Nibelungekvadet 33
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1318.
Da styred Helten Dankvart mod Døren sine Skridt,
dér bad han Etzels Følge vige til Side lidt.
Med Blodpletter var stænket alt Heltens Klædebon:
et saare mægtigt Værge laa blottet i hans Haand.1888.
1319.
Højt raabte Dankvart, da han for Salen stod:
„I sidder alt for længe, min Broder Hagen god.
Jer og Gud i Himlen klager jeg hér vor Nød:
i Herberg fandt Riddersmænd og Svende deres Død."1889.
1320.
Han raabte ham i Møde: „Hvo har dette voldt?"
„Det har den Herre Blødel med Mandefølge boldt.
Dog maatte selv han bøde, det siger jeg for sand:
hans Hoved hug jeg af ham med Sværdet i min Hand."1890.
1321.
„Det er en ringe Skade," gav Hagen ham til Svar,
„ihvor det Budskab spørges om nogen Ridder snar,
at han maa lade Livet, fældet i Heltedaad:
for ham skal skønne Fruer klage med mindre Graad."1891.
1322.
Han mælte: „Broder Dankvart, som Vagt ved Døren staa
og lad ej Een af Hunerne herud af Salen gaa.
Med Kæmperne vil jeg tale, os tvinger svarlig Nød.
Hvad Skyld bar vort Følge, at hist det ligger død?"1894.
1323.
„Skal Kammersvend jeg være," mælte den kække Mand,
„saa saare rige Konger for vist jeg tjene kan:
da skal jeg vogte Trappen, som min Ære skynder til."
Nu tyktes Krimhilds Helte, at meget stod paa Spil.1895.
1324.
Mælte Helten Hagen: „Nu gad jeg gerne vidst,
hvorom de Hunekæmper vel hvisker her og hist.
Kanske de helst ham savned, som staar ved Døren Vagt,
og som har os Burgundere sit Bud til Hove bragt.1896.
1325.
Jeg har for længst fornummet, det blev om Krimhild sagt,
at aldrig vilde hun tabe sin Hjertesorg af Agt.
Nu lad os drikke Minde og lønne Kongens Vin.
Den første, Drikken gælder, er den unge Konge fin."1897.
1326.
Da hug mod Barnet Ortlieb Hagen, Helten god,
saa at ham over Haanden ad Sværdet randt dets Blod,
og fluks faldt dets Hoved i Dronning Krimhilds Skød.
Da yppedes blandt Helte et Mord med Skræk og Nød.1898.
1327.
Dernæst med begge Hænder et hastigt Slag han slog
imod den gode Hovmester, Barnet varetog,
saa at paa Stand hans Hoved for Gildebordet laa.
En Løn fuld af Jammer monne Hovmestren faa.1899.
1328.
Ved Bordet foran Etzel der stod en Spillemand:
ham saa den vrede Hagen, og didhen ilte han.
Hans højre hug han af ham, mens den paa Fedlen laa:
„Hav dette, om til Rhinen du skal som Budsvend gaa."1900.
1329.
„Saa ve mig for min højre," skreg Werbel Spillemand.
„Herr Hagen, Helt af Tronje, hvi gør I mig saadan?
Til eders Herrers Lande med ærlig Hu jeg drog.
Hvor rører jeg nu Strengene, da I min Haand mig tog?"1901.
1330.
Folker, den raske Kæmpe, i Hast fra Bordet sprang:
højlydt Fedelbuen ham i hans højre klang.
Med svar Styrke fedled Kong Gunthers Spillemand.
Eja, hvad kække Fjender han vandt i Huneland!1903.
1331.
Og sprang fra deres Borde de stolte Konger tre.
De vilde gerne mæglet, før større Mén mon ske.
Med klog Tale mægted de ej at standse dem,
dér nu Folker og Hagen saa rasende for frem.1904.
1332.
Da saa Drotten af Rhinen, at spildte var hans Ord:
thi hugged selve Fyrsten mangen en Vunde stor
gennem de lyse Brynjer om sine Fjenders Bryst.
Det lod han grant nok skue, han var en Helt fuldtrøst.1905.
1333.
Det var stærken Gernot, han og til Striden kom:
mange Hunehelte segnede døde om
alt for hans Sværd det skarpe, som Rydeger Helten gav.
Etzels Kæmpeskare vandt svar Mén deraf.1906.
1334.
Den unge Søn af Ute ogsaa til Striden sprang:
hans Sværd saare herligt igennem Hjelme klang
paa Etzels gæve Kæmper udaf de Huners Land.
