Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Om Kvinden, der var saa smuk, at Havet altid laa spejlblankt ud for hendes Boplads
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Om Kvinden, der var saa smuk,
at Havet altid laa spejlblankt ud for hendes Boplads
Der var engang en Storfanger, som havde en Kone, der var saa smuk og dejlig, at Vinden aldrig nænnede at blæse, der hvor hun var; derfor laa Havet altid spejlblankt ud for hendes Boplads. Naar hendes Mand kom hjem fra Kajakfangst og saa, at der var en ganske svag Krusning paa Havet, saaledes at det blot fik en blaalig Tone hen over sig, saa vidste han, at hans Kone var inde i Huset; men naar hun var ude, var Havet, hvor meget det end blæste, altid spejlblankt rundt omkring dem.Engang var hendes Mand som sædvanlig ude i Kajak. Han roede vidt omkring, og først ud paa Aftenen kom han hjem. Han saa da, at der lige ind til Bopladsen stod oprørte Bølger, og straks vidste han, at hans Kone var borte. Han lagde til Land og gik op til sit Telt, men fandt ikke sin Kone, men kun nogle af hendes Klæder, og hvor hun var taget hen, vidste han ikke noget om. Han nøjedes da med at vælte Teltet og lægge nogle Sten hen over det; saa satte han Konebaaden i Vandet og roede bort langs med Land, idet han padlede sig frem med sin Styreaare. Han havde roet et Stykke, da han kom til en Teltplads, og her kom en Mand ud, en meget stor Mand, der havde langt Haar, som han blot havde bundet sammen i en Knude bag i Nakken, og Manden raabte nu op til ham, om han ikke Dagen før havde set en Konebaad ro forbi.
Og den store Mand svarede:
"I Gaar passerede en Konebaad, der kom sydfra."
Derefter raabte Manden op igen:
"Er der ingen her, jeg kan faa til at ro?"
Den store Mand svarede, at han kunde faa en forældreløs Dreng som Roer; og han bad ham derefter om at komme op og spise en lækker Ret, tillavet af Syre og raadden Lever. Fangeren løb op, men havde saa travlt med at komme af Sted igen, at han blot tog een eneste Mundfuld, hvorpaa han roede videre.
Atter roede han langs med Land og naaede frem til en Teltplads. Her kom en Mand ud, der ganske lignede den forrige, han havde truffet, idet han var lige saa stor og havde sit lange Haar bundet paa samme Maade i en Knude i Nakken. Atter spurgte Manden denne, om han ikke havde set en Konebaad ro forbi, og den store Mand svarede ligesom den første, at der var roet en Konebaad forbi Dagen før. Fangeren spurgte, om han ikke kunde faa sig en Roer der paa Stedet, og atter fik han en forældreløs Dreng. Den store Mand bød ham ligesom den anden op paa Syre og raadden, sødlig Lever, syltet i Spæk, men Fangeren havde saa travlt, at han kun gav sig Tid til at spise een eneste Mundfuld, hvorpaa han roede videre.
De roede og roede langs med Land, indtil de fik Udsigt over en stor Teltplads, hvor Vandet laa blikstille udenfor. Havet laa ganske stille i en lille Bugt uden om Bopladsen, og dog gik der en Gang imellem ligesom en Krusning ud over Havfladen. Han vidste nu, at hans Kone var der, og den lille Krusning i Vandfladen betød, at hun ikke var saa smuk som før, fordi hun var nedsunket i Sorg. De lagde til Land, og da de spurgte de Folk ud, som kom ned for at tage imod dem, fortalte disse, at en Mand, som boede i det største af Teltene, havde røvet Konen og taget hende til sig. Da Fangeren hørte det, opslog han sit Telt lige ved Siden af og var saaledes Bopladsfælle med sin Kone, uden dog at kunne komme hen til hendes Telt, da dette bevogtedes af en Mængde Mænd. Alle disse Mænd stod der paa Vagt og passede paa, at ingen kom ind, og det gjorde de, fordi de var bange for Manden, der var deres Høvding. I lang Tid levede Fangeren paa denne Maade i sit Telt lige ved Siden af Konen, men da han ikke kunde komme til at foretage sig noget, begyndte han tilsidst at tænke paa at rejse hjem igen. Han satte sin Konebaad i Vandet, lastede den med deres Telt og øvrige Bagage, og idet han lod sine Roere gaa om Bord, sagde han til dem:
"Hold jer fast til Fjæren!"
Derpaa gik han selv op til det Telt, hvor hans Kone opholdt sig, og her sagde han til Mændene, som holdt Vagt, at det, han vilde, var ikke andet end at faa Lov til at tage sin Kone i Haanden. Men Mændene mente ikke, at de kunde tillade det, og kom saa smaat op at skændes derover, men gav ham dog tilsidst Lov til at komme derind. Saaledes slap han ind i Teltet, og idet han med den ene Haand holdt sig fast i Teltstolperne, rakte han sin anden Arm ud mod sin Kone; men saa snart han blot rakte Haanden ud imod hende, sagde Mændene, der holdt Vagt:
"Nu har du trykket hende i Haanden, du har berørt hendes Haand."
Men han fik dog fat i sin Kones Haand og trak hende af alle Kræfter hen imod sig, og idet han holdt fast i hende, kastede han sig med en saa voldsom Magt ud af Teltet, at han væltede alle de Mænd, der stod paa Vagt, og løb ned til Konebaaden med sin Kone. Men i det Øjeblik han skulde have hende ud i Baaden, suste en Pil forbi, dog uden at ramme; til Held for dem viste det sig, at Manden, der havde skudt, kun havde taget een Pil med sig, saa sikker havde han været paa at ramme. Idet nu denne Mand vilde løbe ind for at hente en anden Pil, tog Fangeren sin Bue og skød ham ned paa Stedet, og saaledes dræbte han den Mand, der havde røvet hans Kone. Derefter gik han op til Huset og dræbte hans Hund, hvorefter han bar Ligene af baade Manden og Hunden, med Pilene siddende i Kroppen, ned til sin Konebaad, stødte fra Land og rejste bort med dem.
Da de havde roet et lille Stykke, kom en stor Spragletsæl op i Nærheden af dem; ogsaa den skød han med en Pil død paa Stedet og lagde den op i Konebaaden med Pilen siddende i Kroppen. Saaledes roede de hjemover, og da de en Dag kom forbi en Teltplads, raabte Folkene ud til ham:
"Hvad har du gjort ved den kære Mand, som du havde Hustru sammen med?"
Han svarede ind over Land:
"Kun denne har jeg dræbt."
Og i det samme løftede han Spragletsælen op imod dem, med Pilen siddende i Kroppen. Spørgeren inde fra Land svarede ikke derpaa.
Saa roede de videre langs med Land, og da de atter kom til en Teltplads, blev der atter raabt:
"Hvad har du gjort ved den kære Mand, som du havde Hustru sammen med?"
Og Manden løftede Hunden med Pilen siddende i Kroppen op imod dem og sagde:
"Kun denne har jeg dræbt."
Saa blev der ikke sagt mere inde fra Land, og de roede videre og kom frem til deres Boplads; men undervejs havde han skaaret Manden, som han havde dræbt, ud i smaa Stykker og kastet Stumperne i Havet. Det gjorde han, for at den dræbte ikke skulde hævne sig paa ham.
Siden levede han lykkeligt sammen med sin smukke Kone, der aldrig oftere blev røvet; og Havet laa blankt og stille foran hans Boplads, fordi hans Kone var saa smuk, at Vinden ikke nænnede at blæse i hendes Nærhed.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 307-310. København, 1921.
