Nibelungekvadet Tillæg

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nibelungekvadet

oversat af
Chr. Fledelius

Tillæg

Redegørelse for Indholdet af de vigtigste af de ikke oversatte Strofer.
Nummereringen er Lachmanns.

1. Æventyr.
Str. 1. Overs at foran Indledningen.
2—12. Krimhild vokser op i Byen Worms i Burgunden. Her skærmer hendes Brødre hende: de tre Konger Gunther, Gernot og den unge Giselher. Deres Moder er Ute; deres Fader Dankrat er død. Deres fornemste Helte opregnes: Hagen af Tronje, hans Broder Dankvart (Marskalk), Ortvin af Metz (Drost), Markgreverne Gere og Ekkevart, Folker af Alzeie, Køgemestren Rumolt, Sindolt (Mundskænk), Hunolt (Skatmester). Adskillige af disse spiller ikke nogen Rolle før langt henne i Digtet.

2. Æv.
23 — 27. Skildring af Sigfreds omhyggelige Opdragelse ved Hoffet.
28—44. Sigmund slaar ham og 400 jævnaldrende til Riddere ved en Fest med Kirkegang, Turnering, Gæstebud. De mange farende Sangere, der anstrengte sig Dagen igennem, glemtes ikke de syv Dage, Festen varede, de nød godt af den almindelige Gavmildhed. Kongen og hans Følge uddelte Heste og Klæder, som om de kun skulde leve een Dag. Sigfred blev belenet med Land og Byer. Mange saa ham gerne som deres Konge, men saa længe Sigmund og Siglind levede, vilde han ikke bære Krone (i Modstrid med 11. Æv.).

3. Æv.
61 — 67 skildrer Siglinds Sorg over Sigfreds Beslutning. Han trøster hende, og hun udstyrer ham med smukke Klæder. Da syede skønne Fruer Nat og Dag. Sigmund sørger for Rustninger.
101. Til Hagens lange Fortælling (88—100) om Sigfreds Erhvervelse af Skatten, som Lachmann betragter som uægte, tilføjer Str. 101 en ganske kort Beretning om, at Sigfred havde fældet en Lindorm og badet sig i dens Blod, hvoraf han har en Hornhud, der beskytter ham mod Saar af Vaaben.
130 — 137 udtværer Sigfreds Fortrin ved Hoffet. Fortæller om hans Kærlighed til Krimhild, der ogsaa i Løn taler godt om ham og ofte fra sit Vindue betragtede ham, naar der yppedes Ridderlege i Borggaarden. Han selv pines af Tvivl, om han skal faa hende at se. Red Herrerne af Land, saa red han til Damernes Sorg med dem, og saaledes gik der et helt Aar, uden at han saa hende.

4. Æv.
147 — 150. Gunther holder Raad, Ortvin optræder krigerisk, Hag en besindigt: „Vi kan daarligt ruste os i saa kort Tid. Hvad om I talte med Sigfred derom?" (I Modstrid dermed maa Sigfred i det følgende selv spørge Gunther om Grunden til hans Bekymring.)
161, 170—172. Desuden skal Hagen, Ortvin, Dankvart, Folker (som Fanebærer), Sindolt og Hunolt med.
195. Her kommer ogsaa Gernot til Syne. Da der i den sammenhængende Fremstilling 243—50 ikke nævnes nogen af disse Helte, har jeg i 4. Æv. fulgt Lachmann, der udelader alle de ret indholdsløse Strofer, hvori een eller flere af disse Helte omtales (176—77, 179, 192, 195, 199, 200, 205, 208, 210—13, 218, 221, 225, 227—28, 230—34). Enkelte Steder fremkommer derved haarde Overgange (f. Eks. fra 175 til 178, 178 til 180, 220 til 222, 224 til 226). Det maa dog bemærkes, at et Par af disse Overgange vilde blive daarlige, selv om man tog alle Strofer med.
223 fortæller, at Sendebudet kommer hemmeligt til Krimhild, med den Begrundelse, at hun ikke turde modtage ham aabenlyst, fordi hun elskede Sigfred.
238—40. „Man bringer 500 elier flere usaarede Gidsler og vel 80 røde Baarer fulde af Folk med Ulivssaar; de fleste af dem har Sigfred saaret."
251 — 56. Man plejer de sunde og syge godt. Da Gunthers Mænd tænker paa at bryde op, raader Gernot til at indbyde dem til en Fest (se 5. Æv.) om 6 Uger.

