Saga om Vølsungerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif


Nordiske Heltesagaer


Saga om Vølsungerne


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn

Forlaget af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme,
Kjøbenhavn 1876


1. Først er at melde om en Mand, som hed Sige og som sagdes at være en Søn af Odin. En anden Mand hed Skade, en mægtig og anselig Mand, men derom vare Folk den Gang enige, at Sige var baade den mægtigste og ætstørste af de to. Skade havde en Træl, som hed Brede; han var dygtig til sin Gjerning og kunde i mandig Idræt maale sig med mange og overgaa somme af højere Stand. En Gang fór Sige paa Jagt, og Trællen var med ham; de jagede den hele Dag lige til Aften, og da de saa sammenlignede deres Jagtbytte, viste det sig, at Brede havde fældet meget mere end Sige. Det huede Sige overmaade ilde, at en Træl skulde være bedre Jæger end han, og saa slog han ham ihjel. Han begrov Liget i en Snefon og fór saa hjem og sagde, at Brede var redet fra ham i Skoven, »han kom mig strax ud af Syne, og jeg véd ikke, hvad der er blevet af ham«. Skade troede ikke paa, hvad Sige sagde, men havde ham mistænkt for, at han selv havde dræbt Manden; han sendte Folk ud at lede efter ham, og de fandt ham i en Snefon; den, sagde Skade, skulde hede Bredefon herefter, og siden have Folk haft for Skik at kalde enhver stor Fon saa. Det kom da op, at Sige havde myrdet Trællen, han blev derfor gjort fredløs, saa han ikke kunde være hjemme hos sin Fader. Odin fulgte ham langt ud af Land, og slap ham ikke, før han havde hjulpet ham til Hærskibe. Saa lagde Sige sig i Viking med det Mandskab, hans Fader gav ham, før de skiltes; han var sejrsæl, og Enden blev, at han omsider fik vundet sig baade Land og Rige. Derefter fik han et gjævt Gifte og blev en mægtig og anselig Konge, raadede for Huneland og var en vældig Kriger. Han havde med sin Kone en Søn, som hed Rerer; han voxede op hjemme hos sin Fader og blev tidlig stor af Væxt og en dygtig Kæmpe.

Sige blev en gammel Mand; han havde mange Avindsmænd, og omsider blev han svegen af dem, han troede bedst, det var hans Hustrus Brødre. De overfaldt ham, da han mindst anede det, og da han kun havde faa Folk, laa han under for Overmagten, og i det Stævne faldt han og hele hans Hird. Hans Søn Rerer var da ikke hjemme, og han fik siden saa megen Bistand af sine Venner og Landets Høvdinger, at han blev Herre over hele sin Faders Land og Rige. Og da han nu tyktes, at han havde faaet fast Fod i sit Rige, da kom han i Hu, hvad han havde udstaaende med sine Morbrødre, som havde dræbt hans Fader; han samlede en stor Hær og fór mod sine Frænder med den. Det tyktes ham, at de havde forbrudt sig saaledes imod ham, at deres Frændskab med ham ikke kunde komme dem til gode, og det gjorde det ikke heller, thi han rastede ikke, før han havde dræbt alle sin Faders Banemænd, skjønt de var af hans eget Kjød og Blod. Han tilegnede sig da deres Lande og Løsøre og blev endnu anseligere end hans Fader før ham. Rerer gjorde stort Krigsbytte og tog sig en Hustru efter sin Stand. De levede længe sammen uden at faa Barn og Arving; det huede dem begge ilde, og de bad inderlig til Guderne, at de maatte faa Børn. Det siges da, at Frigg hørte deres Bøn og ligesaa Odin, og han var ikke raadvild, men kalder paa sin Ønskemø, en Datter af Jætten Hrimner, og giver hende et Æble, som han byder hende bringe Kongen. Hun fór i en Krageham og fløj, til hun kom til Kongen, som sad paa en Høj. Hun lod Æblet falde i Kongens Skjød; han tog det op og skjønnede strax, hvad det havde at sæde, gik hjem med det til sin Dronning, og hun aad noget deraf.


2. Det er nu at melde, at Dronningen snart mærkede, at hun var med Barn, men der gik lang Tid hen, uden at hun kunde føde. Saa skete det, at Rerer fór i Leding for at skaffe sit Land Fred, som Konger have for Skik, og paa denne Færd faldt han i en Sot, som blev hans Bane, og han tænkte at fare til Odin, som det tyktes mange ønskeligt i de Tider. Med Dronningens Vanhelsen var det som før, at hun ikke kunde føde Barnet, og med den Sot gik hun i sex Aar; saa skjønnede hun, at hun ikke havde lang Tid tilbage at leve i, og bød, at de skulde skære Barnet ud, og det skete. Det var en Dreng, stor og svær, som venteligt var, og det siges for vist, at han kyssede sin Moder, førend hun døde. Han blev kaldet Vølsung og blev Konge over Huneland efter sin Fader; tidlig var han stor og stærk og dristig til alt, hvad der krævede Mandighed og hvor det gjaldt at vise, hvad man duede til; han blev en vældig Kriger og sejrsæl i de Kampe, han havde paa sine Hærtog. Da han var fuldvoxon, sendte Hrimner ham sin Datter Ljod, hende, som fór med Æblet til hans Fader, som før er meldt. Hun blev hans Hustru; de levede længe sammen, og deres Samliv var godt. De havde ti Sønner og én Datter; den ældste Søn Sigmund og Datteren Signy vare Tvillinger, og vare i alle Dele de fremmeligste og haabefuldeste af Kong Vølsungs Børn, skjønt alle vare de anselige, som det da længe har været vitterligt og meget omtalt, hvilke Stormænd Vølsungerne have været, og hvorlunde de have overgaaet de fleste Mænd, som de gamle Sagn melde om, baade i Visdom og Idrætter og i Lyst til alskens Storværk. Om Kong Vølsung fortælles, at han lod bygge en prægtig Hal, saaledes at midt i den stod et stort Træ, Stammen i Hallen, men Grenene med fagre Blomster ud over Taget. Det Træ kaldte de Barnestokken.


Johannes Gehrts: Sigmunds sværd
3. Siggejr hed en Konge; han raadede for Gøtland, var en mægtig Konge og havde mange Mænd. Han fór til Kong Vølsung og bejlede til Signy. Kongen svarede vel herpaa og ligesaa hans Sønner, men Signy selv var ikke for det; hun bad dog sin Fader raade i denne Sag som i alt, hvad der angik hende, og Kongen tog da det Raad at give Kong Siggejr hende; hun blev ham fæstet og det blev aftalt, at, naar Brylluppet skulde staa, skulde Kong Siggejr søge til Gilde hos Kong Vølsung. Kongen lod nu rede til Gilde og skaffede alle de herligste Sager dertil, og da alt var rede, kom Kong Vølsungs Gjæster og ligesaa de, som Siggejr havde indbudt, til den fastsatte Dag, og Siggejr havde mange anselige Mænd med sig. Langs igjennem Hallen var der store Baal, og i Midten stod det store Træ, som før er meldt. Nu er at fortælle, at da Mændene sade ved Baalene om Kvælden, kom en Mand, som ingen kjendte, gaaende ind i Hallen; han var klædt saaledes, at han havde en spættet Kappe over sig, havde bare Fødder, men Linnedbroge knyttet om Benene; han var meget høj, en aldrende Mand, og han havde kun ét Øje; i Haanden havde han et Sværd og paa Hovedet en sid Hat. Han gik hen til Træet, drog Sværdet og stak det ind i Stammen, saa at det gik i til Hjaltet. Ingen kunde faa et Ord frem og hilse denne Mand; da tager han til Orde og siger: »Hvo som drager dette Sværd ud af Stammen, ham være det skjænket som Gave fra mig, og det skal han sande, at aldrig bar han bedre Sværd i sin Haand«. Dermed gaar den gamle Mand ud af Hallen, og ingen véd, hvem han er, eller hvorhen han gaar. Alle staa nu op, og dem alle tykkes det at være den største Lykke, at blive Ejer af det Sværd; først gik de gjæveste Mænd frem og saa de andre, den ene efter den anden, men ingen af dem faar det, thi det rokkes ikke af Stedet, naar de tage i det. Saa kom Sigmund, Kong Vølsungs Søn, tog ved Sværdet og trak det ud af Stammen, som om det sad løst for ham. Alle tyktes dette Vaaben saa godt, at ingen syntes han havde sét saa godt et Sværd, og Siggejr bød ham for det dets Vægt tredobbelt i Guld, men Sigmund sagde: »Du havde kunnet tage dette Sværd lige saa godt som jeg der, hvor det stod, om det tilkom dig at bære det; men nu, da det er i min Haand, faar du det aldrig, om du saa byder alt det Guld, du ejer, derfor«. Kong Siggejr blev vred over disse Ord og tyktes, han havde faaet et haanligt Svar, men eftersom han var en underfundig Mand, lod han, som han ikke brød sig derom; men denne samme Kvæld udtænkte han den Løn for dette, som han siden gav.


4. Saa holdt da Siggejr Bryllup med Signy. Næste Dag var Vejret godt, og Kong Siggejr sagde da, at han vilde fare hjem, og ikke tøve til Vinden øgedes og Søen blev ufarbar. Der meldes intet om, at Kong Vølsung eller hans Sønner holdt paa ham, saa meget mere, som de saa’, at han ikke vilde andet end fare fra Gildet. Da sagde Signy til sin Fader: »Nødig farer jeg herfra med Siggejr; jeg bærer ingen Kjærlighed til ham, og saa fremsynet er jeg, og saa megen Visdom følger der med vor Æt, at jeg grant skjønner, at der vil komme megen Sorg over os af dette Giftermaal, om der ikke snart bliver gjort Ende derpaa«. »Ikke tale du saa min Datter«, svarede han, »thi det vilde være en stor Skam baade for ham og os, om dette brødes, sagesløs som han er; bryde vi dette, da bryde vi baade Tro og Love og vort Venskab med, og han vil lønne os det med alt det onde, han kan. Det sømmer sig ikke for os andet end at holde, hvad vi have lovet«. Kong Siggejr lavede sig nu til sin Hjemfærd, men før han fór fra Gildet, bød han sin Maag Kong Vølsung til sig i Gøtland om tre Maaneder med alle hans Sønner og saa stort Følge, som han vilde have med og som han tyktes kunde være ham til Hæder; han vilde gjøre godt igjen, sagde han, hvad det kom til at skorte paa ved Brylluppet, fordi han ikke vilde blive der mere end én Nat, som ellers Sæd var. Kong Vølsung lovede at komme til den fastsatte Tid, og Kong Siggejr fór hjem med sin Hustru.


