Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Nerrersujut – eller Grovædertroldene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland er illustreret af den østgrønlandske kunstner Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Nerrersujut
– eller Grovædertroldene

Der var engang to forældreløse, en Broder og en lille Søster, som boede hos deres Plejefader og Plejemoder, der holdt meget af dem. De var glade for at have dem i Huset, fordi de samlede Bær til dem. Naar Folk tog paa Bærtogt med Konebaad, fulgte de med og samlede mange Bær.

Engang var den lille Søster taget alene af Sted med Kone-baaden, og da den skulde vende tilbage igen til Bopladsen, kunde Folk ingen Steder finde hende; da de ikke en Gang havde hørt hendes Stemme eller hørt hende skrige, vidste de slet ikke, hvor de skulde lede efter hende, og saaledes gik det til, at hun blev helt borte. Da Konebaaden kom tilbage, blev Broderen meget bedrøvet, ja, saa bedrøvet blev han, at han bestemte sig til at blive Aandemaner, og fra den Dag af søgte han altid Ensomheden oppe mellem Fjældene. Da han var kommen i Forbindelse med Aander og havde faaet noget Kendskab til det, der er skjult for andre, gav han sig til at arbejde paa at finde sin Søsters Vej, den Vej, ad hvilken hun var gaaet, dengang hun blev borte. Han arbejdede saa længe hermed og saa ihærdigt, at han en Dag i et Syn fik Øje paa hendes Spor, der førte ind over Land, langt ind over Fjældene. Sporet laa for ham, saaledes at det var, som om det lyste for hans Øjne gennem Landet, og han saa, at der var meget langt til det Sted, hvor det endte. Det blev borte i Retning af en stor Fjord. Da han opdagede det, vidste han, at hans Søster ikke var død, og han tog da den Bestemmelse at ville søge efter hende, naar han var bleven noget ældre.

Omsider blev han saa gammel, at han kunde søge efter hende; det var, da han havde faaet en Kone og et Barn. Da hændte det, at en af hans Husfæller mistede sin Kone, der var med Barn; man søgte efter hende alle Steder, men fandt hende ikke. Ogsaa Aandemaneren gjorde, hvad han kunde, for at faa Øje paa hende, men han saa hende ingen Steder; det var umuligt for ham at faa Øje paa hendes Spor noget Sted, og det var, fordi hun var bleven dræbt.

En Dag sagde Aandemaneren: "I Vinter vil jeg engang køre i en Retning, hvor man ikke jager Bjørne; jeg vil køre ind i den store Fjord, bort fra Bjørnetrækket."

Det sagde han, fordi det var hans Agt at søge efter sin Søster. Det blev Efteraar og begyndte at gaa mod Vinter, og Isen lagde sig; Vinteren kom, og da Aarstiden havde vendt sig om til den anden Side og Lyset var kommen tilbage, tog han en Dag ud paa en Slæderejse. Han kørte og kørte langt ind i den store Fjord og kom til nogle Næs, hvor Stranden skraanede jævnt ned mod Havet. Her vendte han Bunden i Vejret paa sin Slæde, for at Hundene ikke skulde løbe bort med den, og gik til Fjælds for at faa Udsigt. Oppe paa Toppen saa han ud over Landene, og da han havde staaet nogen Tid deroppe og tænkte paa at gaa ned igen, opdagede han pludselig paa den anden Side af et Næs to store Huse. Han stod og saa paa dem og blev ved med at se, og saa kom der en Kvinde ud af det ene Hus. Han kendte hende straks; det var hans Søster. Han havde ikke set hende, siden hun var et Barn, men kendte hende dog, fordi han var en Aandemaner. Han stod nu og tænkte ved sig selv:

"Gid hun dog vilde gaa til Fjælds!"

Straks begyndte hun at gaa op imod ham, saa at de mødtes. Broderen spurgte hende:

"Hvad gør du her?"

