Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Nalikátêq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

» Nalikátêq« 
(Kaarali, 1921)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen

Myter og sagn fra Angmagssalik


Nalikátêq

Den gamle Kælling, der bor paa Vejen til Maanen
og danser for sine Gæster for at æde deres
Lunger, saa snart de smiler.

Der var engang en Fanger, der boede ene sammen med sin Kone paa en Boplads. De levede altid i Bod, thi hver Gang Konen fødte et Barn, døde det. Tilsidst blev Manden ked af saaledes at leve i Bod til ingen Nytte, og da det saa igen hændte, at de fik et Barn, som døde, sagde han:

"Denne Gang vil jeg ikke gøre nogen Bod, for det nytter jo alligevel ingen Ting. Jeg vil have Lov til at gøre alt, hvad jeg har Lyst til, ganske som om der ikke var død nogen hos os."

Han roede derfor ud i Kajak og gik paa Fangst, ganske som han plejede, og mærkede ikke til noget usædvanligt. En Dag, da han kom hjem, opdagede han et lille Hul i sin Kajak og bad sin Kone om at komme ned og sy det.

"Det gaar aldrig, aldrig an," sagde hun, "for jeg gør Bod for Barnet, der døde, og maa ikke sy!"

"Det er ingen Nytte til med den Bod; gaa du bare ned og sy for mig."

"Du kan vel i det mindste bringe Kajaken op i Huset, saa at jeg ikke behøver at gaa ned til Strandbredden?"

"Nej, der er ikke noget at tage sig i Vare for, gaa du blot ned!"

Da Konen ikke længere turde sige sin Mand imod, gik hun ned og gav sig til at sy. Men da hun havde syet noget, var det, som om Traaden fik Stemme, en underlig knurrende Lyd, der voksede og voksede, og da hun næsten var færdig, var det, som om den flyttede sig og kom et andet Sted fra. Hun saa ud over Søen og fik Øje paa en stor Hund, der kom svømmende. Det var Maanemandens Hund. Kvinden gjorde Anskrig, og straks kom Manden løbende med sin store Lænser; da Hunden satte sit ene Ben paa Land, harpunerede han den fra den ene Side, og da den satte det andet Ben op, sprang han over paa den anden Side og harpunerede den derfra.

Hunden havde lige Kræfter til at slæbe sig op paa Land, saa faldt den om og døde.

"Nu er der ikke mere at være bange for, sy nu færdig!" sagde Manden, og Konen gjorde sit Arbejde færdigt.

Det blev Aften, inden de blev færdige. Saa gik de ind i deres Hus, og da de lagde sig for at sove, sagde Manden:

"Lysk mig!" (Ujânga).

"Det ved du jo, at jeg ikke maa, naar jeg gør Bod."

"Nu er der ikke mere at gøre Bod for, efter at vi har dræbt Maanens Hund!"

Konen turde ikke sige sin Mand imod og gav sig saa til at lyske ham. Da lød det højt og frygteligt udefra:

"Hvem har dræbt min Hund?" Ingen svarede; saa hørte de Stemmen en Gang til og endnu en Gang: "Hvem har dræbt min Hund?"

Da sagde Manden endelig: "Det har jeg."

Nu blev Maanemanden ude af sig selv af Raseri og begyndte at raabe og true saa frygteligt, at Manden rejste sig fra sit Leje og gik ud for at brydes med ham. De brødes længe og syntes en Stund lige stærke, men saa løftede Manden pludselig Maanen højt i Vejret og slyngede ham ned paa Jorden, saa at han kom til at ligge paa Ryggen.

Maanemanden var klædt som et Menneske, men alt hans Tøj var af Bjørneskind, og han havde en stor Hætte i sin Pels. Denne Hætte greb Manden fat i og begyndte at sno den rundt, indtil Linningen strammedes saaledes til, at Maanemanden var ved at kvæles. Maanemanden, som troede, at han skulde dø, raabte fortvivlet:

"Skal der aldrig mere blive Ebbe paa Jorden?"

