Nibelungekvadet 30
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1201.
Det led mod Dagens Ende, og Natten var dem nær.
De vejtrætte Kæmper de længtes hver især
efter at ty til Lejet og søge Ro og Rast.
Dertil maned Hagen: det blev dem meldt i Hast.1756.
1202.
Gunther mælte til Værten: „Gud glæde eders Liv.
Nu ønsker vi at sove: Forlov os dertil giv.
Naar I det vil, vi kommer aarle ved Dag igen."
Med glad Hjerte skiltes han fra de rhinske Mænd.1757.
1203.
Da trængtes man om Gæsterne alle Vegne fra.
Mælte til Huneskaren den kække Folker da:
„Hvor vover I at træde Kæmperne over Fod?
Vogter I jer ikke, skal I angre snart jert Mod.1758.
1204.
Da slaar jeg En og Anden saa drøje Fedelslag,
at har han gode Venner, græder de mangen Dag.
Giv Plads for os Kæmper, det er jert eget Gavn.
Mange hedder Helte, men er det kun af Navn."1759.
1205.
Dér hin Fedelspiller talte saa saare vred,
da saa den kække Hagen over sin Skulder bred.
Han mælte: „Ret jer raader den kække Spillemand.
Søg, I Krimhilds Helte, til Herberg paa Stand.1760.
1206.
Hvad her I har i Sinde, vel knap Nogen gør.
Kom aarle hid i Morgen, hvis I til den Tid tør,
og und os rejsetrætte Hvile for denne Nat:
det, tror jeg, plejer Helte, hvem sligt et Maal blev sat."1761.
1207.
Da bragtes Etzels Gæster til en Hal saare vid:
den fandt de lavet rede til Kæmperne med Flid,
lange, brede Senge var redt med kostbar Pragt.
Mod dem pønsed Krimhild paa Ondt af al sin Magt.1762.
1208.
Skønt virkede Hynder fra Arras dér man saa
af Pelstof det lyse, og over dem der laa
arabisk Silkebolster med Bræmmeborter lagt,
intet bedre fandtes: det straalte med herlig Pragt.1763.
1209.
Dér saa man Dækkelagen, gjorte af Hermelin
og af den sorte Sobel, derunder de fra Rhin
kunde søge sig Hvile indtil den lyse Dag.
Aldrig fandt en Konge med Følge bedre Mag.1764.
1210.
„Ve for Nattelejet," mælte ung Giselher,
„og ve for mine Venner, som med os dragen er.
Hvor vennesælt min Søster end Velkomst os bød,
jeg frygter, hun vil volde til Hobe os vor Død."1765.
1211.
Da mælte Helten Hagen: „I være uforsagt!
Jeg selv vil Natten over holde for eder Vagt.
Jeg tror at kunne jer skærme, til Dagen stunder til.
Vær uden Frygt saa længe: da gaa det, som det vil."1766.
1212.
Alle bøjed sig for ham og takked ham med Grund.
De gik til deres Senge. Det vared kun en Stund,
inden de havde lagt sig, de saare gæve Mænd.
Da gik den kække Hagen til sine Vaaben hen.1767.
1213.
Mælte Helten Folker, hin Fedelspiller god:
„Hvis ikke eder, Hagen, min Bistand var imod,
vilde i Nat til Daggry med jer jeg staa paa Vagt."
Da takked Helten høvisk for Folkers gode Agt.1768.
1214.
„Jer lønne Gud i Himlen, Folker saare kær.
I alle mine Sorger jeg ønsked Ingen her
uden eder alene, ifald jeg kom i Nød.
Det skal jeg lønne eder, ligger jeg selv ej død."1769.
1215.
Da rusted de sig begge i lys Pansersærk.
De hængte deres Skjolde paa Armen saare stærk
og traadte ud af Huset, at staa for Dørens Karm.
Dér vogted de med Troskab Gæsterne mod Harm.1770.
1216.
Den raske Folker Fedler tog Skjoldet af sin Hand
og lænte op mod Muren den gode Skjolderand.
