Nibelungekvadet 27
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1043.
Man saa i Borgen Bechelarn en Helt ile did.
Ham genkendte Rydeger og mælte: „Hastigt hid
kommer paa Vejen Ekkevart, Krimhilds Kæmpe stolt."
Han tænkte, at hans Fjender ham Mén havde voldt.1582.
1044.
Da gik han ud for Porten at se hin Sendemand.
Han spændte Sværdet af sig og lagde det af Hand.
Hvad Budskab han bragte, det tav han ikke med:
Værten og hans Venner gav han paa Stand Besked.1583.
1045.
„Mig har til eder skikket," til Rydeger mælte han,
„den ædle Herre Gunther af de Burgunders Land
samt Giselher og Gernot, hans ædle Brødre to.
Til Hobe de forkynder jer ærlig Tjenest tro.1584.
1046.
Det samme gør og Hagen og Folker ligesaa
med saare flittig Hilsen. Endmer jeg sige maa,
hvad ogsaa Kongens Marskalk mig kundgøre bød,
at deres gode Svende for Herberg var i Nød."1585.
1047.
Da lo Markgrev Rydeger og mælte glad i Hu:
„Saa hil for dette Budskab, at stolte Konger nu
vil tækkes af min Tjenest: den skal ej nægtes dem.
Jeg glædes, vil de komme, at huses i mit Hjem."1586.
1048.
„Marskalken Dankvart bad mig forkynde jer,
hvor mange der red med dem, som I skal huse her:
tres raske Kæmper og tusind Riddersmænd
og ni Tusind Svende." Da mælte han igen:1587.
1049.
„Nu hil for disse Gæster," han var saa glad i Hu,
„at jeg faar Lov at huse de stolte Kæmper nu,
som jeg kun saare sjælden har vist min Tjenest end.
Nu ride I dem i Møde, baade Maage og Mænd."1588.
1050.
Riddersmænd og Svende de skyndte sig til Hest.
Hvad deres Herre bød dem, det tyktes alle bedst:
thi tøved de des mindre at gøre, som han bad.
Intet vidste Gotelind, som i sit Kammer sad.1589.
1051.
Gik da Markgrev Rydeger for Fruerne at staa,
hans Viv og hans Datter; dem sagde han derpaa
det kærkomne Budskab, nys han selv fornam,
at deres Frues Brødre søgte Hus hos ham.1590.
1052.
„Min saare kære Hustru," mælte Rydeger,
„I skal vel modtage de stolte Konger her,
naar de med deres Følge vil komme hid til Gæst.
I hilse venligt Hagen, Gunthers Mand, dernæst.1591.
1053.
En Herre, hedder Dankvart, ham ser I ogsaa her:
den anden hedder Folker, og ædel er hans Færd.
De seks skal I kysse, I og min Datterlil,
og vise al den Godhed, jer Tugt skynder til."1592.
1054.
Det loved gerne Fruerne, hvad Rydeger sagde dem.
Da søgte de af Kister de rige Klæder frem,
saalunde smykt til Møde med Kæmperne at gaa.
Eja, hvor svar en Skynding hos Fruerne man saa!1593.
1055.
Dér fandt man ikkun lidet forfalsket Fruers Lød.
De bar paa deres Hoved Baand af Guldet rød,
skære rige Kranse, at deres skønne Haar
flagred ej for Vinden i Markgrevens Gaard.1594.
1056.
Lad Fruerne nu være i deres Rastløshed.
Markgrevens Frænder i Hast af Borgen red,
ud at træffe Fyrsterne og mangen Riddersmand.
Venligt tog man mod dem i Markgrevens Land.1595.
1057.
Da Markgreven saa dem ride ad Vejen frem,
Rydeger den raske, hvor glad han hilste dem:
„Vær velkommen, I Herrer og ogsaa eders Mænd!
Hvor gerne har jeg set jer til Landet komme hen!"1596.
1058.
Til Tak de sig bøjed ærligt og uden Nag.
Med Flid han dem viste sit gode Sindelag.
Sin fordums Kending Hagen særskilt hilste han.
