Nibelungekvadet 17
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
647.
Om overmodig Fremfærd og Hævn fuld af Gru
skal I her høre sige. Thi bød Hagen nu,
at Nibelungehelten Sigfred, ombragt saa,
førtes did til Borgen, hvor Krimhilds Kammer laa.944.
648.
Dér lod han Helten lønligt lægge for dets Dør,
saa at hun skulde finde ham, naar med sine Møer
hun aarle gik til Messe, før Dag skinned hvid;
fra den sov Fru Krimhild sjælden nogen Tid.945.
649.
Dér ringed man til Kirke, som mangen Sinde før.
Krimhild den skønne hun vækked sine Møer:
et Lys bød hun bringe, derhos sin Klædedragt.
Did kom en Kammersvend, hvor Sigfred var lagt.946.
650.
Han saa ham rød af Blodet: vaad var al hans Dragt,
dog at det var hans Herre, derpaa gav han ej Agt.
Hen til Fruerstuen med Lys i Haand han gik,
og af hans Mund Fru Krimhild et Skrækkens Budskab fik.947.
651.
Da hun med sine Fruer vilde til Kirke gaa,
da mælte Kammersvenden: „I maa end stille staa:
her ligger foran Kamret en Ridder slagen død."
I overvættes Klage Fru Krimhild udbrød.948.
652.
Da mælte hendes Sinder: „Det er en Gæst kanske."
Fra hendes Mund sprang Blodet af Hjertets store Vé.
Hvor rød han var af Blod end, hun kendte ham paa Stand:
dér laa i Jammer Sigfred af Nibelungers Land.951—52.
653.
Da raabte i sin Kvide den ædle Dronning bold:
„Ak ve for min Smerte! Nu ser jeg, at dit Skjold
er ej af Sværd forhugget: du ligger dræbt med List.
Kendte jeg din Morder, han skulde dø for vist."953.
654.
Hele Krimhilds Følge med deres Frue kær
brød ud i Skrig og Klage: det gik dem saare nær
for deres ædle Herre, som havde ladt sit Liv.
Haardt hævned Hagen Kong Gunthers vrede Viv.954.
655.
Hun mælte i sin Smerte: „Jeg beder jer gaa hen
og vække saare ilsomt alle Kong Sigfreds Mænd.
I skal og melde Sigmund min store Jammersnød,
om han med mig vil klage for stærken Sigfreds Død."955.
656.
Bort ilte et Sendebud at melde det paa Stand
til Drotten Sigfreds Helte af Nibelungers Land.
Det tog dem deres Glæde, hvad de erfor af ham.
De vilde ikke tro det, før Graaden de fornam.956.
657.
„Vaagn op, Herre Sigmund. Mig bad til eder gaa
Krimhild, min Frue. En Sorg monne hun faa,
som frem for alle Sorger nu græmmer hendes Sjæl:
det hjælpe I at klage, saa sandt I rammes selv."958.
658.
Op rejste sig Sigmund. Han mælte: „Hvad er hændt
skøn Krimhild af Kummer, hvorfor du hid blev sendt?"
Med Graad svared Svenden: „I høre det paa Stand:
blodig ligger slagen Sigfred af Nederland."959.
659.
Mælte den Herre Sigmund: „Lad fare eders Tant
og et Ulykkesbudskab, der ej kan være sandt.
Det sige I til Ingen, at Nogen Helten vog:
jeg maatte græde for ham, til min Dødstime slog."960.
660.
„Vil ikke Lid I fæste til min Beretning, hør
da selv, hvorlunde Krimhild og alle hendes Møer
klager højlydt sammen for Helten Sigfreds Død."
Med Skræk sloges Sigmund: ham tvang den haarde Nød.961.
661.
Med sine hundred Helte fra Sengene han sprang.
De skarpe lange Vaaben i Hænderne de svang.
De ilte fuld af Smerte til Véraabet hen.
Did kom tusind Kæmper, den kække Sigfreds Mænd.962.
662.
Traadte da Drotten Sigmund for Krimhild at staa.
Han mælte: „Ak, hvi maatte vi her til Landet gaa!
Hvo har mit Barn mig røvet og jer eders Mand
ved en saa grufuld Udaad i gode Venners Land?"964.
663.
„Ja, fik jeg ham at kende," mælte den ædle Viv,
„aldrig blev ham naadigt mit Hjerte og mit Liv:
saa onde skulde vorde ham hver Tid mine Raad,
saa at hans Frænder skulde for min Skyld fælde Graad."965.
664.
Den Herre Sigmund favned den døde til sit Bryst.
Da lød fra hans Venner en Jammer uden Trøst,
saa deres stærke Véraab klang over Sal og Borg,
og Byen Worms gav Genlyd af deres Graad og Sorg.966.
665.
Ingen mægted at trøste Kong Sigfreds fagre Viv.
Da afdrog man Klæderne af Heltens skønne Liv.
Man lod hans Vunde vadske, han blev paa Baare stedt.