Søsteren svarede ham:

"Jeg er gift her. Dengang jeg blev borte, var det, fordi en Mand tog mig og bortførte mig for at faa mig til Kone; den, som bortførte mig, er nu min Mand. De Folk, jeg bor iblandt, er Nerrersûjût, "Grovædertrolde"; min Mand er en af dem."

Saa sagde Broderen til hende:

"Maa jeg komme og besøge dig?"

"Jeg ved ikke; vore Landsmænd plejer at være bange for min Mand. Lad mig først spørge ham derom."

Derpaa gik hun ind i Huset og kom lidt efter tilbage sammen med sin Mand, og de gik op over Fjældene og kom hen til ham. Her mødtes de og talte med hinanden. Svogeren indbød Broderen til at komme ned, og han gik ned sammen med dem og var deres Gæst. De var meget venlige imod ham under hans Besøg, men naar der kom fremmede ind til dem, plejede de at beføle ham over hele Legemet; og det var nok, fordi deres Tænder løb i Vand efter at komme til at spise ham. De flyttede sig dog straks og gik deres Vej, naar Svogeren befalede dem at gaa.

Saa kom der en besøgende ind, en Mand, hvis hele Ansigt var dækket med Smuds; han var kun inde et Øjeblik, saa forsvandt han. Lidt efter kom han igen og satte sig op i Nær-heden af Broderen, kom stadig nærmere og nærmere hen til ham, gik saa ud igen og kom ind igen, stadig nærmere og nærmere ved ham. Atter gik han ud, kom ind igen og satte sig ved Siden af ham; og da han denne Gang gik ud, sagde Svogeren:

"Han har som sædvanlig faaet Lyst til at æde dig; naar han nu kommer ind igen og kniber dig i Siden og du farer sammen, vil han øjeblikkelig kaste sig over dig. Det er derfor nødvendigt, at du dræber ham. Her har du en Kniv."

Med disse Ord gav han ham sin Kniv. Svogeren vægrede sig ved at tage imod den, men da han var klar over, at han vilde blive dræbt, hvis han ikke slog først, tog han tilsidst imod den.

Lidt efter kom Manden igen og satte sig klods op ad ham, men i samme Øjeblik stak Aandemaneren ham og ramte saa godt, at han døde med det samme; han aabnede blot Munden, ganske som om han gabede. Svogeren sagde blot, at han skulde lægge ham ind under Sidebriksen, og det gjorde han.

Lidt efter kom et Kvindfolk ind, en hæslig, snavset Kvinde, og idet hun saa sig om, sagde hun:

"Min Mand er bleven borte." Saa gik hun ud igen, og man kunde høre hende gaa derude og søge efter sin Mand.

Lidt efter kom hun ind igen og sagde:

"Hvor mon han dog er bleven af?"

Saa sagde Grovædersvogeren: "Men hvor gik han da hen?"

Og hun svarede:

"Ja, hvor er han gaaet hen? Han gik ud for en Stund siden og er ganske forsvundet. Det er ikke godt at vide, hvor han er kommen hen; selv om han er død, maa jeg se at finde ham, for saa kunde da hans Børn faa sig et Maaltid af ham. Han er ikke svær at kende, for hvis man tager hans Støvler af ham, er hans Ben meget sorte."

Saa sagde Aandemaneren:

"Det skulde vel ikke være ham, jeg har lagt her?"

Og næppe havde han trukket ham frem, før hun greb fat i Støvlerne, trak dem af og sagde:

"Jo, det er ham! Mange Tak skal du have, nu vil hans Børn faa sig et godt Maaltid af ham." Derpaa gik hun ud, idet hun slæbte ham efter sig.

Konens Broder tilbragte Natten der som Gæst, og da han skulde af Sted næste Dag, fortalte han, at han havde baade Kone og Barn; da de andre hørte det, opfordrede de ham til næste Gang at tage sin Kone med sig, naar han kom paa Besøg.

Aandemaneren rejste derpaa hjem. En Tid efter besluttede han atter at tage paa Besøg hos sin Søster og tog nu sin Kone med.

