Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Ravnen, som tog en Vildgaas til Kone
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Ravnen, som tog en Vildgaas til Kone
Der var engang en Ravn, som havde taget en Vildgaas til Kone. Da den Tid kom, hvor Vildgæssene begyndte at trække bort sydover, sagde de til Ravnen, at det var bedst, den blev tilbage, thi deres Land laa langt, langt borte, ovre paa den anden Side af det store Vand.
Men Ravnen svarede: "Nej, jeg vil ikke blive tilbage; jeg kan ogsaa flyve over det store Hav, jeg bliver aldrig træt."
Vildgæssene: "Men hvad skal du gøre, du, som ikke kan hvile dig paa Havet?"
Ravnen: "Der er intet, som vi Ravne ikke kan. Naar I hviler jer paa Havet, vil jeg holde mig oppe paa Vingerne over jer og vente paa jer; eller ogsaa kan jeg flyve frem og tilbage og langt fremover og siden flyve jer i Møde igen!"
Saaledes mundhuggedes de en Tid, indtil Gæssene brød af og sagde:
"Dig kommer vi ingen Vegne med, saa vantro du er, du, som tror, du kan alt! Tag saa blot med os, det bliver da din egen Sag, naar du udmattes undervejs og drukner."
Hertil svarede Ravnen intet, men Vildgæssene samlede sig i Flokke og drog bort, og de fløj og blev ved med at flyve langt ud over Havet, og da de havde tabt alt Land af Sigte, satte de sig paa Vandet og hvilede sig; men Ravnen fløj overmodig videre og var snart helt ude af Syne. Da Vildgæssene var udhvilede, lettede de, og først da fik de Ravnen i Sigte igen, idet den kom flyvende hen imod dem. De spurgte den, om den var træt.
"Træt! Jeg bliver aldrig træt, qâq, qâq, qâq!"
Saa fløj de videre sammen med den flere Dage igennem, idet de stadig hvilede sig paa Havet, naar de blev trætte af at flyve. Da de engang skulde til at sætte sig paa Vandet, spurgte de igen Ravnen, om den ikke var træt; atter svarede den, at den aldrig vilde blive træt, og imedens de hvilede sig, holdt den sig svævende ovenover. Saa fløj de videre, men hen paa Aftenen begyndte Ravnen at sakke bagud og naaede dem kun, naar de ventede paa den. Saadan gik det i nogen Tid, og det stod nu Vildgæssene klart, at Ravnen ikke kunde være med længere og kun vilde være til Besvær. Saa blev de enige om at drukne den, idet de anvendte følgende List: De skulde alle hvile sig i tæt Klynge paa Havet og opfordre Ravnen til at sætte sig op paa dem; derpaa skulde de pludselig flyve op, saa at den faldt i Vandet. Saaledes talte de sammen og gav sig saa til at vente.
Langt om længe kom Ravnen til Syne, idet den kom flyvende lige hen over Havfladen, og det var tydeligt at se, at den var saa træt, at den næsten ikke kunde mere. Saa snart den naaede frem, opfordrede de den til at sætte sig paa dem, for at den kunde hvile sig, og Ravnen, som ikke længere var overmodig, satte sig straks paa dem og begyndte at puste, træt og stønnende. Men næppe havde den lagt sig til Rette, før de pludselig fløj fra hinanden, og det skete saa uventet, at Ravnen faldt i Vandet og straks begyndte at synke. Vildgæssene satte sig i Flokke rundt omkring den og saa til uden at hjælpe, medens den synkende Ravn istemte en Sang, der havde følgende Ord:
- Jeg er faldet i Vandet,
- giv mig Haanden og hjælp mig op!
- Vandet gaar mig nu til Vristen,
- skynd jer, ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Hører I ikke, jeg er faldet i Vandet,
- ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Nu naar Vandet mig helt til Anklerne,
- hører I ikke, jeg er faldet i Vandet,
- ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Vandet naar mig nu allerede til Laarene,
- hører I ikke, jeg er faldet i Vandet,
- ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Vandet naar mig nu helt til Underlivet,
- skynd jer, ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Nu naar Vandet mig til mine Vinger,
- skynd jer, ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Nu naar Vandet mig til mine Armhuler,
- hører I ikke, jeg er faldet i Vandet,
- ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Nu naar Vandet mig til mine Skuldre.
- Skynd jer dog, ræk mig Haanden!
- Nu naar Vandet mig til Halsen,
- hører I ikke, jeg er faldet i Vandet,
- ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Nu naar Vandet mig til Kæben,
- skynd jer dog og ræk mig Haanden!
- Nu naar Vandet til min Mund,
- hører I ikke, jeg er faldet i Vandet,
- ræk mig Haanden og hjælp mig op!
- Nu er min Mund . . .
Den forsøgte paa at sige:
- Jeg vil savne Qaqê, min Kone!
Det var det sidste, Ravnen sagde, saa sank den; men Vildgæssene fløj bort og naaede vel frem til deres Land.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 132-134. København, 1921.
