Om Ragnarok 12

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Odins kamp mod ulven, Louis Moe, 1929

Axel Olrik: Ragnarok
Heimskringla Reprint

Om Ragnarok
af Axel Olrik

III. Gudernes kamp

12. Det bundne uhyre

Der er blandt forestillingerne om ragnarok en enkelt, som man hyppigst kommer tilbage til, og som mest umiddelbart udtrykker den rædsel, hvormed man imødeså verdens tilintetgørelse. Det er tanken om en trold eller et uhyre, der ligger bundet, men som en gang ved verdens ende skal slippe løs.

Forestillingen optræder i Norden under to hovedformer: som menneske eller som rovdyr, som Loke eller som Fenresulven.

I det gamle Vegtamskvad spår den døde volve, at ingen skal kalde hende frem, »førend Loke slipper løs af sine bånd og ødelæggerne kommer i ragnarok«. Også Voluspå ved, at Loke, løssluppen af sine bånd, fører en af jættehærene til ragnarokskampen; måske der udtrykkelig hentydes til ham med ordene »trolden slipper løs« (jǫtunn losnar). Endvidere støttes disse kildesteder ved adskillige andre, som skildrer, hvorledes han lægges i bånd og han ligger bunden; foruden Voluspå og Lokasenna blandt eddakvadene, har vi afbildningen deraf på det nordengelske Gosforth-kors, og desuden den folkelige myte hos Snorre, om hvorledes han bliver fangen i lakseskikkelse. Endelig som variant fortællingen om den bundne Udgårdsloke.

Endnu hyppigere er det bundne uhyre dog ulven Fenre. »Ulven har det ikke vel, der i bånd skal bie på ragnarok«, og i samme kvad: »Ulven ser jeg ligge ud for åens munding, indtil guder ødes« (Lokasenna). Da Eyvind skaldaspiller i de stærkeste ord vil tolke savnet af sin faldne drot, griber han til dette billede: Fenresulven skal løssluppen fare over menneskenes boliger, førend så god en konge kommer på den tomme vang. Denne forestilling om hans bryden løs leger da også under antydningen, at den grå ulv ser mod gudernes bolig (Eiriksmål) og at einherjerne og Odin går at stride imod den (Grimn.).

Omkring dette midtpunkt aflejrer sig da også myten om, hvorledes guderne får ham bunden.

Om selve den bundne ulv synes man at have en slags dobbelt forestilling. Den ene er den almindelige, den får udtryk i Lokasennas ord: »Ulven ser jeg ligge ud for åens munding, indtil magterne ødes«. Holmen i åmundingen er øjensynlig det sikreste sted, hvor man kan have en fange; jf. Vølund på holmen.

For at gøre den uskadelig er et sværd sat fast i dens gab med hjaltet mod overkæben og odden mod underkæben, som en slags gómsparri (i stedet for nyere tids mundkurv). Herom vidner allerede et vers fra 10de årh. af Eyvind skaldaspiller. I øvrigt findes der en skjaldetradition af tvivlsom alder, som morer sig med at give navn til hver enkelt ting i Fenres historie: den har tre navne på hans lænker, kalder holmen for Lyngve (den lynggroede) og søen for Åmsvartne (den uhyggelig sorte), to åer (»håb« og »fortvivlelse«) rinder fra dens fra frådende gab, osv. osv. Meget dybsindigt og interessant; men lidet oplysende for selve myten om den bundne ulv.

En afvigende skildring af det bundne uhyre findes i Voluspå, i den mærkelige strofe, der gentages som omkvæd til hele dets skildring af ragnarok: »Garm gør højt foran Gnipahulen, lænken slides sønder, ulven løber«. Skønt de enkelte ord er tydelige, har strofens tankegang dog voldt fortolkerne vanskelighed. Müllenhoff (V 139) vil have, at den første sætning gælder om helvedes porthund, og de to sidste om Fenresulven. Men for en naturlig opfattelse må alle tre linjer handle om det samme dyr. Der er heller intet i vejen for, at det i flæng betegnes som »hund« (Garm) og gøende og tillige som »ulv« (freki); Odin har jo ulve som sine hunde, og Fjolsvinnsmåls glubske porthunde er ved navnene (Gífr og Geri) betegnede som ulve eller ulveagtige. Den Garm, der gør foran Gnipahulen, er da enten Fenre under andet navn og med modificeret opholdssted; eller det er snarere et sidestykke til Fenre, henlagt til jætteverdenens eller dødsrigets mørke huler.

Sammenligner man Lokes og Fenresulvens rolle i ragnarok, opdager man en væsenlig forskel. Fenresulven udfører ragnaroks største kampdåd, Gudekongens fald. Loke udfører ingen dåd, og kampens gang vilde have været ganske den samme, hvis han ikke var bleven løst, eller slet ikke var bleven bunden. Med andre ord: Fenresulven er det allervæsenligste led i ragnarok, Loke er fra handlingens standpunkt overflødig. Han er den svagere gentagelse af den tanke, der har fundet et kraftigere og mere rammende udtryk i Fenresulven.