6. Æv.
336—37. I Dølgekappen har Sigfred 12 Mands Styrke, og den er saaledes indrettet, at enhver i den kan foretage sig, hvad han vil, uden at Nogen kan se ham.
338—64. I dette udtværede Parti, hvoraf nogle Strofer er medtagne i Oversættelsen, raader Krimhild, skønt hun beredvilligt i Løbet af syv Uger havde sørget for Udstyr til Heltene, et Udstyr, hvis Pragt nøje beskrives, pludselig i 361 flg. Gunther til at bejle til en eller anden ædel Kvinde, der bor nærmere. Sammen med sine Kvinder græder hun ved Anelsen om, hvad der skal ske, saa „Guldet paa deres Bryst blev dugget af Taarer", og hun anbefaler Sigfred at tage sig af hendes Broder.

7. Æv.
Str. 38 2—8 7. Brynhild byder sine Jomfruer at gaa bort fra Vinduerne og ikke lade sig beskue af de fremmede Helte. De smykker sig og ser igennem de smalle Vinduer. I nogle Strofer, der findes i B og C, skildres de fire Heltes Landgang; Sigfred holder Stigbøjlen for Gunther, „saaledes tjente han ham".
384 flg.: Gunther og Sigfred har Heste og Vaabendragt af snehvid Farve, Dankvarts og Hagens Farve var ravnsort. De havde ædelstenbesatte Sadler med røde Guldbjælder.
408. Møen iførte sig Silkevaabenskjorte af Pelstof fra Lybien, som intet Vaaben kunde bide.
412—17. Kampringen blev afstukket. Brynhild med Følge kommer, hendes Udrustning beskrives; hendes Skjold kan neppe fire af hendes Kammerherrer bære, saa Hagen udbryder: „Hvad nu, Kong Gunther? Her mister vi Livet. Den, som I begærer til Ægte, er Djævlens Viv."
426. Ved at se Stenen udbryder Hagen: „Ak ve, hvem er det, Kongen elsker! Den lede Djævel i Helvede burde have hende til Brud!"
444—50. Brynhild svarer, at hun først maa tilkalde sine Venner. Af dem har hun da saa mange, at Hagen udtaler sin Frygt for, at hun kan bruge dem til Burg undernes Undergang. Sigfred lover at hente 1000 Mand til Hjælp. Dette udføres i

