Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Vildgæssene, som gav den blinde Synet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Vildgæssene,
som gav den blinde Synet
Der var engang en gammel Kone, der levede ganske alene sammen med sine to Børnebørn, en Dreng og en Pige; Drengen var saa stor, at han allerede saa smaat var begyndt at fange. En Dag havde han været paa Fangst og kom om Aftenen hjem med en ung Remmesæl, hvis Skind var helt hvidt. Det var i de Tider, da Kvinderne holdt saa meget af at gaa med Bukseskind af hvide Remmesæler. Saa snart den gamle Kone saa Sælen, raabte hun derfor op:"Nej, hvor det er smukt! Det skal jeg have Bukseskind af!"
Men da Drengen hørte det, svarede han:
»Jeg vil nu meget gerne lave Remme af dette Skind; jeg trænger saa haardt til Remme!"
Og Bedstemoderen svarede, uden at modsige ham: "Ja, lav du bare Remme af Skindet, saa kan jeg jo altid faa mig et Par Bukser en anden Gang!"
Derefter beredte hun Skindet, tog Spækket fra og fjernede Haarene, for at hendes Barnebarn kunde skære det op i Remme; men da hun næsten var færdig med sit Arbejde, hviskede hun ud over Skindet:
"Naar han nu skal til at skære dig ud i Remme, skal du springe og briste, i det Øjeblik han er færdig og skal til at strække dig; og du skal springe saaledes, at du blinder ham paa begge Øjne."
Og det gik, ganske som den onde Bedstemoder havde sagt. Da den forældreløse skulde til at spænde Remmen ud, sprang Skindet lige op i Øjnene paa ham og blindede ham; og fra den Dag af maatte han holde sig hjemme, uden at kunne gaa paa Fangst.
Dette skete om Vinteren. En Dag hen paa Foraaret saa Bedstemoderen en stor Hanbjørn komme luntende hen mod Bopladsen. Hun løb straks ind til den forældreløse og sagde:
"Der kommer en meget stor Bjørn; nu skal vi sigte med Buen for dig, og saa kan du afskyde Pilen, naar vi har indstillet den!"
Dette gjorde de, og den forældreløse ramte Bjørnen under den ene Armhule, saa at Pilen trængte helt ind og gennemborede Hjertet.
"Aa, aa, hvor kedeligt, du skød fejl!" skreg den onde Bedstemoder.
Men den forældreløse sagde: "Det var mærkeligt, det var ganske, som om jeg hørte Brummen fra en Bjørn, der er ramt i Hjertet."
Derpaa gik han skuffet tilbage til Huset, ledet af sin lille Søster. Saa gik Søsteren igen, men kom straks efter tilbage.
"Hvad skal du?" spurgte Broderen.
"Jeg skal hente Bedstemoders Flænsekniv."
"Hvad skal hun med den Flænsekniv, naar jeg ikke har ramt Bjørnen?"
"Det ved jeg ikke," sagde den lille Søster, for den onde Bedstemoder havde strengt forbudt hende at tale om Bjørnen til den blinde Broder. Nu flænsede Bedstemoderen Bjørnen, parterede alt Kødet ud og gemte det vel. Siden sultede hun den forældreløse, fordi hun selv ønskede at spise hele Bjørnen; kun for Skams Skyld gav hun den lille Pige noget, hver Gang hun spiste; men saa gemte Søsteren noget af sin Portion inde under sit Tøj og gav det til Broderen, uden at Bedstemoderen mærkede det.
Den forældreløse blev efterhaanden træt af altid at sidde inde og bad en Dag sin lille Søster om at lede ham op paa Toppen af et Fjæld, der laa bag ved Huset. Da han var kommen derop, sagde han til sin Søster:
"Her vil jeg blive i tre Dage; naar de er gaaet, maa du komme og hente mig tilbage igen!"
