Om Ragnarok 09

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Muspels sønner, Louis Moe, 1929
Om Ragnarok
af Axel Olrik


III. Gudernes kamp

9. Den nordiske gudekamp


Den store gudekamp står ret klart for os ved hjælp af de mange overleveringer. Det er den samlede flok af guder, der holder hærslag med sine modstandere. Selve den plads, hvor de skal mødes, er allerede udset; i flere mytologiske digte rettes der spørsmål om dens navn og dens nærmere beskaffenhed. Vafþr. omtaler den som en stor slette, hundrede mil lang og lige så bred, og giver den navnet Vígríðr (ɔ: den hvor der rides til kamp). Fåvnesmål tænker sig pladsen omflydt af vand, som en »holm«; fra asernes bolig rider man til den over broen Bilrost. Kvadet giver den navn af Óskópnir (ɔ: den ikke skabte); formodentlig tænker digteren sig, at den først dannes ved den tid, da der er brug for den til den sidste store kamp. Digteren synes at tænke sig den udenfor Asgard, vel snarest bygget ud i luftrummet.


Her står da hærene mod hinanden. Det ene parti udgøres af »aserne«, »alle guderne«, »de milde guder« som nu skal lege spydslegen med deres bitreste modstandere (Vþr., Fáfn.; jf. »når guddommene dør« Vþr.). Også einherjernes skare drager ud med til kampen; Odin har længe øget den med de bedste kæmper, fordi han havde mødet med ulven for øje (Eiriksmål). Digterne maler i kraftige farver, hvor vældige hobe der drager ud til dette stævne: Valhals porte er bygte så store, at 800 kæmper kan gå jævnsides, når de skal ud at strides med ulven, men af sådanne porte er der 540 (Grimn.). Eller: da asernes tætte skarer rider overbroen Bilrost, brister den under dem, men de svømmer frem til striden[1]. Odin må tænkes som hærens fører; det fremgår bl. a. af den rolle, som einherjerne spiller. Ellers nævnes som deltagere i kampen Vidar, Thor og Frøj.


Overfor de milde guder står den jættemagt, der er færdig til at fælde dem. Som fører af den hele mængde nævnes Surt. De løsslupne uhyrer, fremfor alt Fenre og dernæst Loke, har plads i den. I øvrigt står billedet af denne hær ikke så klart i kilderne som det af asernes skare. Den omfattende betegnelse for dem er kun »ødelæggerne« (rjúfendr, Vegtkv.); »Muspels svende« (eller »sønner«) forekommer dog også som typisk betegnelse for fjendehæren (»når Muspels sønner rider over mørkskoven«, Lok.). Om jættehærens vej til kamppladsen har man – ligesom på adskillige andre punkter – to modsatte forestillinger: en landopfattelse og en søopfattelse. Lokasenna lader Muspelsvendene ride over mørkskoven, altså drage til lands gennem de vidtstrakte skove, der skiller jætterne fra gudeverdenen. Voluspå er som sædvanligden, der har sømotivet: »Muspels mænd kommer over hav, Loke styrer«[2].


Det er altså kun ganske få og ret vage hovedmotiver, der kan betegnes som den for Nordboerne fælles opfattelse af ragnaroksmødet. Voluspå går derimod langt stærkere i enkeltheder; den fordeler troldehæren i tre skarer, der kommer hver fra sit verdenshjørne førte af jætten Hrym, af Loke og af Surt. Digtets skildring lader sig dårlig forene med det fra flere sider hjemlede træk, at Surt er hele hærens fører; i hvert fald strider Muspelfolkenes komme over havet med ridtet gennem mørkskoven.


Kampen ender med gudernes fald. »Guderne dør«, hedder det rent ud i Vafþr. Kvadet lader Surt som sejrherre hærje gudeboligerne; Voluspå véd, at efter Thors fald hærjer dødningerne menneskeverdenen[3]. Alene de få unge guder af den fremtidige generation omtales efter dette som levende.


Hvorledes foregar da i sine enkeltheder den store opgørelse mellem de hjælpende og de ødelæggende magter?


Her møder det forhold, at et par enkelte, nøjagtigere to optrin træder klart frem, medens alt det øvrige bliver temmelig stærkt i skygge. Det er Odin, ulven og Vidar, og i noget ringere grad Thor og Midgårdsormen.