8. Æv.,
der, med Undtagelse af Str. 492, helt er forbigaaet i Oversættelsen. Det fortælles, at Sigfred ganske ene i sin Dølgekappe sejlede i eet Døgn til Nibelungeland. Han fandt oppe paa et Bjerg Borgporten lukket. Han maa bestaa en Dyst med en vældig Kæmpe (i hvem nogle Forskere ser et Minde om Faavne), der bringer ham i Fare med sin Jernstang, men hvem det lykkes ham at binde. Dvergen Albrig, der hører Støjen, væbner sig med Hjelm og Brynje og dertil en Guldsvøbe, hvormed han slaar saa stærkt løs paa Sigfred, at han har Nød med at værge sig. Han griber Dvergen i Skægget, binder ham og giver sig til Kende. Glad over, at hans Herre er kommen, henter Dvergen 30 Hundrede Mand, hvoraf Sigfred udvælger de tusind bedste.
     Da Sigfred kommer sejlende med dem, staar Brynhild i Vinduet og undrer sig over Synet. Gunther udgiver dem for sine. Hun hilser dem alle venligt, men (480) Sigfred anderledes end de andre. (At der hermed menes, at hun hilser ham venligere som Følge af Gunthers Omtale af hans Fortjenester, er lidet rimeligt. Det er sandsynligere, at der her findes et fordunklet Minde om hendes uvenlige Sindelag for tidligere svegne Eder. Smlgn. Indledn. S. 5 og det samme Træk i Didrikssaga Kap. 205 (319), hvor det udtrykkelig siges, at hun tog meget ilde mod Sigurd Svend, hvad hun i den flg. Samtale begrunder paa ovennævnte Maade.)
     Burgunderne vil nu sejle tilbage. Brynhild ønsker at uddele Gaver, og Dankvart tilbyder sig dertil, men da han uddeler alt for ødselt, beklager hun sig til Gunther over hans Skatmester: han er saa gavmild, at han selv til sidst ikke har Klæder; man skulde tro, at hun havde budt Døden til Huse. Hagen trøstede hende med Gunthers Rigdom. (Denne Episode mangler i det smagfulde C.) Hun indsætter med Gunthers Billigelse en af sine Slægtninge til at vogte Landet og vælger af sit Følge 200 Mand, 86 Fruer og 100 Møer, der tillige med de 1000 Nibelunger sejler med fra Isensten. Sejladsen foregaar for Medbør under al Slags Adspredelse: dog hendes og Gunthers ægteskabelige Forening finder først Sted ved en Fest i Worms.

10. Æv.
Str. 575—80. Brynhild udtrykker saa stor Medfølelse med Krimhilds Skønhed og fine Væsen, at hun gerne kunde flygte fra Gunther og nægte ham sin Kærlighed, hvis han ikke vil fortælle hende, hvorfor Krimhild er bleven Sigfreds Hjertenskær. Gunther svarer at Sigfred med lige saa god Ret ejer Stæder og vide Lande som han selv; derfor under han Helten at favne den skønne Mø. Brynhild er fremdeles tungsindig. Under den paafølgende Turnering længes Gunther efter at gaa til Hvile med Brynhild, og Ridderlegen sluttes.
615. Da skjulte Sigfred sit Mæle. Gunther hørte, skønt han Intet saa, at der ikke fandt lønlige Ting (Kærlighed) Sted mellem dem.

11. Æv.
639—44. Giselher siger, at de ogsaa vil dele deres Byer og Lande med Sigfred og Krimhild; det afviser Sigfred i sit og Krimhilds Navn. Men Krimhild svarede: „Selv om I giver Afkald paa Arven, saa vil jeg dog gøre Fordring paa Burgunderhelte." Gernot tilbyder hende af 30 Hundrede Helte 1000 Mand til at være hendes Hoffølge. Hun lader Hagen og Ortvin spørge, om de og deres Maage vil være hendes Følge. Da blev Hagen vred og svarede: „Gunther kan ikke give os til Nogen i Verden. Det er Tronjeheltenes Skik at blive hos deres Konger."
Str. 659. I denne store Ære herskede Sigfred til det 10de Aar, da Krimhild fødte en Søn, som blev kaldt Gunther efter sin Onkel. Paa samme Tid døde Siglind. Hist ved Rhinen fødte Brynhild ogsaa Gunther en Søn, som fik Navnet Sigfred.

14. Æv.
807. Brynhild fortæller Hagen Grunden til sin Sorg, og han lover hende, at Sigfred skal bøde derfor.
814. Mens Sigfreds Helte under glad Turnering fulgte Krimhild fra Domkirken til Salshuset, var mange af Gunthers Mænd vrede.