5. Nu er at fortælle, at til den fastsatte Tid for Kong Vølsung og hans Sønner til Gøtland for at gjæste deres Maag, Kong Siggejr. De havde tre Skibe, alle vel bemandede. Overfarten var heldig, og en Aften sent kom de til Gøtland. Men samme Aften kom Signy, Kong Vølsungs Datter, tog sin Fader og sine Brødre i Enrum og sagde dem, hvad Kong Siggejr havde i Sinde. »Han har draget en vældig Hær sammen«, siger hun, »og agter at svige eder; men nu beder jeg eder fare hjem til eders Rige og samle saa mange Folk, som I kan faa; kom saa hid igjen og hævner eder, men vov eder ikke i denne Fare, thi I ville ikke undgaa hans Svig, om I ikke følge mit Raad«. Da sagde Kong Vølsung: »Derom vide alle Folk at fortælle, at jeg talte et Ord allerede medens jeg laa i Moders Liv; da lovede jeg højt og dyrt, at jeg hverken skulde sky Ild eller Jærn af Frygt. Det Løfte har jeg hidtil holdt; hvi skulde jeg ikke gjøre det nu paa min gamle Alder? Ikke skulle Møer laste mine Sønner, naar de lege, for at de ræddedes for deres Bane, thi én Gang skal hver Mand dø, og ingen undgaar sin Skæbne. Det er mit Raad, at vi ikke fly, men værge os saa drabelig, som vi evne. Hundrede Gange har jeg staaet i Kamp, og stundum har jeg haft flere Folk og stundum færre, men altid har jeg fanget Sejr, og ikke skal det spørges, at jeg flyr eller beder om Fred«. Da græd Signy sine modige Taarer og bad, om hun maatte være fri for at komme tilbage til Kong Siggejr; men Kong Vølsung svarede: »Visselig skal du gaa hjem til din Husbond og være hos ham, hvordan det saa end gaar med os«. Saa gik Signy hjem, og de blev tilbage paa Skibene om Natten. Men om Morgenen, strax da det gryede ad Dag, byder Kong Vølsung alle sine Mænd staa op og gaa i Land og gjøre sig rede til Kamp. De gik da alle fuldt væbnede i Land, og længe havde de ikke ventet, før Kong Siggejr kom med hele sin Hær. Der blev nu den haardeste Kamp, og Kongen æggede djærvelig sine Mænd til Fremgang. Men om Kong Vølsung og hans Sønner meldes, at otte Gange gik de igjennem Kong Siggejrs Fylking og hug drabelig til baade Sider, og just som de agtede at gjøre det igjen, faldt Kong Vølsung midt i sin Fylking og alle hans Mænd med ham for den store Overmagt, undtagen hans ti Sønner; de bleve haandtagne og lagte i Baand og førte bort. Da Signy fik at vide, at hendes Fader var falden og hendes Brødre fangne og dømte til at lide Døden, kaldte hun Kong Siggejr i Enrum og sagde til ham: »Derom vil jeg bede dig, at du ikke strax lader mine Brødre dræbe, men lader dem sidde en Stund i Blokken; det gaar mig, som Ordet lyder, at Øjet frydes, saa længe det ser; mere beder jeg ikke om, thi det, mener jeg, er til ingen Nytte«. »Taabelig og uforstandig er du«, sagde Siggejr, »siden du beder om værre Kaar for dine Brødre end Døden; men det skal tilstaas dig, thi mig tykkes det des bedre, jo værre de lide og jo længere Kval de have, før de dø«. Han lod da gjøre, som hun bad; de ti Brødre blev sat ud i Skoven med Benene i en stor Blok. De sad nu saa den Dag, men ved Midnatstid kom en gammel Ulvinde hen til dem, som de sad der i Blokken; hun var baade stor og grum at se til; hun bed en af dem ihjel og aad ham op og gik saa igjen. Om Morgenen sendte Signy den Mand til sine Brødre, som hun bedst kunde lide paa, for at faa at vide, hvad der var sket, og da han kom tilbage, meldte han hende, at en af dem var død. Det tyktes hende stor Skade, om det skulde gaa dem alle paa samme Vis, men hun kunde ikke hjælpe dem, og, kort at melde, ni Nætter efter hverandre kom den samme Ulvinde ved Midnat og aad en af dem. Om Dagen inden den tiende Nat var kommen, sendte Signy Manden til sin Broder Sigmund og gav ham noget Honning med, som hun sagde, han skulde gnide ham i Ansigtet med, og noget skulde han give ham i Munden. Sendebudet gik til Sigmund og gjorde, som hun havde sagt, og gik saa hjem. Om Natten kom Ulvinden, som hun plejede, og agtede at bide ham ihjel som hans Brødre; men da hun lugtede Honningen, slikkede hun ham over hele Ansigtet, og tilsidst stak hun Tungen ind i Munden paa ham. Han blev ikke ræd, men bed Ulvinden i Tungen. Hun sprang hastig tilbage og trak Tungen til sig og stødte Fødderne mod Blokken saa haardt, at den revnede helt igjennem, men han holdt saa fast, at Tungen gik af helt oppe ved Roden, og det blev Ulvindens Bane. Men det sige somme, at denne Ulvinde var Kong Siggejrs Moder, som med Trolddom og Hexekunster havde paataget sig denne Skikkelse.


6. Nu var Sigmund kommen løs, da Blokken var brudt, og han opholdt sig nu der i Skoven. Signy sender atter Bud for at faa at vide, hvordan det staar til, om han er i Live, og da Sendebudene kom, fortalte han dem den hele Tildragelse, hvorlunde det var gaaet mellem ham og Ulven, og de fór hjem og sagde Signy det. Hun gik til sin Broder, og de toge da det Raad, at han lavede sig et Jordhus i Skoven, og det gik nu saa en Tid, at Signy holdt ham skjult der og gav ham, hvad han trængte til, men Kong Siggejr troede, at alle Vølsungerne vare døde. Kong Siggejr havde to Sønner med sin Hustru. Om dem er at melde, at da den ældste af dem var ti Aar gammel, sendte Signy ham til Sigmund, at han skulde yde ham Hjælp, i Fald han vilde søge Hævn for deres Fader. Drengen gik til Skoven og kom sent om Aftenen til Sigmunds Jordhus. Sigmund tog vel imod ham og sagde, at han skulde lave deres Brød til, »selv vil jeg gaa og hente Brændsel«. Saa gav han ham en Pose med Mel og gik, men da han kom igjen, havde Drengen ikke gjort noget ved Brødlavingen, og da Sigmund spurgte, om Brødet var færdigt, sagde han, at han havde ikke turdet tage Melposen, thi der var noget levende i Melet. Saa skjønnede Sigmund, at denne Dreng ikke var saa mandhaftig, at han vilde have ham hos sig, og da Signy kom, sagde han, at han var ikke nærmere ved at have nogen til Hjælp, fordi den Dreng var hos ham. »Saa dræb ham«, sagde Signy, »thi saa behøver han ikke at leve længer«, og det gjorde han. Nu led den Vinter, og da den næste kom, sendte Signy sin yngste Søn til Sigmund, og kort at melde, Enden blev, at det gik paa samme Vis, han dræbte ogsaa ham efter Signys Raad.


7. Saa en Gang, da Signy sad i sin Fruerstue, kom der en saare troldkyndig Sejdkvinde til hende. »Det vilde jeg bede dig om«, sagde Signy, »at du bytter Ham med mig«. »Det skal du raade for«, svarede Sejdkonen, og nu øver hun sine Tryllekunster, saa at de skifte Udseende, og Sejdkvinden tog Signys Plads og lagde sig ved Kongens Side om Aftenen, og han mærkede ikke andet, end at det var Signy, der var hos ham. Men om Signy er at melde, at hun farer til sin Broders Jordhus og beder om Husly for Natten, »thi jeg er faret vild ude i Skoven, og véd ikke, hvor jeg gaar«. Han sagde, at hun skulde blive der, og Mad og Drikke vilde han heller ikke nægte hende, han tænkte, hun vilde ikke lønne ham hans Gjæstfrihed ved at røbe ham. Hun kom da ind til ham og satte sig til Bords og fik Mad. Han kastede tit sine Øjne paa hende, og hun tyktes ham en fager Kvinde, og da de vare mætte, sagde han, at han vilde, hun skulde dele hans Leje med ham; det gjorde hun ingen Indvendinger imod, og tre Nætter sov hun ved hans Side. Derefter fór hun hjem til Sejdkvinden og bad hende atter skifte Ham med hende, og det gjorde hun. Da Tiden var gaaet, fødte Signy et Drengebarn; han blev kaldet Sinfjøtle; da han voxede til, blev han baade stor og stærk og fager af Aasyn, og i meget slægtede han Vølsungerne paa. Han var endnu ikke ti Aar, da hun sendte ham til Sigmund i Jordhuset. Hun havde sat sine andre Sønner paa den Prøve, førend hun sendte dem til Sigmund, at hun syede i deres Arme gjennem Skind og Kjød, og de havde baaret det ilde og skreget derved, men da hun gjorde det samme ved Sinfjøtle, fortrak han ikke en Mine derved; saa flaaede hun Kjortlen af ham, saa at Skindet fulgte med Ærmerne; hun sagde, at det gjorde vel ondt? men han svarede: »Lidet ænser en Vølsung sligt«. Sigmund bød Drengen, da han kom til ham, at ælte Brød af deres Mel, selv vilde han hente Ved til Brændsel; han gav ham en Pose og gik saa ud i Skoven, men da han kom tilbage, var Sinfjøtle færdig med at bage. Sigmund spurgte, om han havde fundet noget i Melet. »Det kom mig for«, svarede han, »som om der var noget levende i Melet, da jeg begyndte at ælte, men jeg har æltet det med«. Da lo Sigmund og sagde: »Ikke er det min Agt at give dig det Brød at spise i Kvæld, thi det var en stor Edderorm, du æltede med i det«. Sigmund var saa haardfør, at han kunde æde Edder, uden at det skadede ham; men Sinfjøtle kunde kun taale det udvendig, men hverken æde eller drikke det.


8. Sinfjøtle tyktes endnu Sigmund for ung til at hjælpe ham at tage Hævn; han vilde først vænne ham noget til Grumhed, og de fór da om Somrene vidt omkring i Skovene og dræbte Folk og tog deres Gods. Sigmund skjønnede vel, at han slægtede Vølsungerne meget paa, dog troede han, at han var Kong Siggejrs Søn, og at han havde sin Faders onde Sind tilligemed Vølsungernes Mod; men ikke tyktes han ham at være meget frændekjær, thi ofte minder han Sigmund om, hvad han har at hævne, og ægger ham til at dræbe Kong Siggejr. Engang da de var farne i Skoven for at gjøre Bytte, kom de til et Hus, hvor de fandt to Mænd sovende med tykke Guldringe om Armene. De var Kongesønner, og man kunde se, at de var forgjorte, thi der hang Ulvehamme over dem; hvert tiende Døgn var de fri for at gaa om som Ulve. Sigmund og Sinfjøtle fór i hammene, og de kunde da ikke slippe ud af dem igjen, men maatte beholde den Natur, som fulgte med dem, og hyle som Ulve, og de forstode da begge Ulvenes Maal. De lagde sig nu ud i Skovene og gik hver sin Vej; men forinden gjorde de den Aftale, at naar der kun kom indtil syv Mand imod dem, skulde de gaa løs paa dem, men ellers ikke, og den, som kom i Ufred, skulde hyle. »Lad os nu ikke bryde denne Aftale«, sagde Sigmund, »thi du er ung og dristig, og Folk ville synes godt om at jage dig«. Saa fór de hver sin Vej, men da de vare komne lidt fra hinanden, mødte Sigmund otte Mænd; han hylede, og da Sinfjøtle hørte det, fór han strax til og dræbte dem alle. Derefter skiltes de igjen; men da Sinfjøtle havde vanket lidt omkring i Skoven, stødte han paa elleve Mænd; han sloges med dem, og gik det da saa, at han dræbte dem alle. Derefter var han meget mødig og lagde sig til Hvile under en Eg. Da Sigmund kom til, sagde Sinfjøtle: »Du maatte kalde mig til Hjælp imod otte Mænd, men jeg, som er et Barn i Aar imod dig, havde ikke din Hjælp nødig imod elleve«. Da løb Sigmund saa haardt ind paa ham, at han snublede og faldt, og saa bed han ham i Struben. Den Dag kunde de ikke komme af Ulvehammene. Sigmund tog ham da paa Ryggen og bar ham hjem til Huset, sad og vaagede over ham og bad Troldene tage Ulvehammene. En Dag saa’ Sigmund to Hermeliner slaas; den ene bed den anden i Struben og løb saa ind i Skoven og hentede et Blad, som den lagde over Saaret, og strax sprang Hermelinen op og var frisk igjen. Sigmund gik ud og saa’ da en Ravn komme flyvende med sligt et Blad og bringe ham det; han lagde det paa Sinfjøtles Saar, og strax sprang han op, saa karsk, som havde han aldrig fejlet noget. Saa fór de til Jordhuset og blev der, til de skulde fare af Ulvehammene, og da Tiden kom, tog de dem og brændte dem op, og bad, at de ikke skulde blive nogen til Mén; men mange Storværker havde de øvet i Kong Siggejrs Rige, medens de vare under den Trolddom, og da Sinfjøtle var fuldvoxen, tyktes Sigmund at have prøvet ham nok.

