Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Storfangeren Kivê, der drog paa Langfart til Akilineq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Storfangeren Kivê
der drog paa Langfart til Akilineq
Der var engang en Storfanger, der hed Kivê. Han var vældig til at ro i Kajak og færdedes altid paa Havet og fangede mange Sæler. Engang da han som sædvanlig havde været ude, kom han hjem med en Sæl og bad sin Kone om at komme ned og flænse den. Konen, der var svanger, gik ned til Stranden for at skære Sælen op. Hun flænsede den, og da hun var færdig, tog hun Skindet for at skylle det ud. Lige ud for hendes Flænsested var der en lille Sten, og ud paa denne Sten sprang hun og skyllede Skindet rent med Ryggen til Land. Da hun var færdig og atter vilde springe ind paa Land, saa hun kun Himmel og Hav — ikke det mindste Land var at øjne i den Retning, hvor hendes Boplads lige havde været. Det viste sig da, at hun paa Grund af en eller anden Trolddom i eet eneste Spring var kommen over til Akilineq, Landet paa den anden Side Havet.
Kivê ventede længe paa, at hans Kone skulde komme op, naar hun var færdig med sit Arbejde; men da hun stadig væk ikke kom, gik han ned for at se, hvad der var bleven af hende. Han fandt da Sælen, hun havde flænset, men hun selv var ingen Steder at finde. De boede alene ved Bopladsen, og han gav sig derfor til paa Aandemanervis at undersøge, hvilken Vej hun kunde være forsvundet. Om Aftenen, da det blev mørkt, holdt han derfor Aandebesværgelser og saa nu, at hun var gaaet lige ud over Havet over mod Akilineq.
Han sørgede længe over Tabet af sin Kone, men da der ikke var noget at gøre, tog han sig en anden. Han levede saa nogen Tid sammen med sin nye Kone, men da hans Tanker blev ved med at kredse om hende, han havde mistet, besluttede han sig til at rejse ud og opsøge hende; men herom talte han ikke til nogen. En Dag, da han kom hjem fra Fangst, fortalte han sin Kone, at han havde mistet sin ene Kajakvante, og bad hende sy en ny; og dette gentog sig nu hver Dag, indtil han havde fyldt hele Kajakens Agterende med Vanter, som han skulde bruge paa sin Langfart. Da han var færdig med sine Forberedelser, roede han som sædvanlig ud paa Fangst, uden at meddele nogen, at det var hans Hensigt ikke at vende tilbage igen. Han roede i den Retning, hvor han som Aandemaner havde set sin Kones Fodspor, og tabte snart Land af Sigte. Da Kajakerne om Aftenen kom hjem og Kivê ikke var iblandt dem, blev hans Kone ængstelig og spurgte dem, om de ikke havde set noget til ham; men ingen kunde sige andet end, at han var forsvundet ud over Havet, ingen vidste hvorhen.
Saaledes roede Kivê ud paa Langfart for at finde sin Kone, og naar han havde medtaget saa mange Vanter, var det, fordi han vidste, at han kom til at ro saa langt og saa længe, at det ene Par efter det andet vilde blive slidt op. Han roede og roede og blev ved med at ro og kom længere og længere ud paa det aabne Hav. Et Sted kom han til en Mængde Sæler; saa mange Sæler var der, at det var, som om de slet ikke behøvede at trække Vejret, idet de for op af Havet og ned igen, pludselig og ustandselig, uden at levne den mindste Plads for ham; hvor han end saa hen, var der Sæler. Han maatte tilsidst slaa til dem med sin Kajakaare for at bane sig Vej, og idet han slog dem i Hovedet med Benbeslagene paa Aaren, lykkedes det ham at komme igennem.