"Det gør ingenting," svarede Manden og snoede Hætten fastere om Halsen.

"Skal der da heller aldrig mere blive Flod?"

"Det gør ingenting."

"Skal Sælerne aldrig mere føde deres Unger?" stønnede Maanemanden.

Dette turde Manden ikke overhøre, og saa slap han Maanen. Da Maanen var kommen til Kræfter igen, samlede han sine Hunde og gjorde sig klar til at rejse. Han havde nu kun tre Hunde, og det var vel Grunden til, at han var bleven saa vred over, at den fjerde var dræbt.

Da han er færdig, siger han til Manden: "Har du ikke Lyst til at besøge mig?"

"Hvordan skal jeg bære mig ad med det? Jeg kan jo ikke fiyve."

"Det gaar let. Jeg skal vise dig, hvordan du skal bære dig ad."

"Jeg har ingen Slæde."

"Saa kan du lave dig en."

Og da Manden endelig indvilgede i at rejse paa Besøg, sagde Maanemanden:

"Naar du skal af Sted, skal du køre ganske paa samme Maade, som du ser mig gøre. Først kaster du dine Hunde op i Luften, en for en, derefter din Slæde; men idet du smider den op, sørger du vel for selv at blive hængende fast ved den. Er du først oppe i Luften, skal du blot følge den lige Vej, der gaar til mit Hus. Langt ude vil du komme til en Ø. Ved denne Ø deler Vejen sig, og der maa du endelig vogte dig for at køre til venstre; thi den Vej gaar til den gamle Kælling, Nalíkátêq, der æder Mennesker. Naar du kører forbi, vil du høre hendes Kalden, der lyder smukt og lokkende, og uafbrudt vil hun raabe: "Mat-ta, Mat-ta!" Men det skal du ikke bryde dig om. Pas nøje paa ikke at se til den Side, men følg Vejen, der gaar lige frem til mig."

Saaledes talte Maanemanden, og derpaa tog han sine Hunde, en for en, og kastede dem op i Luften, hvor de blev staaende svævende, uden at falde ned. Tilsidst fulgte Slæden efter, og med den kom Maanemanden selv, og saa kørte han bort. Hver Gang han kom hen over Klaringerne oppe paa Himlen, hørte man tydeligt Slædemederne gungre, ganske som naar der køres paa haard Glatis; men saa snart Slæden for gennem Skyer, blev Lyden lind og blød, som naar der køres paa Nysne.

Manden blev staaende og fulgte Maanen med Øjnene, saa længe han kunde se ham; saa gik han ind i sit Hus, rev det Stykke Træ, han havde forrest paa Briksekanten, væk, og gav sig til at lave en Slæde.

Det blev ikke nogen smuk Slæde, han fik færdig, dertil havde han alt for travlt; og da han var færdig, havde han megen Hast med at faa den baaret op paa Toppen af et lille Fjæld.

"Maaske slaar jeg blot mine Hunde fordærvet," tænkte han, "men jeg vil alligevel forsøge."

Saa slyngede han en af sine Hunde op i Luften, og til hans store Forbavselse blev den svævende deroppe. Saa fulgte de andre Hunde efter, og sidst Slæden, som han selv klamrede sig fast til; saaledes befandt han sig nu med Slæde og Hunde svævende oppe i Luften. Maanemandens Spor var endnu tydeligt synlige, og dem fulgte han, idet han kørte af Sted; men til hans Undren gik det ikke opad, det var, som om Vejen blot gik lige frem hen over en Slette.