Intet punkt i ragnarok er bevidnet fra så mange sider som det, at »Odin skal møde ulven«; også einherjerne følger ham i denne strid (Grimn., jf. Eir.). Da er det, at »Friggs anden sorg kommer,« »hendes husbond falder« (Vspå), »ulven sluger alfader« (Vþr., Lok.). »Fenresulven løber frem med opspærret gab«, siger Snorre, »underkæben langs med jorden, og overkæben ved himlen«. Men Vidar træder frem for at udføre den faderhævn, han længe har kendt som sin opgave (Grimn.); han flænger gabet op på uhyret (Vþr.). Den senere islandske tradition (og muligvis også den danske folketro) har udmalt dette nærmere med sagnet om den tykke sko, der er dannet af alle bortkastede skoflikker, og hvormed han træder i ulvens gab. Vikingetidens vesterlandske billedværker fremstiller dette optrin, hvor guden sætter sin fod på dyrets kæbe (ovfor s. 161-63). Kun Voluspå har et andet billede nok så ædelt, men mindre karakteristisk –, at han støder sit sværd i dyrets hjærte.


Thor strider mod Midgårdsormen; han dræber den, men går kun ni skridt fra ormen, før han selv segner død om. Således lyder den eneste virkelige beretning om Thors optræden i kampen, – den der findes i Voluspå. Vafþr. har kun den antydning, at Thor bukker under efter hård kamp og efterlader Mjølne som sin arv (Vingnis at vígþroti, »da Thors ævne til kamp er svundet«). En normannisk kirkekapitæl fra 11te årh. viser os den skæggede gud med hammeren i stid med en drage; billedet må sikkert tolkes som Thor og Midgårdsormen i ragnarok (ovfor s. 163).


Overfor denne fremstilling står en anden, men kendelig svagere antydning af, at Thor kæmper med Fenresulven. Det er Loke, der i Lokasenna spotter ham: »Da har du lidet mod, når du skal stride med ulven, og han sluger Sejrfader hel.« Det er ikke engang vist, at digteren bygger på en bestemt forudsætning af kampen imellem disse to; måske nævner han kun ulven som asernes mest truende fjende. Man sammenligne det ganske tilsvarende sted i samme digt, hvor Frøj trues med »når Muspels sønner rider over mørkskoven«; intet af stederne forsyner os med en ellers ukendt detaljeviden, men dvæler alene ved ragnaroks velkendte hovedtræk[4]. Thors kamp med ulven må i hvert fald være udelukt for alle dem, der kendte Vidars sejr over den; ti hvis Thor har sejret over dyret, bliver der intet for Vidar at gøre; og at Thor skulde falde uden at gøre jætterne nogen nævneværdig skade, lader sig ikke forene med hele hans plads og betydning i den nordiske mytologi.


Skønt der ikke kan anføres andre sikre kilder end Voluspå, bærer Thors kamp med Midgårdsormen dog indre præg af at være en væsenlig del af det nordiske ragnarok. Sammen med Odin-Vidar-myten danner dette optrin et overmåde karakteristisk hele: Odin falder for Fenresulven, men hævnes af den unge, hidtil uforsøgte gud; Thor må som poetisk modstykke stride imod et andet uhyre, og han må falde, idet han bliver sin fjendes banemand. Også fra den øvrige myteverdens standpunkt er dette den eneste tilfredsstillende løsning. Thor, der er jætternes gamle og farlige fjende, må have en bestemt gerning i ragnarok; og som Midgårdsormens gamle fjende må han særlig opsøge den. Endelig vilde hans begreb som den stærke gud ophæves, hvis han bukkede under i kampen; og det vilde endnu mere ophæves, hvis en anden var hans hævner. Der er da kun en udvej: han må møde den største fjende, »hele jordens omspænder«, han må dræbes af ormen, samtidig med at han fælder den, og han må for at understrege sejren leve så længe, at han ser ormen død for sine fødder.