16. Æv.
860. Med dem red ogsaa Sigfred. Han mistede Livet ved en kølig Kilde. Det havde Brynhild overlagt.
863. Krimhild mindes, at hun har betroet Hagen, hvad hun burde tiet med; hun brast i heftig Graad.
877—80. Sigfreds glimrende Dygtighed som Jæger udmales: først fælder han et ungt Vildsvin, derefter en Løve (!), en Bisonokser et Elsdyr, fire Urokser, en Kæmpehjort (sceleh); Intet kan undslippe ham.
892—98. Forvirret Skildring af Sigfreds glimrende Jagtudrustning: et stort, stærkt og bredt Spyd, et skønt Vaaben (Balmung, Str. 896) der gik ned til hans Sporer, et skønt Horn af Guld; hans Jagtfrakke var af sort Pel, hans Hat af Sobel, og hans Kogger var besat med rige Bræmmer. Over det var trukket en Panterhud, for dens søde Lugts Skyld. Hans Flitsbue kunde kun han selv spænde med Haanden, alle andre maatte bruge en Vinde dertil. Al hans Dragt var af Huden af en ludem (et ukendt Dyr), isprængt fra Top til Taa med andet, lyst Pelsværk, hvoraf Gulddupper skinnede frem. Hans Kogger var fyldt med gode Pile, hvis Jern var haandbredt og fastgjordes til Skafterne med Guldrør. — Gunthers Mænd gaar ham i Møde og tager mod hans Hest.
907. Gunther skyder Skylden over paa Hagen, der forsvarer sig med, at han troede, at Jagten skulde finde Sted i Spesshart: derhen er Vinen sendt.

17. Æv.
949—50. Før Krimhild endnu klart vidste, at det var hendes Mand, mindedes hun Hagens Spørgsmaal om, hvordan han skulde beskytte Sigfreds Liv. Hun segnede maalløs om. Str. 951,8—52,3. Hun mælede: „Det er min saare kære Mand: Brynhild har raadet det, Hagen har udført Gerningen." Hun lod sig føre hen til Helten og tog hans skønne Hoved i sin hvide Haand.
997. „Tre Døgn vil jeg lade ham staa for at mætte mit Hjerte ved Synet af ham." (I Str. 1003 fire Dage.)

18. Æv.
1036—37. Gernot og Giselher bevidner Sigmund deres Sorg og fralægger sig Skylden.
1040. Brynhild er overmodig og røres ikke af Krimhilds Graad.

19. Æv.
1041—42. Da Krimhild saaledes var Enke, blev Grev Ekkevart og hans Mænd hos hende. Man byggede ved Domkirken i Worms en stor og rig Bygning til hende, hvor hun sad glædeløs med sit Følge.
1044—45. Ute prøvede forgæves at trøste hende.
1057. Giselher og Gernot sendes efter Skatten med 80 Hundrede Mand.
1062—64. Skatten var saa stor, at tolv Lastvogne maatte køre i tre Dage, hver af dem tre Gange om Dagen, for at hente den ud af Bjerget. Den bestod kun af Ædelstene og Guld. Den indeholdt ogsaa en Tryllestav, der gav Magt over alle Mennesker i Verden. Gernot tog mange af Albrigs Maage med sig.
1074. Gernot raader til at kaste Skatten i Rhinen for at undgaa Ulykker af den.
1080. Forinden Skatten var gemt, havde de svoret hinanden at tie med Skjulestedet, saa længe blot Een levede. (Smlgn. V. 1690 i Oversættelsen.)
1082. Efter Sigfreds Død levede hun i Sorg 13 Aar uden at glemme sin Mand. Herefter følger i C en Del Strofer, der mangler i A og B: Ute havde efter Dankrats Død stiftet et rigt fyrsteligt Abbedi og et Kloster ved Lorse (nu Lorsch i Nærheden af Worms paa højre Rhinbred), og herhen trak Ute sig tilbage. Til Klostret skænkede Krimhild meget Gods for Sigfreds Sjæls Skyld. Krimhild flytter hen til sin Moder, og Sigfreds Ben tages op og begraves her.