Derpaa roede Kivê videre, og da han havde roet et langt Stykke, kom han til et Sted paa Havet, hvor der var ganske overfyldt med Trælus, den Slags Lus, som plejer at leve i Træ (Pæleorme). Han standsede og kastede et lille Stykke Træ ud, en Nâtdlarsiut, en "Blodprop", som han havde paa sin Kajak og som han plejede at stikke ind i Harpunsaaret paa de Sæler, han fangede, for at hindre Blodet i at løbe ud. Men næppe var Træstykket faldet mellem Lusene, før det blev ædt op. Han forstod da, at han vilde miste sin Aare, hvis han roede gennem Lusene, thi de vilde øjeblikkelig æde den op. Men han havde et lille Stykke Kobberem liggende paa sin Kajak, det Stykke, som han plejede at bugsere sine Sæler med; dette kastede han ud mellem Lusene og saa nu til sin Glæde, at de slet ikke gjorde det noget. Derefter tog han sin Fangeline og surrede den rundt om sin Kajakaare, saaledes at der ikke var et eneste Stykke Ben, der stak frem noget Sted, og da det var gjort, roede han ud mellem Lusene; thi han vidste, at de heller ikke vilde gøre hans Kajak noget, naar de ikke brød sig om Skindremmene. Paa den Maade passerede han Trælusene ude paa Havet.
Saa roede han videre og blev ved med at ro og fik langt om længe det store Land Akilineq i Sigte. Han roede frem til det og fortsatte langs med Kysterne, indtil han kom til et Hus. Straks indhyllede han sig i Trolddom for ikke at blive set og saa nu, at der var et stort Baal, som brændte, og at der blev kogt Edderfugle over det i en stor Gryde. Han gik i Land, slukkede Baalet og kom uset op til Huset og traf der straks sin Kone; det var hende, som boede i det store Hus, og det var hende, der kogte alle disse Edderfugle. Han fulgte med hende ind i Huset og traf der en ung Kvinde, som hun boede sammen med.
"Det er min Datter," sagde Kives Kone, og da Kivê hørte det, blev han meget forbavset over, at hun havde faaet en Datter. Hele Eftermiddagen tilbragte han der i Huset, samtalende med sin Kone, og da det blev Aften, gjorde de sig rede til at lægge sig til Hvile. Men næppe havde Kivê lagt sig hos sin Kone, før to Træstolper af Flydetræ, der havde en hel Del Knastgevækster paa sig, blev levende og begyndte at lave et forfærdeligt Spektakel inde i Huset; de rullede hen over Gulvet og stødte sammen, og det var det rene Hekseri.
"Hvad gaar der af de Træstolper der, hvad er der i Vejen med dem?" spurgte Kivê.
"De er skinsyge," sagde Konen.
"Skinsyge, hvad vil det sige?" spurgte Kivê.
"Det er mine Mænd," sagde Konen.
Herover blev Kivê endnu mere forbavset. Saa gik Natten, men da Kivê vaagnede næste Morgen, var baade Konen og Datteren allerede taget bort. Saa snart han opdagede, at han var ene, tog han en Økse og huggede alle Gevæksterne af Træstolperne, saa at de blev helt glatte over det hele og blot lignede to almindelige Husstolper. Hen paa Eftermiddagen kom hans Kone hjem, og da hun saa, at Kivê havde hugget Træstolperne glatte, blev hun meget fortvivlet og gav sig til at græde; men Kivê skældte hende blot ud og sagde, at saadan skulde Husstolper være, og et elendigt Stykke Træ var ikke noget, en Kvinde maatte begræde. De var kommen hjem med en Mængde Edderfugle, og ogsaa det var Kivê meget forbavset over.
"Hvor har I faaet alle disse Edderfugle fra, hvor har I fanget dem?" spurgte han sin Kone.
"Det vil jeg ikke sige," sagde hun.
"Hvorfor vil du ikke sige det?"