For alder og folkelig ægthed i Thors sidste kamp med Midgårdsormen taler endvidere dens lighed med andet sagnstof. Beovulf fælder på samme måde dragen, og stånde foran det døde dyr udånder han selv, brændt af dens luer. I et nyere engelsk sagn fra Herfordshire er der en dødsdømt forbryder, som fælder dragen ude i floden Lug, men selv dør af dens giftige ånde (Hartland, Legend of Perseus, III 54). Da en lindorm lagde sig om Århus domkirke, lod en mand sig hejse ned til den skjult i en glaskiste; det lykkedes ham at stikke dyret ihjel, men han blev kvalt i dets blod, eller – som andre fortæller – i sin dødskamp knuste det kisten med et slag af sin hale. Efter anden beretning var det en væbner, der skød den med pil, men da han red tilbage forbi det døde dyr, faldt han død til jorden[5]. Den ejendommeligste form af dette motiv er dog tyrens kamp med lindormen. Ved mange kirker rundt om i Danmark fortælles det, at en lindorm havde lagt sig udenom eller foran kirken, og at man først fik bugt med den, da man opfødte en tyrekalv med mælk i tre eller syv år, og så sendte den imod udyret. Den stangede lindormen ihjel, men selv var den »så oversprøjtet af edder, at den døde straks efter«. Enkelte opskrifter fortæller dette endnu mere i enkeltheder.Ved Hvalsø kirke på Sælland gik tyren ikke længere end til den gamle stenkiste, der nu kaldes Tyrebro, før den styrtede død. Et sagn fra Brande kirke, som siden skal omtales nærmere, handler om to tyre, der får livet taget af lindormen, men selv er »så ilde medhandlede, at de kuns kan gå, den ene syv og den anden ni skridt derfra, førend de synker livløse til jorden.« En mærkelig lighed med Voluspå,hvor Thor også går ni skridt fra den dræbte orm, før han segner! Der er naturligvis også fjærnere stående varianter, såsom at tyren styrtede død, da den kom til vandet og drak, eller at den var så rasende af sine sår, at de måtte skyde den oppe fra kirketaget af (alm. på Sælland). Sagnet er i Danmark meget almindeligt, men det er tvivlsomt, om det hører til de ældste. Det er næsten altid knyttet til kirkebygninger; hyppig indeholder det forklaring på et udhugget ormebillede eller på en tilmuret kirkedør. Det findes, så vidt jeg ved, ikke i noget af de omliggende lande; derimod er det, i en lidt afvigende form, ret velkendt i Alperne. I Wallis er det en stor underjordisk slange (ouivra), som den pansrede tyr, opfostret med mælk i syv år, tager af dage, men den dør straks efter af udmattelse; i Tirol og i Uri er der en hyrde som døber et lam, men som følge deraf bliver det til et frygteligt uhyre, der gør græsgangene usikre; tyren opfødes i syv eller ni år, og de styrter begge døde om, eller tyren når kun ned til bækken for at drikke, inden også den styrter død[6]. I en sællandsk tekst hos Jens Kamp (Folkeminder, s. 260) er det en tjænestepige, der føder ormen op, indtil den bliver lindorm; for så vidt mindersagnet om den i Alperne udbredte form; og denne tradition, der ikke er knyttet til nogen kirke, hvad alpesagnene heller ikke er, tør snarest betragtes som gammel. Et andet træk i disse sydlandske opskrifter genfindes også undertiden i dansk, nemlig at en jomfru skal følge ormen op til kampen[7].


Denne kamp mellem tyren og lindormen gør et underligt ældgammelt indtryk; desværre mangler vi ganske den egenlige nøgle til den, vel en heroisk eller mytologisk forestilling, – og vi har vel næppe udsigt til at finde den nogetsteds. Med Thors sidste kamp har den, trods den store lighed, næppe nogen umiddelbar sammenhæng; i hvert fald er den ikke en genklang af vort ragnarok. Men den viser os, hvor udbredt dette motiv – den tragiske slangekamp til menneskehedensfrelse – er; og den viser tillige, hvor naturlig denne plastiske slutning, at helten går »ni skridt« fra det faldne uhyre, former sig ud fra de givne episke grundtræk. Ja, naturligvis, helt udelukket er det ikke, at denne ene form af kampen ligefrem har lånt fra Thors kamp med Midgårdsormen; men nødvendigt er dette så langt fra. Hele gruppen af de tragiske drage- eller lindormekampe viser ikke lån fra Thor, men hører tværtimod til det brede episke materiale, hvoraf ragnaroksmyten har gjort brug.


