Nibelungekvadet 34
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1352.
"Det sømmed," mælte Hagen „sig vel for Folkets Trøst,
at Herrerne allerforrest kæmped i blodig Dyst;
saa handler mine Herrer i Kampen hver især:
hugger de gennem Hjelme, da rinder Blod af Sværd."1957.
1353.
Kæk var Hunekongen, han greb sin Skjolderand.
„Nu far med Lempe," mælte Fru Krimhild til sin Mand,
„og byd eders Kæmper det røde Guld paa Skjold:
thi rammer eder Hagen, er I i Dødens Vold."1958.
1354.
Saare kæk var Etzel, til Kampen stod hans Hu,
som man hos rige Konger det sjælden ser endnu:
ved Skjoldremmen maatte han drages bort derfra.
Den vilde Kæmpe Hagen paa ny ham spotted da.1959.
1355.
„Fjærnt var det Slægtskab, det siger jeg for sandt,
som Hunekongen Etzel og Sigfred sammenbandt.
Han favned Krimhild, før hun engang dig saa:
saare usle Konge, hvad Ondt pønser du paa?"1960.
1356.
Den ædle Konges Mage hørte og disse Ord.
Thi tændtes i Fru Krimhild en Harme saare stor,
at han for Etzels Kæmper turde smæde dem saa,
og Uraad mod Gæsterne paa ny hun pønsed paa.1961.
1357.
Hun mælte: „Hvo af Tronje Hagen Bane gav
og lagde mig for Fode hans Hoved hugget af,
ham fyldte med røden Guld jeg Etzels Skjolderand,
derhos jeg gav til Løn ham gode Byer og Land."1962.
1358.
„Jeg undres, hvi de tøver," mælte hin Spillemand.
„Aldrig saa jeg Helte saa fejge staa for sand,
hvorvel man hørte byde en Løn saa underfuld.
For vist burde Etzel dem aldrig vorde huld."1963.