Konen holdt stadig væk paa, at det vilde hun ikke sige sin Mand. Næste Morgen var Kvinderne atter forsvundne, men denne Gang holdt Kivê en Aandebesværgelse, og da han som Aandemaner var i Stand til at se de skjulte Ting, opdagede han hurtigt, hvad Vej de var gaaet, og fulgte efter dem. Han naaede dem, netop som de kom op til en stor Sø. Her kastede de to Kvinder hurtigt alt deres Tøj og begyndte at løbe nøgne omkring ved Strandkanten. Da de havde gjort det en Stund, kom der en styg Trold op fra Søen, og ham vadede Kvinderne derefter ud til og var hos. Det var Søens Trold, og han var ogsaa Kvindernes Mand. Da de havde været nogen Tid hos ham og atter gik ind til Bredden, forsvandt han, men samtidig kom der flyvende en stor Mængde Edderfugle, der satte sig paa Søen og var saa tamme, at Kvinderne kunde tage dem med Hænderne. Det var Troldens Belønning, fordi Kvinderne havde været hos ham.
Herover blev Kivê rasende, og da de to Kvinder var gaaet hjem, begyndte han at gøre det samme, som Kvinderne havde gjort, idet han løb af alle Kræfter rundt omkring Søen. Da han havde gjort det en lille Stund, kom Trolden atter op, men i det samme sprang Kivê ud og jog sin Kniv igennem ham, saa han døde. Saaledes dræbte han for anden Gang sin Kones Mand.
Næste Morgen gik det ganske paa samme Maade. Da Kivê vaagnede, var Kvinderne allerede borte; først hen paa Eftermiddagen kom de hjem igen og havde da ikke en eneste Edderfugl med sig. Men de var saa vrede, at de ustandselig skældte Kivê ud:
"Det er dig, der har dræbt ham; det er dig, der har dræbt ham!"
Saa ofte Kivê forsøgte at tale dem til Rette, svarede de blot med Skældsord, og da han indsaa, at der ikke var noget Udkomme med dem, og da han selv var meget skuffet over at have truffet sin Kone, som han elskede, under saadanne Forhold, bestemte han sig til at bryde op og rejse hjem igen. Men først spurgte han Kvinderne ud, om de vilde være i Stand til at ernære sig selv der paa Pladsen, og da de sagde, at det kunde de sagtens, gjorde han sig rede til Hjemrejsen Dagen efter.
Han roede og roede hjemover, indtil han fik Land i Sigte. Dette Land roede han hen til, og da han fik Øje paa et Hus, lagde han til og gik op. Inde i dette Hus traf han Mennesker, men han tilbragte hele Eftermiddagen hos dem, uden at de gjorde mindste Mine til at ville beværte ham. Først langt ud paa Eftermiddagen var der en, der sagde:
"Vor gamle Husfader plejer engang imellem at holde en lille Aandemanerforestilling; det er nok bedst, vi holder en Besværgelse nu."
Og saa traf de deres Forberedelser til Besværgelsen. Som Hjælpeaand brugte de en gammel Kælling, der var Husfaderens Kone, og hende anbragte de under Jorden lige under Husindgangen. Manden derimod satte sig paa en flad Sten lige ovenover og gav sig til at dreje en Sten rundt fra venstre til højre, idet han stadig mumlede:
"Kan vi spise vor Gæst, mon vi kan spise vor Gæst, mon vi ogsaa denne Gang skulde kunne spise vor Gæst?"
Og hver Gang svarede den gamle Kælling, hans Kone, der ogsaa var hans Hjælpeaand, nede fra sin Plads under Gulvet:
"Ja, vel kan vi spise ham denne Gang, vi skal ogsaa spise ham denne Gang."
