Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Nátátoq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Nátátoq
– eller den gamle, der blev ung igen

Paa Øen Nôrssît i Nærheden af Kap Dan boede Nátátoq, en gammel Mand, der ikke fangede mere. Han boede i et lille Hus sammen med sin Kone, og saa ensom var han og saa angst for Overfald, at han havde bygget sit Hus paa Randen af en brat Klippe, der førte lige ud til Havet.

Et lille Stykke fra hans Boplads var der et stort og rigt Hus, hvor der boede mange Brødre, stærke og mægtige ved deres Sammenhold. Deres Kødgrave var altid fyldt med hele, uflænsede Sæler, medens de to gamle kun havde det at leve af, som det rige Hus gav dem af sin Overflod.

Nátátoq var en skikkelig gammel Fyr, som ofte blev indbudt til Brødrene, der bad ham fortælle Historier, for at Aftnerne kunde blive kortere. Naar han gik hjem efter at have underholdt dem hele Aftenen, gav de ham dog kun et usselt lille Ribbensstykke, hvorfra næsten alt Kødet var skaaret bort. "Der var ikke mere Kød," sagde de; men saa snart den gamle var vel ude, hentede de store, uflænsede Sæler ind fra Kødgravene og holdt Ædegilde.

Naar Nátátoq kom hjem, delte han altid den Kødbid, han havde faaet, med sin Kone, og hun fik som oftest det største Stykke.

Engang vilde Brødrene af Ondskab pine Nátátoqs Sind og rive op i den Sorg, han bar paa, og bad ham derfor fortælle om sine afdøde Børn. Nátátoq havde haft mange Børn, og hans Alderdom vilde have været sorgfri, om de havde levet. Nu var de døde, og saaledes sørgede han over dem, at han aldrig turde nævne deres Navne.

Da man nu bad ham om at fortælle om sine kære afdøde, fyldtes han af Sorg og Harme og nægtede at gøre det. Men man trængte ind paa ham og tvang ham til at gøre det. Man forlangte, at han skulde fortælle om den Maade, hvorpaa hans Børn var døde, og skildre deres Død og sin egen Sorg.

Det koster ham stor Anstrengelse, han kæmper med Ordene, der falder over hinanden, han behersker sig for ikke at synke sammen, knuget af Minderne, og under sine grusomme Tilhøreres Munterhed fører han, dryppende af Sved, sin Beretning igennem.

Da han kommer hjem, begræder han paa ny Tabet af sine Børn og den Ensomhed, der gør ham magtesløs, græder af Sorg og Skam hele Aftenen og forbander de mange Brødre, der tvinger ham til stadig at genopleve sin Smerte. Thi det var nu bleven almindelig Morskab at lade ham græde hver Aften.

Nátátoq har imidlertid haft en Søn, han aldrig fortæller om, en Søn, han elsker mere end alle de andre; og Brødrene ved intet herom. Tilsidst opdager de det dog, og da undgaar Nátátoq ikke sin Skæbne; han maa berette alt om Sønnens Død, Gang paa Gang nævne det Navn, som den hellige Sorg forbyder ham at føre over sine Læber, indtil han under de andres Latter falder udmattet sammen.

Da han endelig kommer hjem den Aften, sætter han sig stille paa sin Briks og hulker uden Ord. Da kommer en halvvoksen Dreng fra det store Hus med et Stykke Kød, et Ribben med en Ryghvirvelknogle hængende ved.

"Værs'go'," siger Drengen, "det er til dig!"

Og saa gaar han sin Vej med det samme. Næppe er Drengen ude af Døren, før Nátátoq giver sig til at spise Kødet i stor Hast. Det ser denne Gang ud til, at han vil spise hele Stykket selv, og Konen siger derfor:

"Endelig engang skal det nok hænde, at du vil have hele Stykket selv."