Der led nu ikke lang Tid, før Sigmund satte sig for at tage Hævn for sin Fader, om det vilde føje sig saa, og en Dag gik de fra Jordhuset og kom til Kong Siggejrs Gaard sent om Kvælden. De gik ind i Forstuen foran Hallen og skjulte sig bag nogle Ølkar, som stod der. Dronningen fik at vide, hvor de var, og kom ud til dem, og de lagde da det Raad op, at de skulde tage Hævn for deres Fader, naar det blev Nat. Kongen og Signy havde to Smaadrenge; de gik og legede i Hallen med en Guldring og trillede den henad Gulvet, saa den rullede ud i Forstuen, hvor Sigmund og Sinfjøtle sad, og en af Drengene løb derud for at lede efter den; han saa’ da de to store og fæle Mænd sidde derude med side Hjælme og hvide Brynjer paa. Han løb ind og sagde sin Fader, hvad han havde set, og Kongen anede nu nok, at der var Svig paa Færde. Signy hørte, hvad de sagde, stod op, tog begge Børnene og gik med dem ud i Forstuen; hun sagde Sigmund og Sinfjøtle, at de havde røbet dem, »og nu raader jeg eder, at I dræbe dem«. »Ikke vil jeg dræbe dine Børn«, sagde Sigmund, »om de end have røbet mig«, men Sinfjøtle lod sig ikke nøde; han drog sit Sværd og dræbte dem begge, og kastede dem saa ind i Hallen for Kong Siggejr. Kongen stod da op og bød sine Mænd gribe de Mænd, som havde fjælet sig i Forstuen. Mændene løb ud og vilde gribe dem, men de værgede sig vel og mandig, og længe tyktes den at være værst faren, som kom dem næst. Omsider blev de dog overvældede og haandtagne; de blev lagt i Bolt og Jærn, og saaledes laa de den Nat. Kongen overvejer nu, hvilken Død han skulde lade dem lide, saa de længst kunde have ondt deraf, og om Morgenen lod han gjøre en stor Høj af Sten og Græstørv, og i Midten af den lod han sætte en stor flad Sten paa Højkant, saa stor, at den naaede helt ud til begge Sider af Højen, saa man ikke kunde komme forbi den. Saa lod han Sigmund og Sinfjøtle sætte i Højen, hver paa sin Side af Stenen, thi det, tyktes ham, maatte gjøre det tungere for dem, at de ikke var sammen, men dog kunde høre hinanden. Men da de var ved at dække Højen til med Græstørv, kom Signy med et Knippe Halm i Armene, som hun kastede ned i Højen til Sinfjøtle; hun bad Trællene dølge det for Kongen, det lovede de, og Højen blev lukket. Da det blev Nat, sagde Sinfjøtle til Sigmund: »Ikke vil det skorte os paa Mad for det første; Dronningen har kastet Flæsk ned til os i Højen skjult i Halmen«, men da han igjen tog paa Flæsket, mærkede han, at Sigmunds Sværd var stukket deri, han kjendte det i Mørket paa Hjaltet, og glade bleve de begge, da han sagde det til Sigmund. Sinfjøtle stak nu Sværdet ind ovenover Stenen og trykkede til af al sin Kraft, og det bed i Stenen. Sigmund tog ogsaa fat, og de skar da Stenen igjennem imellem sig og holdt ikke op, førend de var færdige, som kvædet er:

Kraftig de kløved
Kampestenen,
Sinfjøtle og Sigmund,
Sværdet bed.

Og da de nu var komne sammen, savede de sig baade igjennem Sten og Jærn, og slap saaledes ud af Højen. De gik op til Hallen, hvor alle laa og sov; saa lagde de Ved om den og stak Ild deri; vaagnede da de, som vare derinde, ved Røgen, og ved at Hallen stod i Lue over dem. Kongen spurgte, hvem der havde tændt den Ild. »Her er jeg og min Søstersøn Sinfjøtle«, sagde Sigmund; »nu tænke vi, du skal faa Syn for Sagn, at ikke ere alle Vølsunger døde«. Derefter beder han sin Søster gaa ud og byder hende Hæder og Ære og Bod for al Sorg. Hun svarede: »Nu skal du vide, hvorlunde jeg har husket Kong Siggejr, at han dræbte vor Fader. Vore Børn lod jeg dræbe, da de tyktes mig for sene til at hævne min Fader. Jeg fór i Skoven til dig som Vølve, og Sinfjøtle er vor Søn; det volder, at han har saa meget Mod, at han baade er Kong Vølsungs Sønnesøn og Dattersøn. Jeg har gjort alt, for at Kong Siggejr skulde faa Bane, saa meget har jeg gjort for at faa Hævnen fremmet, at Livet er mig intet værd, og nu skal jeg ligesaa villig dø med Kong Siggejr, som jeg nødig har levet med ham«. Saa kyssede hun sin Broder Sigmund og Sinfjøtle, gik ind i liden og bad dem fare vel, og fik hun da Bane der med Kong Siggejr og hele deres Hird. Sigmund og hans Søn fik sig nu Folk og Skibe; Sigmund stævnede til sit Fædrenerige og drev den Konge af Landet, som havde taget det efter Kong Vølsung. Han blev en mægtig og navnkundig Konge, vís og storraadig. Han tog sig en Dronning, som hed Borghild; de havde to Sønner, Helge og Haamund. Da Helge var født, kom der Norner og spaaede ham hans Skæbne og sagde, at han skulde blive en navnkundig Konge. Sigmund var da nys kommen fra Strid; og han gik til sin Søn med et Løg og hilste ham, kaldte ham Helge og gav ham i Navnefæste Ringsted og Solfjæld samt et Sværd, bad ham fremme sig vel og slægte Vølsungerne paa. Helge blev gavmild og vennesæl og overgik de fleste andre Mænd i alle Idrætter. Han laa i Leding, da han var femten Vintre. Helge var Hærens Konge, men Sinfjøtle fulgte med, og de raadede begge for Hærfærden.


Robert Engels:
Helge Hundingsbane og Sigrun
9. Paa sit Hærtog traf Helge en mægtig Konge ved Navn Hunding, som havde mange Mænd og ogsaa Land at styre. Det kom til Kamp imellem dem, og saa drabelig gik Helge frem, at Enden blev, at han fik Sejr, men Kong Hunding faldt og en stor Del af hans Folk, og tyktes da alle, at Helge var voxet meget, siden han havde fældet saa mægtig en Konge. Hundings Sønner bød nu Leding ud imod Helge og vilde hævne deres Fader; det kom til en haard Strid, men Helge brød igjennem deres Fylking og søgte frem til Brødrenes Mærker, vandt en berømmelig Sejr og fældede Hundingssønnerne Alv og Øjulv, Hervard og Hagbard. Da Helge red fra Striden, mødte han ved en Skov en Flok statelige Kvinder i prægtige Klæder og paa fagre Heste, men én overgik alle de andre. Hende spurgte Helge om Navn, og hun sagde, at hun hed Sigrun og var Kong Høgnes Datter. »Følg hjem med os«, sagde Helge, »velkomne skulle I være«. »Andet have vi at gjøre«, sagde Kongedatteren, »end at sidde og drikke med dig«. »Hvad er det, Kongedatter?« spurgte Helge. »Kong Høgne«, svarede hun, »har lovet mig bort til Hoddbrod, Kong Granmars Søn, men jeg har lovet, at hellere skal jeg gifte mig med en Krageunge end med ham. Dog vil han faa det frem, om du ikke hindrer det og gaar imod ham med din Hær og tager mig bort; men hos ingen Konge vilde jeg hellere bo og bygge end hos dig«. »Vær glad og munter, Kongedatter«, sagde Helge, »først skulle vi prøve en Dyst, han og jeg, før du bliver gift med ham, og se, hvem af os der staar sig, og det skal gjælde Livet«. Saa sendte Helge Mænd ud med Gaver at stævne Folk til ham, og Mødestedet skulde være Rødebjærg. Der ventede han, til der kom en stor Flok til ham fra Hedinsø, og en stor Hærskare kom fra Nørvasund paa fagre og store Skibe, og da Helge spurgte sin Høvedsmand, Lejv, om han havde talt deres Mandskab, svarede han: »Ikke er det let at tælle, Herre; paa de Skibe, som ere komne fra Nørvasund, er der tolv Tusind Mand, og den anden Flok er langt større«. Kong Helge bød dem lægge ind i den Fjord, som hedder Varinsfjord, og det gjorde de; men saa blev det en vældig Storm og saa stor en Søgang, at Bølgerne slog imod Skibsbordene med Brag, som var det Fjælde, der slog sammen. Helge bad dem ikke ræddes og bød dem ikke mindske Sejlene, men hellere hejse dem højere endnu, og nær var det gaaet dem ilde, før de naaede Land. Da kom Sigrun, Kong Høgnes Datter, ned fra Land med en stor Flok og hjalp dem ind i en god Havn, som hedder Gnipalund. Det saa’ Folk i Land, og Kong Hoddbrods Broder, som raadede der for Svarinshøj, kom da ned og raabte til dem, hvem der styrede den store Hær. Da stod Sinfjøtle op; paa Hovedet havde han en Hjælm saa blank som et Glar, hans Brynje var hvid som Sne, i Haanden holdt han Spydet med sit berømmelige Mærke paa og foran sig et guldbeslaaet Skjold; han forstod at tale Konger til: »Naar du har fodret Svinene og Hundene og træffer din Kone, kan du sige, at Vølsungerne er komne hid; her i Flokken kan Hoddbrod træffe Helge, om han vil; hans Gammen er det at stride med Hæder, mens du kysser Trælkvinder ved Arnen«. Granmar svarede: »Næppe har du Stortidender eller gamle Frasagn at melde, siden du lyver Høvdinger sligt paa. Sandere er det, at du længe har levet af Ulveføde ude i Skovene og dræbt dine Brødre, og sælsomt er det, at du tør komme i Følge med gode Mænd, saa mange kolde Lig som du har suget Blod af«. Sinfjøtle svarede: »Ikke mindes du nu grandt den Tid, da du var Vølve paa Varinsø og sagde, at du vilde giftes, og kaarede mig til den Bestilling at være din Mand, men siden var du Valkyrje i Asgaard, og nær var de alle komne op at slaas for din Skyld, og jeg avlede ni Ulve med dig paa Laaganæs, og jeg var Fader til dem alle ni«. »Stærkt kan du lyve«, svarede Granmar, »jeg tænker, at du ikke kunde være nogens Fader, siden du blev gildet af Jættens Døtre paa Trasnæs, men du er Kong Siggejrs Stifsøn og laa ude i Skoven med Ulvene, alskens Misgjerninger øvede du da, dræbte dine Brødre og vandt dig Ry for Udaad«. Sinfjøtle svarede: »Mindes du, at du var en Hoppe og gik med Hingsten Grane, og jeg red dig i fuldt Firspring over Braavold: men siden var du Jætten Gølners Gededreng?« »Hellere vil jeg give Fuglene dit Lig at mætte sig paa«, sagde Granmar, »end tvistes længere med dig«. Da sagde Kong Helge: »Bedre og klogere var det, om I sloges, end at skifte slige skammelige Ord. Ikke ere Granmars Sønner mine Venner, men dog ere de bolde Mænd«. Granmar red nu bort og mødtes med Kong Hoddbrod ved Solfjæld; deres Heste hed Svejpud og Sveggjud. De mødtes ved Borgledet, og Granmar sagde ham Hærbud. Kong Hoddbrod var i Brynje og havde Hjælm paa Hovedet; han spurgte, hvem der var kommet, »og hvi ere I saa vrede?« »Det er Vølsungerne, som ere komne«, sagde Granmar, »og de have tolv Tusind Mand ved Land og syv Tusind ved øen Sok, men ved Grinder er dog den største Flok, og tænker jeg nu, at Helge vil slaas«. Kongen svarede: »Saa lad der gaa Bud over hele vort Rige, og lad os gaa imod dem, og ingen sidde hjemme, som har Hu til at stride. Lad os ogsaa sende Bud til Ringssønnerne og Kong Høgne og Alv den gamle, de ere vældige Kæmper«. De mødtes ved Frekastén, og der stod en svar Strid; Helge gik frem igjennem deres Fylkinger, og der blev stort Mandefald. Da saa’ de som en luende Glans, det var en Flok Skjoldmøer med Sigrun Kongedatter. Helge søgte frem imod Kong Hoddbrod og fældede ham under hans Mærke; da sagde Sigrun: »Hav Tak for denne Stordaad! Nu raader du for Landene, og Hæder og Ære har du vundet ved at fælde saa mægtig en Drot; dette er mig en stor Lykkedag«. Kong Helge lagde Riget under sig og blev der længe; han tog Sigrun til Hustru og blev en navnkundig Konge; men nu er han ude af denne Saga.