Samler vi alt mytestof, der findes om Fenresulven, for derigennem at udforske dens natur og udspring, viser det sig snart, at der intet er, undtagen det der knytter sig til ragnarok. Med sin såkaldte fader Loke har han ikke nærmere at gøre; alle myter drejer sig, om han skal være bunden eller løs: aserne anvender deres snedighed på at lægge ham i bånd, og Tyr mister sin hånd i dens gab. Ligesom flere andre af ragnaroks væsner har han ingen oplevelser eller daglig virksomhed, men er alene til for verdens-ødelæggelsens skyld.

Jeg vil da gå samme vej som ved de tidligere lejligheder, og se om man i andre folkeslags myteverden kan finde forklaring på det, hvis oprindelse ikke lader sig udgranske indenfor Norden.

Forestillingerne om det bundne uhyre, der ved verdens ende kommer løs, er nu bedst kendte som led i kristne dommedagsforestillinger; men de findes tillige i ganske hedensk form hos Perser, Tartarer og Finner. Der er i alt tre hovedformer: det bundne rovdyr, den bundne slange, og det bundne menneske. Af dem har det bundne rovdyr særlig interesse for vor Fenresulv, og det bundne menneske for vor Loke.

Forestillingen om den bundne trold eller djævel i menneskeskikkelse, der skal komme løs ved verdens undergang, optræder alene indenfor kristendommen, og er nærmest begrænset til den middelalderlige kristendom. En begyndelse til denne forestilling findes i Nikodemus-evangeliet, som i 5te årh. fik sin endelige form: Efter sin død på korset stiger Kristus ned i dødsriget og sejrer over djævlen; han byder englene at binde ham og at overgive ham til Hades, dødsrigets fyrste, for at han skal holdes i lænker indtil dommedag. Endnu stærkere kommer denne tanke til orde hos biskop Isidor af Sevilla (død 636): »Når djævlen«, siger han, »skønt bunden, har udøvet stor grumhed mod martyrerne, vil han dog blive langt grummere på Antikristens tid, når han kommer løs«. I den tidlige middelalder tager forestillingen om den bundne djævel større magt. I de oldengelske digte fra 7de årh., kendte under Kædmons navn, skildres der, hvorledes Satan ligger med jærnbånd om hals, hænder og fødder og svies af helvedluerne. En række billedlige fremstillinger heraf haves i Kædmon-håndskriftet fra 10de årh.; også på fastlandet optræder sådanne billeder fra 9de årh. af. Fra en af de jyske granitkirker kendes der en lignende fremstilling.

Mange steder, især i Syd- og Østeuropa, knytter der sig sagn og folketro dertil, dels om hvorledes Jesus narrede djævlen til at få lænken på, dels om hvorledes den bliver tyndslidt og stadig må fornyes.

Den ældste kristendom kender ikke den bundne Satan, og visse udtalelser i Ny Testamente strider bestemt imod den. Det er dog let at se dens udgangspunkt. I Johannes Åbenbaring fremstilles det onde som en drage, »den gamle slange«, der bliver overvunden af englen Mikael og bunden for tusend år, men ved verdens ende kommer løs. Og denne forestilling om en bunden slange kan følges videre til Persernes religiøse skrifter: helten Thraetaona overvinder slangen Dahaka og binder den inden i bjærget Demavend, men ved verdens ende sønderriver den sine bånd og går ud til ødelæggelser, indtil helten Keresaspa vågner op og fælder den.

Det er mindre kendt, at også forestillingerne om det bundne rovdyr kan følges vidt om land. Vi vil begynde med et eksempel fra midt inde i Siberien, med et kvad fra de tartariske folkestammer, der strejfer om på højsletterne mellem Jenesai-floden og Altai-bjærgene, i egnene vest for Baikal-søen.

