Om Manden, som gjerne vilde have Børn, men blev narret ved Tryllemidlet (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

66. Om Manden, som gjerne vilde have Børn,
men blev narret ved Tryllemidlet

Et Par Ægtefolk længtes meget efter at faae Børn. Omsider reiste Manden nordpaa i sin Kajak, for at opspørge et Middel mod Ufrugtbarhed. Overalt hvor han kom frem og traf Mennesker, spurgte han, om de ikke kjendte et Middel mod Ufrugtbarhed, men ingen vidste noget. Da han var kommen langt nordpaa, men alt forgjæves, vendte han tilbage igjen. Næste Aar reiste han sydpaa i det samme Øiemed. Hvor han kom til Folk, spurgte han derom, men ingen vidste det. Da hans Reisemad var fortæret, fik han Forsyning hos Folk underveis, og reiste bestandigt videre. Endelig langt sydpaa, da han ligeledes kom ind i et Huus og spurgte efter Midlet, var der en gammel Qvinde, som svarede: »jeg har det, og vil give dig det.« Derpaa tog hun sin Taske, pakkede dens Indhold ud, fremtog fra Bunden to tørrede Angmaksat, en Hun- og en Hanfisk, gav ham disse og sagde: »dersom I ville have en Datter, skal din Kone spise Rognfisken, hvis derimod en Søn, skal hun spise Hanfisken. Da han havde faaet disse, begav han sig paa Hjemreisen til sin Kone, men underveis slap hans Reisemad op, og da han var meget sulten, fortærede han den ene af de smaa Fisk, Rognfisken, som han dog ikke vilde bruge. Allerede underveis mærkede han noget i sine Indvolde. Hans Mave blev saa tyk, at han neppe mere kunde komme ned i Kajakken. Derfor maatte han blive paa den første beboede Plads, han traf paa. Under sit Ophold der mærkede han, at han var frugtsommelig. Pladsens Beboere havde en Jordemoder, denne bad de Folk, som gik omkring paa Landet, om at søge efter en Knogle af en død Rypes Fod. Endelig kom En hjem med en saadan Knogle, og hun samlede derpaa nogle blaae Smaadyr, som fandtes under Gulvfliserne i Teltet. Ved at gnide den Frugtsommelige med disse Ting dannede hun en Aabning, og forløste ham lykkeligt med en Datter. Han forblev paa Pladsen, medens Barnet blev fedet, og da det blev lidt større, reiste han videre og kom hjem til sin Hustru. Imidlertid blev Datteren paa sit Fødested og voxede op, men kunde ikke lære at tale. Endelig blev hun voxen, uden endnu at kunne tale, og da hun var meget smuk, tog den eneste Mand, som var der, hende til Hustru. Senere fik hun en Datter, men kunde selv endnu ikke tale. Hun pleiede at lade Bedstemoderen passe Barnet, medens hun selv maatte flense Sælhunde. Engang medens hun saaledes var beskjæftiget, og Manden var borte i Kajak, hørte hun Barnet skrige, gik derfor op og saae, at det blødte stærkt paa den midterste Finger, og medens hun holdt Barnet mellen Hænderne, døde det af Forblødning. Da Manden kom hjem og spurgte om Barnet, var der Ingen, som kunde sige ham Besked, og han brød sig ikke videre om det. Senere fik Konen atter en Datter, men det gik med hende, som med den forrige. Tredie Gang derimod fødte hun en Søn, og nu vidste Faderen ikke, hvorledes han skulde bære sig ad, af lutter Glæde. Om Aftenen, naar han kom hjem, tog han den Lille, og vilde ikke slippe ham, førend han skulde lægge sig, og ligesaa gjorde han om Morgenen, fra den Tid han vaagnede og til han skulde ud i Kajak. Men nu gik det med denne ligesom med Døttrene. Engang medens Faderen var borte, og Bedstemoderen skulde passe Barnet, hørte Moderen det skrige, gik saa op, og saae, at det var skaaret i den midterste Finger, hvorpaa det forblødte og døde imellem hendes Hænder. Da Faderen kom hjem, og Ingen vilde sige ham Besked om Barnet, blev han rasende og sagde til Konen: »Du maa skamme dig over, at du ikke kan tale, endskjøndt du har Børn; nu maa du ikke blive her længer, pak dig bort.« Strax lavede hun sig til at drage afsted. Idet hun gik ud, vendte hun sig om til Manden, talede for første Gang og sagde: »dette er Aarsagen til deres Død, at deres Bedstemoder har overskaaret deres midterste Finger.« Med disse Ord gik hun bort, lige ind i Landet; langt fra Kysten kom hun til et høit Fjeld. Der saae hun ovenpaa en stor Steen ligesom tre Ravne, men da hun kom nærmere, var det Mennesker. Hun gik hen til dem og saae, at det var hendes Børn. Søstrene førte deres Broder ved Haanden, og de spillede Bolt med deres Mellemfingre. Moderen tog Drengen i Amauten, og Pigerne ved Haanden, og førte dem ned igjen til Faderen. Fra den Tid af levede de som kjærlige Ægtefolk, Konen fik sin Tales Brug, og mistede heller ikke flere Børn.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 196-198.