Om Ragnarok 03

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fimbulvinteren, Louis Moe, 1929

Axel Olrik: Ragnarok
Heimskringla Reprint

Om Ragnarok
af Axel Olrik

II. Ragnaroks naturmotiver

3. Fimbulvinteren

Det er den første nordiske mytologi, Snorre Sturlesons »Gylfaginning«, der lader jorden hjemsøges af en række efter hinanden følgende naturødelæggelser, og som den første af dem nævner fimbulvinteren (storvinteren), »tre vintre på rad uden somre imellem« - forklarer Snorre. Denne opfattelse genfindes hos senere mytologer, også de nyeste; men den har ingen hjemmel i kilderne.

Den eneste kildeoplysning, der haves, er stedet i Vafþruðnismal 44-45. Her spørges der: »Hvilke mennesker lever, når den mægtige fimbulvinter når til ende blandt menneskene?« Og svaret lyder: »Liv og Leivthrase skjules i Hoddmimes skov, morgendugg har de til mad, ved dem fødes [nye] slægter.« Her er fimbulvinteren opfattet på en ganske anden måde; den er selve menneskeslægtens tilintetgørelse, idet kun et enkelt menneskepar, særlig udtaget, og gemt på overnaturlig måde, bliver frelst som en kim, hvoraf nye slægter fødes.

Det forsøg, som mytologerne gør, på at indpasse fimbulvinteren i Voluspås skildring af ragnarok er i virkeligheden en forstyrrelse af hele naturfremstillingen i dette digt. Det kender »vindtid og vargtid«; der er somre med mørke og med uvejr; havet bærer troldeskibet mod land, ormen vælter sig gennem bølgerne, og endelig sluger havet den hærjede og ildskørnede jord, - alt det er malet med en anskuelighed, som den kan, der er fortrolig med havet og stormen. Men forestillingerne om vinter, sne eller kulde blander sig aldrig i billederne af verdens undergang. Digterens hele natursyn er bundet til et ø- eller kystvejrlig i det nordvestlige Europa.

Lige så lidt lader det sig gøre at indføje hovedtrækkene af Voluspås ragnarok indenfor Vafþr.s rammer. Menneskeparret i Hoddmimes skov er i læ for vinteren; men for en verdensbrand eller en verdensdrukning vil skoven jo være til liden nytte. Det er åbenbart, at digteren af Vafþr. heller ikke har tænkt sig noget sådant. Menneskeparret Liv og Leivthrase fremstilles jo som grundlæggerne af nye slægter ganske jævnsides med solens datter, som »efter gudernes død« rider sin moders veje, og med gudebørnene – Vidar og Våle, Mode og Magne - der efter undergangen bygger gudernes boliger op igen. Altså er fimbulvinteren selve ødelæggelsens toppunkt, for så vidt den vedkommer menneskeverdenen; udtrykket »når fimbulvinteren svinder« bruges om menneskeverdenen på ganske samme måde, som det hedder »når Surts lue slukner« om gudeverdenens fornyelse. Fimbulvinteren er ikke en indledning eller et underordnet led; den er selve ragnarok, selve afslutningen, for menneskeslægten.

Vi må derfor bryde med den tilvante forestilling om en fælles nordisk ragnarokslære, hvor hvert træk har sin visse plads. I stedet derfor møder vi i kilderne to modsatte fremstillinger; den ene er bunden til havet og frygter dets vælde (Vspå og andre; den knyttes undertiden sammen med en verdensbrand); den anden lader jorden ødes i en uhyre vinter.

Det er i sig selv klart, at myten om fimbulvinteren er bunden til egne med en hård vinter, der truer menneskenes tilværelse. Men også digteren af Vafþr. giver et mærkeligt eksempel på, at han hører hjemme i en sådan natur; han kender det som den største sjældenhed, at en å ikke fryser til (v. 16), og han sætter endogså frosten som begyndelse til al verdensdannelse: da de iskolde stænk fra Elivåge-havet stivnede i kulden, formedes den første skikkelse, stamfaderen Aurgelme.

Tanken om livets undergang i kulde findes ellers ikke i den nordiske oldliteratur, der er bevaret; og for Islændinge var der jo heller ikke grund til at dvæle særlig stærkt ved dette motiv. Derimod kendes andensteds i Norden en urtid, hvor kulden herskede. Danske krøniker nævner kong Snjo som en fordums hersker i Danmark, der førte vold og nød over folket. Sagnet er ganske vist blevet rationaliseret i historisk retning; men selve navnet på kong Snjo (ɔ: sneen) og mangelen på indre forbindelse med heltesagnene røber hans mytiske byrd. Der er en indre harmoni mellem disse sagn, det der lader ragnarok efter jætternes sejr ruge som en fimbulvinter over jorden, og det der i en fjærn old lader snekongen kue folket. Og dette er intet under; sagnene om den fjærne udspringstid og den fjærne fremtid fødes jo så hyppig ud af samme længsler og samme frygt.