Dér øved mangt et Under ung Giselher for sand.1907.
1335.
Hvor gæve end var Kongerne og deres Mænd med dem,
forrest blandt dem alle saas Folker ile frem
mod sine bitre Fjender: han var en Kæmpe god.
Mange hug han Vunder, saa de sank om i Blod.1908.
1336.
Og værged Etzels Mænd sig med saare tapper Færd.
Da saa man, hvor Burgunderne med deres blanke Sværd
huggede sig en Bane igennem Kongens Sal.
Da genlød alt Huset af Kampskrig og Kval.1909.
1337.
Da vilde de derude ind til Vennerne vel:
dog da de kom til Taarnene, dem fulgte ringe Held.
Og ønsked de derinde sig udenfor i Fred:
Dankvart slap ved Trappen Ingen op eller ned.1910.
1338.
Thi yppedes ved Taarnene Trængsel Gang paa Gang,
imedens stærke Sværdhug paa Heltes Hjelme klang.
Da kom den kække Dankvart derved i svarlig Nød:
det forekom hans Broder, som Troskab ham bød.1911.
1339.
Højt raabte Hagen til Folker Fedler saa:
„Ser I, gæve Stalbroder, hist min Broder staa
midt under stærke Sværdslag fra Hunekongens Mænd?
Frænde, frels min Broder, før vi ham mister end!"1912.
1340.
„Det skal jeg visselig gøre," mælte hin Spillemand.
Da skred han gennem Salen, og højlydt fedled han:
ofte i hans højre der klang saa haardt et Sværd,
at rhinske Helte vidste ham Tak for denne Færd.1913.
1341.
Mælte den kække Folker til Dankvart disse Ord:
„I Dag monne jer times en Trængsel saare stor.
Mig bad jer Broder Hagen eder til Bistand gaa.
Vil I nu blive ude, skal jeg herinde staa."1914.
1342.
Den raske Kæmpe Dankvart for Salsdøren blev:
Enhver, som kom til Trappen, han fluks tilbage drev.
Thi hørte Sværd man klinge Heltene i Hand.
Det samme gjordes inde af Folker Spillemand.1915.
1343.
Den kække Fedelspiller skreg over Mængden hen:
„Vel har vi lukket Salen, Herr Hagen, gæve Ven.
Etzels Dør er spærret, saa længe her vi staar:
to Heltes Hænder gør Gavn for tusind Slaaer."1916.
1344.
Til Didrik af Bern raabte den rige Krimhild da:
„Nu hjælp mig, ædle Ridder, i Live bort herfra,
for alle Fyrsters Dyder af Amelungeland:
thi naar mig Tronjehelten, har Døden mig i Hand."1920*.
1345.
Da raabte den bolde Kæmpe med Kraft saa saare svar,
at højt hans Stemme drøned, som et Bøffelhorn det var,
og Etzels Borg den vide klang af hans stærke Røst.
En svar Styrke ejed hin Bernerhelt fuldtrøst.1924*.
1346.
Da hørte ogsaa Gunther, at Bernerkæmpen gild
raabte i Kampens Bulder: da lytted han dertil.
„Didriks Stemme klinger i mit Øre," mælte han,
„vore Helte har vist slagen ham en og anden Mand.1925*.
1347.
Jeg ser ham staa paa Bordet: han vinker med sin Hand.
I, mine Mænd og Maage af de Burgunders Land,
stands en Stund med Striden, til vi har hørt og set,
hvad Mén af mine Helte er Bernerkæmpen sket."1926*.
1348.
Han mælte: „Ædle Didrik, hvad er der voldt jer her
af mine rhinske Frænder? Min Hu jeg siger jer:
til Bod og varig Soning skal I mig rede se.
Jeg vilde svarlig græmmes, om Mén skulde jer ske."1928*.
1349.
„Mig har Ingen skadet," Herr Didrik mælte saa.
„Lad mig med eders Lejde af Salshuset gaa
tillige med mit Følge fra denne haarde Strid:
det vil jeg lønne eder for sanden al min Tid."1929*.
1350.
„Det lover jeg jer villigt," Kong Gunther mælte saa.
„Før med jer ud af Salshuset mange eller faa,
blot ikke mine Avindsmænd: de skal blive her.
Den Skade, de har voldt mig, den gaar mig saare nær."1931*.
1351.
Da Didrik hørte dette, førte han under Arm
den ædle Dronning med sig: hun gik med Frygt i Barm.
Ved Heltens anden Side gik Etzel med derfra,
og seks Hundred Kæmper tog Didrik med endda.1932*.
