Rigs Færd (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

9. Rigs Færd

Saa sige Mænd i gamle Sagn, at En af Aserne, han som kaldes Heimdal, gik sin Gang langs med en Havkyst, kom til en Husby, og nævnte sig Rig. Efter saadant Sagn er dette kvædet:

1.

Man siger, at fordum

Monne gange

Mægtig og prægtig

Ad grønne Vange

En kyndig Gud,

Rig han hed,

Stærk og rask

Var hans Fjed.

2.


Den lige Vej


Han stande lod,


Og kom til Huus,

Der aabent stod;

Ind gik han, Ild

Paa Gulvet var,

Der sad et graanet

Ægtepar

Oldemor,

Med gammeldags Sæt,

Og Oldefar.

3.

Rig gav paa gode

Raad Forstand,

Midt paa Bænk

Sig satte han,

Ved hver hans Side

Kone og Mand.

4.

Nu Oldemor tog

En knudret Lev,

Tung og tyk

Og fuld af Klid,

Hun lagde paa Disk,

Der braset blev,

En Skaal med Suppe

Satte hun hid,

Den sødne Kalv

Var lækkrest Bid.

5.

Han rejste sig for

Til Sengs at stige,

Gode Raad

Kunde Rig dem sige,

Midt i Sengen

Hvilede han,

Ved hver hans Side

Kone og Mand.

6.

Saa var han der

Tre Døgn forbi;

Saa vandred han vid're

Paa sin Sti;

Saa led derefter

Maaneder ni.

7.

Oldemor

Da fik et Nor,

Løden i det

Sorte faldt,

Han vatnedes

Og Træl blev kaldt.

8.

Op han voxed

Og trivelig var,

Skrubbet Skind

Paa Næven bar,

Knoer føre,

Fingre plumpe,

Af Ansigt styg,

Med lange Hæle

Og kroget Ryg.

9.

Øved han saa

Sit Haandelag

Ved Bast at binde

Og Bylter gjøre ;

Hver en Dag

Kvas han monne

Til Hjemmet føre.

10.

Der til Huse

En Kvinde kom,

Ty hun kaldtes

Og traskede om

Med Foden vablet,

Arm var solbrændt,

Næsen snablet.

11.

Midt paa Bænk

Hun Sæde tog,

Husets Søn

Til hende drog,

De hvidsked og tisked

I Gry og Kvæld,

De redte sig Leje,

Ty og Træl.

12.

Børn avlede

De tilsammen,

Byggede Alle

Der med Gammen;

Sønnerne hed,

Saavidt jeg veed:

Tudhorn, Røgter,

Klør og Klumpe,

Kjæphøj, Grimenak,

Tyksak, Drombe,

Drævseen, Hvæsling,

Krumryg, Skjævbeen;

Agre de møged,

Røgtede Sviin,

Gjærder de laved,

Vogtede Geder

Og Tørv graved.

13.

Der var Døttre:

Dorsk og Stump,

Snabelnæse,

Kalleklump,

Skralle, Terne,

Ilterteen,

Uldenpjalt

Og Tranebeen.

Ned fra dem

Stamme Trælle frem.

_____

14.

Rig gik atter

Vejen frem,

Og kom til Huus

Med Dør paa Klem.

Ind gik han, Ild

Paa Gulvet var,

Der sad og sysled

Et Ægtepar.

15.

Træ til Væven

Tællede Manden,

Skjægget studset,

I Haaret for Panden

Et Skar sig viste,

Skjorten snever,

Paa Gulvet en Kiste.

16.

Konen sad

Og drejede Rok,

Maalte i Favn

Til Væverstok;

Haaret i Svikkel,

Paa Brystet Smykke;

Halsdug, Stropper

I Skulderstykke.

Bedstemor og Bedstefar

I deres Eje

Huset var.

17.

Rig dem kjendte

Raad saa gode,

Op fra Bord

Til Sengs de stode;

Midt i Seng

Sig lagde han,

Ved hver hans Side

Kone og Mand.

18.

Saa var han der

Tre Døgn forbi;

Saa led derefter

Maaneder ni;

Bedstemor med

En Dreng kom ned;

De vatnede ham

Og Karl han hed.

Drengen lagdes

I Svøbet ind,

Øjet spillende,

Haaret rødligt,

Blomstrende Kind.

19.

Han voxed til,

Blev stor og stærk;

At tæmme Øxne

Det var hans Værk,

Plov at gjøre,

Tømre Huse,

Lader opføre,

Lave Kærrer

Og Ploven kjøre.

20.

Hjem de aged

Til Karl en Brud,

Med Nøglehæng

I Gedeskinds Skrud;

Vakker hun hed

Og Brudelin bar,

Saa vexled de Ringe

Som Ægtepar,

Bredte Lagen

Og satte Bo,

Avlede Børn

Og leved i Ro.

21.

De hed Dreng

Og Følgesvend,

Ejermand

Og Underdan,

Smed, Storbonde,

Poseskjæg,

Bolsmand, Husbond,

Gut og Kortskjæg.

22.

