Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Om sagnfortælling
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Om sagnfortælling
Alle Eskimostammer har et stort Antal Myter og Sagn, der gaar fra Slægt til Slægt gennem mundtlige Traditioner. Dette er Folkets egen Historie, der er iklædt Fortællingens Form og beretter om alt det, der satte Mærker af stort og skønt, slet og lavt, Bedrifter og Misgerninger, Storfangsttider og Trangstider.Indholdet i disse Sagn har en dobbelt Bund, idet de dels er Kilden til alle religiøse Forestillinger og dels har til Hensigt at korte Nætterne, naar det store Mørke skjuler Landene og den strenge Vinter binder Familierne til et ufrivilligt Indendørsliv.
Man tror paa disse Myter og Sagn som Sandheder, og findes der Ting i dem, der synes at stride mod almindelig Fornuft, da er det kun, fordi de yngre Slægter ikke er i Stand til at fatte alt det, der hos Forfædrene var selvfølgelige Sandheder.
Det er almindelig bekendt, at Eskimoerne er fortrinlige Iagttagere, og det er derfor naturligt, at de gamle Fortællere, der er i Besiddelse af stor Veltalenhed, ofte lader sig henrive til malende Skildringer.
Som et Udtryk for den Tidkort, der er Hensigten med Underholdningen, kan anføres de Slutningsord, som ender de fleste Beretninger: Saa, nu er den Historie ude og Vinteren saa meget kortere!
Det er vanskeligt ud fra selve Indholdet at give nogen bestemt Inddeling af Sagnene, da mange Emner som Regel er behandlede i samme Historie. Jeg har dog alligevel ment at maatte forsøge en Gruppering, hvilket fremgaar af den Rækkefølge, hvori jeg har ordnet efterfølgende Samling.
Eskimoerne selv skelner bestemt mellem Oqalugtuat og Oqalualât.
Oqalugtuat er de gamle Myter, der stammer fra en Fortid saa langt tilbage, at Eskimoerne dengang har haft deres Urhjem i Egne, der ligger vest for Hudsonbugten, mulig helt ovre ved Beringsstrædet. De er da ogsaa fælles for alle Eskimoer og kendes lige fra Alaska over Baffinsland og Vestgrønland helt over til Angmagssalik.
Oqalualât er Sagn, der handler om Mennesker, som levede inden for en Tid, der endnu kan huskes. De er altid lokale og kan derfor altid henføres bestemt til de Steder, hvor de fandt Sted; men ogsaa disse har faaet de eskimoiske Sagaers fantastiske Klædebon og adskiller sig tilsyneladende ikke fra de gamle Myter.
Forøvrigt er det fælles saa vel for Myter som for Sagn, at de altid opfattes som foregaaede inden for Fortællerens eget Omraade. De lange Rejser, der er foretagne under Folkevandringerne i Egnene omkring Hudsonbugten og til Grønlands Kyster, er gaaet i Glemme, og vi ser derfor de samme Myter stedfæstede mange Steder, saa vel i Vestgrønland som paa Østkysten, medens deres egentlige Arne i Virkeligheden maa tænkes et eller andet Sted fjernt mod Vest i Egne, hvor de nordamerikanske Stammer nu lever.
I meget grove Linier kunde man inddele alle Myter og Sagn efter fire Indholdsretninger: De episke, de religiøse, de humoristiske og de søvndyssende.
De episke Sagn handler som oftest om den grønlandske Sagnhelt, der begynder som et Udskud af Samfundet — en sølle og fattig forældreløs — der maa kæmpe sig op af Nød og Elendighed og ender som "en Mand, der kan udrette, hvad det skal være." Han maa være en vældig Slagskæmpe og en uovervindelig Improvisator i Sangkamp. Sit Ry skal han øge ved Langfart til fremmede Steder, og hans Pligt er det at udæske alle dem, der blandt Landsmænd regnes for de stærkeste. Saaledes ser vi Heltene skildrede i Sagn som "Kâgssagssuk", "Kamikínaq", "Aloqútaq" og mange andre.
De religiøse karakteriserer sig selv.
Om de humoristiske er der det at sige, at de er bleven til for at oplive og underholde Medmennesker; de foredrages derfor altid med drastisk Humor, understreget af en Mimik saa levende og Fagter saa illustrerende, at Fortælleren faar Lejlighed til at udfolde virkelig Skuespilkunst.