En svar Kvide var det, hans Folk dér var sket.967.
666.
Mælte da hans Kæmper af Nibelungeland:
„Vor Villie er at hævne ham, det snareste vi kan.
Den, som har forvoldt det, ham huser Borgen end."
Da ilte efter Vaaben til Hobe Sigfreds Mænd.968.
667.
De udkaarne Helte kom did med Skjold og Sværd,
elleve Hundred Kæmper: det var al den Hær,
som Sigmund raadte over. Sin Søns bratte Død
vilde han gerne hævnet, som Troskab ham bød.969.
668.
De vidste ingen Andre at føre Kamp imod
end Gunther selv og Heltene, som i hans Tjenest stod,
med dem nys Herr Sigfred paa Jagtfærden red.
Krimhild saa dem væbnet og gruedes derved.970.
669.
Var end stor hendes Kvide og bitter hendes Nød,
dog frygted hun saa svarligt Nibelungernes Død
for hendes Brødres Kæmper; thi standsed hun dem end.
Hun vared dem saa kærligt, som Ven gør mod Ven.971.
670.
Da mælte hun i Smerte: „Sigmund, min Herre kær,
I kender ikke til fulde, hvad Fare truer jer.
For sand har Kong Gunther mangen en Kæmpe bold:
trodser I hans Helte, er I i Dødens Vold."972.
671.
De opløfted Skjoldene og higed efter Strid.
Først bønfaldt, saa bød dem omsider Fruen blid,
at dog de maatte afstaa fra en saa farlig Dyst.
At ej de vilde høre, gav hende liden Lyst.973.
672.
Hun mælte: „Herre Sigmund, I hindre dem deri,
til bedre Dage kommer: da skal I staa mig bi
med at hævne min Husbond. Naar grant først jeg ved,
ihvo mig ham har røvet, jeg volder ham Fortræd.974.
673.
Der er af stolte Kæmper ved Rhin Hobetal:
thi vil jeg ikke raade, at nu I kæmpe skal.
Mod hver af jer de ejer vel tredive i Burgund.
Gud give dem den Lykke, som de har os forundt.975.
674.
Bliv og del min Smerte, som mig er voldt af dem;
I saare gæve Kæmper, naar Dagen bryder frem,
da hjælpe I at skrinlægge Sigfred, min Mand!"
„Det ske, som I byder," saa svared de paa Stand.976.
675.
Det kan for sanden Ingen berette fuldelig,
hvor Riddersmænd og Fruer brød ud i Klageskrig,
saalunde at det hørtes i Staden viden om.
De ædle Folk fra Byen ilfærdigt didhen kom.977.
676.
Med Gæsterne de klaged, det gik dem saare nær.
Hvad Skyld Sigfred havde, det vidste Ingen dér,
og hvi den ædle Kæmpe maatte lade sit Liv.
Da græd med hendes Fruer mangen god Borgers Viv.978.
677.
Smedde bød man sætte en Kiste fluks i Værk,
af Guld og Sølv den gjordes, saare stor og stærk.
Med Spanger helt den klædtes af Staal, som var godt.
Svart sørged alle for Nederlandets Drot.979.
678.
Natten var til Ende: man meldte, det blev Dag.
Befol da Krimhild bære ind under Kirkens Tag
den bolde Herre Sigfred, hendes Husbond kær.
De Venner, Helten havde, i Graad saa man dér.980.
679.
De bragte ham til Domkirken under Klokkers Klang.
Man hørte allevegne mangen en Præsts Sang.
Da kom Drotten Gunther, fulgt af sine Mænd,
blandt dem den vilde Hagen, til Véraabet hen.981*.
680.
Han mælte: „Kære Søster, ak for din svare Vé,
at vi saa stor en Ufærd skal her i Worms se!
Vi maa bestandig klage for Helten Sigfreds Liv."
„Det gør I uden Aarsag," mælte den stakkels Viv.982*.
681.
„Havde det voldt jer Græmmelse, da var det aldrig sket.
I havde glemt jer Søster, det har fuldvel jeg set,
den Stund jeg blev berøvet min saare kære Mand.
Gud give," mælte Krimhild, „at jeg laa død som han."983*.
682.
De blev ved deres Nægten. Da mælte hun de Ord:
„Det skal Enhver nu vise, som skyldfri sig tror;
lad ham gaa hen til Baaren, mens Folk ser derpaa.
Saalunde skal man Sandheden saare snart forstaa."984*.
683.
Det er et stort Mirakel: ofte end det sker,
naar den, et Mord har øvet, man hos den døde ser,
da bløder atter Saarene: det skete dengang med.
At Skylden var hos Hagen, blev kundgjort derved.985*.
684.
Saa stærkt blødte Saarene som fra den første Færd.
De, tilforn sig græmmed, de klaged nu des mer.
„Hagen," mælte Gunther, „er fri for Skyld og Skam.
Hør, hvorlunde det skete: Stimænd fældte ham."986*.