Ogsaa denne Gang blev de godt behandlede, men kunde dog ikke spise ret meget af den Mad, der blev lagt frem til dem; thi Søsteren fortalte dem hver Gang, at det var Menneskekød. Da de ikke vilde spise noget heraf, gik Svogeren ud og kom ind med en hel Sortside; den spiste de. Medens de saaledes var paa Besøg, kom der et Bud ind i Huset og sagde:

"Jeg skulde sige, at jeres Bopladsfæller har taget en hel Sæl ind for at holde Ædegilde; man beder jer om at komme med til Maaltidet."

De blev enige om at gaa derhen, men da de skulde til at gaa ud, sagde Aandemanerens Kone:

"Bare mit lille Barn deroppe ikke vil give sig til at græde!" Hun havde lagt det i sin Amaut paa Briksen.

Næppe havde hun sagt det, før Svogerens to Søstre sagde i Munden paa hinanden:

"Han vil ikke græde, vi skal nok passe godt paa ham."

Saa blev Moderen et Øjeblik tilbage, og idet hun derefter kom ud i Husgangen, hørte hun en mistænkelig Lyd, ganske som om noget blev trukket ned af Briksen. Men Manden be-roligede hende, og saa gik hun alligevel paa Besøg sammen med de andre. De kom ind i det Hus, hvor man havde budt paa hel og uflænset Fangst, og da Folkene kom ind med det, man skulde holde Ædegilde paa, se — da var det netop den svangre Kvinde, den Husfælle, der om Efteraaret var bleven borte ved Aandemanerens Boplads.

Hun blev lagt paa tværs af Sidebriksen for at blive optøet; og siden, da man kunde flænse hende, aabnede man Maven paa hende og smed Indvoldene op paa Briksen, idet man sagde:

"Dette er til de unge Piger."

Derefter spiste de hendes Øjne og sugede hendes Næse ud og aad siden hele Kroppen, uden at partere den, ganske som Hunde, der blot slider i Kødet.

Folkene i Huset opfordrede ivrigt Aandemaneren og hans Kone til at spise med, men de svarede, at den Slags kunde de ikke spise.

Hertil sagde de andre blot:

"Det var dog kedeligt, at I netop skulde afholde jer fra den Slags Spise."

Aandemanerens Kone sagde derpaa til sin Mand:

"Jeg er saa ængstelig for vort Barn, gaa hen og se til ham. Da jeg gik ud, hørte jeg en Lyd, ganske som om det blev taget ned fra Briksen."

Manden gik ud, og i samme Øjeblik han kom ind i Huset, hvor de boede, genkendte han straks sin lille Drengs Arme og Ben paa et Fad. Han kaldte paa sin Kone, og da de kom ind, saa de begge to, at det var Svogerens Søstre, der havde dræbt deres lille Dreng og flænset ham ud paa et Fad.

Det var for sent, at Broderen nu skældte sine Søstre ud, slog dem og skubbede dem ud, idet han sagde:

"Maaske har I Lyst til at spise det, men jeg skal love jer, at I skal ikke komme til at smage det!"

Det lille Barn var det eneste, der ikke blev spist, men Svo-geren gik ud og begravede det.

Om Aftenen sagde Svogeren til Aandemaneren og hans Kone:

"Hvad skal vi gøre? De vil nu alle kaste sig over jer, og de vil næppe lade jer rejse i Morgen. Der er ikke andet for at gøre, du maa gaa med mig ud og skære Surringerne over paa alle Slæderne."

De undersøgte Slæderne og skar alle Surringerne over paa dem. Derpaa gjorde de sig klare til at rejse tidligt om Morgenen. Aandemaneren lod sin Kone gaa i Forvejen og kørte selv af Sted noget efter.

Da de var kommen et Stykke bort, raabte Svogeren ud over Bopladsen:

"I kom for sent til at gribe vore Gæster; de er allerede rejst bort."