I heltesangen om Ala Kartaga forekommer en spådom om verdens ende: »Sådant rygte går i folket, at enden virkelig er nær; der skal være et land i det fjærne, langt fra vort land, der hvor månen og solen går ned, ved det store store hav med det høje jærnbjærg. Ved bjærget bor Jedai Khan. Syv hunde har Jedai Khan, bundne med stærke jærnlænker. Kommer de syv hunde løs, gør og hyler de kun en gang: da er enden på alt, på mennesker, dyr og fugle.« Fulde af uro rider heltene til den vise helt Dsjalaty og søger råd. Han trøster dem med, at så længe Jedai Khan er i live, kan hundene ikke sønderrive deres lænker. For at sikre sig yderligere går han ud at lytte til fuglenes og dyrenes tale, men vender nedslået tilbage, ti alle skabninger klagede og græd. Han sender to falke op til himlen, en slange ned i jorden, en gedde i havet, og en hermelin ind i bjærgets gange. Falkene kommer tilbage med budskab om Kudai (gud, eller himmelguderne): han sad hensunken i sorg over, at alt skulde forgå. Fra dybets herre hørte slangen det samme bud, fra havet gedden, og fra skovguden hermelinen: at enden på alt var nær. Ved næste morgengry udspørger Dsjalaty to sorte flyvende ravne, som har bolig i de himmelhøje lærketræer på jærnbjærget, der hvor solen og månen går ned. De fortæller ham, hvad der er sket: I Jedai Khans telt under jærnbjærget er den unge helt Ala Kartaga bleven opfostret; i tredve år har han kæmpet med Jedai Khan, og endelig har han fældet ham. Men i det øjeblik, da Jedai Khan faldt, rev hundene sig løs af jærnlænken; dog Ala Kartaga greb i lænken og bandt dem på ny, han lagde en mundkurv af kobber på dem, så at de ikke kunde gø. Da ravnene har talt, ser Dsjalaty sig atter om: mennesker, dyr og fugle er ophørte med deres klager.

Herefter går hundemotivet helt ind i den episke fortælling. Heltene drager, seks i tal, ud for at opsøge Ala Kartaga ved det fjærne jærnbjærg. De møder ham førende de syv hunde med sig i lænke; ti den, som er ejer af hundene, vil alder og død aldrig få magt over. Han skænker hver af heltene en hund med pålæg om ikke at give den føde, men kun at holde den godt bunden; ti hvis hunden blot når at rive sig løs, stryge mundkurven af og gø en eneste gang, da er enden på alt ganske nær. Den unge helt Ala Kartaga rider nu i syv år, indtil han finder sin hjemstavn og sine forældre. Men pludselig afbrydes han ved, at hundene har revet sig løs for de andre. Han farer som en pil på sin blåhvide hest gennem verdens ni lande, indtil han kommer til stedet, hvor måne og sol synker. Heltene står skrækslagne, men han indespærrer hundene bagved bjærgets klippedøre, og han byder dem at komme hvert eller hvert andet år og se om hundene har skrabet dørene i stykker med deres skarpe jærnkløer. Tiden går, og atter har hundene revet sig løs; heltene har nemlig regnet det tilstrækkeligt at vælte en klippe for bjærgets indgang. Ala Kartaga iler på sin hest til stedet og afhugger med ett hug alle hundenes hoveder: »Også uden jer kan jeg leve«, siger han »hvis gud vil unde mig alder.« Dernæst afhugger han på samme måde hovederne af de fem helte med et eneste hug. Også de sidste to hunde, som heltene ikke har hindret i at skrabe sig ud af hulen, dræber han: »Også uden jer kan jeg leve, om gud vil give mig alder«.

Det er hos et hedensk Tartarfolk, at denne forestilling om de bundne uhyrer og verdens undergang møder os. De enkelte træk er stærkt forskellige fra, hvad vi ellers kender, og tankegangen er helt hedensk eller primitiv; de bundne vilddyr repræsenterer kun deres egen frygtelige ødelæggelseslyst, de har intet med godt og ondt eller med de andre menneskefjendske magter at gøre. Myten er bleven indvævet i heltesagn; men vi iagttager let, at den indeholder en af heltesagnet uafhængig tilværelse; hundene har plads ved tilværelsens yderkant, og de har en guddommelig vogter Jedai Khan, boende der hvor solen og månen synker som en slags styrer af himmellegemernes gang. Intet under, at myten om uhyrerne drages over i heltesagn; ti han er en yndet bifigur i de tartariske heltekvad.