685.
„De Stimænd," mælte Krimhild, „dem ved jeg vel, hvem er.
Gud give, Sigfreds Venner vil hævne denne Færd.
Gunther og Hagen, I voldte, at han faldt."
Da ønsked Sigfreds Helte sig Kamp frem for alt:987*.
686.
„Min Søster," mælte Gernot og Giselher derpaa:
„nu trøst dig efter Døden, da det maa være saa.
Vi vil give dig Lindring Resten af vort Liv."
Da kunde Ingen i Verden trøste den stakkels Viv.990*.
687.
Da trindtom det hørtes, at man i Mynstren sang,
og han var lagt i Kiste, hvor trængtes man dengang!
Hvor bød man rige Ofre til Trøst for hans Sjæl!
Selv blandt Fjender saa man, hvor han var vennesæl.993.
688.
Til Kammersvendene mælte Fru Krimhild mod i Hu:
„For min Skyld skal lide Besvær og Møje nu
Enhver, som godt ham under og mig vil være huld;
Sigfreds Sjæl til Frelse man skænke bort hans Guld."994.
689.
Der var ej Barn saa lidet, om blot dets Kløgt var vakt,
maatte det gaa til Offer. Før han i Grav blev lagt,
mer end hundred Messer man dér om Dagen sang.
Hans Venner var saa mange, at Pladsen blev for trang.995.
690.
Da dér man havde sunget, da skiltes Folket ad.
„I Kæmper, lad mig ikke," Fru Krimhild dem bad,
„vaage i Nat alene hos Helten underfuld.
Al min Glæde lægges med ham under Muld."996.
691.
Til deres Huse vandred Folk i Gunthers Stad.
Præster og Munke endnu hun blive bad
og derhos alt det Følge, i Heltens Tjenest stod.
En streng Nat de havde og en Dag lidet god.998.
692.
Om Fattigfolk der fandtes, som selv stedtes i Nød,
dem bød man gaa til Offer og tage Guldet rød
af Sigfreds eget Kammer. Han blev lagt i Grav,
men for hans Sjæl skøn Krimhild mangt Tusind Mark bortgav.1000.
693.
Indkomst af Jordegods delte hun trindt om Land,
ihvor der fandtes Kloster eller og Fattigmand.
Sølv og Klæder gav man til dem, der var i Nød.
Hvor saare hun ham elsked, viste hun ved hans Død.1001.
694.
Trediedagens Morgen ved vanlig Messetid
da fyldtes omkring Mynstren Kirkegaarden vid
af Folk trindt fra Landet med graadfyldte Blik:
de æred ham i Døden, som det er Venners Skik.1002.
695.
Da Gud man havde dyrket, og Sangen var forbi,
hvor overvættes Smerte stedtes ej Folket i!
Man bød ham ud af Domkirken bære til hans Grav.
Dér saa man Graad og Klage hos høj som og hos lav.1004.
696.
Højt grædende fulgte Folket ham paa Stand:
da følte Ingen Glæde, ej Viv eller Mand.
Dér sang man og læste, før han til Jord blev stedt.
Eja, hvad gode Klærke blev ved Ligfærden set!1005.
697.
Før hen til Graven traadte den ædle Sigfreds Viv,
da stred med saadan Jammer hendes trofaste Liv,
at tit maatte hun stænkes med Vand af Kirkens Brønd.
Et Overmaal af Smerte hun led, den Frue skøn.1006.
698.
Det var et stort Mirakel, hun vaktes atter til Liv.
Med Klage hende bistod mangen en Ædelviv.
Da mælte Dronning Krimhild: „I Sigfreds gode Mænd,
I skal for eders Troskab en Gunst mig vise end.1007.
699.
Lad mig efter min Smerte den ringe Naade ske,
at jeg hans skønne Hoved endnu faar Lov at se."
Med hjerteskærende Jammer saa bønligt hun dem bad,
at man til sidst bød skille den rige Kiste ad.1008.
700.
Hvor Drotten Sigfred hvilte, man førte Fruen did.
Hun tog hans skønne Hoved alt i sin Haand saa hvid;
død, som han var, hun kyssed den ædle Ridder god,
mens hendes lyse Øjne af Græmmelse græd Blod.1009.
701.
En sorgtynget Skilsmisse skued man derpaa.
Da bar man hende deden; hun mægted ej at gaa.
Da fandt man uden Sanser den ædle Kongeviv.
Af Sorg hartad sluktes hendes saare fagre Liv.1010.
702.
Da man den ædle Herre til Jord havde stedt,
en overvættes Smerte hos alle dem blev set
fra Nibelungelandet, ham havde fulgt derhen.
Sjælden saa man Sigmund sig glæde sidenhen.1011.
703.
Da var der En og Anden, der tre Døgn i Rad
ikke for svarlig Kvide nød Drikke eller Mad.
Omsider deres Legem dog krævede sin Ret:
da tog de atter Næring, som tit af Sorgen træt.1012.