Johannes Gehrts: Odin bortfører Sinfjøtles lig.
10. Vølsungerne fore nu hjem og havde nu atter øget deres Berømmelse meget, men Sinfjøtle gik igjen paa Hærtog. Han saa’ da en fager Kvinde, som han fik stor Attraa til. Til hende bejlede ogsaa Borghilds Broder, Kong Sigmunds Maag. Det kom da til Kamp imellem dem for den Sags Skyld, og Sinfjøtle fældede ham. Han hærjede nu viden om og holdt mange Slag og fik Sejr i dem alle, saa hans Ry fór vidt om Land, og om Høsten kom han hjem med mange Skibe og meget Gods. Han sagde sin Fader Tidender om sin Færd og fortalte Dronningen, hvad der var sket, men hun bød, at Sinfjøtle skulde fare af Landet og sagde, at hun vilde ikke se ham mere for sine Øjne. Sigmund svarede, at han vilde ikke lade ham fare bort, men bød sig til at give Guld og meget Gods i Bod, skjønt han aldrig havde givet nogen Bøder før, men der var ingen Hæder ved at tvistes med Kvinder, sagde han. Da hun nu ikke kunde faa sin Vilje frem, sagde hun: »I skal raade, Herre, saa sømmer det sig». Hun holdt nu Arvegilde efter sin Broder med Kongens Samtykke; der var skaffet alt det bedste, der kunde faas, til dette Gilde, og mange Stormænd vare budne. Selv bar Borghild Drik om til Mændene, og da hun kom for Sinfjøtle med et stort Horn, sagde hun: »Drik nu Stifsøn«. Han tog ved Hornet, saa’ i det og sagde: »Grumset er Drikken«. »Giv mig den«, sagde Sigmund, og tømte Hornet. »Hvi lader du andre drikke dit Øl for dig?« sagde Dronningen, kom saa igjen med Hornet og sagde: »Drik nu«, og æggede ham med mange Ord. »Der er Svig i den Drik«, sagde han, da han havde set i den. »Lad mig faa den«, sagde Sigmund. Saa kom hun tredje Gang og bød ham drikke, om han havde Mod og Mands Hjærte som en Vølsung. Han tog ved Hornet og sagde: »Der er Edder i«. »Si den igjennem Skjægget, min Søn«, sagde Sigmund; han var meget drukken, derfor sagde han det. Sinfjøtle drak og faldt strax død om. Da stod Sigmund op, og nær bragte den Sorg ham hans Bane. Han tog Liget i sine Arme og bar det igjennem Skoven, til han kom til en Fjord; der saa’ han en Mand i en lille Baad; Manden spurgte, om han skulde sætte ham over Fjorden; det Tilbud tog Kongen imod, men Baaden var saa lille, at den ikke kunde bære dem alle; og saa skulde Liget først sættes over, men Sigmund gik langs Vandet; men da forsvandt baade Manden og Baaden, og Sigmund gik da hjem. Sin Dronning jog han bort, og kort efter døde hun, men Kong Sigmund vedblev at raade for sit Rige og var en af de største Kæmper og Konger i gamle Dage.


11. Ølime hed en mægtig og navnkundig Konge; hans Datter hed Hjørdis og var en saare fager og kløgtig Kvinde. Det spurgte Kong Sigmund, at hun passede for ham som ingen anden. Gjæstede han da Kong Ølime, og han redte strax til et stort Gilde for ham, for det Tilfælde at han ikke kom med Ufred; der gik nu Bud imellem dem, og da Ølime fik Vished for, at han kom med Venskab og ikke for at øve Hærværk, blev alt gjort rede til Gildet paa bedste Maade, og mange bleve budne. Alle Vegne, hvor Kong Sigmund kom, var der Kjøbstævne og hvad andet der kunde være tjenligt for ham. Omsider kom han til Gildet, og begge Konger sad i én Hal. Der var ogsaa kommet Kong Lynge, Kong Hundings Søn; han vilde ogsaa have Hjørdis til Viv. Ølime skjønnede, at de kunde ikke faa hende begge, og at der var Ufred i Vente af den, som hun blev nægtet; han sagde da til sin Datter: »Du er en snild Kvinde, og jeg har sagt, at du selv skal vælge dig en Mand; vælg nu imellem de to Konger, og som du vil, vil ogsaa jeg«. »Dette tykkes mig en vanskelig Sag«, svarede hun, »men dog vil jeg vælge den Konge, hvis By er størst, og det er Kong Sigmund, skjønt han er noget til Aars«. Ham blev hun da givet til, men Kong Lynge fór bort. Saa giftede Sigmund sig og fik Hjørdis, og Gildet var den ene Dag bedre og lystigere end den anden. Derefter fór han hjem til Huneland for at vogte paa sit Rige, og hans Maag, Kong Ølime fulgte med. Men Kong Lynge og hans Brødre samlede nu en Hær for at overfalde Kong Sigmund, thi vel var de vante til at trække det korteste Straa, men dette var dem dog for stærkt; nu vilde de gjøre Ende paa Kong Sigmunds Overmod. De kom da til Huneland og sendte ham Bud, thi de vilde ikke stjæle sig paa ham, men de tænkte, han vilde ikke fly. Kong Sigmund svarede, at han skulde møde til Kamp, og samlede en Hær. Hjørdis blev kjørt ud i Skoven med en Terne og meget Gods, og der var hun, medens de sloges. Vikingerne fór fra Skibene med en vældig Hær; Kong Sigmund og Ølime satte deres Mærker op, og der blev blæst i Lurerne. Sigmund lod blæse i sit Horn, som hans Fader havde ejet før ham, og æggede sine Mænd, men han havde meget færre Folk. Der blev nu en svar Strid, og var end Kong Sigmund gammel, saa sloges han dog drabelig og var bestandig fremmerst blandt sine Mænd; hverken Skjold eller Brynje kunde staa sig for hans Hug, og han brød mange Gange igjennem sine Fjenders Flok den Dag, saa ingen kunde se, hvorlunde det vilde gaa imellem dem. Mange vare de Pile og Spyd, der fløj i Luften der, men hans Diser skjærmede ham saa vel, at han ikke blev saaret. Ingen vidste Tal paa, hvor mange der faldt for hans Haand, og begge hans Arme vare blodige til Axlerne. Men da Kampen havde varet en Stund, kom der en Mand med sid Hat og blaa Kappe ind imellem de stridende; han havde kun ét Øje, og i Haanden forte han et Spyd; han gik frem imod Kongen og løftede sit Spyd imod ham. Sigmund hug haardt til, men Sværdet brast i to Stykker, da det rørte det. Da vendte Mandefaldet sig, Lykken var veget fra Kong Sigmund, og mange af hans Mænd faldt, men Kongen skaanede sig ikke og æggede sine Kæmper djærvelig. Det gik nu, som Ordet lyder, at lidet mægte faa imod mange; i denne Kamp faldt Kong Sigmund og Kong Ølime, hans Maag, fremmerst i Fylkingen med største Delen af deres Hær.


12. Kong Lynge stævnede nu til Kongsgaarden og agtede at fange Kongedatteren, men det slog fejl; han fik hverken Kvinde eller Gods. Han fór nu om i Landet og delte det imellem sine Mænd; han tænkte, at nu havde han lagt Vølsungeætten øde, saa han ikke havde mere at frygte af den. Om Natten efter Slaget gik Hjørdis i Valen og kom til det Sted, hvor Kong Sigmund laa. Hun spurgte, om hans Saar var til at helbrede. »Mangen faar bjærget Livet, skjønt der er liden Udsigt dertil, men min Lykke er vegen fra mig, saa jeg vil ikke lade mig helbrede. Odin vil ikke, at jeg skal drage Sværd mere, siden han lod det briste for mig; jeg har kæmpet, saa længe det var ham til Vilje«. Hun sagde: »Intet vilde jeg savne, om du blev helbredet og hævnede min Fader«. »Anderledes er det bestemt«, sagde Kongen; »du bærer paa en Søn, ham skal du opfostre godt og omhyggelig, han vil blive en navnkundig Mand og den ypperste i vor Æt. Gjem ogsaa Sværdstumperne godt; af dem skal der smeddes et godt Sværd, som skal hedde Gram, og som vor Søn skal bære og øve mange Storværker med, som aldrig skulle glemmes, thi hans Navn skal leve, saa længe Verden staar. Trøst dig nu med dette; mine Saar gjøre mig mødig; nu vil jeg gjæste vore hedengangne Frænder«. Hjørdis sad hos ham, til han døde, og da brød Dagen frem. Hun saa’, at der var kommet mange Skibe til Land, og sagde til Ternen: »Nu skulle vi bytte Klæder, og du skal nævnes med mit Navn og kalde dig Kongedatter«, og saa gjøre de. Vikingerne saa’ det store Mandefald, der havde været, og at Kvinderne fore til Skovs; de skjønnede da, at der maatte have tildraget sig Stortidender, og gik fra Skibene. Men for den Flok raadede Alv, Kong Hjalpreks Søn af Danmark; han havde faret langs med Landet med sin Flaade; nu kom de til Valen og saa’ det store Mandefald. Kongen bød da sine Mænd søge efter Kvinderne, og det gjorde de. Han spurgte dem, hvem de var, men Svaret blev ikke, som han havde ventet; thi Ternen svarede for dem og meldte om Kong Sigmunds og Kong Ølimes og mange andre Stormænds Fald, og hvem der havde raadet dem Bane. Saa spurgte han, om de vidste, hvor Kongens Skatte laa gjemte. »Vist vide vi det«, sagde Ternen og viste dem det, og de fandt da saa stor en Rigdom, at de aldrig tyktes at have set saa meget paa ét Sted. De bar det til Kong Alvs Skibe, og Hjørdis og Ternen fulgte med. Kongen sejlede nu hjem til sit Rige og skjønnede vel, at det var anselige Konger, der vare faldne. Han sad ved Roret, men de i Forrummet; han talte med dem og gav nøje Agt paa deres Ord. Saa kom Kong Alv hjem med meget Gods, og da han havde været hjemme en liden Stund, spurgte hans Moder Dronningen ham: »Hvi har den fagreste af de to Kvinder færrest Ringe og er daarligst klædt? Det bæres mig for, at det er den ringeste, I have gjort mest Ære af«. Han svarede: »Det har anet mig, at der ikke er Trællesind i hende; vel forstod hun at hilse anselige Mænd, da vi traf hende, og nu ville vi sætte hende paa en Prøve«. Saa en Gang, da Kongen sad ved Drikkebordet og talte med Kvinderne, sagde han: »Hvoraf skjønne I, at Natten lider til Ende, og at Dagen er ved at gry, naar I ikke kunne se Stjernerne?« Ternen svarede: »Det Mærke har jeg derpaa, at i min Ungdom plejede jeg at faa min Drikke tidlig om Morgenen, og siden jeg lod af med det, vaagnede jeg altid paa den Tid; det er mit Mærke«. Konge smilte og sagde: »Ilde var du vant af en Kongedatter at være!« Saa spurgte han Hjørdis om det samme, og hun svarede: »Min Fader gav mig en liden Guldring, som har den Natur, at ved Daggry bliver den kold paa min Finger; det er mit Mærke«. »Nok maa der have været af Guld«, sagde Kongen, »hvor Trælkvinder gik med gyldne Ringe, men altfor længe har du dulgt dig for mig; jeg skulde have handlet imod dig, som om vi vare én Konges Børn begge, og endnu skal jeg handle bedre imod dig, end du havde fortjent, thi du skal være min Hustru, og vort Bryllup skal staa, naar du har født dit Barn«. Hun sagde da den fulde Sandhed om sig, og blev nu der i stor Ære og tyktes en anselig Kvinde.