Vinteren lå til tider knugende hård over de gamle Nordboer. Den ældste fortælling om et uår er Eyvind skaldaspillers digt om, hvorledes sneen ligger over jorden og kvæget er bundet inde ved midsommertid. Fra endnu tidligere tid har man historieskriveren Prokops beretning om Thule-boernes midvintersfest: i 40 dage var solen ikke synlig, men når de 35 var gåede, sendte de spejdere op på bjærgtoppene for at se solen, og når de havde set den, begyndte der en jubel og en fejren af gæstebud. Man aner igennem beretningen, med hvilken længsel solen og våren er bleven set i møde. Når man med så stor iver søgte efter spor af lysets og varmens sejr, selv til de ganske vanlige tider, med hvor meget større uro måtte man da ikke spejde derefter, når kulden knugede landet længere end ellers, når fædød og folkedød stod som uhyggelige udsigter, stærkere og stærkere for hver dag, der gik. Angsten for en evig, en altslukkende vinter kom da op. Man må ikke måle den tids tankegang med vore tiders vilkår i strænge vintre. At skaffe livsmidler til de nødlidende er blevet nemmere; den hyppigere samfærdsel letter på sindet, borttager ensomhedens gru; men allermest har vi en fortrolighed med naturens ensartede gang, som mennesker på et ældre udviklingstrin ikke kender. Ligesom den oldindiske præst i sin hymne før solopgangen spørger: »Mon også idag solen vil oprinde«, må den overstrænge vinter fremkalde spørsmålet: vil også denne gang vinteren vige for den varme sommer, eller skulde det være vinteren, der har taget magten? Således har også Prokop rigtig opfattet sagen: »Efter min mening kommer det af, at disse øboer, selv om det sker hvert år, dog frygter, at solen en gang helt vil udeblive«.

Troen på en fimbulvinter kan ikke være ført til Norden ad de almindelige kulturveje fra syd, fra middelhavslandene. Den hverken findes i disse landes kristne eller deres ikke kristne traditioner; og den kunde efter sin natur ikke findes der. Dette forhold var af underordnet betydning, så længe man - med Snorre Sturleson - betragtede fimbulvinteren som et forbigånde optrin i det store verdensdrama; men efter at kilderne har lært os, at den er selve menneskeslægtens udslettelse, selve menneske-ragnarok, får det en dybere betydning. Vi står overfor en tankegang, som er født under barske nordlige himmelstrøg, som kun bevares, hvor naturen byder samme baggrund (Vafþr.s sceneri), og som står alene, afsluttet i sig selv, uden at blandes med naturforestillinger eller mytetræk, der hører andensteds hen.

Denne naturbundethed betegner den dog ingenlunde som skabt i Norden. Hos et så fjærnt folk som de gamle Persere i Avesta-tiden optræder en myte, der i påfaldende grad svarer til vor nordiske. Skaberen Ahuramazda taler til hyrdeguden Yima om den frygtelige vinter, der skal komme over den hele legemlige verden, med gruelig frost og med sne der lægger sig en mil over de højeste bjærge, og hvor alt levende, både vildt og tamt, må uddø; og han beder ham at bygge en vara (en borg eller kvægfold) til ly for mennesker og til hegn for kvægflokke, og der at gemme sæd af alle levende. Og Yima bygger varaen, ligesom en pottemager former leret med sin hånd, og han bringer derind sæd af får og af øksne, af mennesker, af hunde og af fugle, sæd til to væsner af hver af disse arter, de største og smukkeste, der findes, og ligeså sæd af træer og frugter og ild, for at det alt skulde bevares uforgængelig der, så længe som menneskene blev i varaen. Træk for træk minder her om den nordiske myte: den uhyre vinter, menneskeparret som stamforældre til en ny menneslægt; i stedet for skoven som gemmested træder en borg eller indhegning, en art have omgiven med jordvolde eller jordvægge; herinde holder et guddommeligt væsen dem skjult for vintrens dødskulde.