De søvndyssende Fortællinger derimod har kun som Opgave at korte Tiden og saa hurtigt som muligt gennem Søvnen slette Menneskene ud af Vinterens ensformige Ventetid. I Gengivelsen af disse lægger Fortælleren an paa et monotont og sløvende Foredrag, der hurtigt dysser Tilhørerne i Søvn. Det anses derfor for den højeste Ros, der kan gives en Fortæller, at ingen nogensinde har hørt hans Fortællinger til Ende; Tilhørerne faldt altid i Søvn forinden.
Østgrønlænderne er fortrinlige Sagnfortællere, og der er dem iblandt de gamle, der har dyrket denne Evne til en saadan Fuldkommenhed, at de indbydes til fremmede Bopladser, hvor de lever af deres Kunst.
Idet jeg nu hermed fremlægger dette Udvalg af Myter og Sagn, der er indsamlede hos et Folk, som ikke besad noget Skriftsprog, maa jeg gøre opmærksom paa, at alle de efterfølgende Beretninger derfor i Kraft heraf udelukkende er beregnede paa at skulle høres og ikke læses. Hertil kommer yderligere det ikke uvæsentlige, at Fortælleren ikke blot havde som Opgave at gøre Begivenhederne levende gennem sin Fremstilling, men ogsaa satte sit Præg paa dem gennem hele sin Personligheds Kraft. Handling og Konflikt stivner derfor aldrig i en vedtægtsmæssig Form, men er inden for visse historiske Traditioner ganske individuel.
Det mundtlige Foredrag kan selvfølgelig aldrig blive saa soigneret som en skriftlig Fremstilling, og jeg har derfor haft min Omærksomhed henvendt herpaa, saa at jeg altid holdt mig den mundtlige Fremstilling saa nær som muligt; men det er en Selvfølge, at man trods al Umage alligevel Gang paa Gang støder paa store Vanskeligheder, naar man skal omplante mundtlig Fremstilling fra et Natursprog til et Kulturfolks Skriftsprog.
Jeg skal forsøge paa at gøre Rede for de ledende Principper i mit Arbejde: Saa ofte et Sagn var fortalt til Ende, maatte mit Hovedindtryk altid samle sig i Beundring for den Fuldkommenhed, Fortælleren ganske ubevidst gav sin Form og Fremstilling. Jeg har derfor lagt Vægt paa, at min Oversættelse stræbte efter at give lige saa godt Dansk, som Originalen var godt Grønlandsk. Nu vil der vel altid kunne findes Pedanter, der vil mene, at dette maa ske paa Bekostning af den ordrette Gengivelse. Det kan mulig ogsaa være berettiget for ganske enkelte Udtryks Vedkommende; men jeg har ikke ment, det gik an at forsøge en Reproduktion i de naive Sprogvendinger, som en saadan Gengivelse her og der maatte faa. Thi noget saadant vilde ikke blot virke naivt paa Læserne, hvilket aldrig har været Fortællerens Hensigt, men det vilde ogsaa virke trættende og utaaleligt. I Tilknytning hertil maa jeg dog tilføje, at den danske Udgave langtfra er nogen Genfortælling, men tværtimod en Oversættelse Sætning for Sætning, uden Forsøg paa at pynte paa Sproget. Overalt er den originale Fortællings hele Opbygning nøje fulgt.
Selve Tilegnelsen er foregaaet paa den Maade, at jeg først lod Fortælleren give mig sin Historie fra Begyndelsen til Enden uden Afbrydelse. Derefter nedskrev jeg Sagnet, idet jeg lod ham gentage det Sætning for Sætning. Gennem dagligt Arbejde med samme Stof opnaar man en saa stor Øvelse i at opfatte og huske, at man i Virkeligheden selv lærer Fortællingen, samtidig med at man hører den. Hænder det derfor, at Fortælleren, træt af det langsomme Nedskrivningsarbejde, forsøger paa at forkorte eller af jaske sin opindelige Fremstilling, kan man straks gribe ind og føre ham tilbage til hans oprindelige Form.
Mine Hovedkilder til Sagnene er dels Kârale, dels tre gamle Kvinder, der er omtalt i det foregaaende. Naar jeg ikke, som det ellers er Skik, har anbragt Fortællerens Navn under hver enkelt Historie, er det, fordi jeg har anset det for overflødigt her i denne Samling, hvor alt er nedskrevet ved en enkelt Boplads.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, ss. 67-70. København, 1921.