13. Nu er at melde, at Hjørdis fødte en Dreng. Han blev bragt til Kong Hjalprek, som blev glad ved ham, da han saa’ hans hvasse Øjne, og sagde, at ingen vilde blive ham lig eller hans Jævning. Han blev vandøst, og kaldt Sigurd, og derom ere alle enige, at ingen var hans Mage i Væxt og Adfærd, og naar alle de berømmeligste Mænd og Konger i de gamle Frasagn nævnes, da skal Sigurd gaa fremmerst baade i Styrke og Dygtighed, Mod og Manddom, thi deri overgik han alle andre i den nordlige Verdensdel. Han blev opfostret hos Hjalprek i stor Kjærlighed, og hvert Barn havde ham kjær. Kongen fæstede Hjørdis til Alv og bestemte hendes Morgengave. Regin, Hrejdmars Søn, hed Sigurds Fosterfader, han lærte ham Idrætter, Brætspil og Runer og mange Tungemaal, som det den Tid var Sæd for Kongesønner at nemme, samt mange andre Ting. En Gang spurgte Regin Sigurd, om han vidste, hvor meget Gods hans Fader havde ejet, og hvem der tog Vare paa det. Han svarede, at det gjorde Kongerne. »Lider du fuldt og fast paa dem?« spurgte Regin. Sigurd svarede: »Det sømmer sig, at de tage Vare derpaa, til det kan blive mig til Gavn, thi de kan bedre styre med det end jeg«. En anden Gang sagde Regin til Sigurd: »Sælsomt er det, at du vil være deres Stalddreng og gaa om som en Landstryger«. »Ikke er det saa«, sagde Sigurd, »thi jeg raader for alt i Fællig med dem, og jeg faar alt, som jeg vil have det«. Regin sagde: »Bed ham da give dig en Hest«. »Den faar jeg strax, naar jeg beder derom«, sagde Sigurd. Saa gik han til Kongerne og fik dem i Tale. »Hvad vil du have af os?« sagde de. »Jeg vilde gjerne have en Hest til Morskab«, svarede Sigurd. »Vælg dig selv en«, sagde de, »og ligesaa hvad andet du vil have af hvad vi eje.« Dagen efter gik Sigurd til Skoven, og der mødte han en gammel sidskjægget Mand, som han ikke kjendte; han spurgte, hvor Sigurd skulde hen. »Jeg skulde vælge mig en Hest, nu kan du hjælpe mig med et godt Raad«, sagde Sigurd. »Lad os drive Hestene ned til Aaen Busiltjørn«, sagde Manden, og det gjorde de; de drev dem ud paa Dybet, men alle vendte de om og svømmede til Land undtagen én, den tog Sigurd; den var graa af Lød, ung, stor af Væxt og fager, og ingen havde nogensinde redet den. Manden med Skjægget sagde: »Denne Hest stammer fra Slejpner; du skal opdrætte den med Omhu, thi den vil komme til at overgaa alle andre Heste«; saa forsvandt Manden. Sigurd kaldte Hesten Grane, og den har været den bedste af alle Heste, men Manden, han mødte, var Odin. Atter sagde Regin til Sigurd: »Altfor lidt Gods har du; det harmer mig, at du skal løbe om som en Husmandsdreng, men jeg véd, hvor der er meget Gods at hente, og ventelig vil der ogsaa være stor Hæder og Ære at vinde, om du kunde naa det«. Sigurd spurgte, hvor det var, og hvem der vogtede paa det. Regin svarede: »Han hedder Fovner og ligger paa Gnitaheden, ikke langt herfra, og naar du kommer did, da kan du sige, at aldrig saa’ du mere Gods paa ét Sted, og ikke trængte du til mere, om du saa blev den ældste og navnkundigste af alle Konger«. »Jeg har hørt om den Orm«, sagde Sigurd, »fast end jeg kun er ung, og spurgt har jeg, at ingen tør komme den nær formedelst dens Størrelse og Ondskab«. »Ikke er det saa«, svarede Regin, »dens Størrelse er efter Lyngormenes Art, og der er gjort alt for meget Væsen deraf; det vilde ogsaa dine fremfarne Frænder have tænkt, og er du end af Vølsungernes Æt, du har dog ikke deres Sind, thi de nævnes først, naar Talen gaar om Storværker«. »Kan hænde«, sagde Sigurd, »at jeg ikke har meget af deres Mod og Snille, men ikke har du nødig at laste mig for det, lige som jeg har traadt mine Børnesko; men hvi ægger du mig saa stærkt i denne Sag?« »Det hører der en Saga til«, svarede Regin, »og den skal jeg fortælle dig«. »Lad høre«, sagde Sigurd.


14. »Først er at melde, at min Fader hed Hrejdmar og var en rig og anselig Mand. Fovner hed hans ældste Søn, Odder hed den anden, og den tredje var jeg; jeg var den ringeste i alle Dele, men jeg forstod at smedde Jærn og Selv og Guld, og af alle Ting gjorde jeg noget nyttigt. Min Broder Odder havde en anden Natur og øvede andre Idrætter; han var en stor Jæger og overgik deri alle andre; om Dagen var han en Odder og laa for det meste i Aaen og fangede Fisk, og hvad han fik, bragte han sin Fader, og det var ham en stor Hjælp. I mange Dele var han en Odder, kom sent hjem og aad ene for sig selv med lukkede Øjne, thi han kunde ikke lide at se Maden mindskes. Fovner var langt den største og grummeste og vilde tilegne sig alene alt. Andvare hed en Dværg, han holdt for det meste til i Andvarefos i en Geddes Skikkelse og tog sin Føde der, thi der var en Mængde Fisk i den Fos. Jævnlig gik ogsaa min Broder Odder i den Fos og hentede Fisk i sin Mund og lagde dem op paa Bredden en for en. Engang kom Odin, Loke og Høner til Andvarefos, som Odder sad paa Bredden med lukkede øjne og aad en Lax, han havde taget. Loke tog da en Sten og slog ham ihjel, og Aserne bleve meget glade over deres Fangst og flaaede Bælgen af Odderen. Om Aftenen kom de til Hrejdmar og viste ham deres Bytte, men saa haandtoge vi dem og paalagde dem som Bod og Løsepenge for deres Liv at fylde Odder-Bælgen med det røde Guld og ogsaa dække den til med Guld udenpaa. De sendte da Loke ud for at skaffe Guldet; han gik til Ran og fik hendes Net, gik saa til Andvarefos og kastede Nettet for Gedden, og den sprang i det. Da sagde Loke:

       »Hvad hedder den Fisk,
      som i Floden render,
og véd ej for Ve sig at vare?
      Fra Hel du løse
      dit Hoved brat
og fly mig Flodens Flamme«.

Gedden svarede:

      »Andvare jeg hedder,
      Oin hed min Fader,
mangen Fos har jeg faret.
      I Tidens Ophav
      en umild Norne
bød, jeg i Vand skulde vade«.

Loke saa’ alt Andvares Guld, men da han havde udredet det, havde han beholdt en Ring tilbage, og den tog Loke da ogsaa fra ham. Dværgen gik ind i Stenen og sagde, at den Guldring skulde blive hver den til Bane, som ejede den, og ligesaa alt det andet Guld. Aserne udredte nu Hrejdmar Guldet, stoppede Bælgen og rejste den op paa Fødderne; derefter skulde de dække den til med Guld udenpaa, og da det var gjort, gik Hrejdmar frem for at tage den i Øjesyn; han saa’ da et Knurhaar stikke frem, og bød dem ogsaa dække det til. Saa tog Odin Andvares Ring af sin Arm og skjulte Haaret med den. Da kvad Loke:

      »Guldet du fik,
      en gylden Bod
hented jeg dig for mit Hoved.
      Liden Lykke
      jeg lover din Søn,
det vorder eder begge til Bane«.

Siden dræbte Fovner sin Fader, og jeg fik intet af hans Gods. Han blev saa ondskabsfuld, at han lagde sig ud paa Heden og blev til en led Orm, og der ligger han nu og ruger over Guldet og under ingen anden at nyde godt deraf. Saa fór jeg hid til Kongen og blev hans Smed, og det vil jeg lægge til min Saga, at jeg er gaaet glip af min fædrene Arv og Bod for min Broder«. »Meget har du mistet, og onde have dine Frænder været«, sagde Sigurd, »brug nu al din Kunst og smed mig et Sværd, som der ikke har været Mage til, og som jeg kan øve Storværker med, om mit Mod forslaar dertil, hvis du vil, at jeg skal dræbe denne store Orm«. »Det trøster jeg mig vel til at give mig i Lav med«, sagde Regin, »og med det Sværd skal du kunne dræbe Fovner«.


Johannes Gehrts: Sigurd prøver sværdet Gram
15. Regin smeddede nu et Sværd og gav Sigurd det. Han tog det og sagde: »Det er daarligt smeddet, Regin«, og da han hug det i Ambolten, brast det; saa kastede han det og bad ham smedde et andet. Regin gjorde saa og bragte Sigurd det. »Dette vil du synes om«, sagde han, »men vanskeligt er det at smedde dig tilpas«. Sigurd prøvede det, og det gik med det ligesom med det forrige, det brast. »Du ligner nok dine gamle Frænder og er ikke til at lide paa«, sagde han. Saa gik han til sin Moder, som tog venlig imod ham; de satte sig til at drikke og tale sammen. »Er det sandt, hvad jeg har spurgt«, sagde Sigurd, »at Kong Sigmund gav dig Sværdet Gram i to Stykker?« »Ja, det er sandt«, sagde hun. »Saa giv mig det«, sagde Sigurd, »jeg vil have det«. Hun sagde, at han ventelig vilde blive en anselig Mand, og gav ham Sværdet. Sigurd gik nu til Regin og bad ham smedde saa godt et Sværd, som der kunde blive deraf. Regin blev vred og gik til Smedjen med Sværdstumperne, det tyktes ham, at Sigurd var alt for ufornøjelig. Han smeddede nu et Sværd, og da han tog det ud af Essen, tyktes det Smeddesvendene, at der stod Luer ud af Æggene; han bad nu Sigurd tage imod det, og duede det ikke, var han ikke Mand for at smedde Sværd. Sigurd hug det i Ambolten og kløvede den ned i Fodstykket, og det hverken brast eller fik Skaar; han roste det meget og gik ned til Aaen med en Uldtot, som han kastede i Vandet imod Strømmen, og saa snart den rørte Sværdet, skar det den igjennem. Da gik Sigurd glad hjem. »Nu faar du holde dit Løfte og gaa imod Fovner, siden jeg har smeddet Sværdet til dig«, sagde Regin. »Vel skal jeg holde mit Løfte«, sagde Sigurd, »men først vil jeg hævne min Fader«. Jo ældre Sigurd blev, des vennesælere blev han hos alt Folket, saa at hvert Barn elskede ham.