En ganske lignende myteforestilling findes i et estnisk æventyr, optegnet nærved Østersøens kyst. En fattig mishandlet hyrdedreng vandrer ene ud i verden. En gammel mand råder ham til at vandre mod øst og blive ved at gå i syv år, da skal han nå til et skyhøjt bjærg, og der skal han finde sin lykke. Drengen følger rådet. Efter syv års vandring når han et bjærg, hvis top er skjult i skyerne, og ved fem dages vandring når han over det. Der træffer han en stor mand, som tager ham i sin tjæneste, og fører ham hen til en hule med tredobbelte jærndøre. »I hulen«, sagde han »står mine glubske hunde lænkede; du må passe på, at de ikke graver sig ud under døren. Ti hvis en af dem slipper ud, er de andre ikke længer til at holde, de vil følge efter ham og tilintetgøre alt levende i verden. Og når den sidste hund kommer løs, da er det verdens ende, og solen har skinnet sidste gang. Han viser drengen et bjærg af opstablede granitblokke; de er slæbte sammen, for at man altid kan vælte en ny sten for, når hundene får en af de gamle kradset bort. Han passer nu sin nye gerning. I løbet af to eller tre måneder får hundene gravet et hul, men han vælter en ny sten for; han får hver dag god kost og hvert år en god løn; men han keder sig dog, når hans husbond sover, ti det varer syv uger ad gangen. En gang imens hans husbond havde sin sovetid, kom en stor ørn flyvende og satte sig hos ham. »Du er en tåbe« sagde den »at du lever dit liv hen med mad og drikke og med penge, som ikke nytter dig til noget; tag din husbonds vindfodede hest ud af stalden, bind din pengepose på dens ryg og rid bort imod vest; på få uger kan du atter nå til menneskene. Men bind hesten med jærnlænker, ellers løber den tilbage til sit hjem, og din husbond vil da snart indhente dig; men har han ingen hest, da er hans fødder bundne«. »Men om jeg drager bort, sagde han hvem skal da våge over hundene, mens min husbond sover?« Ørnen svarede ham, at den kære gud havde skabt hans herre til at være hundenes vogter, og at det kun var af dovenskab, han sov de syv uger igennem. Da sadlede han hesten og lagde sin pengesæk på den. Han var ikke kommen langt fra bjærget, da han hørte en stemme: »Holdt, holdt, gå med dine penge, men lad mig beholde min hest«. Men han hørte ikke derefter og red videre; på få uger nåede han menneskeverdenen. Han byggede sig et smukt hus og giftede sig, og hvis han ikke er død, lever han endnu; men den vindfodede hest skal være død for længe siden.

Trods den mægtige afstand imellem Altai-bjærgene og Østersøen slutter Esternes æventyr sig nøje til Tartarernes heltesagn i selve de mytiske træk: bjærget ved verdens ende; uhyrerne er en flok af vilde hunde, som er indespærrede og lænkede der; en overnaturlig vogter må stadig holde øje med, at de ikke slipper løs, og begge steder holdes de tilbage ved at der væltes sten for døren. Hos begge folkeslag er myten flyttet over i heltesagn, men på ret forskellig måde. Den samme myte om verdens undergang må altså have eksisteret hos vidt adskilte grene af den finsk-tyrkiske folkeæt i Asien og Østeuropa.

_________________________

Efter denne rundgang igennem de forskellige folkeslags myteforestillinger vender vi os atter til de nordiske former af det bundne uhyre. Det er nu klart, at vi har parallel til den bundne Loke i den kristne middelalders bundne Satan; og parallelen er så meget mærkeligere, fordi denne bundne trold i menneskeskikkelse er fremmed både for de ældste kristne og alle de hedenske forestillinger om verdens undergang. Geografisk og kronologisk udgør vor Loke en gruppe med den bundne Satan i de kristne lande. Begrebsmæssig hører de i endnu højere grad sammen. Det er et særsyn, at den løsrevne trold, der kommer til verdens ødelæggelse, har menneskeskikkelse. Den umiddelbare rædsel er ubetinget større ved det vilddyragtige uhyre, og om dannelsen nås næppe uden ved en religiøs udvikling, som mere fremhæver den ondes sjælelige beskaffenhed. Vender vi tanken om og tænker os den bundne Loke og den bundne Satan udviklede uafhængig af hinanden, står vi overfor det i høj grad usandsynlige, at en så ejendommelig forestilling skulde opstå på samme tid og næsten på samme sted, men med ganske forskellige forudsætninger.

Det er givet, at forestillingen om den bundne Loke ikke er ældgammel i nordisk. Folketroen i alle Nordens lande vidner, at han egenlig er en naturguddom, hersker over ilden og over den glødende sommerhede (»Lokabrenna«, »Lokke driver sine geder«), et delvis plagende, delvis hjælpende væsen. En kres af myter, hvor han optræder sammen med Odin og Høner, viser, at han egenlig hører gudeverdenen til. Hans optræden som den bundne gudefjende, hvis sidste genkomst nævnes med rædsel, skyldes da en omdannelse og vil lettest forklares ud fra en fremmed indvirkning: Loke går fra den snedige og tvivlsomme gud mere og mere over i de kristnes djævel.

På et enkelt punkt af Loke-myterne er den fremmede indflydelse helt sikker. Der en fortælling om, hvorledes Torkel Adelfar på kong Gorms befaling drager til Udgårds-Loke (Ugarthilocus = Útgarðaloki) i det yderste nord, stiger ned i hans mørke hule og bringer et af hans horntykke skæghår tilbage som kendetegn. Indholdet er identisk med et almindeligt europæisk æventyr om den rige mand, der sender den fattige dreng til Helvede for at hente tre hår af Fanden.