Også i langt nærmere egne kan der findes lævning af, eller spiren til, en sådan storvinter. I Tyskland træffes den i Øvrepfaltz, ɔ: Bayerns nordestlige del, fjældbygderne imellem udløbere af Fichtelgebirge og Böhmerwald. I disse egnes folketro er naturligvis den kristne lære om verdensbrand det væsenlige motiv, og læren om den tilstundende kuldealder er flyttet ned på anden plads; den betragtes som en indledning til den egenlige verdensundergang og blandes med træk af sædelig opløsning og deslige. På underlig måde lever de to modsatte opfattelser - den kristne og den ikke-kristne - imellem hinanden. På den ene side hedder det, at ilden i jordens indre nærmer sig mere og mere til dens overflade, at det varsler undergangens nærhed, når kornet modnes fire-seks uger tidligere end ellers, når vandet i søer mindskes, og skovbrande er hyppige. På den anden side kommer verdens ende, »når der i stedet for sommer er lutter vinter«, »når lange vintre og korte somre følger efter hinanden«; »wenn die welt wird alt, werden die sommer kalt«, sagde en gammel bondekone, »es werden keine sommer mehr, nur sommerln.«

Dette er forestillinger om verdens sidste tid, ganske passende for et bjærgland med strængt indlandsklima, - og stående i mærkelig modsætning til al kristen forkyndelse. Men fra samme landsdel har vi endnu en anden overlevering, der måske står endnu nærmere ved den nordiske myte. Der hvor landevejen fra Vohenstrauss til Wernberg løber langs ad bjærgryggen med stejlt affald til begge sider, står der et enligt træ lige til venstre for vejen. Det er en »stenlind«, 80 fod høj; dens krone bøjer sig ud over et vandhul, som giver træet næring; af dens stamme er smuldret så meget bort, at flere mennesker kan stå inde i hulningen. Dag og nat, både sommer og vinter, suser der en skarp blæst omkring det, og derfor kaldes stedet beim kalten baum. Det hedder, at dette »kolde træ« eller »træet som ingen kender« (der baum den niemand kennt) er plantet af Sibylla, og hun har spået, at når dets gren er stærk nok til at bære en jærnklædt mand og hans hest, skal to hære fra øst og fra vest mødes her og blive ved at kæmpe lige til midnat; der skal strømme så meget blod ud, at vandmøllen nede i dalen kan drives af det; men af Tyskernes heste, som ligger og rådner, skal der komme sådan stank, at alle, mennesker og kvæg, dør bort. Da skal en hyrde komme dragende langvejsfra og tage bolig i træet; hans efterkommere skal igen befolke landet og leve i fred og velstand. Dette sagn indeholder to helt forskellige motiver, slaget imod Tyrkerne og hyrdens ophold i træet. Det ene af dem, det sidste slag før verdens ende, er et vidt udbredt sagnmotiv, og man kan følge dets stærke fremvækst i den sidste del af middelalderen. Hyrden i træet optræder ellers aldrig sammen med det sidste slag og må som sagnmotiv have en anden oprindelse. Også som handling hænger de dårlig sammen. Fortællingen om hyrden er tillæmpet efter de almindelige sagn om den sorte død: en fremmed ungersvend kommer vandrende og finder eneste overlevende kvinde, han gifter sig med hende, og de bliver stamforældre til bygdens nuværende befolkning. Men under dette bliver det ganske uforklarligt, hvorfor hyrden tager bolig i træet; thi folkeoverleveringen har vel ikke tænkt dette som et luftsanatorium imod bacillerne. Sagnet har øjensynlig glemt den rette grund til, at han holder sig skjult i træet. Også den tanke, at befolkningen udryddes ikke ved slaget, men ved den af ligene fremkaldte pest, er en forholdsvis moderne tanke. Fra flere sider kommer man således til det resultat, at hyrden i træet ikke oprindelig hører sammen med det sidste slag, men er en egen spådom om, hvorledes menneskeslægten ved verdens ende uddør og en ny slægt fremstår af den lævnede spire. Vi mangler kun dette sagns begyndelse; hvilken ødelæggelse knyttedes til spådommen på et tidspunkt, hvor den endnu ikke havde at gøre med det sidste slag? Svaret herpå kan vi finde i egnens eget sagnstof: det er den vedholdende vinter ved verdens ende, der affolker landet.

Den sagnform, vi da får som den øvrepfaltsiske , er følgende: Alt som verden bliver gammel, bliver vintrene koldere, og somrene kortvarigere, til sidst er der lutter vinter i stedet for sommer, og hele befolkningen dør ud; formodentlig skal man også tænke sig, at alle dale og bygder begraves i sne. Kun en hyrde holder sig skjult i hulningen inde i det kolde træ oppe på bjærgryggen, og da modgangstiden er til ende, bliver han stamfader til en ny menneskeslægt. Man genkender da led for led den nordiske myte: fimbulvinteren, det gemte menneskepar Liv og Leivthrase, og »Hoddmimes skov«, hvortil her hulningen i træet svarer. Det var intet under, at »det kolde træ« drog en sådan myteforestilling til sig; her fandtes jo midt i den barske og hærjende vind et lunt fristed. Tillige tænkes træet at være af overnaturlig art; således som det står der, ene på den vilde bjærgryg, må det eje en overnaturlig livskraft, og denne livskraft må det på sælsom måde kunne meddele til den, som det skænker ly, ligesom morgenduggen i Hoddmimes skov, hvoraf menneskeparret holdes i live.

---