16. Griper hed en Mand, der var Sigurds Morbroder. Kort efter at Sværdet var smeddet, fór Sigurd til Griper, thi han var fremvis og skjønnede forud Folks Skæbne. Sigurd spurgte, hvorlunde hans Liv vilde føje sig, men Griper undslog sig længe for at sige ham noget, dog gav han omsider efter for Sigurds stærke Bønner og sagde ham hele hans Skæbne, saaledes som den ogsaa siden blev, og da Griper havde sagt Sigurd, hvad han vilde vide, red han hjem. Kort efter traf han Regin, der sagde til ham: »Dræb Fovner, som du har lovet!« »Det skal jeg«, svarede Sigmund, »men først vil jeg hævne Kong Sigmund og vore andre Frænder, som faldt i den Dyst«.


17. Sigurd gik nu til Kongerne og sagde til dem: »Nu har jeg været en god Stund hos jer og skylder jer Tak for megen Kjærlighed og Hæder, men nu vil jeg fare af Landet og træffe Hundingssønnerne, at de kunne faa at vide, at ikke alle Vølsungerne ere døde, og dertil beder jeg jer yde mig Hjælp«. Kongerne sagde, at de vilde give ham alt, hvad han vilde have, og der blev udrustet en stor Hær, og alt blev redet til paa bedste Maade, baade Skibe og hvad der ellers hørte til, at hans Færd kunde blive saa herlig som muligt. Den største og anseligste Drage styrede Sigurd selv, og alle Skibene havde kunstig virkede og pyntelige Sejl. De sejlede afsted for god Bør, men da der var ledet nogle faa Dage, fik de Storm og Uvejr, og Søen var at se til som Blod; men Sigurd bød dem ikke tage Reb i Sejlene, om de end revnede i Stormen, snarere bød han dem hejse dem endnu højere. Som de nu sejlede frem forbi et Næs, raabte en Mand ud til dem og spurgte, hvem der raadede for Flaaden. Der blev svaret ham, at det gjorde Sigurd Sigmundssøn, den navnkundigste af alle unge Mænd nu for Tiden. »Alle sige de det samme om ham«, sagde Manden, »at ingen andre Kongesønner kunne maale sig med ham. Nu vilde jeg bede jer tage Sejlene ind paa et af Skibene og tage mig med«. De spurgte, hvad han hed. Han svarede:

»Hnikar jeg hed,
da Hugin jeg glæded
og Valen vejed,
Vølsung hin unge;
nu kan du kalde
Karlen paa Bjærget
Feng eller Fjølner,
jeg følger med«.

De lagde til Land og tog Gubben om Bord; da tog Vinden af, og de fór, til de naaede Hundingssønnernes Land, da forsvandt Fjølner. De fór strax frem med Ild og Sværd, dræbte Folk og brændte i Bygderne og lagde Landet øde, hvor de kom. En Mængde Mennesker slap dog bort og kom til Kong Lynge og fortalte ham, at der var kommet en Hær i Landet, som fór saa voldsomt frem, at man aldrig havde set Mage; Hundingssønnerne havde ikke været langsynede, sagde de, da de ikke troede, de havde nødig at frygte for Vølsungerne, »thi denne Hær raader Sigurd Sigmundssøn for.« Kong Lynge sender nu Hærbud ud over hele sit Rige og vil ikke fly. Han stævner alle dem, der ville yde ham deres Hjælp, til sig og gaar imod Sigurd med en stor Hær, og hans Brødre med ham. Der blev nu den haardeste Dyst; fuldt op var der at se af Spyd og Pile, haardt svungne Øxer, kløvede Skjolde og brustne Brynjer, søndrede Hjælme og flakte Pandeskaller, og mangen Mand bed i Græsset der. Og da Kampen havde staaet saaledes længe, brød Sigurd frem foran Mærkerne med Sværdet Gram i sin Haand; han hug baade Mænd og Heste ned og gik igjennem Fylkingerne; begge hans Arme vare blodige op til Axlerne, og hvor han fór frem, veg Folk til Siden for ham, thi hverken Hjælm eller Brynje kunde staa sig for hans Hug, og ingen tyktes nogensinde at have set slig en Kæmpe. Længe stod denne Dyst paa med stort Mandefald og drabelige Anfald, og der skete, hvad kun sjælden hænder, naar Landsens Folk komme Hæren til Hjælp, at det intet nyttede, og der faldt saa mange af Hundingssønnernes Mænd, at ingen vidste Tal paa dem. Da Sigurd var fremmerst i Fylkingen, kom Kong Hundings Sønner imod ham; Sigurd hug til Kong Lynge og kløvede hans Hjælm og Hoved og brynjeklædte Krop, og derefter hug han hans Broder Hjørvard sønder i to Stykker og dræbte saa alle dem af Hundingssønnerne, der endnu vare i Live, og største Delen af deres Mandskab. Saa fór han hjem efter at have vundet en herlig Sejr, meget Gods og stor Hæder i denne Hærfærd, og hjemme i Riget blev der gjort Gilder til Ære for ham. Da han havde været hjemme en liden Stund, kom Regin til ham og sagde: »Nu er det vel din Agt at slaa Hjælmen af Hovedet paa Fovner, som du har lovet, thi nu har du jo taget Hævn for din Fader og dine andre Frænder«. »Vel skal jeg holde, hvad jeg har lovet«, sagde Sigurd, »det skal ikke gaa mig af Minde«.


Sigurd dræber Fovner. (Ramsundristningen)
18. Nu red Sigurd og Regin op paa Heden til den Vej, Fovner plejede at komme ad, naar han vilde ned til Vandet, og saa siger man, at den Klippe, han laa paa ved Vandet, naar han drak, var tredive Favne høj. Da sagde Sigurd: »Du sagde, Regin, at denne Orm ikke var større end en Lyngorm, men overvættes store tykkes hans Spor mig«. »Grav dig en Grav«, sagde Regin, »og sæt dig i den, og naar Ormen saa skrider til Vands, jag ham saa Sværdet i Hjærtet og giv ham Bane, saa vinder du stor Hæder«. »Hvorledes skal det gaa, om Ormens Blod vælder ned over mig?« sagde Sigurd. »Det baader lidet at give dig Raad, naar du er ræd for alt, hvad der kan hænde«, sagde Regin, »ikke er du dine Frænders Jævning i Mod«. Sigurd red nu op paa Heden, men Regin listede sig bort, over al Maade ræd. Sigurd gav sig til at grave en Grav, og som han var i Færd dermed, kom der en gammel sidskjægget Mand og spurgte, hvad det var, han havde for. Han sagde ham det. »Det er ikke raadeligt«, sagde den gamle Mand; »grav flere Grave og sid selv i en af dem og bor Sværdet i Ormens Hjærte og lad saa Blodet løbe ned i dem«. Dermed forsvandt Manden, men Sigurd gjorde, som han havde raadet ham. Da Ormen skred til Vands, skjalv Jorden vidt omkring, og den fnøs Edder til alle Sider. Men Sigurd ræddedes ikke for det Gny, den gjorde, og da den skred hen over Graven, stak han Sværdet i den under den venstre Bov, saa det gik i til Hjaltet; saa sprang han op af Graven og trak Sværdet til sig, og hans Arme var blodige op til Skuldrene. Men da den store Orm mærkede sit Banesaar, slog den med Hoved og Hale, saa at alt sprang isønder, hvad den ramte, og saa spurgte den: »Hvem er du, og hvem er din Fader? Hvad Æt er du af, som har haft Mod til at bære Vaaben paa mig?« »Ingen kjender min Æt«, sagde Sigurd, »et gjævt Dyr hedder jeg; jeg har hverken Fader eller Moder, og ene for jeg hid«. »Hvilket Vidunder har da født dig, siden du hverken har Fader eller Moder?« sagde Fovner; »siger du mig end ikke dit Navn paa denne min Dødsdag, saa véd du dog godt, at du lyver nu«. »Jeg hedder Sigurd, og Sigmund hed min Fader«, sagde han. »Hvem æggede dig til denne Daad, og hvorfor lod du dig ægge?« sagde Fovner; »havde du ikke spurgt, hvor rædde alle Mennesker vare for mig og for min Rædselshjælm? Du har haft en tapper Fader, du hvasøjede Svend«. »Mit kjække Mod æggede mig, og denne min stærke Arm, og mit hvasse Sværd, som du nys fik at føle, hjalp mig til at øve Daaden; sjælden bliver den haard paa sine gamle Dage, der er blød i Barndommen«. »Vel skjønner jeg, at om du var voxet op blandt dine Frænder, maatte du nu være en drabelig Kæmpe«, sagde Fovner, »men sælsomt tykkes det mig, at en hærtagen Fange har turdet gaa imod mig, thi sjælden er hærtagen Mand tapper i Strid«. »Du lader mig høre, at jeg var langt borte fra mine Frænder«, sagde Sigurd, »men var jeg end hærtagen, var jeg dog aldrig Fange; selv har du faaet at føle, at jeg er en fri Mand«. »Alt, hvad jeg siger, tager du for Haadingsord«, sagde Fovner, »men Guldet, jeg har ejet, vil blive din Bane«. »Guld og Gods stunder hver Mands Hu til lige til det sidste, og én Gang skal alle dø«. »Liden Agt giver du vel paa mine Ord«, sagde Fovner, »men farer du uvarlig paa Søen, drukner du; tøv hellere paa Land, til Stormen har lagt sig«. »Siden du er saa overmaade vís, Fovner«, sagde Sigurd, »saa sig mig, hvilke ere de Norner, der hjælpe Mødre i Barnsnød?«. »Mange ere de og saare forskjellige«, sagde Fovner, »somme ere af Asernes Æt, somme af Alvernes, og somme ere Dvalins Døtre«. »Hvad hedder den Holm, hvor Surt og Aserne blande Blod?« sagde Sigurd. »Den hedder Uskabt«, sagde Fovner; »min Broder Regin«, sagde han videre, »volder min Død, og det glæder mig, at han ogsaa skal volde din, og saa gaar det, som han vil have det. Rædselshjælm bar jeg mod alle, siden jeg lagde mig paa min Broders Arv, og saalunde fnyste jeg Edder alle Vegne omkring mig, at ingen turde komme mig nær, og ingen Vaaben ræddedes jeg for, og aldrig saa’ jeg saa mange Mand imod mig, at jeg jo tyktes langt stærkere, men alle vare rædde for mig«. »Den Rædselshjælm, du talte om, giver faa Sejr«, sagde Sigurd, »thi den, som kommer mellem mange, vil en Gang finde, at hver Mand har sin Overmand«. »Nu vil jeg raade dig«, sagde Fovner, »at du tager din Hest og rider herfra, det forteste du kan, thi ofte hænder det, at den, der har faaet Banesaar, selv tager Hævn derfor«. »Det er nu dit Raad«, sagde Sigurd; »men anderledes vil jeg gjøre; jeg vil ride til dit Bo og tage det meget Guld, dine Frænder have ejet«. »Rid saa kun, til du finder saa meget Guld, at det er ude med dig«, sagde Fovner, »thi dette Guld skal vorde din Bane og enhver andens, der kommer til at eje det«. »Hjem vilde jeg ride, skulde jeg end miste alt det meget Guld«, sagde Sigurd, »om jeg vidste, at jeg aldrig skulde dø; men hver en kjæk Mand vil have Gods at raade over lige til det sidste. Men lig du nu og vrid dig i Døden, Fovner, til Hel tager dig«. Og saa døde Fovner.