Den forældreløse sad nu oppe paa Fjældet og lyttede efter alt det, som foregik rundt omkring ham. Somme Tider fløj Flokke af Fugle hen over hans Hoved, og han hørte deres Sang og Suset af deres Vinger.
En Dag kom der en Flok Vildgæs flyvende, og da de saa ham, slog de sig ned hos ham og sagde:
"Nej, se, der sidder et Menneske! Hvorfor mon han ser saa bedrøvet ud!"
Den forældreløse fortalte dem, at han var blind og hvorledes han var bleven det. Men da Vildgæssene hørte det, sagde de til ham:
"Du tager fejl, det er ikke Remmen, der af sig selv har blindet dig; det er din onde Bedstemoder, der har tryllet over den, saa at den kom til at blinde dig!"
Der var seks Vildgæs samlede omkring ham, og de sagde til ham: "Vi skal forsøge paa at hjælpe dig; bliv nu blot rolig siddende og find dig i, hvad vi gør ved dig."
Og saa hoppede den yngste af Gæssene hen foran ham og lod en Klat falde i Øjnene paa ham, saa det smældede! Derefter tørrede den hans Øjne rene igen med sine Vinger. Saa kom den næste, og den klattede endnu voldsommere end den første, det ordentlig varmede hen over Ansigtet paa ham, da det drev ned over hans Kinder. Ogsaa den kom og tørrede det af hans Kinder med sine Vinger. En for en kom de og gjorde det samme ved ham. Han kunde mærke, hvorledes hans Omgivelser blev lysere, men endnu kunde han ikke se. Men saa kom den ældste og største frem, en gammel Vildgase; den holdt Vejret tilbage et Øjeblik, og saa klattede ogsaa den hen over hans Øjne, saa voldsomt og saa stærkt, at han et Øjeblik snappede efter Vejret; det var, som om han skiftevis blev kold og hed af Rædsel. Men da saa den gamle Gase hoppede hen og tørrede hans Øjne rene igen, var han med eet bleven seende og saa nu lige saa skarpt og langt, som om han aldrig havde fejlet noget.
Saaledes gav Vildgæssene ham hans Syn tilbage og fløj derpaa deres Vej bort over Fjældene.
Da de tre Dage var gaaet, kom hans lille Søster op for at hente ham, og da han saa hende komme, lod han, som om han stadig var blind, og lukkede Øjnene. Hun ledte ham ned til Huset, og ofte forundrede hun sig over, at han var bleven saa hurtig, og at han slet ikke traadte fejl, naar de skulde passere smaa Kløfter; men hun fæstede sig dog ikke videre derved. Da han kom helt hen til Huset, aabnede han Øjnene en lille Smule og saa da, at der over Husgangen laa en dejlig stor Bjørnebov. Han saa sig atter lidt omkring, hen mod Tørringsstilladset, og se, der hang udspilet til Tørring et dejligt Skind, et Bjørneskind. Saa kravlede han ind ad Husgangen, og idet han kom ind i Huset, aabnede han Øjnene en lille bitte Smule og opdagede da straks, at der under Briksen laa en dejlig Bjørneskinke paa et af hans Bedstemoders Kødfade. Hans Bedstemoder saa nøje paa ham og sagde:
"Naa, er du nu der igen, din lille Stakkel! Hvordan gaar det med Øjnene?"
"Aa jo," svarede den forældreløse, "det er stadig det samme."
Saa sad han et Øjeblik tavs inde i Huset, og da han endelig tog til Orde, sagde han:
"Jeg havde i Nat saadan en mærkelig Drøm. Tænk, jeg drømte, at jeg saa en Bjørnebov paa Husgangens Tag og et stort Skind udspilet paa Tørringsstilladset, og under Bedstemoders Briks laa en dejlig Bjørneskinke!"
"Uh, det var dog væmmeligt!" sagde den onde Bedstemoder. "Det er naturligvis den Bjørn, som har været Skyld i, at du mistede Synet, maaske en forhekset Bjørn, der gaar igen i dine Drømme."