Selve det nordiske billede af den bundne Loke er gennemgående identisk med den middelalderlige kristne opfattelseaf Lucifer. Han ligger bunden i en hule i jordens indre. På Gosforthkorset ses Loke bunden om hals, hænder og ben; således også Lucifer på flere af tegningerne i Kædmon-håndskriftet (Årb. 1883, 341 ff.). På gravkorset fra Kirkby i Westmoreland (Årb. 1883, 322) ses djævlen lænket til et spidst klippestykke; om Loke antydes det i Lokasenna, at han skal blive bunden til den spidse klippe. En ret ejendommeliglighed er det, at de begge ikke blot er sikrede mod at gøre skade, men også er genstand for pinsel. Lucifer pines med ild. I den nordiske myteverden lod dette sig dårlig indpasse; derfor pines Loke af ormegift, på Gosforth-korset ses slangen hængende over ham. Men dette stemmer med den oldengelske opfattelse af helvede som ormesalen (se wyrmsele).

Der er ganske vist ett ejendommeligt træk ved den bundne Loke. Hans hustru står hos ham og holder skål under imod edderdryppet, således som det allerede ses på Gosforth-korset. Men selv denne skikkelse kan forklares ud fra kristne påvirkninger. På tegningerne i Kædmonhåndskriftet ses gærne en vinget menneskeskikkelse stående hos den bundne Lucifer og vendt imod ham; undertiden ses en lignende skikkelse flyvende hen til ham. I de kristnes opfattelse er det den af de faldne engle, der bringer helvedfyrsten budskab og udretter hans ærende; men en eller anden viking har let kunnet opfatte det som den bundne jættes hustru.

Derimod finder man ingen berøring med kristendommen i beretningen om, hvorledes Loke blev bunden. Hans færd i lakseskikkelse svarer til de andre myter om hans dyreforvandlinger. Sønnens tarme, hvormed han bliver bunden, således at båndene bliver til jærn, minder om et tilsvarende træk ved kong Vikars ofring. Indpodningen af det fremmede element synes at være sket på en tid, hvor den hjemlige mytedannelse endnu var frodig.

Nogen sikker nordisk tradition tør jeg derimod ikke se i forestillingen om, at Loke volder jordskælv, når han krymper sig i sine bånd. Rundt omkring i verden opfattes drøn og rystelser i jorden som virkning af en bunden jætte, der prøver at rive sig løs. Fortalt om den kristne djævel findes dette motiv i Schwaben (Teufelsklinge i Rauhe-Alb) og ved Bodensøen (Röötseer Ried); på bunden af fjældsøen på Pilatusbjærget ligger Pontius Pilatus bunden. Om almindelige jætter fortælles noget lignende ved Felsberg i Hessen, ved Steinsberg-søen i Elsangdalen, osv. (Menzel, Odin, s. 80-81); i Østgøtland om Ur-koen i Urberget. Esternes yndlingshelt Kalevipoeg står i underjordsriget med hånden klemt fast i klippen; når han ryster sig, bruser havet og jorden skælver. Under Ætna ligger Enkelados og Tyfon, og får jorden til at skælve. Denne forestilling synes at høre til dem, der med lethed fødes på ny, så ofte man har brug for dem.

_________________________

For det bundne rovdyr i ragnarok (Fenresulv-forestillingen med sine afskygninger) har vi det nærmest tilsvarende i de østlige landes forestillinger om verdens ende. Således som Voluspå skildrer den bundne Garm, minder det, træk for træk, om den finsk-tartariske myte. Rovdyret er en hund, dens gøen varsler ragnarok, den er bundet ved fjældhulen, og når den sønderriver sine bånd, vil verdens undergang indtræde. Den eneste afvigelse i grundmotivet er, at den er bunden foran Gnipahulen, altså med biforestilling om at vogte hulens indgang; men sammenhængen viser, at dens egenlige væsen er at være bunden indtil ragnarok, og tanken om at den vogter indgangen er en biforestilling, der vel er fremkaldt ved de i mytologien sædvanlige vogtende hunde.

Men også Fenresulven svarer i grundtræk til den finsk-tartariske myte. Det er i begge tilfælde rovdyret, som ingen anden opgave har end at true med ødelæggelse. Pladsen på holmen i åens munding er hos sletteboere en naturlig afløsning for klippehulen; og sværdet i dens mund som gómsparri er kun tillæmpning til oldtidens og middelalderens måde at gøre vilddyr uskadelige på.

Mest af alt vejer dog ligheden i selve begrebet. Ligesom den ragnaroksbundne menneskeskikkelse tilhører et vist omrade (det kristne Europa samt Norden med dens Lokeskikkelse), slutter vort bundne rovdyr sig i begreb og i område til de forestillinger, som vi kan følge gennem Østeuropa og ind på Asiens stepper.