Ved disse Ord hørte man Skrig og Larm over hele Bo-pladsen, og Folkene kom styrtende ud fra deres Hytter og kastede sig paa deres Slæder for straks at sætte efter dem og fange dem ind. Slæderne stod beredt, man havde blot vendt dem med Bunden i Vejret, og det var derfor kun et Øjebliks Sag at faa spændt for og komme af Sted. Fra Bopladsen gik der en Skraaning nedover, men idet de kørte ned ad denne, brød alle Slæderne sammen; nogle faldt sammen øverst paa Bakken, andre midt paa, men der var ogsaa dem, der naaede helt ud paa Isen, før de brød sammen. Der var nu kun een Slæde tilbage, og alle ventede, at den ligesom de andre skulde gaa i Stykker paa Bakken; men den kom ud paa Isen og fortsatte videre uden Uheld. Det var den stærkeste Mand der paa Stedet. Det viste sig, at de ved en Fejltagelse ikke havde faaet skaaret Remmene over paa hans Slæde.

Aandemaneren saa sig forfulgt og gav Fartsignal til sine Hunde, men den fremmede rykkede stadig nærmere ind paa ham og indhentede ham meget hurtigt.

I det Øjeblik Forfølgerens forreste Hund naaede Slædens Opstandere, vendte Aandemaneren sig om og stak den ihjel.

Manden skar øjeblikkelig dens Skagle over og kørte videre. Snart naaede den næste Hund frem og fik samme Behandling, og atter skar Manden Skaglen over, men nu maatte han springe af og skyde bag paa Slæden, da han kun havde een Hund igen. Ogsaa denne Hund blev dræbt. Nu løb Forfølgeren efter Slæden, greb fat i dens Opstandere og søgte at holde den tilbage, samtidig med at en Mængde Mennesker kom løbende efter dem. Tilsidst standsede de helt, og Forfølgerne vandt ind paa dem.

Da greb Aandemaneren sin Økse og sagde:

"Slip nu! Hvis du ikke slipper, hugger jeg dig med min Øksel"

Manden svarede ikke, og saa svang Aandemaneren sin Økse og huggede hans ene Haand af. Manden sagde blot: "He!" og puttede Haanden i Munden og holdt godt fast med den anden.

Aandemaneren sagde atter til ham: "Hvis du ikke slipper. hugger jeg ogsaa den anden af!" Og da Manden ikke svarede, huggede han den anden Haand af. Atter sagde Manden blot: "He!" og puttede Haanden i Munden.

De andre naaede ham nu og spurgte ham, hvad der var i Vejen med ham.

"Aa, jeg kom blot til at skære mig."

"Hvor meget var det?"

"Kun ganske lidt, det bliver snart Iægt."

"Det ser ud, som om Saaret ikke er saa ganske lille. Lad os faa Lov til at se det!"

"Det er næsten Iægt."

Tilsidst tvang de dog Manden til at vise dem det, og saa raabte de i Munden paa hverandre:

"Det var dog vældigt, det vil aldrig nogensinde blive lægt!" Med disse Ord omringede de ham, gik ham stadig nærmere og nærmere ind paa Livet og kastede ham tilsidst omkuld. Saa dræbte de ham og flænsede ham, og da de var færdige med det, løftede de det ene Ben op i Vejret og sagde:

"Dette skal Konen have." Og derpaa tog de hjem.

Ved Hjemkomsten gav de Konen det ene Laarstykke af hendes Mand; hun kogte det, spiste deraf og lagde et Stykke til Side, idet hun sagde:

"Dette skal min Mand have, han har som sædvanlig faaet Laarstykket!"

Men da han stadig blev borte, sagde hun endelig:

"Hvor mon han er taget hen, siden han bliver saa længe borte?"

Da sagde Husfællerne til hende:

"Dette Laar er hans Laar."

Hertil svarede Kvinden blot: "Ha, Tak!" Og saa spiste hun det hele selv.

Men Aandemaneren og hans Kone kom vel hjem til deres Boplads og aflagde aldrig siden noget Besøg hos Grovæder-troldene.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 262-269. København, 1921.