20. Æv.
1085. Etzel ytrer Betænkelighed: han er Hedning og udøbt, Krimhild kristen; det vilde være et Mirakel, om hun gav sit Minde.
Str. 1095—99. Rydeger vil tage 500 Mand med for at gøre Sendefærden prægtig. Han fortæller, at Krimhild er Enke efter Sigfred: „ham har du set." Minde om et Sagn om, at Didrik af Bern engang har besejret Sigfred og draget ham med til Huneland (se Grimms: Heldensage S. 82; Didrikssage Kap. 200 (318)). — Rydeger vil rejse i Løbet af 24 Dage.
1168. Krimhild sidder i Sorg med sine Møer. Hendes Klædning var foran Brysterne vaade af hede Taarer.
1182. Krimhild lader Giselher og Ute hente for at raadslaa med dem.
1186 — 88. Ute tilraader Giftermaalet. Krimhild vilde ønske, at hun var rig; hun anser det for en stor Skam i Verdens Øjne, at hun skulde ægte en Hedning.
1201—03. Krimhild ytrer religiøse Betænkeligheder over for Rydeger, der svarer, at Etzel har saa mange kristne Kæmper, at hun ikke vil føle Sorg hos Kongen; maaske kan hun foranledige, at han lader sig døbe. Ogsaa Brødrene trænger ind paa hende, saa at hun lover at ægte Etzel.
1210—19. 1 halvfemte Dag havde de travlt. Krimhild vil berige Rydegers Mænd. Hun har endnu Guld tilbage fra Nibelungeland i saa stor Mængde, at 100 Heste ikke kunde bære det. Da Hagen nærer Frygt for, at hun skal anvende det til hans Skade, bemægtiger han sig det, uden at Kongerne kan forhindre det. Rydeger trøster Krimhild med Etzels Rigdom, og da Gernot af hendes Skatkammer vil uddele 30,000 Mark til Gæsterne, afviser Rydeger det.
1228. Gere, Ortvin og Rumolt red med og sørgede for Natteleje indtil Donau, Gunther red kun med lidt uden for Byen (Worms).

21. Æv.
1233—41. Krimhild kysser sine Maage til Afsked. 104 Møer følger hende. De rider raskt ned gennem Bajern. Fra Passau, ved lnns Udløb i Donau, „hvor der endnu i Dag ligger et Kloster", red Krimhilds Morbroder, Biskop Pilgrim, hende i Møde og følger hende over Passau og Beehelarn (1252) til Mutâren, hvor han skilles fra hende.
     Biskop Pilegrin eller Pilgrim af Passau levede i det 10. Aarh. og synes at være kommen ind i Nibelungekvadet fra „Die Klage", hvor det berettes, at han af Kærlighed til sine Søstersønner (de burgundiske Konger) havde ladet en Mester Konrad nedskrive en latinsk Beretning om de Begivenheder, Digtet omhandler. Dette synes at tyde paa, at Stoffet har været behandlet i tabte latinske Dig er Lige saa løst som Pilgrim er føjet ind i vort Digt, lige saa let lader han sig udskille i de nævnte og senere Strofer (1367—68, 1435, 1568—70), i hvilke han omtales i Anledning af de burgundiske Kongers Rejse til Blodgildet hos Etzel.
Str. 1281. Mødet fandt Sted ved Tuln.
1286. Derhen kom ogsaa Etzels Broder Blodelin.
1288, 1291, 1292. Rydeger anviser Krimhild, hvem hun skal kysse ved Mødet: Biodel, Kong Gibeke, Herr Didrik og tolv af Kæmperne.
1298. Etzel sidder med Krimhilds hvide Haand i sin højre. Rydeger tillader ham endnu ikke at favne hende.
1327—28. Etzel og Krimhild lever sammen i stor Ære til det syvende Aar. Hun føder ham en Søn, som hun kræver døbt. Ortlieb hed han.
1330—38. Krimhild vinder Ry for Gavmildhed til det 13. Aar, og Ingen kunde modsætte sig hende; tolv Konger tjente hende. Hun mindes sin Ære i Nibelungeland, Sigfreds Død og Hagens Uret og ønsker at bringe Hagen til Landet. Hun drømte engang, at hendes Broder Giselher ofte gik ved hendes Haand, og tit kyssed hun ham i Drømme. Det var vist den lede Djævel, der havde raadet hende til" at skilles fra Gunther i Venskab. Hun græder, saa at hendes Dragt besudles af Taarer. Dag og Nat nages hun af den Tanke, at Hagen og Gunther uden hendes Skyld bragte hende til at elske en Hedning, men hun føler sig mægtig nok til at skade sine Fjender, især Hagen.
1340. En Nat laa hun i Kong Etzels Favn, da mindedes hun sine Fjender.
1358—59. „Sig ogsaa Giselher, at han vel skal mindes, at jeg aldrig led Fortræd for hans Skyld. Derfor saa mine Øjne ham gerne her. Og til min Moder, i hvilken stor Ære jeg her lever. Men hvis Hagen vilde blive hjemme, hvem skulde da vise dem Vej gennem Landene? Han kender fra Barn af Vejene hertil."