Flere nyere forskere har søgt Fenresulvens forbillede i kristendommens djævel, opfattet som ulv. Det er rigtigt nok, at man hos middelalderens forfattere ikke sjælden finder Satan betegnet som »helvedulven« o. l.; men jeg kender ikke noget kildested eller noget billedværk, der rent legemlig opfatter ham som ulv, og endnu mindre som en lænket ulv. Så er det ganske anderledes alvor med rovdyret i den nordiske Fenresulv og de finsk-tartariske verdenshunde.

Her må dog nævnes den overensstemmelse, som en forsker i den nyeste tid har udpeget mellem en serbisk folkelegende og den nordiske myte om Fenresulven. Legenden begynder med at fortælle, at Dabog (djævlen, egl. en gl. slavisk gud) var kejser over jorden, medens Gud Herren herskede i himlen; de blev enige om at dele herredømmet, således at Gud skulde have alle de retfærdige sjæle, men Dabog alle de onde. Men da de fleste mennesker var onde, blev Dabogs part langt den største. Gud fik da udforsket, at hvis han fik en søn, kunde denne kræve det tabte tilbage som sin arv. »Da Dabog hørte, at Gud Herren allerede havde født og undfanget en søn, og at han havde givet sig på vej for at kræve sin arv, spærrede han i raseri sit gab så højt op, at underkæben gik langs ad jorden og overkæben rørte himlen, for at han således kunde sluge Guds søn. Men Guds søn undte ham ikke mindste pusterum, men stødte sin lanse i hans underkæbe og rejste så lansen op, så at den stod fast imod overkæben. Og sådan som Guds søn har spærret gabet op på ham, står det endnu den dag idag og skal blive stående i evighed. Men de syndige sjæle, som Dabog i umindelige tider havde slugt, styrtede alle ud af hans svælg og drog med Guds søn til Gud Herren i himlen«. Det kan ikke nægtes, at Dabog på to væsenlige punkter stemmer med Fenresulven: den til himlen nående overkæbe genfindes i dem begge, og spyddet i Dabogs gab svarer ganske til sværdet i ulvens. Hertil kommer den mere flygtige lighed imellem gudssønnen og Vidar som sejrherrer over denne fjende. Men derfra kan man ikke slutte, at de forestillinger om Fenre, som Nordboerne havde i 10de og vel allerede i 9de årh., var tillæmpninger af den kristne legende. Det er uvist, om denne overhoved eksisterede på dette tidspunkt. Den bogumilske sekt, hvis åndsprog den i høj grad bærer, opstod først midt i 10de årh. I hvert fald var Nordboerne, ved et mægtigt bælte af hedenske folkeslag, skilte fra de kristne Sydslaver. Endnu stærkere synes mig indholdet at tale derimod. Den karakteristiske omstændighed i myterne er, at overkæben rører himlen, medens underkæben er ved jorden. Dette passer meget dårligt med det kristne verdensbillede og med djævlens plads i tilværelsen. Men hvis det er indkommet i den serbiske myte fra en folkeoverlevering udenfor kristendommen, da beviser det jo ikke den kristne mytes oprindelighed, men tyder netop på, at der forud for legenden har været en slavisk folketradition, der lignede myterne om Fenresulven.

Der findes et heltekvad fra de hedenske Tartarer midt i Asien. Den unge helt får af sin plejefader hest, sværd og bue, og en advarsel om ikke at ride mod vest. Men da han sidder på hesten, siger han til sig selv: Hvorfor skulde jeg ikke ride mod vest? Han rider imod vest og bliver ved at ride. Han mærker, at det er vinter, på den rimfrosne krave; han mærker, at det er blevet sommer, ved at solen bager på hans skulder. Da han er kommen over et stort fjæld, vender hesten sig pludselig om; djævlen er nær. Hvad har du set? spørger han. Se ned, og se op, sagde den. Da så han troldens overlæbe snappende efter himlen, og dens underlæbe efter jorden. For at redde sig skabte han sin jærngrå hest til en krage, der fløj i vejret, og sig selv til hestemøg, der lå på vejen; men i næste øjeblik var han atter menneske, trådte ind i troldens, Ker-Jutpas, mund og fæstede med en nagle hans underlæbe til jorden, og på samme måde naglede han overlæben fast på himlen. Så trådte han Ker-Jutpas bug i stykker, og ud af den kom kvæg i utallig mængde, folk i mængde, foruden store skatte af guld og sølv. Nogle af menneskene klagede sig: Vi levede i et varmt land, nu er vi komne i et koldt. Andre sagde: Hvad for ædel mand har friet os ud af denne sorte nat! Så gav han sig på hjemvej, drivende det hvide kvæg foran sig, og med undersåtterne i følge. Handlingen i den tyrkiske heltemyte består af ganske de samme led som den serbiske legende: gabet der er spærret op til himlen, kæberne der ved heltens hurtige bevægelse bliver spærrede fra hinanden, så at uhyret er afvæbnet, og menneskene der kommer frem af dets mørke indre. Men der er ikke det mindste kristne i den tyrkiske myte; selv en formodning om, at den skulde være opstået ved at den kristne legende afstrøg sine religiøse træk, vil føles som overordenlig vovet. Myten, således som vi har den her, svarer ganske til et myte- og æventyr-motiv, som er udbredt over hele jorden og må gå tilbage til ældgamle tider: helten der vover sig ind i uhyrets indre og befrier de af det slugte mennesker. Selv den serbiske legende indeholder i kampskildringen ikke det mindste, der er særligt for kristendommen. Tværtimod bevæger den sig i ganske barnlige og primitive forestillinger med et himmelrum, hvor der er ganske lavt til loftet og med den uklareste forening af det kolossale og det daglige størrelsesmål: kæberne når jo fra himmel til jord og spyddet tænkes at nå lige så langt. Med andre ord: det er en gammel folkemyte eller, om man vil, et æventyr, der er taget i brug af den tidlige middelalders præster og har fået en religiøs indledning tilsat. Heltemyten om det betvungne uhyre er i virkeligheden den samme hos de hedenske Tartarer og de kristne Slaver.