Paa samme Maade Folker af de Burgunders Land.1597.
1059.
Han hilste ogsaa Dankvart. Da mælte Gunthers Mand:
„Siden I vil os pleje, saa sig mig da, hvem kan
vort store Følge vorde til Forsorg overladt?"
Markgreven mælte: „Jer venter en rolig Nat.1598.
1060.
I Svende, udspænd Teltene paa Markjorden her.
Skulde I miste Noget, skal det erstattes jer.
Læg Tømmerne til Side, lad Hestene gaa fri."
Bedre havde sjælden en Vært staaet dem bi.1599.
1061.
Thi var de glad til Mode. Bort Herrerne red,
da den Sag var fuldbragt. Trindt i Græsset ned
lagde sig deres Svende: god Mag de nød.
De fandt vist ej paa Rejsen en Hvile mere sød.1600.
1062.
Den ædle Markgrevinde for Borgen gik at staa
og hendes skønne Datter. Hos dem og man saa
saare fagre Fruer og mangen Jomfru prud:
dem smykked mangen Spange og kostelige Skrud.1601.
1063.
Viden om der funkled fra Klæderne, de bar,
talrige Ædelstene: et fagert Syn det var.
Da kom ogsaa Gæsterne, de sprang af Sadlen ned.
Eja, hvor man dem priste for Tugt og Høviskhed!1602.
1064.
Seks og tredive Jomfruer og mangen Viv dertil,
saa velskabt af Legem, som man sig ønske vil,
de traadte dem i Møde med mangen tapper Mand.
Da hilste ædle Fruer dem vennesælt paa Stand.1603.
1065.
Den unge Markgrevinde, som hendes Moder kær,
kyssed de trende Konger. Da stod og Hagen nær.
Hendes Fader bød ham kysse; da saa hun hen paa ham:
hun havde helst det nægtet, han tyktes alt for gram.1604.
1066.
Dog nødtes hun at gøre, hvad hendes Fader bød.
Da skifted hendes Farve imellem hvid og rød.
Hun kyssed ogsaa Dankvart; dernæst hin Spillemand:
for Legemskraft og Kækhed saalunde hilstes han.1605.
1067.
Den unge Markgrevinde førte en Helt ved Hand,
det var ungen Giselher af de Burgunders Land:
Gotelind tog Gunther, den ædle Ridder god.
Da gik de bort med Heltene med saare glade Mod.1606.
1068.
Værten selv med Gernot til Borgsalen skred.
Riddersmænd og Fruer de satte dér sig ned.
Til Gæsterne befol man at byde god Vin rundt.
Aldrig blev der Helte en bedre Pleje undt.1607.
1069.
Med milde Øjne skued mange Helte i Løn
til Markgrevens Datter; hun var saa saare skøn.
I Tanken valgte Mangen hende til Hjertenskær,
Saa højsindet var hun, at vel hun var det værd.1608.
1070.
De skiltes fra hverandre, som det er Sæd og Skik:
Riddersmænd og Fruer til hver sin Side gik.
Da satte frem man Bordene i Borgsalen vid,
de ukendte Gæster dem tjente man med Flid.1610.
1071.
Burgunderne til Ære til Bords med dem sad
den ædle Markgrevinde. Sin Datterlil hun bad
blive hos sine Møer, som god Sæd det bød.
At Gæsterne ej saa hende, svarligt dem fortrød.1611.
1072.
Dér de havde drukket og alle Vegne spist,
da blev de skønne Møer atter til Salen vist.
Dér blev der ikke sparet paa Skemt mangefold:
den Kunst kendte Folker, hin Kæmpe god og bold.1612.
1073.
Da mælte uden Dølgsmaal den ædle Spillemand:
„Saare rige Markgreve, jer har Gud for sand
undt sin store Naade, saa sandt I har en Viv,
saare fager at skue, og Glæde alt jert Liv.1613.
1074.
Ifald jeg var en Fyrste," mælte hin Spillemand,
„og skulde jeg bære Krone, da ønsked jeg for sand
til Viv jer skønne Datter af et oprigtigt Mod.
Dejlig er hun at skue, ædel og saare god.1614.