Ved disse Ord slog den forældreløse sine Øjne op, bøjede Hovedet ned og pegede paa den store Bjørneskinke under Briksen og sagde:
"Ja men, kære Bedstemoder, det var den Skinke der, jeg drømte om."
"Aa, var det den! Nej, var det den!" sagde hun og lo indsmigrende. "Det var da morsomt, for det er jo netop en Skinke, jeg har gemt til dig, for at du kunde faa noget godt, naar du kom hjem oppe fra Fjældet."
"Nej," sagde den unge Mand, "det Bjørnekød vil jeg ikke røre, jeg skal nok selv skaffe mig noget at spise."
Og saa gik han ud af Huset. Nu vilde Tilfældet, at der i samme Øjeblik kom en stor Stime Hvidhvaler forbi Bopladsen; han greb sin Harpun og satte fast i en af Hvidhvalerne, og idet han holdt den igen i sin Fangeline, lykkedes det ham at dræbe den! Derpaa trak han den op paa Land, og i samme Øjeblik kom Bedstemoderen løbende ud af Huset med sin Flænsekniv i Haanden og raabte:
"Lad mig hjælpe til med at flænse den dejlige Hvidhval! Lad bare mig hjælpe dig!"
"Den er ikke til dig," sagde den forældreløse, "den er til min lille Søster og til mig; hvis du ogsaa vil have en Hvidhval, skal jeg gerne harpunere en til dig, men saa skal du selv holde i Fangelinen."
Den gamle Bedstemoder var straks rede, og da den forældreløse kom med Fangelinen, bandt han den godt fast om Livet paa hende. Herover blev hun en Smule ængstelig, men sagde blot:
"Nu maa det endelig ikke være en alt for stor Hvidfisk, du sætter fast i; du maa vælge en, jeg kan magte."
Saa fulgtes de ad ned til et lille Næs, hvor Hvalerne trak forbi. Da der kom en lille Hvidhval lige i Nærheden af dem, raabte Bedstemoderen:
"Det skal være den, sæt fast i den!"
Men netop som den forældreløse hævede Harpunen, kom der op lige ved Siden af en vældig stor Hvidhval, og den kastede han sin Harpun i. Den onde Bedstemoder greb fat i Fangelinen, fandt en lille Kløft, som hun stemte Benene imod, og holdt nu igen paa Hvidhvalen af alle Kræfter. Hver Gang Hvalen kom op og trak til, dirrede det igennem hele Kroppen paa hende, og da det saa ud, som om hun virkelig skulde kunne magte den, gik den forældreløse hen og gav hende et Skub, et lille bitte Skub i Bagdelen. I samme Øjeblik hoppede hun op, mistede Fodfæstet i Klippespalten og røg ud i Vandet. Man saa blot lidt rygende Skum paa det Sted, hvor hun var forsvundet. Lidt efter kom Hvidhvalen op igen for at trække Vejret, og først saa man da den gamle Kællings Top skære Vandet paa et lille Stykke, og lidt efter kom hun selv helt op og raabte ind mod Land, alt hvad hun kunde:
"Uluga, uluga, uluga! Min Flænsekniv, min Flænsekniv, min Flænsekniv! Giv mig min Flænsekniv!"
Derpaa forsvandt Hvidhvalen igen og med den Kællingen; men for hver Gang Hvidhvalen kom op, saa man, at hun havde halet sig et Stykke længere hen til den, stadig raabende paa sin Flænsekniv; tilsidst havde hun trukket sig helt op paa den, saaledes at hun sad overskrævs paa den, klar til at stikke den, og stadig raabende paa sin Flænsekniv. Men ingen gav hende nogen Flænsekniv. Hvidhvalen trak længere og længere ud, og den onde Bedstemoder, som nu fik sin Straf, fordi hun havde mishandlet sit Barnebarn, blev trukket med ud paa Havet, og man saa hende aldrig mere.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 312-317. København, 1921.