Han havde kørt længe, da han fik en Ø i Sigte forude. Klaringerne var som Glatis, og Skyerne var som Havis med Sne over. Der var ikke noget mærkeligt at se paa Farten frem. Men da han naar frem til Øen, opdager han et Spor, der viger af til venstre, og hører samtidig Sang langt borte, en skøn og lokkende Kalden, der næsten ikke var til at modstaa: "Mat-ta, Mat-ta!" Stemmen lød saa dejligt, at han uden selv at vide af det kom til at se over i den Retning, hvorfra den kom. Næppe var det gjort, før Hundene løb ind paa Sporet og fløj af Sted med ham lige til det Hus, hvorfra den smukke Stemme kom. Hundene krøb helt ned i Husgangen, og der var nu intet andet for ham at gøre end at vælte sin Slæde og gaa ind.

Inde i Huset traf han en gammel Kælling og en Mand. De sad i hver sin Side af Huset. Han sagde ingenting, men Kvinden var smilende og indsmigrende mod den fremmede og bad ham ind. Han satte sig under Vinduet, og straks trak Kællingen en Tromme frem og gjorde sig klar til at synge. Hun var kun iført et Mavebælte, men midt i Skridtet var anbragt Hovedet af en Hund med to Pletter over Øjnene; det hang og daskede der og saa latterligt ud. Nu begyndte hun at synge, idet hun slog sin Tromme med en Kniv. Da var det, som om Hundehovedet blev levende midt i Skrævet paa hende; sommetider forsvandt det bagud mellem Benene, saa kom det frem igen og rakte Hals hen imod den besøgende, og alt imedens sang Kællingen og gjorde alle mulige komiske Bevægelser. Alt dette virkede saa lattervækkende, at Manden mod sin Vilje mærkede, at det trak en Smule i hans Mundvige; han var paa Nippet til at smile. I samme Øjeblik følte han et sviende Stik under Kravebenet, og før han kunde forhindre det, havde Kællingen skaaret et Snit hen over Brystet paa ham og trukket Lungerne ud. Saa mat følte Manden sig med eet, at han ingen Modstand kunde gøre; inden han faldt helt sammen, skyndte han sig derfor ud til sin Slæde og kørte videre frem til Maanemanden. Han var næsten død, da han naaede frem.

"Det sagde jeg jo til dig," sagde Maanemanden, "at du ikke maatte lade dig lokke af Kvindens Sang! Der ser du, nu har hun trukket Lungerne ud af Livet paa dig." Derpaa fik han travlt, spændte sine Hunde for og kørte ned til "Lunge-Ædersken". Hun sad med Lungerne bredt ud paa et Fad og ventede paa, at de skulde blive kolde, da Maanemanden kom. Straks greb han Fadet, tog Lungerne til sig og smed Fadet saa haardt i Gulvet, at det gik i Stykker.

Da aabnede Gamlingen, der var "Lunge-Ædersken"s Mand, sin Mund og sagde stille:

"Nu gik det Fad i Stykker, og ingen har hun til at lave sig et nyt."

Men Maanemanden skyndte sig ud og naaede sin Gæst, inden han endnu var helt død. Saa lagde han Lungerne frem og sagde:

"Nu maa du spise dine Lunger; det er den eneste Maade, hvorpaa du kan blive levende igen."

Manden gav sig til at spise sine Lunger Stump for Stump og havde næsten spist op, da han standsede og sagde:

"Nu er det umuligt for mig at synke mere!"

"Du maa alligevel gøre det, hvis du skal blive rask," sagde Maanemanden, "ellers faar du ikke hele Lunger igen!"

Saa tog Manden fat igen, og med stort Besvær lykkedes det ham at faa sunket de sidste Stykker, men saa var han ogsaa rask med det samme.

Han opholdt sig nu længe hos Maanemanden, lærte hans Hus at kende med alle dets vidunderlige Indretninger og fik set mange Ting, der før havde været skjult for ham. Først da Længslen efter Jorden atter kom over ham, tog han Afsked og naaede uden Uheld tilbage til sin Boplads og sin Kone, som allerede ganske havde opgivet at se ham igen.

Dette er Historien om Fangeren, der var stærkere end Maanemanden.
 

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 85-90. København, 1921.