1075.
Nu bør min Herre Giselher dog tage sig en Brud:
den unge Markgrevinde har Slægt saa høj og prud,
at glad tjente vi hende, jeg og hver hans Mand,
skulde hun bære Krone i de Burgunders Land."1616.
1076.
Den Tale tyktes Markgreven Rydeger saare god
og ligesaa Fru Gotelind: thi glædtes deres Mod.
Siden raadte Heltene, at ædel Giselher
troloved sig med Møen: hun var en Drot vel værd.1617.
1077.
De tvende lod man træde tilsammen i en Ring,
som Sædvane bød det. Da skued trindt omkring
med glade Blik paa hende mangen en Ungersvend:
dér tænkte de i Hjertet, som unge tænker end.1621.
1078.
Da dernæst man spurgte den skønne Jomfru ad,
om hun vilde have Helten, var hun kun halvvejs glad,
og tænkte dog at tage den skønne Helt i Løn.
Hun bluedes ved Svaret, som mangen Jomfru skøn.1622.
1079.
Hendes Fader raadte hende, hun skulde sige Ja,
og at hun gerne tog ham. Hvor hastigt favned da
med sine hvide Hænder den unge Giselher
Jomfruen til sit Hjerte, skønt hun aldrig saa ham mer!1623.
1080.
Da mælte Markgrev Rydeger: „I ædle Konger tre,
naar I rider tilbage (som Skik byder at ske)
paa Vejen til Burgunden, da skal mit Barn I faa,
at føre med til Rhinen." Det gav de Haanden paa.1624.
1081.
Al Festlarm og Glæde maatte en Ende faa.
Man bød de fagre Jomfruer til deres Kamre gaa,
og Gæsterne fandt Hvile, til Dag igen brød frem.
Da gjordes Spiser rede: vel plejed Rydeger dem.1625.
1082.
Da Maaltidet var fuldbragt de agted sig derfra
for at ride til Huneland. Mælte Rydeger da:
„Det beder jeg lade fare. Endnu I blive rnaa,
saa kære Gæster sjælden tilforn her jeg saa."1626.
1083.
Da genmælte Dankvart: „Det kan ej ske for vist.
Hvor vil I tage Spisen, Brød og Vin til sidst,
skal end i Nat I huse saa mange i jer Borg?"
Dertil mælte Værten: „Det volde jer liden Sorg.1627.
1084.
Mine saare kære Herrer, I nægte ej min Bøn.
Fjorten Døgn jeg skaffed vel Mad og Pleje skøn
til jer og hele Følget, som kom med eder hid:
mod mig handled Etzel ej karrig nogen Tid."1628.
1085.
De nødtes til at blive, hvor svart de stred imod,
indtil den fjerde Morgen. Saa gavmild og god
handled Værten mod dem, at vide blev det sagt:
han skænked sine Gæster baade Hest og Klædedragt.1629.
1086.
Ej mer kunde de dvæle, bort de maatte gaa.
Den kække Markgrev Rydeger agted lidet paa
at spare sine Gaver: fluks han efterkom
ethvert Begær, de ytred: det tyktes Alle om.1630.
1087.
De ædle Svende bragte sadlet mangen en Hest
til Borgporten i Bechelarn. Til dem kom dernæst
mange rhinske Kæmper: Skjolde de bar i Hand,
thi nu maatte de ride derfra til Etzels Land.1631.
1088.
Dem alle skænked Gaver hin Markgreve prud,
førend de ædle Gæster af Salen traadte ud.
Han kunde gavmildt leve i ærefulde Kaar.
Han havde givet Giselher sit Barn, den væne Maar.1632.
1089.
Skænked han da Gernot et Sværd saare godt,
det svang sidenefter i Kamp den stolte Drot.
Den Gave vel ham undte Markgrevens Viv:
for den skulde Rydeger lade engang sit Liv.1633.
1090.
Mælte Helten Hagen: „Af alt, hvad her jeg saa,
mig lyster ikkun een Ting til Gave nu at faa,
det hænger hist paa Væggen og er en Skjolderand:
den vilde jeg gerne føre til Hunekongens Land."1636.
