Oddruns klage
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddadigte
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
||
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
|||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
![]() |
|||||
![]() |
||||||
![]() |
Oddruns klage
Oddrúnargrátr
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2023
Om Borgny og Oddrun
Der var en konge ved navn Heidrek, hvis datter hed Borgny; hendes elsker hed Vilmund. Hun kunne ikke blive forløst, før hun fik hjælp af Atles søster, Oddrun, som havde været Gunnar Gjukesons elskede. Der kvædes her om disse begivenheder.
- 1.
- De gamle sagn
- giver os besked
- om en mø, der kom
- til Mornaland,
- men intet menneske
- magtede dér
- at dulme Heidreks
- datters veer.
- 2.
- Atles søster,
- Oddrun, hørte,
- at møen led
- af mange smerter;
- af båsen drog hun
- den bidselstyrede
- og lagde sadlen
- på det sorte dyr.
- 3.
- På hesten fór hun
- over flade marker
- og standsede først
- ved de store haller;
- hun trak da sadlen
- af den smækre ganger
- og ilede derpå
- ind gennem salen.
- 4.
- (Oddrun:)
- »Er der noget nyt
- — — — —
- Hvad sker der her
- i hunners land?«
- (En tjenestekvinde:)
- »Borgny vrider sig
- voldsomt i smerte;
- prøv du — Oddrun! —
- at hjælpe hende.«
- 5.
- (Oddrun:)
- »Men hvem har bragt
- Borgny i skam
- og voldt møens
- vældige pine?«
- (Tjenestekvinden:)
- »Vilmund hedder
- den ven af fyrster;
- på lune lagner
- lå han med kvinden.«
- 6.
- Om andet, tror jeg,
- talte de ikke;
- hun satte sig blidt
- ved Borgnys skød;
- højt sang Oddrun,
- heftigt sang Oddrun
- virksom galder
- til gavn for møen.
- 7.
- En pige og en dreng
- kom derpå til verden —
- Høgnes banes
- harmløse børn;
- møen, der lå
- mærket af sygdom,
- var hidtil tavs,
- men talte nu:
- 8.
- »Måtte gode vætter
- vise dig gunst —
- og Frigg og Freja
- og flere guder —
- for du frelste mig her
- fra en farlig nød.«
- 9.
- (Oddrun:)
- »Du skal ikke tro,
- du fortjente dette —
- aldrig var du
- værd at bistå —
- men jeg svor engang,
- og har siden holdt det,
- altid at hjælpe,
- når andre trænger.«
- 10.
- (Borgny:)
- »Du er gal — Oddrun! —
- og ude af dig selv;
- du taler hårdt
- med hadske ord.
- Hvor du gik på Fjørgyn,
- fulgte jeg med dig;
- vi var som børn
- af brødre, vi to.«
- 11.
- (Oddrun:)
- »Jeg glemmer aldrig
- ordene fra dig,
- da jeg ledte Gunnar
- til lejet den aften:
- Ingen møer,
- undtagen mig,
- ville te sig sådan,
- sagde du dengang.«
- 12.
- Hun satte sig da —
- den sorgfulde kvinde —
- og talte om trængsler
- og tyngende kvaler:
- 13.
- »Jeg voksede op,
- vellidt af alle,
- i en fyrstes sal
- på folkenes råd;
- jeg nød det meget
- og manglede intet ⸺
- så døde min far
- i mit femte år.
- 14.
- Den aldrende konge
- ytrede dog
- sine sidste ønsker,
- inden han døde:
- Med det røde guld
- skulle jeg rejse sydpå
- og dér giftes
- med Grimhilds søn.
- 15.
- Men Brynhild bød han
- at bære hjelm
- og dermed leve
- et liv som valmø;
- af møer skulle —
- om skæbnen ville det —
- ingen i verden
- overgå hende.
- 16.
- I buret sad Brynhild
- med borter på væven,
- hun rådede over
- riget og folket;
- alt åndede fred
- og ingen fare,
- da Fafners bane
- fandt frem til borgen.
- 17.
- De vælske sværd
- blev svunget i kamp,
- og borgen blev brudt,
- hvor Brynhild holdt til —
- alle begreb dog
- inden længe,
- med hvilken falskhed
- folk havde optrådt.
- 18.
- Så hårdt blev dette
- hævnet af Brynhild,
- at vi alle ramtes
- rigeligt af sorg,
- og i alle riger
- rygtes det nu,
- at hun dræbte sig selv,
- da Sigurd var død.
- 19.
- Men jeg blev da Gunnars —
- guldringens deler —
- som Brynhild ellers
- burde have været;
- de tilbød Atle
- armens luer
- og lovede min bror
- bøder til fulde.
- 20.
- Og femten gårde
- og Granes byrde
- skulle Atle få,
- hvis ellers han ville,
- men min bror afslog
- brudekøbet
- og vragede guldet
- fra Gjukes søn.
- 21.
- Vi magtede ikke
- at modstå lysten,
- når mit hoved lå
- mod høvdingens bryst,
- og mine frænder
- fremdrog ofte,
- at de nok havde set
- nærheden mellem os.
- 22.
- Atle fastholdt,
- at jeg uden grund
- fik skyld for utugt
- og skammelig adfærd —
- men ingen bør sige
- sådan om nogen
- i tilfælde, hvor
- vellysten råder.
- 23.
- Men Atle sendte
- sine spejdere;
- de mørke skove
- skjulte deres ridt,
- og mændene kom,
- da de mindst var ventet,
- mens vi lagde os
- på lejet sammen.
- 24.
- Vi rakte de mænd
- ringe af guld
- og bad om, at Atle
- intet fik at vide.
- Men de jog hjemad
- uden tøven
- og fortalte Atle
- alt, hvad de vidste.
- 25.
- Men ingen sagde
- et ord til Gudrun —
- og hun havde dog
- helst erfaret det.
- 26.
- Fra gyldne hove
- hørtes dunder,
- da Gjukes arvinger
- ankom til gården;
- de skar da hjertet
- ud af Høgne
- og smed den anden
- i ormegården.
- 27.
- Jeg var dog ikke
- hjemme dengang,
- men hjalp ved et gilde,
- som Geirmund holdt;
- den vise fyrste
- fandt da på det
- at anslå harpen
- i håb om min hjælp.
- 28.
- På Læsø hørte jeg
- lyden af strenge —
- en klang, der meldte
- om kummer og nød.
- Jeg bød mine folk
- at fare til skibet;
- jeg ville frelse
- fyrsten fra døden.
- 29.
- Vi lod da kølen
- krydse sundet,
- til jeg så alle
- Atles gårde.
- 30.
- Da kom Atles
- usle moder —
- måtte hun rådne! —
- rendende ud;
- hun gravede sig ind
- til Gunnars hjerte,
- så jeg ikke fik frelst
- fyrsten fra døden.
- 31.
- Det undrer mig ofte —
- ormevangs Bil! —
- hvordan jeg endnu
- orker at leve;
- jeg elskede ham
- så højt som mig selv —
- den stridsdjærve
- stålets svinger.
- 32.
- Men her sad du
- og hørte mig tale
- om onde skæbner —
- de andres og min.
- Vi lever alle
- efter længslernes bud,
- og hermed ender
- Oddruns klage.«