Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Tiggeren

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nidvise mellem Kuitse og Kangaitsukâk. Det er Kuitse der svarer. – Kaarali, 1921

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen


Myter og sagn fra Angmagssalik

Tiggeren

Ind ad Husgangen kommer en Mand, der er klædt ud som en Jættekvinde. Hun har et skrækindjagende Udseende og er grotesk af Skikkelse, idet hun forestiller at være langt fremme i sit Svangerskab. Derfor er ogsaa hendes Ansigt sværtet sort. I den ene Haand bærer hun en Pose og gaar nu fra Briksested til Briksested for at tigge sig en Gave til af hver enkelt i Huset. Hun klager og jamrer sig, ser ynkelig og bedende ud og fortæller, at hendes Barn er ved at dø af Sult.

Naar hun har været hele Rækken rundt, skal man spørge hende:

"Synger du aldrig? Danser du aldrig Trommedans?"

Hertil skal hun svare: "Jo, jeg kan baade danse og synge."

Og straks skal hun nu gribe den Tromme, der er fremlagt i Huset, og begynde at slaa ivrigt og fanatisk paa den, idet hun samtidig slaar sig selv i Maven med Trommens Kant. Under alt dette vrider hun sit Ansigt i Grimasser; en Rem er spændt hen under Næsen, der næsten er trukket op mellem Øjnene, og et afpillet Fuglebryst, der er bundet hen over den, gør hende endnu hæsligere. Inde i Munden er anbragt et Træstykke paa tværs, saa at begge Kinder spiles ud. Og til Trods for sin forvredne og sidestrakte Mund skal hun begynde at synge, medens hele Koret stemmer i med.

Hun danser nu hen over Gulvet, men standser pludselig nu og da og slaar sig selv i Underlivet med Trommestikken. Sin Krop vrider hun i Takt til Koret og raaber:

"Det er hendes Skyld derinde, at jeg ikke kan synge, det er hendes Skyld derinde, at jeg er saa uheldig!"

Saa synger og danser hun atter videre, indtil hun standser igen for at slaa Barnet i Amauten med Trommestikken, medens hun raaber:

"Det er hendes Skyld deroppe, det er hendes Skyld deroppe, at jeg ikke kan synge!"

Saaledes bliver hun ved, stadig dansende og syngende; men hendes Vrede og Ophidselse over den daarlige Sang bliver stadig heftigere og mere ubehersket. Forgæves gør hun sig Umage, men Baandet hen over hendes Næsebor giver hendes Stemme en snøvlende Klang, og Træstykkerne i Munden hindrer hende i at synge til. Tilsidst forstummer hun brat midt ude paa Gulvet under voldsomme Kropvridninger i Takt til Korets Sang, der stadig bruser gennem Huset uden Hensyn til, at den optrædende tier. Da er det, som om den stakkels Tigger pludselig bliver afmægtig af Raseri, og for at skaffe sig Luft griber hun en Kangmiutstok og kaster sig ind over Koret for at gennemprygle det. Der opstaar vild Panik. Haardest og ganske ubarmhjertigt slaar hun dem, der flygter for hende, uden Hensyn til, om det er Børn eller gamle, medens de, der roligt bliver staaende eller siddende for at modtage Slaget, faar en lempeligere Behandling. Men kun faa er i Stand til at beherske sig; uvilkaarligt gribes man af Rædsel over hendes forfærdelige Udseende og hendes ubeherskede Trusler, og hele Huset bliver et Kaos af Forvirring. Koret er forlængst forstummet, Sangen er afløst af Skrig og Raab, og Størstedelen af Festdeltagerne stormer hen mod Udgangshullet, hvor man i Trængslen ligger oven paa hinanden i en rullende Bunke, uden at kunne komme ud. Man hører Stokkens klaskende Slag hen over de mange nøgne Rygge. Børnene skriger og er ude af sig selv af Angst, og kun faa af de ældre forsøger paa at le deres Smerter og Forvirring bort; under Slagsmaal naar man ud i Husgangen og kan endelig styrte ud under aaben Himmel, hvor man opholder sig splitternøgen i Kulden, indtil Jættekvinden atter kaster Kangmiutstokken og kravler ind under Briksen, som Tegn paa at Legen og Sangspillet er endt.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 357-359. København, 1921.