1091.
Da Markgrevinden hørte hans Tale velberaad,
om hendes Sorg det minded: hun brast derved i Graad.
Da tænkte hun saa kærligt paa Helten Nudungs Død.
Ham havde Viteg fældet til hendes svare Nød.1637.
1092.
Hun mælede til Helten: „Jeg skænker jer hint Skjold.
Det give Gud i Himlen, at han var i Behold,
som førte det i Hænde! I Kamp han lod sit Liv.
Thi maa jeg stedse græde, jeg saare stakkels Viv!"1638.
1093.
Den ædle Markgrevinde hun fra sit Sæde skred,
med sine hvide Hænder løfted hun Skjoldet ned:
det bragte hun til Hagen, han tog det i sin Hand.
En Ære tyktes Gaven den bolde rhinske Mand.1639.
1094.
Et Svøb af lysen Silke over dets Farve laa,
et bedre Skjold vel aldrig skinnede Dagen paa,
besat med Ædelstene: vilde man ved Køb
erhverve det, til tusind Mark det sagtens sig beløb.1640.
1095.
Alle de rige Gaver, de fik af gavmild Haand,
dem tog de gæve Helte ikkun saa redebon
for deres Vært at ære, der dem saa venligt bød.
De blev ham siden hadske og voldte ham hans Død.1642.
1096.
Den saare raske Folker, høvisk var hans Færd,
han traadte dernæst Gotelind alt med sin Fedel nær.
Han spilled skønne Toner og sine Viser sang:
saalunde tog han Orlov, før han paa Hest sig svang.1643.
1097.
Befol da Markgrevinden at bringe sig et Skrin.
Her skal I faa at høre en Gave fejr og fin:
tolv Ringe tog hun og skød dem paa hans Hand.
„Dem skal I føre med jer til Hunekongens Land1644.
1098.
og bære dem i Kongsgaarden til min Ære hist;
naar I vender tilbage, man siger mig for vist,
hvorlunde I har tjent mig ved Etzels Gildelag."
Engang gjorde Folker, hvad Fruen bad den Dag.1645.
1099.
Mælte dernæst Værten: „Jeg følger eder selv,
at sikkert I skal rejse og skærmes saare vel,
og Ingen skal paa Vejen forstyrre eders Fart."
Da lod han sine Pakheste læsse saare snart.1646.
1100.
Værten vel var rustet med fem Hundred Mand,
med Heste og med Klæder. Dem førte han af Land
saare glad til Mode til Gildelaget hen.
Ingen kom med Livet til Bechelarn igen.1647.
1101.
Med kærligt Kys Herr Rydeger op fra Borgen brød:
det samme gjorde Giselher, som Dyden ham det bød.
De tog de skønne Fruer kærligt i deres Favn.
Engang skulde det volde mangen Mø Graad og Savn.1648.
1102.
Alle Borgens Vinduer aabned man dernæst,
da Værten og hans Helte begav sig bort til Hest.
De aned vel i Hjertet en overvættes Sorg:
da græd mangen Frue og Mø i Rydegers Borg.1649.
1103.
Selv følte de Smerte for mangen elsket Ven,
de aldrig skulde skue i Bechelarn igen.
Dog red de nu med Glæde af Sted over Sand
ned langs med Donau og ind i Huneland.1650.
1104.
Da mælte til Burgunderne den ædle Ridder prud,
Markgreven Rydeger: „Ej længer skal vort Bud
forties for Kong Etzel, vi er paa Hunejord.
Saa kærkomment Budskab han aldrig før erfor."1651.
1105.
Ned igennem Østrig mangen Budsvend kom,
og allevegne sagdes det Folkene derom,
at nu kom de Helte fra Worms ved Rhinens Bred.
Da glædte sig af Hjertet Kong Etzels Hird derved.1652.
1106.
I Forvejen Sendemænd med deres Budskab for,
at nu var Nibelungerne paa Hunekongens Jord.
„Vel skal du dem hilse, Krimhild Frue min:
dine kære Brødre kommer med Ære hid fra Rhin."1653.