Da Kivê hørte det, mente han, at det var nok saa godt at komme af Sted hurtigst muligt, og han gik hen til Tørrestativet, hvor man havde hængt hans Tøj op; thi da han var Aandemaner og forstod de skjulte Ting, vidste han, at han var kommen til Ilisîtsuts Land, Heksenes Land. Men da han skulde til at gribe fat i sit Tøj, hævede det sig af sig selv saa højt op, at det var umuligt for ham at faa det, og han saa nu, at de paa denne Maade vilde forhindre ham i at bryde op. Han tilkaldte da en af sine Hjælpeaander, en gammel Haj, og denne Haj kom pludselig farende gennem Jorden ind i Huset og svømmede omkring paa Gulvet og paa Briksen, stadig omkring i en Rundkreds, og skar Jorden op med sin skarpe Rygfinne. Næppe var denne Haj kommen, før Kivê straks saa, at han havde besejret Troldskabet der i Huset; thi hans Tøj var nu saa nær ved ham, at han kunde gribe det og løbe ud af Husgangen. Derpaa satte han sig i sin Kajak og roede bort. Han roede og blev ved med at ro langt, langt bort, indtil han kom til et Sted, der var ganske overfyldt med Isfjælde, og ingen Vej var der udenom. Men midt imellem alle Isfjældene var der to, som engang imellem aabnede sig en lille Smule og saa klappede sammen igen. Et Øjeblik aabnede de sig, saa klappede de sammen, og saadan blev de ved. Kivê lagde sig stille foran dem og ventede, til de atter aabnede sig, og smuttede saa igennem. Saa snart han var kommen vel igennem, saa han sig tilbage og saa, at de to store Isfjælde blev til to Skulderbladsknogler af et Menneske og ganske langsomt sank til Bunds i Havet. Det var Kives Kone, som havde forsøgt at hævne sin dræbte Mand ved at fremhekse Isfjælde af Søtroldens Knogler.
Derefter roede Kivê videre, og da han atter var kommen langt frem, kom der en stor Maage flyvende hen imod ham. Straks da den begyndte at skrige: "Kivê, Kivê, hej, Kivê!", genkendte han den som en af sine Hjælpeaander.
Maagen kredsede nu længe over Kivê, og idet den atter skreg: "Kivê, Kivê, hej, hej!", sagde den:
"Inde ved Morapissoq har de lige fanget en Hval, ved Morapissoq er de lige ved at flænse en Hval." Morapissoq var netop Kivês Boplads.
Saa fløj den atter videre ind mod Land, og sang ind over alle disse Mennesker: "Kivê, Kivê, Kivê, hej, hej!"
Men da Kives Kone hørte det, saa hun op mod Maagen og sagde:
"Aa, det er ligesom i gamle Dage, naar Kivês Hjælpeaand, den store Maage, sang hans Navn ud over Bopladsen."
Dette sagde hun, idet hun var i Færd med at hjælpe sin nye Mand med at flænse Hvalen. Hun havde nemlig straks taget sig en ny Mand, da Kivê var bleven borte.
Midt under Flænsningen opdagede man nu inde fra Bopladsen, at der kom en Kajak roende indover. Den kom roende langsomt, som om den kom langvejs fra, en Smule træt, og da Bopladsfolkene blev opmærksomme paa den, var der en, der sagde:
"Det er næsten, som om det kunde være Kivê; han ror paa en Maade, som om det kunde være Kivê."
Man fortæller, at Kivê var saa lidt bange for Vandet, at han plejede for hvert Aaretag at dyppe sine Albuer i Vandet. Da Kajaken kom nærmere, genkendte man straks Kivê; men da han kom frem og opdagede, at hans Kone havde faaet en ny Mand, vendte han atter Stævnen bort fra Land, idet han sagde:
"Du har ikke været længe om at tage dig en anden Mand, saa snart du troede, at mine Ben laa et eller andet Sted og blegedes af Solen."
Og i det samme tog han et Tag med Aaren og vendte Ryggen til Bopladsen, men det lykkedes hans Kone at gribe fat i hans Kajakstævn og hale hele Kajaken ind paa Land. Derpaa jog hun sin nye Mand ud af Huset og bad Kivê om at følge med ind i Stedet for, og da han saaledes saa, at hun ikke havde brudt sig noget videre om den anden Mand, gik han atter ind i Huset.
Siden levede de to lykkeligt sammen, og Kivê rejste aldrig mere paa Langfart.
Saa er denne Historie ude og Vinteren saa meget kortere.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 219-225. København, 1921.