24. Æv.
1365—68. Rydeger og Gotelind sendte Hilsen til Ute og til Brynhild, der ellers kun nævnes et enkelt intetsigende Sted i anden Del af Digtet, naar undtages i nogle Strofer i C. (I Edda, Vølsungesaga og Fortællingen om Nornagest søger hun selv Døden efter Mordet paa Sigurd; i Didrikssaga siges det ganske kort, at hun døde snart derefter). Sendebudene kommer til Biskop Pilgrim.
1391—96. Sendebudene stedes for Ute, der erklærer, at den ædle Konges Viv bor for langt borte, til at hun kan besøge hende.
1400. Gunther trøster sig med Krimhilds Forsoningskys. „Det skulde da være, at hun tragtede Hagen efter Livet."
Str. 1412. Hagen lover at udvælge 1000 gode Riddere; i 1418 udfører han det.
1425—26. Folker hindrer, at Sendebudene stedes for Brynhild. „Hun befinder sig ikke vel nok dertil".
1428—31. Werbelin svarer paa de bur g un diske Herrers gavmilde Tilbud: „Min Herre forbød os at modtage Gaver." Da Gunther føler sig krænket derover, modtager de dog Guld og Skrud. De tager Afsked med Ute, der ogsaa giver dem Gaver.
1439—42. Krimhild spørger særskilt Budene om, hvad Hagen svarede. De svarer, at han optog denne Rejse ilde, som om den tilsigtede hans Død. „Dog jere Brødre kommer, og Folk er Spillemand med." Hun glæder sig derover og siger, at hun er Hagen gunstig stemt, og at hun glæder sig til, at han kommer. (Hagens Tilsagn er ikke ellers omtalt.)
1454. Skibene var rede. Paa den anden Side af Rhinen opslog man Lejr. Brynhild beder Kongen om at blive hjemme.

25. Æv.
1463. „Nibelungeheltene følger i 1000 Brynjer."
1469—70. Hagen: „Her kan vi let miste mange Helte i de stærke Bølger." Kongen: „Find hellere et Vadested end at rette Bebrejdelser mod os og slaa vort Mod ned." „Hellere vil jeg slaa mange Mænd ihjel i Etzels Land end drukne her i disse store Bølger."
1485—86, det udeladte: „Dette Markland tilhører Else; hans Broder er Gelfrat, en Herre i Bajerland. Det vil komme jer ilde at staa, hvis I vil gennem hans Land."
1490—91. Hagen lover Færgemanden en Guldring til Løn, men denne var saa rig, og hans Folk saa stolte, at han sjælden fristedes af Løn.
1495. Færgemanden sætter over, men harmes, da han ikke ser den, han ventede at træffe.
1498—99. Færgemanden nægter at føre fremmede over. Paa Hagens Bøn og Tilbud om Guld nægter han det fremdeles.
1505. med en Skjolderem (binder han Aaren). Han styrer hen mod en Skov, hvor han finder sine Herrer.

