Oddruns klage

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Oddruns klage

Oddrúnargrátr


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


Om Borgny og Oddrun

Gunnars død i ormegården
(Fra Hylestad kirke, ca. 1175)

Der var en konge ved navn Heidrek, hvis datter hed Borgny; hendes elsker hed Vilmund. Hun kunne ikke blive forløst, før hun fik hjælp af Atles søster, Oddrun, som havde været Gunnar Gjukesons elskede. Der kvædes her om disse begivenheder.


1.
De gamle sagn
giver os besked
om en mø, der kom
til Mornaland,
men intet menneske
magtede dér
at dulme Heidreks
datters veer.


2.
Atles søster,
Oddrun, hørte,
at møen led
af mange smerter;
af båsen drog hun
den bidselstyrede
og lagde sadlen
på det sorte dyr.


3.
På hesten fór hun
over flade marker
og standsede først
ved de store haller;
hun trak da sadlen
af den smækre ganger
og ilede derpå
ind gennem salen.


4.
(Oddrun:)
»Er der noget nyt
— — — —
Hvad sker der her
i hunners land?«
(En tjenestekvinde:)
»Borgny vrider sig
voldsomt i smerte;
prøv du — Oddrun! —
at hjælpe hende.«


5.
(Oddrun:)
»Men hvem har bragt
Borgny i skam
og voldt møens
vældige pine?«
(Tjenestekvinden:)
»Vilmund hedder
den ven af fyrster;
på lune lagner
lå han med kvinden.«


6.
Om andet, tror jeg,
talte de ikke;
hun satte sig blidt
ved Borgnys skød;
højt sang Oddrun,
heftigt sang Oddrun
virksom galder
til gavn for møen.


7.
En pige og en dreng
kom derpå til verden —
Høgnes banes
harmløse børn;
møen, der lå
mærket af sygdom,
var hidtil tavs,
men talte nu:


8.
»Måtte gode vætter
vise dig gunst —
og Frigg og Freja
og flere guder —
for du frelste mig her
fra en farlig nød.«


9.
(Oddrun:)
»Du skal ikke tro,
du fortjente dette —
aldrig var du
værd at bistå —
men jeg svor engang,
og har siden holdt det,
altid at hjælpe,
når andre trænger.«


10.
(Borgny:)
»Du er gal — Oddrun! —
og ude af dig selv;
du taler hårdt
med hadske ord.
Hvor du gik på Fjørgyn,
fulgte jeg med dig;
vi var som børn
af brødre, vi to.«


11.
(Oddrun:)
»Jeg glemmer aldrig
ordene fra dig,
da jeg ledte Gunnar
til lejet den aften:
Ingen møer,
undtagen mig,
ville te sig sådan,
sagde du dengang.«


12.
Hun satte sig da —
den sorgfulde kvinde —
og talte om trængsler
og tyngende kvaler:


13.
»Jeg voksede op,
vellidt af alle,
i en fyrstes sal
på folkenes råd;
jeg nød det meget
og manglede intet ⸺
så døde min far
i mit femte år.


14.
Den aldrende konge
ytrede dog
sine sidste ønsker,
inden han døde:
Med det røde guld
skulle jeg rejse sydpå
og dér giftes
med Grimhilds søn.


15.
Men Brynhild bød han
at bære hjelm
og dermed leve
et liv som valmø;
af møer skulle —
om skæbnen ville det —
ingen i verden
overgå hende.


16.
I buret sad Brynhild
med borter på væven,
hun rådede over
riget og folket;
alt åndede fred
og ingen fare,
da Fafners bane
fandt frem til borgen.


17.
De vælske sværd
blev svunget i kamp,
og borgen blev brudt,
hvor Brynhild holdt til —
alle begreb dog
inden længe,
med hvilken falskhed
folk havde optrådt.


18.
Så hårdt blev dette
hævnet af Brynhild,
at vi alle ramtes
rigeligt af sorg,
og i alle riger
rygtes det nu,
at hun dræbte sig selv,
da Sigurd var død.


19.
Men jeg blev da Gunnars —
guldringens deler —
som Brynhild ellers
burde have været;
de tilbød Atle
armens luer
og lovede min bror
bøder til fulde.


20.
Og femten gårde
og Granes byrde
skulle Atle få,
hvis ellers han ville,
men min bror afslog
brudekøbet
og vragede guldet
fra Gjukes søn.


21.
Vi magtede ikke
at modstå lysten,
når mit hoved lå
mod høvdingens bryst,
og mine frænder
fremdrog ofte,
at de nok havde set
nærheden mellem os.


22.
Atle fastholdt,
at jeg uden grund
fik skyld for utugt
og skammelig adfærd —
men ingen bør sige
sådan om nogen
i tilfælde, hvor
vellysten råder.


23.
Men Atle sendte
sine spejdere;
de mørke skove
skjulte deres ridt,
og mændene kom,
da de mindst var ventet,
mens vi lagde os
på lejet sammen.


24.
Vi rakte de mænd
ringe af guld
og bad om, at Atle
intet fik at vide.
Men de jog hjemad
uden tøven
og fortalte Atle
alt, hvad de vidste.


25.
Men ingen sagde
et ord til Gudrun —
og hun havde dog
helst erfaret det.


26.
Fra gyldne hove
hørtes dunder,
da Gjukes arvinger
ankom til gården;
de skar da hjertet
ud af Høgne
og smed den anden
i ormegården.


27.
Jeg var dog ikke
hjemme dengang,
men hjalp ved et gilde,
som Geirmund holdt;
den vise fyrste
fandt da på det
at anslå harpen
i håb om min hjælp.


28.
På Læsø hørte jeg
lyden af strenge —
en klang, der meldte
om kummer og nød.
Jeg bød mine folk
at fare til skibet;
jeg ville frelse
fyrsten fra døden.


29.
Vi lod da kølen
krydse sundet,
til jeg så alle
Atles gårde.


30.
Da kom Atles
usle moder —
måtte hun rådne! —
rendende ud;
hun gravede sig ind
til Gunnars hjerte,
så jeg ikke fik frelst
fyrsten fra døden.


31.
Det undrer mig ofte —
ormevangs Bil! —
hvordan jeg endnu
orker at leve;
jeg elskede ham
så højt som mig selv —
den stridsdjærve
stålets svinger.


32.
Men her sad du
og hørte mig tale
om onde skæbner —
de andres og min.
Vi lever alle
efter længslernes bud,
og hermed ender
Oddruns klage.«