sprang han hen til et af vinduerne, men ogsaa det groede sammen, lukkede sig for ham, og saaledes gækkedes han stadig af troldskab, der spærrede alle udgange for ham. Først ved det allersidste vindue lykkedes det ham at slippe ud. Han sprang i sin kajak og roede af alle kræfter og blev ved med at ro, lige til han kom til Amitsuarsuk ved mundingen af Ammassalikfjorden. Men inden hans flugt var den underjordiske kvinde blevet hans hjælpeaand.

Ved Amitsuarsuk gik han ind over land, indtil han kom til en stor kløft, der kaldes for Uersat. Her findes en granitblok, som aandemanerne plejer at stryge for at tilkalde hjælpeaander. Her siges at bo en grum aand, uersat inuat, de uægtefødtes herre. Paa dette sted gav han sig til at stryge, som han plejede, med sin sorte og hvide sten, og det varede ikke længe, før han hørte fløjt og hvislen fra kløften. Han blev ved med at stryge, indtil der pludselig røg en splitternøgen mand ud af klippen i kløften. Ved synet af ham besvimede han. Hvor længe han var bevidstløs, ved han intet om, men da han kom til sig selv igen, laa han frysende og forkommen. Hvor? Inde i mørket, dybt inde i kløften, afklædt og kraftløs.

Han vækkes som sædvanlig af »Diskant«, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham, og han trækker det paa og rejser hjem; men siden maa han opsøge stedet endnu to gange for at faa ham som hjælpeaand. Uersats aand skærmer ham imod tupilaat og vækker ham til live igen, naar en død har rørt ved ham.

* * *

Nu er det tid for ham at opsøge dødninge som hjælpeaander. Han ror i kajak fra Immikkoortoq og kommer gennem sundet her, da han hører latter i nærheden. Straks efter møder han to kajakker, der viser sig at være to genfærd efter afdøde. Det er første gang, den ene af dem er i kajak efter sin død, og derfor tør han ikke forlade land. Saa tæt har han holdt sig inde ved stranden, at han fik sin aare ind i en lille kløft og nær var kæntret derved, og det er det, de ler af.

Dette hændte ved midsommertid, og det fortælles, at de døde paa den tid af aaret kan vende tilbage til deres grave og leve der, medens der er varmt og skønt paa jorden.

Missuarniannga slog følge med de to genfærd, og de kom ind i en lille bugt, før han mærkede, at luften ligesom dirrede. Han var nær besvimet, og det var, fordi de nærmede sig genfærdenes hus, der er graven. De gik op til huset, og Missuarniannga saa, at det ingen husgang havde. Indvendig var det indrettet ligesom menneskenes huse, kun var gryderne ophængt i snore, der gik helt op til himlen. Inde paa briksen sad der en meget gammel mand, der tog venligt imod dem.

»Vi lider af tagdryp,« sagde den gamle. »Der er nogen, der har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.«

Det var en godmodig mand, som ikke blev vred; for ellers maa man vogte sig vel for nogensinde at tage sten fra en grav.

Manden lagde nu kød frem til gæsterne og sagde:

»Missuarniannga, du er nu saa stor en aandemaner, at du godt kan spise de dødes mad.«

Kødet var haardt kogt og saa ud som tørv, men det var nemt at suge. Det kan spises tre gange, idet det vokser ud paa benet igen.

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeaander, men de gav ham anvisning paa en gammel grav inde bag Amitsuarsuk, hvor en gammel kvinde laa begravet.

»Gaa du hen og stryg den med din aandemanersten!« sagde de, og Missuarniannga gjorde, som de havde sagt.

Da han havde siddet en tid ved graven og strøget, hørte han en lyd, der indefra sagde: »Hi-i-i- ii!«. Og samtidig begyndte stenene, som graven var bygget op af, at bevæge sig. Pludselig blev en lille lysstribe synlig, den tegnede sig som en regnbue oppe paa himlen, en regnbue, der førte fra solen og ned til graven og ind i graven. Da aabnede gravstenene sig paa den side, der vendte mod vest, og en kvinde rejste sig fra stendyssen. Hendes ansigt var sort, og hendes krop var indtørret. Vuggende langsomt i hofterne vendte hun sig hen imod ham, men da hun var ham ganske nær, faldt han mod sin vilje ind over hende og besvimede.

Da han atter kom til sig selv, sad dværgen »Diskant« og sang trylleviser over ham.

»Hvorfor er du her?«

»Genfærdene har sendt bud efter mig, for at jeg kunne vække dig. Hun er nu din hjælpeaand.« Han havde dermed faaet sin første dødningeaand.

* * *

Paa den her skildrede maade øgedes for hvert aar aandernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjeldene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregaaet i dybeste hemmelighed.

De sidste hjælpeaander, han fik, var stadig dødninge, som regnes for at være stærke i en stor aandemaners tjeneste. Lig og skeletter blev levende, blot han kom til dem. Livet vendte tilbage til dem som lysbølger, der kom strygende fra himlen ind i de tavse grave, og søjler af nordlys flammede op, naar den døde slog stenene fra sig og steg op fra sin bolig.

Nu stod det blot tilbage for Missuarniannga at træde frem for menneskene og vise alt det, han havde lært. Naar lamperne slukkedes i en hytte og han paakaldte sine hjælpere, kunne han foretage aandeflugter gennem luften til fjerne egne. Blev mennesker syge, fordi deres sjæl var røvet, kunne han skaffe den tilbage og helbrede dem. Han kunne fare op til maanen og skaffe godt vejr, islæg eller aabent vand, eller han for ned under havet til dyrenes herskerinde, den farlige Immap Ukuaa, der fordeler hvaler, hvalrosser og sæler. Og for at hærde hans sjæl hændte det, at hans hjælpeaand, Equngasoq, den berømte »skæve«, tog ham med til de dødes land, hvor livet fortsattes under storfangst og glade sangfester.

Han maatte nu vise, hvad han kunne, og anledningen kom ganske af sig selv.

En morgen vaagnede han med vilde smerter i hovedet; hans hjerne voksede og buldnede op indefra, og vældige tankers veer pressede paa for at blive forløst. Han maatte tale, varsle, spaa og dømme, om ikke vanviddet skulle komme over ham.

Og saa sammenkaldte han da paa aandemaneres vis sine bopladsfæller til fest og øvede sin kunst for slukkede lamper, bagbundet som en hjælpeløs bylt. Man hørte ham sukke og stønne fra mørket, og troldtrommen, der var lagt ved siden af ham, var selv blevet levende og gik, som om tusinde aander slog løs paa den.

Og da trommen nu berørte hans hæl, var det, som om det første hvide daggry steg ud af natten; han kunne skimte i mørke. Senere da den berørte hans hofter; kom selve dagen. Mørke fandtes ikke for ham i natten, hans øjne skar tværs igennem alt.

Men da saa endelig den aften kom, da trommen som ført af usynlige hænder stod skælvende og tarmskindssyngende paa hans skulder, vældede solen med alt sit lys frem for hans aasyn, og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuarniannga var blevet alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstaaet blandt menneskene.

 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 22-34. København, 1921.