Dette uhyre kommer endnu oftere for. I et andet heltekvad fra samme tartariske stamme fortælles der om Kan-Püdäi. Da en himmelhøj klippe spærrer ham vejen, kløver han den med en pil og rider ind gennem skåret, midt ind i jorden; på sin vej fælder han først »slange-herren«, så en uhyre steppeflue; midt inde i jorden standser hesten og advarer ham: »Ham der slikker jordens træer med sin underlæbe og himlens stjærner med sin overlæbe, Altaibjærgets herre, den sorte tyr, er det; vi er komne ind i hans gab med de 90 hugtænder«. Han binder hesten med jærnlænker og gør sig rede til at skyde. Her går fortællingen over i et motiv, der er meget yndet i de tartariske heltekvad: hesten råder ham til hellere at vente natten igennem, ved morgengry skal han se en regnbue med en rød tråd midt i; den skal han ramme, ti i den sidder jættens sjæl. Han skyder og rammer, men i det samme segner han besvimet om, indtil han efter åringers forløb kaldes til live af sin trofaste skimmel (Radloff I 70-75). Lidt simplere er motivet i et kvad fra en anden Tartarstamme. Karakans eneste datter er draget ud, for at vise at hun duer til at forsvare sin faders ejendom. Hun drager at opsøge »slangekongen« i hans hytte; men pludselig står hun i hans gab; »den ene læbe er ved himlen, den anden læbe ved jorden, hagen er nede i jorden«. Hun går ind igennem gabet; mennesker og helte, vilddyr og fugle findes levende derinde; hun standser foran hans hjærte, beder en af heltene at give sig et sværd, men det brast imod hans hårde hjærte; da hug hun med sit eget sværd og dræbte ham. Alle de levende væsner gik ud af slangekongens krop og priste deres befrier (Radloff I 351-53).

Endnu nærmere ved grundformen ligger et tredje tartarisk kvad. En modstander, som ikke kan overvinde kvadets helt, går at hente den sorte tyr, for at den skal sluge ham og hele hans hytte; tyren er så stor, at dens fodspor dækker så meget som en arschin filt. Tana skjuler sin hest i græsset, og smeder sig en lanse af jærn; »han steg op til himlen, Tana med den stenbrune hest gennemborede den sorte tyrs overlæbe, dens underlæbe fæstede han i jorden«. Han bandt det overvundne uhyre udenfor Pädschätti Kans hytte; der åd den først syv heste og syv okser, så kanens tre sendebud og endelig ham selv med hus og alt kvæg (Radloff I 301). Trods den uklare fortælling genkendes spyddet i det serbiske sagn, hvormed gabet bliver spærret op. – I et estnisk æventyr vandrer tre brødre ud i verden; undervejs spærrer en heks sit gab op lige til skyerne for at sluge dem, men brødrene løber igennem, inden hun kan lukke det til. Således kan dette motiv – uhyret med gab lige til himlen, hvori helten styrter sig ind, inden det når at sluge ham, – følges over hele den tyrkisk-finsk-slaviske folkeverden. Og fra dens nordøstlige til dens sydvestlige udkant kan vi følge det særlige træk, der svarer til vor Fenresulv, at kæberne nagles eller spærres fra hinanden, så at uhyret er uskadeliggjort. Det serbiske sagn om Guds søn, der sætter spyddet i Dabogs mund, er da en gammel folkemyte i kristen tillæmpning; og det er denne slaviske folkemyte, som står så nær ved vor nordiske Fenresulv, at der rimeligvis er et særligt slægtskab imellem dem.