Manden beder hende tie og spiser blot videre. Saa snart han har spist alt Kødet, siger han ind i et Skudhul, der findes i Ryghvirvlen:

"Bliv levende og gaa hen og skræm alle mine Plageaander i det store Hus ihjel."

Saa kaster han Knoglen ud i Husgangen. De hører den længe rasle derude, saa bliver alt stille igen.

Næste Morgen, da de gamle gaar ud, finder de Drengen, der har bragt Kødstykket, død henne ved en Skrænt halvvejs mellem Husene; og da den gamle derefter gaar hen og kigger ind gennem Vinduerne i det store Hus, ligger alle døde derinde. Knoglen var bleven levende, var bleven til et frygteligt Troldeskræmsel og havde skræmt dem alle ihjel. Saa skyndte den gamle sig tilbage til sin Kone og sagde:

"Nu er vi hævnede. De er alle skræmt ihjel, og nu kan vi hente Sæler og leve højt af de andres Kødgrave, saa meget vi lyster."

De hentede derpaa en hel Sæl og skulde netop til at leve højt, da der kom en Kajak paa Besøg.

"Ej-ej, alle jeres Bopladsfæller er døde!" sagde Manden. "Dem har du nok dræbt, Nátátoq!"

"Hvordan skulde det være muligt for mig gamle Mand at slaa saa mange Mennesker ihjel?" svarede Nátátoq. Men Kajakmanden rejste alligevel bort og fortalte, at Nátátoq havde myrdet sine Bopladsfæller. Senere kom der en Kajak til, og han sagde det samme som den første og rejste ogsaa sin Vej.

Nu turde Nátátoq ikke blive længere ved Nôrssît, da han var bange for at blive overfaldet af de dræbtes Slægtninge, og flygtede derfor ind til Angmagssalikfjorden og tog Plads ved Ingmíkôrtoq. Der stod et ubeboet Hus derinde, men da en Del af Udsigten ud over Vandet var skjult fra Vinduerne, turde han ikke bo der, men flyttede sammen med de Folk, der i Forvejen var ved Bopladsen.

Her boede de nu og ventede Hævn hver Dag, og ganske rigtigt, en Dag kom der roende en Mængde Kajaker ind mod Bopladsen. Det var Hævnerne, der kom for at dræbe Nátátoq.

Der blev stort Røre ved Bopladsen, og da man ikke vidste, hvad man skulde gøre, sagde Nátátoq:

"Hvorfor skulde jeg ikke forsøge at besværge Aander?"

Og saa gav han sig til at mane Aander ved højlys Dag, ja, Solen stod endog højt paa Himlen. I Begyndelsen skete det intet mærkeligt, Trommen gik ikke, og der var intet, som tydede paa, at Hjælpeaanderne nærmede sig. Men ganske pludselig kom der Fart i Trommen, og den bevægede sig i nogen Tid med stor Voldsomhed, for saa atter brat at tie.

Det plejer at hænde Folk, der ikke er Aandemanere og som dog forsøger paa at trylle. Trommen tier længe, saa tager den fat af sig selv med megen Styrke og tier saa igen, for lidt efter at tage fat paa ny. Til den Slags Mænd, som tvunget af Fortvivlelse giver sig til at mane Aander, kommer der en ganske særlig Aand, der har Skikkelse som en Sæl; men dens Hoved er uden Skind og Kød, det er kun et skinnende Kranium.

Folkene i Huset ventede længe, før de mærkede noget; saa hørte man en Stemme, der sagde:

"Skal jeg intet fortælle?"

"Fortæl!"

"Man fortæller, at Teltskind og Teltstænger – – –"

Ved Ordet Teltstænger besvimede alle paa en gaadefuld Maade inde i Huset; men lidt efter kom de til sig selv igen og begyndte at synge Aandesange. Det hørte de fjendtlige Kajaker, idet de gjorde Landgang, og de sagde til hinanden:

"De aner intet; hør, hvor de synger!"

