Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Maanen og Solen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Maanen og Solen
Man fortæller, at Maanen boede i Hus sammen med sin yngre Søster, Solen. De holdt meget af hinanden, og Maanen, som tilsidst fattede Elskov til sin Søster, begyndte at ligge hos hende om Natten. Men Solen vidste ikke, hvem det var, fordi han altid kom om Natten, naar der var mørkt i Huset. Men en Nat, da han laa hos hende, smurte hun Sod paa hans Arm for at mærke ham, og saaledes genkendte hun sin Elsker.
Solen betoges af Skam herover og gjorde sig straks klar til at flygte, idet hun tændte Ild i en Tørv, der var dyppet i Tran, og løb ud af Huset. Saa snart hun kom udenfor, løftede hun Faklen over sit Hoved og hævede sig op i Luften. Men Folk, som saa det, raabte:
"Maanens Søster flyver, Maanens Søster flyver!"
Da Maanen hørte dette, tændte han ogsaa Ild i en Optændingstørv, løb ud, hævede sig i Luften og satte efter sin Søster.
Men Søsteren fløj hurtigere, og Maanens Tørv gik ud. Solen kom helt op til Himlen, men Maanen standsede midt ude i Rummet, fordi hans Tørv slukkedes.
Saaledes blev Maanen og Solen til. Solen varmer, fordi hendes Fakkel brænder endnu, og Maanen er kold, fordi hans gik ud.
Men endnu den Dag i Dag forfølger Maanen Solen oppe paa Himlen.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 84. København, 1921.