Det er da den samme østeuropæiske folkemængde , der gemmer de nærmeste sidestykker både til Fenresulven som bundet rovdyr ved ragnarok og til dens opspærrede gab med sværdet i. På nordisk (eller måske på gotisk-germansk?) grund synes da de to forestillinger at være voksede sammen; rædselen for den kommende ødelæggelse standses ved forventning om, at guddomsmagten dog skal vinde sejr.

Vidarskikkelsens betydning indenfor edda-mytologien beror helt på hans sejr over ulven. Hver gang han forekommer på digtningens scene, er den med, åbenlyst eller underforstået. Vi kender ikke andre myter om ham, og vi kender intet sikkert til hans påkaldelse i oldtiden; selv hans øde og kratvoksede land (i Grimnesmål) er muligvis kun en folkeetymologisk afledning af hans navn. I hvert fald beror hans rang i asernes verden helt på denne ene kamp; han er en episk, ikke en religiøs skikkelse.

Motivhistorisk synes Vidarskikkelsen at være skabt ved foreningen af det bundne uhyre og det himmelnående gab. Men denne forening er sket på en ejendommelig måde, i den glimrende plastiske form – enestående iblandt alskens folketraditioner – at han træder med sin ene fod i dyrets underkæbe, mens han med hånden griber om overkæben og river gabet op. Hertil kommer yderligere det ejendommelige træk med den tykke sko, sanket sammen af alverdens bortkastede læderstumper.

_________________________

På dette punkt gemmer sig sikkert gammel overtro, der er bleven benyttet i myten, ligesom tilfældet var med troldenes negleskib. Men det er ikke nær så let at gribe den; også på det punkt hævder Vidarmyten sin særstilling. Der kan mindes om en jysk folketro, at når folk smider viskerne af deres træsko bort, tager fanden dem og går med dem (Jyske folkeminder, X 74). Rigtignok er det i myten blevet en gud, der bruger stumperne til menneskenes hjælp; men en sådan overgang er ikke ukendt. Mens den almindelige tro om de afskårne negle er, at de skal skjules, for at troldene ikke skal gøre menneskene skade med dem, træffer vi et sted den forestilling, at de ligefrem skænkes til guderne. I Persernes hellige lov Vendidad hedder det: »Dig, fugl Ashozusta, tilbyder jeg disse negle, dig overlader jeg disse negle; de skal blive dine lanser, sværd og buer, dine ildfjedrede pile og slyngesten imod de mazanske djævle« (Köhler, Kl.schriften, III 580). Her er omvurderingen sket; hvor det for almindelig gammel folketro gælder at sikre sig mod trolde, der vender en stærkere religiøs tro motivet om og tager det i guddommens tjæneste. Og således synes det netop at være sket med læderstumperne til Vidars sko.

Med kristendommen synes hverken Vidar eller Fenresulven at stå i særlig forbindelse. En undtagelse må man måske dog gøre med myten om, hvorledes ulven bliver lokket til at tage lænken på; den minder om en kristen folkelegende. I Italien fortælles, at Kristus kom til djævlen med guldkæde på; djævlen vilde låne den og prøve den; men da han fik den om halsen, blev den til en jærnlænke, der holdt ham bunden (Pitré, Archivio IV 488; fra Abruzzerne). En anden form har legenden i et finsk kvad (Bugge, Studier I 384) og i en overlevering fra Ukraine (Revue des trad. pop. X 419); den sidste fortæller, at djævlen havde gjort en lænke rede til at fange Jesus, når han nedsteg i dødsriget, men Jesus fik ham til at vise på sig selv, hvordan den skulde tages på, og i det samme udtalte han sit almagtsord, og derved blev lænken svejset sammen om djævlens hals. Slægtskabet med disse kristne forestillinger er dog næppe helt sikkert, og det gælder i hvert fald kun ulvens forhistorie, ikke noget af de egenlige ragnaroks-motiver.

Som resultat af min granskning mener jeg da at kunne fastslå dette, at medens den bundne Loke bygger på kristne forestillinger i de vestlige lande, hører Fenresulven sammen med en gruppe af østlige landes forestillinger om ragnaroksrovdyret og uhyret med det himmelnående gab. Selve det store kampoptrin i gudernes sidste strid (Odin – ulven – Vidar) synes at indeholde elementer fra to sider: dels hænger det sammen med keltisk ragnaroks-myte om gudekongens fald og hævn, dels med en østlig myteoverlevering om ulv (eller hund) der skal ødelægge verden. Har den første tilført et mere udviklet og sammensat mytebillede, da er der fra den anden side kommet en mere plastisk kraft og det umiddelbare indtryk af ragnaroks rædsel. Inderlig sammensmæltede har de frembragt vort mægtigste ragnaroksbillede i dets gigantiske storhed: Odins død og Vidars sejr.

---