Oddruns klage

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oddruns klage

Oddrúnargrátr

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Om Borgny og Oddrun

Gunnars død i ormegården
(Fra Hylestad kirke, ca. 1175)

Der var en konge ved navn Heidrek, hvis datter hed Borgny; hendes elsker hed Vilmund. Hun kunne ikke blive forløst, før hun fik hjælp af Atles søster, Oddrun, som havde været Gunnar Gjukesons elskede. Der kvædes her om disse begivenheder.

1.

De gamle sagn

giver os besked

om en mø, der kom

til Mornaland,

men intet menneske

magtede dér

at dulme Heidreks

datters veer.

2.

Atles søster,

Oddrun, hørte,

at møen led

af mange smerter;

af båsen drog hun

den bidselstyrede

og lagde sadlen

på det sorte dyr.

3.

På hesten fór hun

over flade marker

og standsede først

ved de store haller;

hun trak da sadlen

af den smækre ganger

og ilede derpå

ind gennem salen.

4.

(Oddrun:)

»Er der noget nyt

— — — —

Hvad sker der her

i hunners land?«

(En tjenestekvinde:)

»Borgny vrider sig

voldsomt i smerte;

prøv du — Oddrun! —

at hjælpe hende.«

5.

(Oddrun:)

»Men hvem har bragt

Borgny i skam

og voldt møens

vældige pine?«

(Tjenestekvinden:)

»Vilmund hedder

den ven af fyrster;

på lune lagner

lå han med kvinden.«

6.

Om andet, tror jeg,

talte de ikke;

hun satte sig blidt

ved Borgnys skød;

højt sang Oddrun,

heftigt sang Oddrun

virksom galder

til gavn for møen.

7.

En pige og en dreng

kom derpå til verden —

Høgnes banes

harmløse børn;

møen, der lå

mærket af sygdom,

var hidtil tavs,

men talte nu:

8.

»Måtte gode vætter

vise dig gunst —

og Frigg og Freja

og flere guder —

for du frelste mig her

fra en farlig nød.«

9.

(Oddrun:)

»Du skal ikke tro,

du fortjente dette —

aldrig var du

værd at bistå —

men jeg svor engang,

og har siden holdt det,

altid at hjælpe,

når andre trænger.«

10.

(Borgny:)

»Du er gal — Oddrun! —

og ude af dig selv;

du taler hårdt

med hadske ord.

Hvor du gik på Fjørgyn,

fulgte jeg med dig;

vi var som børn

af brødre, vi to.«

11.

(Oddrun:)

»Jeg glemmer aldrig

ordene fra dig,

da jeg ledte Gunnar

til lejet den aften:

Ingen møer,

undtagen mig,

ville te sig sådan,

sagde du dengang.«

12.

Hun satte sig da —

den sorgfulde kvinde —

og talte om trængsler

og tyngende kvaler:

13.

»Jeg voksede op,

vellidt af alle,

i en fyrstes sal

på folkenes råd;

jeg nød det meget

og manglede intet ⸺

så døde min far

i mit femte år.

14.

Den aldrende konge

ytrede dog

sine sidste ønsker,

inden han døde:

Med det røde guld

skulle jeg rejse sydpå

og dér giftes

med Grimhilds søn.

15.

Men Brynhild bød han

at bære hjelm

og dermed leve

et liv som valmø;

af møer skulle —

om skæbnen ville det —

ingen i verden

overgå hende.

16.

I buret sad Brynhild

med borter på væven,

hun rådede over

riget og folket;

alt åndede fred

og ingen fare,

da Fafners bane

fandt frem til borgen.

17.

De vælske sværd

blev svunget i kamp,

og borgen blev brudt,

hvor Brynhild holdt til —

alle begreb dog

inden længe,

med hvilken falskhed

folk havde optrådt.

18.

Så hårdt blev dette

hævnet af Brynhild,

at vi alle ramtes

rigeligt af sorg,

og i alle riger

rygtes det nu,

at hun dræbte sig selv,

da Sigurd var død.

19.

Men jeg blev da Gunnars —

guldringens deler —

som Brynhild ellers

burde have været;

de tilbød Atle

armens luer

og lovede min bror

bøder til fulde.

20.

Og femten gårde

og Granes byrde

skulle Atle få,

hvis ellers han ville,

men min bror afslog

brudekøbet

og vragede guldet

fra Gjukes søn.

21.

Vi magtede ikke

at modstå lysten,

når mit hoved lå

mod høvdingens bryst,

og mine frænder

fremdrog ofte,

at de nok havde set

nærheden mellem os.

22.

Atle fastholdt,

at jeg uden grund

fik skyld for utugt

og skammelig adfærd —

men ingen bør sige

sådan om nogen

i tilfælde, hvor

vellysten råder.

23.

Men Atle sendte

sine spejdere;

de mørke skove

skjulte deres ridt,

og mændene kom,

da de mindst var ventet,

mens vi lagde os

på lejet sammen.

24.

Vi rakte de mænd

ringe af guld

og bad om, at Atle

intet fik at vide.

Men de jog hjemad

uden tøven

og fortalte Atle

alt, hvad de vidste.

25.

Men ingen sagde

et ord til Gudrun —

og hun havde dog

helst erfaret det.

26.

Fra gyldne hove

hørtes dunder,

da Gjukes arvinger

ankom til gården;

de skar da hjertet

ud af Høgne

og smed den anden

i ormegården.

27.

Jeg var dog ikke

hjemme dengang,

men hjalp ved et gilde,

som Geirmund holdt;

den vise fyrste

fandt da på det

at anslå harpen

i håb om min hjælp.

28.

På Læsø hørte jeg

lyden af strenge —

en klang, der meldte

om kummer og nød.

Jeg bød mine folk

at fare til skibet;

jeg ville frelse

fyrsten fra døden.

29.

Vi lod da kølen

krydse sundet,

til jeg så alle

Atles gårde.

30.

Da kom Atles

usle moder —

måtte hun rådne! —

rendende ud;

hun gravede sig ind

til Gunnars hjerte,

så jeg ikke fik frelst

fyrsten fra døden.

31.

Det undrer mig ofte —

ormevangs Bil! —

hvordan jeg endnu

orker at leve;

jeg elskede ham

så højt som mig selv —

den stridsdjærve

stålets svinger.

32.

Men her sad du

og hørte mig tale

om onde skæbner —

de andres og min.

Vi lever alle

efter længslernes bud,

og hermed ender

Oddruns klage.«