Vi vender os nu til de andre guder. Om Frøj hedder det i Voluspå, at han strider mod Surt; men i Lokasenna advarer Loke ham mod den tid, da Muspels sønner rider over mørkskoven og han savner det sværd, han tidligere har givet bort. Havde guden virkelig skullet møde selve høvdingen for jættehæren, havde dette været en endnu frygteligere modstander end Muspelsvendene; men noget sådant forudsætter digteren af Lokasenna netop ikke. Endnu mindre behøver vi ved hjælp af sindrige kombinationer at udfinde, hvilket våben Frøj da anvender i kampen mod Surt, når han ikke har sit sværd; tilhørerne, der sikkert kendte kvadet om Skirne, har straks været på det rene med, at det var en hentydning til det sted i kvadet, hvor guden giver sendebuddet sit sværd til hans ridt gennem jætteverdenen, og at det ingenlunde påkaldte en viden om ragnarokskampens detaljer[8]. Fra kilderne ved vi altså kun, at Frøj tænkes kæmpende snart med Surt, snart med Muspelsvendene; om kampens nærmere forløb og dens udfald kan vi kun vide det selvfølgelige, at »guderne dør«.


Men Frøjs kamp er – ved siden af Thors og Odins – den eneste, der overhovedet omtales i vore kilder. Det er kun den gamle mytolog Snorre, der sætter de to velkendte modstandere Loke og Heimdal til at stride sammen og »blive hinandens bane.« Også hunden Garm (som ifølge Voluspå river sig løs i ragnarok) får hos Snorre tildelt en jævnbyrdig modstander, krigsguden Tyr, »og den ene bliver den andens bane« (ligesom Thor og Midgårdsormen). Intet tyder på, at Snorre har haft en tabt kilde, som indeholdt de ægte, ellers ukendte enkeltheder i kampen; tværtimod fremgår hans detaljemaling som det naturlige resultat af netop så megen indsigt i gudeverdenen, som han selv viser sig at have.


Der er al grund til at understrege det resultat, vi er komne til. I fremstillingen af gudelivets sidste store tragedie står hver digter eller fortæller med en vis frihed til at opfinde enkeltheder. Kun et lille antal af handlinger er af traditionen stemplede som faste led i ragnaroksmyten,


1) gudehærens sammenstød med jættehæren på den dertil bestemte, navngivne slagmark,

2) gudekongen (Odin) sluges af ulven og hævnes af den unge gudehelt (Vidar),

3) den stærkeste gud (Thor) fælder ormen og dør så selv af dens edder.


At finde ragnaroks-kampens oprindelse er da først og fremmest at finde disse motivers udspring.




Fodnoter

  1. Dette vers (Fafn. 15) er misforstået af Snorre og hans mange efterfølgere, som om broen bristede under Muspelssønnerne; men 1) Muspelssønnerne har ikke været nævnte, og sproglig kan »þeir« ikke gælde andre end de nylig nævnte »æsir«, 2) Bilrost, asabroen, himmelbroen, bruges altid om den bro, der forbinder Asgard med den øvrige verden; det er en ganske urimelig tanke, at den skal føre fra Muspelsønnernes bolig (af Snorre tænkt som værende i himlen) til kampvangen.
  2. Om ordet Múspells se ndfor § 11.
  3. halir opfattet som »helboer« (Grundtvig, Sæm. Edda, s. 189.)
  4. En anden hjemmel derfor har man ganske vist i Voluspå efter læsemåden i Codex Regius: »Þá kømr inn mæri mǫgr Hlóðynjar, gengr Óðins sonr við ulf vega«; men i Snorra-Eddas tekst af samme kvad henføres ordene »gengr Óðins sonr við ulf vega« til Vidar, og dette er sikkert det rigtige.
  5. Thiele, Danm. folkesagn II 285; E.T. Kristensen, Jyske folkeminder, III 86. VIII 62.
  6. Revue des trad, popul. VI (1891) s.351, = Zs. vereins volksk.VII 450; Grimm, Deutsche sagen, I nr. 143 (s. 3,109) ; Zingerle, Sagen aus Tirol (1891) s. 2, 484 og 637 (i førstnævnte sejrer tyren), - alle meddelte mig af H. F. Feilberg. Jf. ndfor § 13, s. 254.
  7. E. T. Kristensen, Danske sagn, II 192 (nr. 63) jf. 194 (nr. 73). Jf. henvisningerne hos Feilberg, Jysk ordbog: lindorm, og: tyr.
  8. Forholdet mellem Lokasenna og Skírnisfǫr er i hovedsagen rigtig påpeget af F. Niedner (Zeitschr. f. dt. alt. XXXVI 286-90); dog er stedet om Frøjs sværd misforstået.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.