19. Nu kom Regin til Sigurd og sagde: »Hil dig Herre! En stor Sejr har du vundet, nu du har dræbt Fovner, som ingen før har turdet komme nær, og denne Stordaad vil mindes, saa længe Verden staar«. Regin stod nu længe og saa’ ned imod Jorden, og saa sagde han i stor Drøvelse: »Du har dræbt min Broder, og næppe kan jeg siges at være sagesløs ved denne Gjerning«. Sigurd tog sit Sværd Gram og tørte det af i Græsset og sagde til Regin: »Langt borte var du, da jeg øvede denne Daad og prøvede dette hvasse Sværd i min Haand og satte min Kraft imod Ormens, medens du laa i Lyngen og vidste hverken hvad der var Himmel eller Jord«. »Længe havde Ormen faaet Lov at ligge i sit Bo«, sagde Regin, »om du ikke havde nydt godt af det Sværd, jeg gjorde til dig med mine Hænder, ellers havde hverken du eller nogen anden øvet denne Daad«. »I Strid er et modigt Hjærte mere værd for en Mand end et hvast Sværd«, sagde Sigurd. Da sagde Regin atter i stor Tungsindighed: »Du har dræbt min Broder, og næppe kan jeg siges at være sagesløs i denne Gjerning«. Sigurd skar nu Hjærtet ud af Ormen med det Sværd, som hed Ridil, og Regin drak Fovners Blod og sagde: »Gjør nu, hvad jeg beder dig om, det er en ringe Ting for dig. Gaa til Ilden med Hjærtet og steg det, og giv saa mig det at spise«. Sigurd gik og stegte det paa en Gren; da der kom Skum paa det, rørte han ved det med Fingeren for at prøve, om det var stegt nok; han brændte sig og stak Fingeren i Munden, men da Ormens Hjærteblod kom paa hans Tunge, forstod han Fuglenes Maal og hørte nogle Mejser tale sammen i Krattet tæt ved. »Der sidder Sigurd og steger Fovners Hjærte«, sagde en, »det skulde han selv spise, saa blev han klogere end alle andre«. »Der ligger Regin og pønser paa at svige ham, der stoler paa ham«, sagde en anden. »Han skulde hugge Hovedet af ham«, sagde en tredje, »saa kunde han selv alene raade for det meget Guld«. »Klogest var han«, sagde en fjerde, »om han gjorde, som I raader, og saa red op til Fovners Bo og tog det meget Guld der, og saa red op paa Hindefjæld, hvor Brynhild sover, der kan han lære megen Visdom; klog var han, om han fulgte eders Raad og tænkte paa sit eget Tarv; hvor man ser Ulvens Øren, er Ulven selv ikke langt borte«. »Ikke er han saa klog, som jeg troede«, sagde en femte, »hvis han skaaner Regin, efter først at have dræbt hans Broder«. Snildt var det», sagde en sjette, »om han dræbte ham og raadede ene for Guldet.« »Ikke skal denne Ufærd times mig, at Regin bliver min Banemand«, sagde Sigurd, »hellere skulle begge Brødre fare samme Vej«, og saa drog han Gram og hug Hovedet af Regin. En Del af Ormens Hjærte spiste han, en Del gjemte han, saa sprang han op paa sin Hest og fulgte Fovners Spor til hans Bo; det var aabent; alle Dørene vare af Jærn og Dørkarmene og alle Bjælkerne ligesaa, og det hele var gravet ned i Jorden. Der fandt Sigurd en stor Mængde Guld og Sværdet Hrotte, og der tog han ogsaa Rædselshjælmen og Guldbrynjen og mange andre kostelige Klenodier. Der var saa meget Guld, at det tyktes ham rimeligt, at to eller tre Heste ikke vilde kunne bære mere; han lagde det alt sammen i to store Kister og læssede det paa Grane; han holdt den i Tømmen, men Hesten vilde ikke gaa, og det nyttede ikke, at han piskede paa den. Saa skjønnede Sigurd, hvad Hesten mente; han sprang op paa den og gav den af Sporerne, og nu løb den, som havde den intet at bære.


Arthur Rackham: Sigurd og Brynhild.
20. Sigurd red nu sønder paa til Frankland. Da han kom til Hindefjæld, saa’ han paa Bjerget frem for sig et Skin, som af Ild, og det lysnede deraf højt op imod Himlen; men da han kom derhen, saa’ han en Skjoldborg, og over den vajede der et Mærke. Sigurd gik ind i Borgen, hvor han fandt et Menneske, som laa og sov i fuld Hærklædning; han tog Hjælmen af og saa’, at det var en Kvinde; hun havde Brynje paa, og den sad saa fast, som om den var groet til Kroppen; han skar den op fra Halsaabningen helt ned igjennem og ud igjennem begge Ærmerne, og Sværdet bed, som var det Klæde, han skar i. Sigurd sagde til hende, at hun havde sovet længe. Hun spurgte, hvad der havde haft Kraft nok til at bide i Brynjen og vække hende af hendes Søvn; »er det Sigurd Sigmunds Søn, der er kommen hid med Fovners Hjælm og hans Bane i Haanden?« »Af Vølsungernes Æt er den, der har øvet denne Daad«, sagde Sigurd; »jeg har spurgt, at du er en mægtig Konges Datter, og ligesaa har jeg hørt om din Fagerhed og Visdom, og den vil jeg prøve«. Brynhild fortalte nu, at to Konger havde kæmpet med hinanden; den ene hed Hjælmgunnar, han var gammel og en vældig Hærmand, og ham havde Odin lovet Sejr; den anden hed Agnar, Ødes Broder; »jeg fældte Hjælmgunnar i Striden, men Odin stak mig med Søvntorn til Straf derfor og sagde, at jeg aldrig siden skulde faa Sejr, og at jeg skulde blive gift; men jeg gjorde da det Løfte derimod, at jeg aldrig vilde gifte mig med nogen, der kunde ræddes«. »Giv mig Raad til Storværker«, sagde Sigurd. »Dem kjender du selv bedst«, svarede hun, »men gjerne vil jeg lære dig, hvad jeg kan, om du kan have nogen Gammen deraf, Runer eller andet af allehaande. Lad os drikke sammen, og Guderne give os en god Dag, at min Visdom maa blive dig til Nytte og Berømmelse og du maa mindes siden, hvad vi tale om«. Saa fyldte Brynhild et Bæger, rakte Sigurd det og kvad:

      »Øl jeg byder dig,
      Brynjetings Drot,
      Kraft og Hæder
      i Hornet er blandet,
      fuldt af Stave
      og stærke Sange,
      gode Galdre
      og Gammensruner.

      Sejrruner du nemme,
      vil Sejr du fange,
rist da paa Hjaltet de Runer;
      rist dem paa Odden,
      rist dem paa Klodden,
og nævn saa to Gange »Ty«.

      Brændingsruner du riste,
      om du vil bjærge
Sejlheste paa Sø;
      paa Stavn og paa Styre,
      paa stærke Aarer
du riste de Runer med Ild.
      I brattest Brænding,
      naar Bølger brydes,
du kommer med Helsen af Hav.

      Maalruner du nemme,
      om mægte skal ingen
at give dig Harm for Had;
      du vinde de Runer
      og væve de Runer
og slynge dem alle sammen
      trindt om Tinget,
      naar Tiden kommer,
at Sagerne sendes til Doms.

      Ølruner du nemme,
      om mod anden Mands Viv
du vil vare dig vel for Svig;
      paa Horn du dem riste,
      paa Haandens Bag,
og »Nød« skal mærkes paa Negl.

      Dit Bæger du signe,
      for Svig dig vogte,
og læg i Drikken Løg;
      for vist jeg da véd,
      dig vorder aldrig
Mjøden blandet med Mén.

      Hjælperuner du nemme,
      om Hjælp du vil yde
Kvinder i Barnsens Kvide;
      paa Haand skal de lægges,
      om Leddene spændes,
og da bed du Diserne due.

      Livsruner du nemme,
      vil Læge du være,
snild til at se til Saar;
      skær dem i Bark
      og i Skovens Træ,
hvor Løvet luder mod Øst.

      Visdomsruner du nemme,
      vil vís du være
som ingen anden Mand;
      de Runer risted
      og raaded Odin,
selv han fandt de stærke Stave.

      Paa Skjoldet de staa
      for den skinnende Gud,
      paa Aarvaagens Øre
      og Alsvinns Hov,
      paa det rullende Hjul
      under Røgners Vogn,
      paa Slejpners Tænder
      og Slædens Baand;

      paa Bjørnens Lab
      og paa Brages Tunge,
      paa Ulvens Kløer
      og paa Ørnens Næb,
      paa blodige Vinger,
      ved Broens Ende,
      paa lægende Haand
      og paa lindrende Fod;

      paa Glar og Guld
      og det gode Sølv,
      i Vin og Most
      og paa Vølvens Sæde,
      paa Gungners Odd
      og paa Granes Bryst,
      paa Uglens Næb
      og paa Nornens Negl.

      De ristedes af,
      som de ristedes paa,
og mængedes i den hellige Mjød
og sendtes ad vide Veje:
      de er hos Aser,
      de er hos Alver,
somme er hos de vise Vaner,
somme er hos Midgaards Mænd.

      Det er Bogruner,
      det er Bjærgruner
      og alle Ølruner
      og ædle Kraftruner,
      hvo ej dem vilder
      og ej dem spilder,
ham de vorde til Held.
Nyd dem, om du nemmed dem,
til Ragnarok.

      Nu skal du vælge,
      da Valg dig bydes,
du hvasse Vaabens Svinger!
      om tale jeg skal
      eller tie nu,
al Skæbne er forud skabt«.

Sigurd svarede:

      »Vige jeg vil ej,
      véd du end jeg er dødsens,
ikke med Fejghed jeg fødtes;
      hvert Raad du mig giver,
      glad jeg tager,
saa længe som jeg lever«.


21. »Aldrig har der været visere Kvinde i Verden end du«, sagde Sigurd, »giv mig flere vise Raad«. »Vel bør det sig at gjøre dig til Vilje og give dig Heldraad, saa videlysten og klog som du er«, sagde hun; »vær venlig imod dine Frænder og sen til at tage Hævn for hvad de gjør dig imod, men bær det med Taalsomhed, saa vinder du dig et godt Lov, som vil vare længe. Vogt dig for hvad der er ondt, for Kjærlighed baade til Mø og til anden Mands Viv, det kommer der ofte ondt af. Giv dig ikke i Trætte med taabelige Mænd, hvor der er mange sammen, de bruger tidt Ord, der er værre, end de selv véd af, og strax har du Ord for at være fejg, og man tror, det er sandt; dræb ham næste Dag og løn ham saa for hans onde Ord. Farer du ad Veje, hvor onde Vætter bo, saa vær varsom; søg ikke Ly ved Vejen, om end Natten kommer over dig, thi ofte bor der onde Vætter dér, som føre Menneskene vild. Lad ikke fagre Kvinder daare dig, naar du ser dem ved Gilder, saa det røver dig din Søvn eller volder dig Hjærteve; lok dem ikke med Kys eller andre Kjærtegn; hører du taabelige Ord af drukne Mænd, saa giv dig ikke i Strid med dem, thi drukne Mænd have mistet deres Vid, og sligt volder mangen Mand stor Sorg eller Bane. Hellere skal du slaas med dine Fjender end lade dig indebrænde; sværg ikke Mened, thi grum Hævn følger Fredsbrud. Tag dig omhyggelig af døde Mænd, hvad enten de ere sotdøde eller faldne for Vaaben eller døde paa Søen, og sørg godt for deres Lig; tro ikke den, hvis Fader eller Broder eller anden nære Frænde du har fældet, om end han er ung; tit er der en Ulv i en ung Søn. Vogt dig vel for Svig af dine Venner. Lidet kan jeg kun se forud om dit Liv; maa blot ikke dine Maages Fjendskab blive dig til Fald«. »Ingen er visere end du«, sagde Sigurd, »og det sværger jeg, at dig vil jeg eje, thi du er efter mit Sind«. »Dig vil jeg helst have, kunde jeg end vælge blandt alle Mænd«, sagde hun, og den Pagt bandt de imellem sig med Eder.