Men i samme Øjeblik de gik op paa Land, forstummede Sangen.

"Nu aner de nok først Uraad deroppe," sagde Mændene.

Inde i Husgangen fandt de det Skind, der hænges over Indgangen under Aandebesværgelser, fastklæbet til Husgangens Sider og Indgangsstenen; de rev det i Stykker og brød ind.

Det, de nu saa, var højst besynderligt. Nátátoq sad stiv og tavs og stirrede mod Husgangen, og det samme gjorde alle hans Husfæller.

"Aah, han vil bare føre os bag Lyset," sagde Mændene og stødte til ham med en Kniv, ja, stak ham endog flere Steder i Ansigtet; men da han ikke rørte sig, blev de uhyggelig til Mode og skyndte sig tilbage til Kajakerne igen.

Næppe var man kommen i Kajakerne, før Sangen tog fat paa ny.

"Der har de holdt os godt for Nar," sagde Mændene og lo, "lad os nu gaa op og slaa dem alle ihjel!"

De gik atter i Land, men straks forstummede Sangen, og da de kom ind i Huset, saa de ganske det samme som før. Alle sad stive og stumme og stirrede hen mod Døren.

Der var blandt Husbeboerne en Pige, som de vidste havde meget let til Latter, og de gav sig derfor til at kildre hende for at se, om det virkelig var sandt, at de alle havde mistet Mælet og Følelsen. Pigen rørte sig ikke af Stedet og fortrak ikke en Mine. Saa blev de atter uhyggelig til Mode og skyndte sig ned til Kajakerne; og denne Gang var der ingen, som vendte tilbage, skønt Sangen fra det fortryllede Hus atter klang ud over Havet, i samme Øjeblik de stødte fra Land.

Det fortælles nu, at alle Bopladsbeboerne var i denne forheksede Tilstand et helt Aar, og først Aarsdagen efter kom de atter til sig selv igen. Man fandt da Sidebriksen fuld af store, friske Laks, som Aanden Saggaq havde lagt der. Disse Laks skulde være dem alle et Tegn paa, at de nu efter et Aars Koglerier var bleven nye Mennesker igen.

Nátátoq følte nu, da han var bleven ung igen, saadanne Kræfter og saadan et Mod, at han bestemte sig til at tage nyt Land. Han roede derfor sydover til en Boplads i Sermilikfjorden, og saa stærk var han bleven, at han roede sin Konebaad, ganske som om den havde været saa lille og let som en Kajak.

En Dag gik han til Fods ind over Land og mødte en Timerseq, en Kæmpe-Indlandsbo. De kom i Snak med hinanden, gik paa Renjagt sammen og blev saa enige om at løbe et Rensdyr op. Det skulde være et Væddeløb. Saa løb de, og en saadan Fart skød de, at de maatte omvikle sig med Kobberemme, for at deres Tøj ikke skulde blæse op paa Grund af det Pres, Farten gav. Saaledes løb de Rensdyret op, og Nátátoq tog den ene Halvpart, Indlandsboen den anden.

"Lad os nu se, om du kan bære det, store Nátátoq!" sagde Indlandsboen; og det voldte ikke Nátátoq Spor af Besvær.

Paa en anden Renjagt mødte de hinanden igen og blev saa enige om for længere Tid at jage sammen.

En Dag siger Indlandsboen:

"Der bor langt inde i Landet en gammel Indlandsbo med to Døtre. Men det er farligt at besøge dem, for Døtrene er meget stærke og myrder altid dem, der ligger hos dem."

"Dem maa vi da endelig besøge," sagde Nátátoq, og han var ikke til at faa fra sit Forsæt.

De drog saa paa Besøg, og for at værne sig mod Overfald forsynede de sig begge med store, brede Bælter af Remmesælskind (ungersat); det gjorde de, for at Kvinderne skulde være ude af Stand til at flaa deres Bukselinning op og rive deres Testes af.

