Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Livsanskuelse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Eskimoisk mytologi
Livsanskuelse
»Jeg ved ingenting; men uafbrudt stiller livet mig over for kræfter, der er stærkere end jeg selv! Slægters erfaringer har vi for, at det er svært at leve, og det er altid det uafvendelige, der bliver mands og kvindes skæbne.
Derfor tror vi paa det onde.
Det gode behøver man ikke at tage hensyn til, for det er godt i sig selv og behøver ingen tilbedelse.
Det onde derimod, som lurer paa os i det store mørke, truer os gennem storm og uvejr og sniger sig ind paa os i klamme taager, maa holdes borte fra de veje, vi gaar.
Menneskene formaar saa lidt, saa lidt, og vi ved ikke engang, om det, vi tror paa, er rigtigt.
Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det, som skal ske, sker.«
Dette er en gammel østgrønlænders svar, nedskrevet ordret, saaledes som det faldt, da jeg spurgte ham ud om livet og dets mange gaader; denne mørke og fatalistiske livsanskuelse staar i en underlig modsætning til det liv, som til daglig karakteriserer alle bopladser.Thi det er jo saaledes, at det første umiddelbare indtryk, vi faar af eskimoen, er, at han lever i en tilværelse af idyl og barnlig uskyld, som kulturmennesket har mistet. Hans gode humør, hans rungende latter og hans hele ubekymrede sorgløshed kan virke saa overvældende paa os, at vi undertiden faar lyst til at bebrejde ham mangel paa alvor.
Men trods dette lette sind, den daglige glæde og det muntre kammeratskab, som bæres til skue indbyrdes, er eskimoerne dog som alle naturfolk overordentlig utrygge og mistænksomme over for hinanden. Thi bag ved alt dette umiddelbart indtagende skjuler der sig en mangel paa frigjorthed og en følelse af afhængighed, ikke blot over for naturen og dens magter, men ogsaa over for de mennesker, de lever sammen med, og dette præger i høj grad alle deres religiøse forestillinger.
Det er den arktiske natur, mørketidens knugende rædsel, stormenes uhygge og ensomheden paa de uendelige vidder, der er baggrunden for den eskimoiske religion - en religion, hvor al livsbetragtning bunder i kategoriske og barske bud og forbud og ikke kender noget til den mildhed og hengivelse, der følger med tilbedelse.
Alle naturens vilde kræfter har talt til mennesket og gjort det lille, lille over for elementernes vældige sprog, famlende over for mørkets mystik og fuld af undren over alt det, man ikke forstaar.
Skulle man da give en karakteristik af østgrønlændernes religiøse forestillinger, ville det derfor være nødvendigt at skildre alt det, som livet igennem foranlediger deres kamp mod ukendte magter.
De bud og forbud, der omgiver dem i deres forhold til religionen, er saa komplicerede, at man til en begyndelse tror at staa over for et virvar, der blot er fostret af syge hjerner; men er man trængt til bunds og har faaet øjnene op for den røde traad, der gaar gennem alt, maa man forbavses over den sindrige og systematiske maade, hvorpaa livets gaader og farer her søges klaret; man imponeres over, at et naturfolk, som tilsyneladende er saa udpræget materielt anlagt, kan organisere et saadant besværgelsessystem. Den opfindsomhed, hvormed skæbnens uberegneligheder imødegaas, og den fantasi, hvormed man har lagt mystikken ind i de midler, der foreskrives i kampen for livet, virker i sandhed baade overraskende og forbløffende.
Grundlaget i den eskimoiske religion er det, at de helt forlader sig paa forfædrenes ufejlbarlighed og bygger deres tro op gennem overleverede myter og sagn, som anses for sande og befolker hele naturen med mægtige og grusomme væsener.
Vi staar her over for det centrale i den eskimoiske religion, der foran kort er udtrykt ved, at det kun er det onde, man behøver at tage hensyn til. Men menneskene ville nu gaa helt til grunde, hvis forfædrene ikke havde givet en anvisning paa, hvorledes man alligevel til en vis grad kan holde alle naturens magter paa afstand. Dette sker ved:
- 1) Allemeq, en bod, der øves, naar man paa grund af særlige forhold, f.eks. berøring med døde, maa anses for at være uren for sit samfund.
- 2) Aamussat, amuletter, der baade kan afvende ulykke og bringe lykke.
- 3) Serratit eller trylleord, der opfattes som formularer, der stiles til afdøde mennesker, som da træder hjælpende til.
Naar de tre forannævnte hovedpunkter opstilles, skal her dog ogsaa for en fuldstændigheds skyld nævnes en slags ofring, der er fælles for alle eskimoer, skønt den i det daglige liv ikke spiller nogen fremtrædende rolle. Det er:
- 4) Mingulerterineq eller tunillaaneq, en ofring, som bestaar i, at man kan give kød til de døde ved at lægge det ind i graven til dem; dette behøver dog kun at være ganske smaa stykker, da de døde selv har evne til at gøre det saa stort, de vil. Paa samme maade kan man ogsaa ofre til nærmere bestemte fjelde eller sten for at faa godt vejr paa en rejse eller held til fangst. Ofringerne til de døde tænkes henvendt til sjælen eller til den livskraft, som har overlevet legemet.
Men menneskene ville dog trods alt ikke kunne klare sig med bod, amuletter, trylleord og ofringer alene, hvis de ikke havde en midler mellem sig selv og det overnaturlige; derfor har enkelte mennesker faaet særlige evner, saa at de under iagttagelsen af visse ceremonier kan gøre sig til herrer over ondskabens haabløshed.Disse mennesker er aandemanerne.
Det er nemlig saaledes, at det ikke blot er naturens aander, der truer menneskene, men mest af alt livets egen ondskab, den som menneskene selv skaber sig. Værst er de fjender, der fødes af had eller bagvaskelse, ufordragelighed eller misundelse, særlig naar disse fjender samtidig tager det overnaturlige i deres tjeneste. Derfor er afgørende momenter i den eskimoiske religion bestemt ved menneskene selv, saaledes som det følgende skal vise.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 9-11. København, 1921.
