Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Nidvise mellem Kuitse og Kangitsukâq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Nidvise mellem Kuitse og Kangitsukâq

To Fangere fra Kulusuk ved Kap Dan kom i Sangkamp med hinanden af følgende Grund: Kuitse var bleven udfordret af Kangitsukâq, medens han endnu var ganske ung, og havde derfor ikke modtaget Udfordringen. Men derfor glemte han den ikke, og saa snart han var fuldvoksen, meldte han sig da klar til Sangkamp. Kuitse var en stærk og granvoksen Mand, den anden uanselig og lille.

Kangitsukâq synger:

Og nu er det kommen over mig,

at jeg ikke kan lade være,

jeg maa synge denne lille Sang

og aabne Munden

for Ord og Toner.

Gid det maa blive en brugbar Vise,

en Sang,

som standser hos et Menneske,

der behøver den!

Lad der blive Brug for den hos en,

der hurtigt fatter Lede!

Lad den standse hos en,

hvis Venskab er kortvarigt,

hos en, der hurtigt bliver led ved sin aviliaq,

den Mand, han bytter Kone med!

Og saadan er du, min Modstander!

Var det ikke saaledes, at du hurtigt tabte

dit Venskab for Angutange,

din aviliaq, under glade Konebytninger?

Var det ikke saaledes,

at du hurtigt blev led ved ham

og træt af ham?

Og siden har du været uden aviliaq,

uden Mænd, der vilde bytte

Koner med dig.

Men se, gode Mænd flokkes om mig

og bytter Koner med mig;

tillidsfulde kommer de til mig,

fordi de ved,

at jeg ikke er en,

som letsindigt

støder Kvinder fra mig

og laver Skilsmisser.

Saadan er jeg,

fordi jeg ikke vilde skades i min Færd

og udsætte mig for Forfølgelse

gennem Trolddom.

Jeg er en, som Kvinder elsker,

en Kvindeelsker,

som tager alting med.

Slemme Tidender fik man ofte

fra Folkene ved Kulusuk,

naar der endelig kom Bud.

Det var artige Ting,

man fik at høre om.

Jeg har hørt, det er kommen mig en Smule for Øre,

at min Modstander har været lige ved at dræbe —

har stræbt sin aviliaq efter Livet.

Hvad var saa Grunden?

En Hund, siger man,

en Hund, han engang havde givet ham

i Vennegave,

som Tegn paa Tillid,

i Tider, hvor de glade

byttede Koner.

Og siden, da Glæderne var glemt,

søgte han at dræbe

Gaven: Hunden!

Saadan er han,

min pudsige Modstander i Sangkamp.

Jeg synger ham paa,

medens stadig muntre Ting

kommer mig i Hu.

Engang var jeg tilhavs

i festlig Slædefart uden for min Boplads

og jagede Bjørn.

Bjørne saa jeg, Moder og Unge,

der kom vandrende,

den ene i den andens Fodspor.

Da jeg naaede dem,

stod de stille, standsede af

mine skældende Hunde,

imedens jeg roligt søgte

den største ud,

en saadan, som min Modstanders Hunde

aldrig havde standset.

Hans sølle Forspand opdrættes ej til Fangst,

aldrig vil de se en levende Bjørn,

haabløse, skabede Køtere,

hvis Bælg højst kan bruges til Vragskind.

Kuitse svarer:

Ja — se paa ham,

saadan er han, min Modstander!

Min nye Sangmodstander skræpper svært op,

bruger Mund;

han skræpper som alle fra Umîvik,

og saa lader han dem fremstaa for mit Minde.

Jeg, som ikke selv tør tænke paa

mine Fætre og Kusiner,

som drog paa Handelsrejse

og aldrig kom tilbage

og fik Hjemkomstglæde!

Alle disse mine kære

vover han at hentyde til,

den Tykvom,

den Tynd-Skidrik!

Og saa sætter han Ord sammen

og digter om dengang,

jeg nær havde dræbt

en Mand fra Strømstedet.

Og deri lyver du ikke!

Det var lige ved,

at jeg havde dræbt Kiperte,

da han holdt Sommer ved Amitsuarssuk,

nær havde dræbt ham ved Uverssat,

Dalen for Sangkamp.

Med de bare Næver

havde jeg nær gjort det af med ham,

vaabenløs havde jeg nær dræbt ham

ved Uverssat,

Dalen for Sangkamp.

Der taler du ikke Løgn, for en Gangs Skyld

er det Sandhed, du siger.

Men hvad skal jeg synge om til Gengæld,

en lille Gengæld, fordi du braldrer op om

Ting, jeg helst vil glemme?

Du, som altid er saa elskelig,

saa blid af Sind,

dig opstaar der jo ingen Frasagn om.

Men hvad er det, jeg har hørt?

Naar jeg tænker mig om, forekommer det mig,

at det har lydt for mit Øre,

at du engang har været

lige ved at dræbe ham med de lamme Ben — ::Migssuarniánga.

Ja, men dette er jo virkelig sandt!

Men da jeg hørte det, tænkte jeg:

Er det sandt, er det muligt,

at en saadan kan optræde som Drabsmand?

Skulde virkelig en Mand som du

med din store Mave og dine runde Lænder

have Kræfter til et Drab?

En saadan Tykvom,

en saadan lyskefed Dovenkrop!

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 352-357. København, 1921.