Saa rejste de sammen til den gamle Indlandsbo og blev vel modtagne og godt beværtede.

Døtrene var meget smukke og meget indladende mod de fremmede. Om Aftenen, da de havde spist og skulde gaa til Ro for Natten, lagde Nátátoq sig hos den ene og Indlandsboen hos den anden af Pigerne. De var villige og meget venlige, men da Nátátoq for at prøve den ene lod, som om han var faldet i Søvn, gjorde hun lynsnart Forsøg paa at rive hans Bælte op og flaa hans Testikler af; men i samme Øjeblik tog han hende stille og varsomt ind til sig og trykkede hende ihjel. Hendes gamle Fader, som hørte en ganske svag Rallen og derfor troede, at det var Nátátoq, der blev kvalt, hviskede hen til hende:

"Klem stærkere til, klem stærkere til!"

Men da han atter var faldet i Søvn, listede Nátátoq sig op og gik hen til sin Ledsager og bad ham om at lægge sig hos den døde Kvinde, medens han selv lagde sig hos hende, der endnu var i Live. Og derefter dræbte han hende paa samme Maade som den første.

Saa brød de op og tog hjem.

– – –

Engang fortalte Indlandsboen, at der inde paa Indlandsisen var et Sted, hvor man kunde fange mange Narhvaler; det var svært at komme derind, og omkring Fangststedet holdt mange store og farlige Indlandskæmper til. Men Nátátoq brød sig ikke om Faren; han vilde derind. Saa rejser de op til Indlandsisen og finder i en vældig Spalte et stort Hul, tildannet som et Bassin, hvor en Mængde Timerssît, Kæmpe- Indlandsboer, havde samlet sig paa den ene Side for at harpunere "angmalatarsiortut". Saaledes kaldes Sødyr, der søger til Vaager for at drage Aande.

Nátátoq sætter fast i en Narhval, men i samme Øjeblik harpuneres den fra den anden Side, og Indlandsboerne trækker den over til sig.

Der var spændt en tyk Kobberem over Bassinet, og ad denne entrede Nátátoq nu over for at tage sin Fangst tilbage. Linen var slap, og de forsøgte derfor at ryste Nátátoq ud i Bassinet; men det var forgæves, og han kom alligevel over. Men i det samme kastede en Sværm af Indlandsboer sig over ham, idet en af dem raabte:

"Det var ham, der dræbte mine Døtre!"

Nátátoq slog saa drabeligt om sig, at Kæmperne tumlede om paa Isen, og da de nu saa, hvor stærk han var, trak de sig tilbage og lod ham i Fred.

Men da den gamle Indlandsbo atter raabte: "Det var ham, der dræbte mine Døtre, jeg vil have Hævn!", tog Nátátoq en hel Narhval og vilde slynge den imod ham; men da flygtede den gamle, idet han skreg: "Ná-ná-nâ — vi vil ikke tage Hævn!"

Saa gik Nátátoq uantastet tilbage ad Linen over til den anden Side, idet han tog sin Narhval med, og nu var der ingen, der turde angribe ham mere.

Efter en rig Fangst tog han derpaa hjem med Indlandsboen. Paa Vejen siger Nátátoq til ham:

"Jeg har nu set dit Land, og det er bedst, du kommer ned til Kysten og ser, hvorledes vi lever."

Saa tog de ned til Kysten, og der lærte Nátátoq Indlandsboen at ro i Kajak. Han blev snart vældig til at fange og saa dygtig i Kajakroning, at han kunde lægge sig bagover i Søen og lade, som om han bandt en knækket Aare sammen. Da han havde opnaaet denne store Færdighed, sagde Nátátoq:

"Nu kan jeg ikke lære dig mere; det er derfor bedst, du tager tilbage til dit eget Land igen."

Derpaa skiltes de, og man har siden ikke hørt noget til dem.

Her ender Historien om Nátátoq.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 270-277. København, 1921.