26. Æv.
1538—66. Else og Gelfrat, der har erfaret Færgemandens Død, sætter i Nattens Mulm efter Burg underne, hvis Fortrop Folk er, og hvis Bagtrop Hagen og Dankvart fører. Hagen bringes i Nød af Gelfrat; han kalder Dankvart til Hjælp, og denne dræber Gelfrat. Else saares, og Bajrerne flygter. Hagen og Dankvart kommer atter tilbage til deres Landsmænd, just som Miumon bryder frem. Hagen byder at fortie den natlige Kamp, for at Kongen ikke skal have Bekymring om Natten, indtil denne ved Solens Opgang ser Hagens blodige Rustning og bebrejder ham, at han har forsmaaet hans Hjælp, skønt han selv var saaret.

27. Æv.
1618—20. Man bad Jomfruen komme til Stede. Gunther og Gernol tilsikrer hende Byer og Land. Af Mangel paa Landeje lover Rydeger hende i Medgift saa meget Guld og Sølv, som 100 Lastheste kan bære.

29. Æv.
1705—07. Krimhild betragter deres Skare som utilstrækkelig. Der for udruster sig 400 Helte mere.
1740—41. Hag en og Folker forener sig i Kongsgaarden med de øvrige Helte, hvem Etzels Kæmper giver en stor Modtagelse. Folker siger til sine Herrer (Kongerne): „Hvor længe vil I staa i Trængsel her? I bør nu gaa til Hove."

31. Æv.
1788. Da oprandt Morgenen. Hagen vakte alle Kæmperne, for at de kunde gaa til Messe; det ringede efter Kristenskik. Kristne og Hedninger sang ikke godt sammen.
1793—94. Hagen opfordrer videre til at gaa i Kirke og klage Gud deres Nød, thi deres Død nærmer sig. De skal ikke glemme deres Synder, men nidkært anraabe Gud.
1796 fortsætter Hagens Tale: „Støt Skjoldene paa Jorden, og er man uhøflig mod jer, da gengæld det med Ulivssaar."
1832. Etzel river et stærkt Vaaben fra en af de nærmeste og driver Hunerne tilbage.

33. Æv.
1933—45. Ogsaa Rydeger faar sammen med sine Venner Lov til at gaa ud af Salen. En Hunekæmpe, der vil benytte Lejligheden til at slippe ud sammen med Etzel, hugges ned af Spillemanden. Efter at være kommet ud vendte Etzel sig om og saa paa Folker: „Ak ve for disse Gæster, for hvem alle mine Mænd skal dø! Og ve for Festen! Derinde kæmper En, som hedder Folker, som en grim Vildorne, og er en Spillemand. Jeg priser min Lykke, at jeg undslap den Djævel. Hans Toner lyder ilde, hans Buestrøg er røde." I Salen raser Kampen. Særlig Folkers Tapperhed fremhæves. Hunerne ligger derefter dræbte.

34. Æv.
1946—56. Trætte af Kampen satte Herrerne sig ned. Folker og Hagen gik uden for Salen og lænede sig til deres Skjolde. Men Gunther bød, at man skulde bære de døde udenfor. Hagen priser dette Raad, og de kaster 7000 (C 2000) ned ad Trapperne. Ved det høje Fald slog de letsaarede sig ihjel. Folker udskælder Hunerne for fejge: de klager som Kvinder i Stedet for at tage sig af de saarede. Lokket af disse Ord vil en Markgreve bære en saaret Slægtning bort i sin Favn, men Spillemanden skød ham ihjel. Da flygtede Hunerne med Forbandelser mod Folker. Uden for Huset stod mange Tusind Mand; Folker og Hagen begyndte at spotte Kong Etzel.