Gik dernæst han tilbage og tog sin Fedel fat:
som tro Helt han tjente sine Frænder denne Nat.1771.
1217.
Han satte sig paa Stenen under Salshusets Dør.
Kækkere Fedelspiller man aldrig skued før.
Da klang saa søde Toner af Heltens Strengespil,
at stolte rhinske Kæmper sagde ham Tak dertil.1772.
1218.
Da klang Folkers Strenge, saa hele Huset lød.
Med éns Kunst og Styrke hans Melodier flød.
Sødere og sagtere fedled han dernæst:
da dyssed han i Slummer mangen en sorgfuld Gæst.1773.
1219.
Dér nu han saa dem slumre, da gik den gæve Mand
tilbage efter Skjoldet og tog det i sin Hand;
han traadte ud af Huset, ved Taarnet stod han hen
og vogted rhinske Helte mod Dronning Krimhilds Mænd.1774.
1220.
Jeg ved det ikke nøje, det var vel midt om Nat,
da saa den kække Folker en Hjelm skinne brat
fjernt gennem et Mørke. Dronning Krimhilds Mænd
de havde Ondt i Sinde mod Gæsterne igen.1775.
1221.
Da mælte Fedelspilleren: „Herr Hagen, Frænde tro,
det sømmer sig, vi bærer min Frygt begge to.
Væbnet Folk jeg skuer for Salshuset staa:
ifald jeg skønner rigtigt, skal Kamp med dem vi faa."1776.
1222.
„Saa ti," mælte Hagen, „lad dem først komme nær.
Inden de grant os skuer, da bringer vore Sværd
af Lave deres Hjelme: vi to skal handle saa,
at de med Skam skal atter til Dronning Krimhild gaa."1777.
1223.
En af Hunekæmperne i rette Tid blev var,
at der stod Vagt ved Døren: hvor mælte han da snar:
„Det, vi havde i Sinde, det gaar for vist ej an.
Jeg ser, hist som Skildvagt staar Folker Spillemand.1778.
1224.
Fra Hjelmen paa hans Hoved et Lysskær der staar,
den er haard og lødig, stærk og uden Skaar.
Og luer Brynjens Ringe, som om det var en Ild.
Hos ham staar ogsaa Hagen: den Vagt er tro og gild."1779.
1225.
Paa Stand vendte de Ryggen. Da Folker dette saa,
da mælte han til Hagen de vrede Ord derpaa:
„Nu lad mig gaa fra Huset til disse Kæmper hen:
jeg vil kræve til Ansvar den ædle Krimhilds Mænd."1780.
1226.
„Nej," mælte Hagen, „saa sandt I har mig kær.
Kommer I bort fra Huset, da kan med deres Sværd
de raske Helte bringe os let i saadan Nød,
at jeg maatte jer hjælpe, til mine Landsmænds Død.1781.
1227.
Skete det, at vi begge kom først med dem i Strid,
sprang tvende eller fire af dem i føje Tid
hastigt ind i Huset og voldte saadant Drab
paa de sovende, at aldrig forvandt vi dette Tab."1782.
1228.
Mælte atter Folker: „Saa lad i hvert Fald ske,
at dem tilkendegives, at jeg fik dem at se,
saa disse Krimhilds Helte ikke skal nægte, at
de gerne havde øvet en troløs Daad i Nat."1783.
1229.
Paa Stand raabte Folker dem vrede Ord imod:
„Hvorfor er saa I væbnet, I Kæmpeskare god?
Agter Krimhilds Helte at ride ud paa Rov?
Og havde I min Fælles og min Hjælp behov?"1784.
1230.
Ham svared dertil Ingen. Fortørnet var hans Mod.
„Tvi jer, fejge Niddinger," saa mælte Helten god.
„Vilde I os myrdet, mens sovende vi laa?
Imod saa gæve Helte man sjælden handled saa."1785.
1231.
Det kundgjordes Dronningen, at ikkun ringe Held
havde fulgt hendes Kæmper. Hun græmmed sig med Skjel.
Da pønsed hun paa Andet: hun var saa saare vred.
Thi voldtes gæve Helte engang svar Fortræd.1786.