Andre Navne

Døttrene fik:

Myndig og Ferm,

Snut, Brud, Strunk,

Bly, Højsindig,

Pige, Viv, Prunk.

Frimænds Ætter

Fra dem udgik.

_____

23.

Men Rig drog Vejen

Frem som før,

Og kom til Sal

Med sydvendt Dør,

Der stænget var

Og en Ring

I Posten bar.

24.

Ind gik han, Straa

Paa Gulvet var,

Sad og der

Et Ægtepar,

Fader og Moder

Med Fingerleg

Der hinanden

I Øjet keg.

25.

Huusherren sad

Og Pile skjæfted,

Snoede Streng

Og til Elm den hæfted;

Fruen strøg Linned

Og stivede Ærmer —

[Armene gjerne

Hun beskjærmer].

26.

Med opsat Hue

Og Brystsmæk paa,

Sid var Kjortlen,

Særken blaa;

Meer skinnende Bryn

Og Bryst at see,

Hvidere Halsen

end Nyfalden Snee.

27.

Rig gav paa gode

Raad Forstand,

Midt paa Bænk

Sig satte han,

Ved hver hans Side

Kone og Mand.

28.

Af Moder en mærket

Dug blev bragt

Af hviden Hør

Og paa Bordet lagt;

Saa tog hun Hvedebrød,

Flade og hvide,

Og satte paa Dugen

Side om Side.

29.

Nu kom for en Dag

De fulde Fade

Med Sølvbeslag,

Vildt og Flæsk

Og stegte Fugle,

Viin i Kande,

Paa Bægrene Rande.

De drak og talte

Til Dagens Ende;

Men gode Raad

Kunde Rig dem kjende.

30.

Rig da søgte

Søvnens Gammen,

Trende Nætter

De vare sammen;

Saa drog han videre

Vejen fort,

Derefter gik

Ni Maaneder bort.

31.

En Svend da monne

Moder bære

Med lyse Haar

Og Kinder skjære;

Han vatnedes, Navn

Af Jarl han fik,

I Silkesløje,

Med hvasse Blik

Som Orm i Øje.

32.

Op voxede Jarl

I Fædrenebo,

Lærte at skyde,

Strenge sno,

Skjæfte Pile,

Buen kryste,

Kaste Spyd,

Landsen ryste,

Hesten ride,

Hidse Hund,

Sværdet svinge,

Svømme Sund.

33.

Fra Lund did vendte

Den vandrende Rig,

Ham Runer kjendte,

Ham lyste i Kjøn

Som ægte Søn,

Og bød ham vinde

Al Odelsjord,

De gamle Bygders

Odelsjord.

34.

Siden ad dunkle

Veje han red

Og kolde Fjælde

Til Hallens Sted.

Han Spyd mon ryste

Og Landse svinge,

Sporede Hesten

Og drog sin Klinge,

Yppede Strid,

Lod Slaget stande,

Fældede Val

Og vandt sig Lande.

35.

Saa løde atten

Gaarde hans Bud,

Rigdom han skifted,

Og delede ud

Skjænk, den bedste,

Kostbarheder,

Han gav til Alle

Og smekkre Heste,

Ødslede Ringe,

Lod Guldet springe.

36.

De Bolde aged

Ad Vejen frem,

Og kom til Hallen,

Herses Hjem.

Der mødte ham Rask,

Den slanke Pige,

Skjær og stolt,

Foruden Lige.

37.

Bejlerne hende

Til Hjemmet fik;

Som Jarls Brud

Under Lin hun gik;

I Kjærlighed der

De levede sammen,

Nøde Livet

Og øgede Stammen.

38.

Ældst var Baaren,

Saa kom Barn,

Afkom, Ædeling,

Maag og Arving,

Æt og Ætling,

Svend og Søn,

En hed Kjøn,

Men som den Yngste

Kon kom til:

De dreve paa Lege,

Svømning og Spil.

39.

Der voxede op

Den Sønnetrop,

De tæmmede Heste,

Dækvaaben buged,

Skudvaaben skaved

Og Landsen knuged.

40.

Men Kon den Unge

Kunde Runer,

Livets Runer,

Tidens Runer;

Ogsaa han kunde

Mændene bjærge,

Egge døve,

Søen besværge.

41.

Fuglerøst fatte,

Ild bekjæmpe,

Sindet stille,

Sorger dæmpe —

Det han forstod,

Ejed otte Mands

Kraft og Mod.

42.

I Runer han mod

Rig Jarl holdt Stand,

Brugte Sned

Og blev bedste Mand;

Saa han naaede

At holde og have

Navnet Rig

Og Runegave.

43.

I Krat og Skov

Kon-Unge red,

Og skjød med Pile

Til Fuglebed.

44.

Paa Kvist en Krage

Sad og sang:

Hvi gaaer Du Kon-Ung

Paa Fuglefang?

Bedre sig sømmed

En anden Færd,

At ride Heste

Og fælde Hær.

45.

Dan og Danp

Have skjønnere Haller

Og bedre Odel,

End Dig tilfalder;

Saavel de vide

Paa Kjøl at ride,

Egge at prøve,

Vunder at kløve.

---