22. Saa red Sigurd bort. Hans Skjold var overtrukket med det røde Guld og bar som Mærke en Drage, oventil mørkebrun og fager rød forneden, og paa samme Vis var hans Hjælm og Sadel og Vaabenkjortel mærket; han bar en gylden Brynje, og alle hans Vaaben vare smykkede med Guld, og derfor bar han Dragen som Mærke paa alle sine Vaaben, at alle, der havde spurgt, at han havde fældet den store Drage, som Væringerne kalde Fovner, kunde vide, hvem han var, naar de saa’ ham; og brun af Farve og straalende af Guld vare alle hans Vaaben, fordi han langt overgik alle andre Mænd i Høviskhed og gode Sæder og næsten i alle Dele, og naar alle de største Kæmper og berømmeligste Høvdinger nævnes, da skal han stadig nævnes som den ypperste, og hans Navn er paa alles Læber nord for Græklandshavet, og saa skal det være, saa længe Verden staar. Hans Haar var brunt og fagert og faldt i store Lokker; Skjægget var tykt og kort og brunt som Haaret; Næsen var høj og Ansigtet bredt med store Kindben; hans øjne vare saa hvasse, at kun faa turde se ham under Brynene; hans Hærder vare saa brede som paa to Mænd. Hans Legeme vare i alle Maader skabt saa, at Højde, Førhed og alt andet passede sammen paa det bedste, og det er et Mærke paa, hvor høj han var, at naar han spændte Sværdet Gram, som var syv Spand langt, om sig og gik igjennem en fuldvoxen Rugmark, saa naaede Sværdets Dupsko kun til Toppen af Axene, og hans Styrke var endnu større end hans Væxt. Vel forstod han at svinge Sværd og kaste med Spyd, slynge sin Lanse og føre sit Skjold, spænde sin Bue og styre sin Ganger, og alskens ridderlige Idrætter havde han lært i sin Opvæxt. Saa vís var han, at han vidste det uskete forud; han skjønnede ogsaa Fuglenes Tale, og faa Ting kom ham derfor uventet. Han kunde tale saa længe og snildt, at hvad han end talte om, holdt han ikke op, før det tyktes alle, at det ikke kunde være anderledes, end som han sagde. Det var hans Lyst at hjælpe sine Mænd og prøve sig selv i Stordaad, at tage fra sine Uvenner og give til sine Venner. Mod skortede det ham ikke paa, og aldrig blev han ræd.


23. Sigurd red nu, til han kom til en stor Gaard; for den raadede en mægtig Høvding, ved Navn Hejmer; han var gift med en Søster til Brynhild, som hed Bænkhild, fordi hun havde siddet hjemme og lært Kvindegjerning, medens Brynhild fór i Kamp med Hjælm og Brynje, hvoraf hun havde sit Navn. Hejmer og Bænkhild havde en Søn, som hed Alsvid, en ung Mand af overmaade høviske Sæder. Da Sigurd kom ridende i Gaarde, var Hejmers Mænd ved at lege udenfor, men da de saa’ ham, holdt de op og undredes over ham, thi hans Lige havde de aldrig set. De gik ham i Møde og bød ham velkommen, og Alsvid bad ham blive hos sig, alt, hvad han vilde have af ham, skulde han faa. Sigurd tog imod Indbydelsen, og der blev da sørget paa det anseligste for ham og ydet ham al Tjeneste; fire Mænd toge Guldet af Hesten, og en femte tog imod ham selv; der var mange gode og sjældne Klenodier at se, og det havde alle deres Morskab af, at se paa de Brynjer og Hjælme, store Ringe og mærkelig svære Guldbægre og alskens Krigsvaaben. Sigurd blev længe der i stor Hæder, og vidt over alle Lande spurgtes nu hans berømmelige Daad, at han havde dræbt den ræddelige Orm. Sigurd og Alsvid huede hinanden vel og blev gode Venner. Det var deres Lyst at gjøre deres Vaaben i Stand, skæfte deres Pile og jage med deres Høge.


24. Brynhild kom nu ogsaa hjem til sin Fosterfader Hejmer; hun boede i et lidet Hus for sig selv med sine Møer. Hun var kunstfærdig som ingen anden Kvinde, og nu virkede hun Guld i Væv og syede deri de Storværker, Sigurd havde øvet, hvorlunde han havde fældet Ormen og taget Guldet og dræbt Regin. En Dag var Sigurd redet ud i Skoven med sine Hunde og Høge og mange Mænd i Følge, og da han kom hjem, fløj hans Høg op paa et højt Taarn og satte sig ved en Glug. Sigurd gik efter Høgen, og saa’ da en fager Kvinde, som han kjendte var Brynhild, og herlig tyktes ham baade hendes Fagerhed og hvad hun virkede. Da han kom ind i Hallen til Mændene, vilde han ikke tage Del i nogen Gammen. »Hvi er du saa tavs?« sagde Alsvid; »ilde huer det mig og dine andre Venner at se dig saa; hvorfor kan du ikke være glad? Dine Høge hænge med Hovederne og ligesaa din Hest Grane, og haardt vil det holde at faa raadet Bod derpaa«. »Hør da, hvad jeg tænker paa, kjære Ven«, sagde Sigurd; »min Høg fløj op paa et højt Taarn, og da jeg tog den, saa’ jeg en fager Kvinde; hun sad og slog Guld i Væv og virkede, hvad jeg har øvet af Stordaad«. »Det er Brynhild Budles Datter, du har set, den boldeste af alle Kvinder«, sagde Alsvid. »Sandt er det«, sagde Sigurd, »hvor længe har hun været her?« »Hun kom hid kort efter dig«, sagde Alsvid. »Faa Dage har jeg vidst det«, sagde Sigurd; »ingen Kvinde i Verden lider jeg som hende.« »Bryd dig ikke om en Kvinde, saadan en Mand som du er«, sagde Alsvid; »ilde er det for en Mand at græmme sig over, hvad han ikke kan faa«. »Jeg vil gaa til hende«, sagde Sigurd, »give hende Guld og søge Gunst og Gammen hos hende«. »Den har endnu aldrig været til«, sagde Alsvid, »som hun har givet Plads ved sin Side eller budt Øl at drikke; hun tænker kun paa Hærfærd og paa at øve alskens berømmelige Gjerninger«. »Ikke véd jeg, om hun vil svare mig vel eller ikke, og om hun vil byde mig til Sæde hos sig«, sagde Sigurd. Næste Dag gik Sigurd til hendes Bur; Alsvid stod udenfor imens og skæftede sine Pile. »Hil sidde I Frue«, sagde Sigurd, »hvorlunde lider I?« »Jeg lider vel«, svarede hun, »mine Frænder og Venner har jeg i Live, men usikkert er det, hvad Lykke En skal have til sin Dødsdag«. Han satte sig hos hende. Saa kom der fire Kvinder ind og gik for Borde med store Guldkruse fulde af den bedste Vin. Da sagde Brynhild: »Den Plads vil kun faa andre end min Fader faa Lov at tage«. »Nu har den faaet den, som jeg helst under den«, sagde Sigurd. Der var tjeldet derinde med det kosteligste Væv, og over hele Gulvet var der bredt Tæpper. »Nu er det sket, som I lovede mig«, sagde Sigurd. »Velkommen skal I være her«, sagde hun, og saa stod hun op og gik frem for ham, og de fire Møer med Guldkrusene med hende og bød ham at drikke. Han rakte Haanden ud imod Kruset og tog hendes Haand med og satte hende ned hos sig, tog hende om Halsen og kyssede hende og sagde: »Fagrere Kvinde er aldrig født«. »Klogest er det ikke at lægge sin Tro i en Kvindes Haand«, sagde Brynhild, »thi jævnlig bryde Kvinder deres Løfter«. »Det vilde være den fejreste Dag for os, naar vi maatte favnes«, sagde Sigurd. »Ikke er det Skæbnens Vilje, at vi skulle bo og bygge sammen«, sagde Brynhild; »jeg er Skjoldmø og bærer Hjælm blandt Hærkonger, dem skal jeg hjælpe, og ikke ledes jeg ved Kamp«. »Bedst ville vi trives, om vi leve sammen«, sagde Sigurd; »værre er det at lide den Sorg, det her gjælder om, end at bides af hvasse Vaaben«. »Jeg faar mønstre Hærmænds Skarer«, sagde Brynhild, »men du skal ægte Gudrun Gjukes Datter«. »Ikke skal nogen Kongedatter lokke mig, og aldrig skifter jeg Sind«, sagde Sigurd; »det sværger jeg ved Guderne, at dig skal jeg eje eller ingen Kvinde«. Hun sagde det samme til ham, og Sigurd takkede hende for hendes Ord og gav hende en Guldring, og de svor atter. Saa gik han bort til sine Mænd og blev der endnu en Stund i stor Glæde.


25. Gjuke hed en Konge; han havde sit Rige sønden for Rin. Han havde trende Sønner, Gunnar, Høgne og Guttorm, og en Datter Gudrun, som der gik Ry af vide om Land; alle fire overgik de langt andre Kongebørn i alt, hvad ypperligt var, baade Fagerhed og Væxt; jævnlig vare de i Hærfærd og øvede mangt et berømmeligt Storværk. Gjuke var gift med Grimhild den troldkyndige; hun var en ond Kvinde. Gjukungerne havde megen Lykke med sig, det voldte mest Børnene, som var ypperligere end de fleste. Budle hed en anden Konge; han var mægtigere end Gjuke, men mægtige vare de begge. Atle hed Brynhilds Broder, han var en grum Mand, stor og sortladen, men dog anselig og en vældig Hærmand.

Engang sagde Gudrun til sine Møer, at hun ikke kunde blive glad. En af dem spurgte, hvad der voldte, at hun var mod i Hu. »Jeg drømte, og ikke var det Lykke, min Drøm lovede mig; derfor er jeg tung om Hjærtet«, sagde Gudrun, »raad du den nu, siden du har spurgt derom«. »Sig mig den da, og lad den ikke ængste dig«, sagde Ternen, »ofte varsle Drømme Omskiftelse i Vind og Vejr«. »Min Drøm har intet med Vejret at gjøre«, sagde Gudrun; »jeg drømte, at jeg saa’ en fager Høg sidde paa min Haand; dens Fjer vare som Guld at se«. »Mange have hørt om eders Fagerhed, Kløgt og høviske Sæder«, sagde Ternen; »der vil komme en Kongesøn og bejle til jer«. »Intet tyktes mig mere værd at eje end den Høg«, sagde Gudrun; »hellere vilde jeg miste alt, hvad jeg ejer, end den«. »Saa vil han, som du faar, være en ypperlig Mand, og du vil elske ham højt«, sagde Ternen. »Ilde huer det mig, at jeg ikke véd, hvem han er«, sagde Gudrun; »nu ville vi fare og gjæste Brynhild; hun véd det vist«. De smykkede sig nu med Guld og kosteligt Skrud, og saa fór Gudrun med sine Møer til Brynhilds Hal, som straalende af Guld stod paa et Bjærg. Da man saa’ dem komme, blev det meldt Brynhild, at der kom mange Kvinder agende til Borgen i gyldne Karme. »Det maa være Gudrun Gjukesdatter«, sagde hun; »jeg drømte om hende i Nat; lad os gaa ud og tage imod hende; fagrere Kvinder kan ikke gjæste os«. De gik da ud til dem og bød dem velkommen og førte dem ind i den fagre Hal. Den var prydet med Billeder og meget Sølv; der var bredt Tæpper under deres Fødder, og alle sørgede vel for dem. De øvede mangehaande Lege, men Gudrun var tavs. Da sagde Brynhild: »Hvorfor kan du ikke blive glad? Saa bør det ikke være. Lad os nu alle more os sammen og tale om mægtige Konger og deres Storværker«. »Ja, lad os det«; sagde Gudrun; »hvem holder du for den ypperste af alle Konger?« »Hake og Hagbard, Haamunds Sønner«, sagde Brynhild; »de øvede mange berømmelige Gjerninger i Hærfærd«. »Store og ypperlige vare de«, sagde Gudrun, »men dog røvede Sigar deres Søster og brændte andre inde, og sene er de til at tage Hævn. Hvorfor nævnede du ikke mine Brødre, som nu tykkes de ypperste af alle Mænd?« »Godt Æmne er der i dem«, sagde Brynhild, »men endnu ere de ikke meget prøvede, og én ved jeg, som langt overgaar dem, det er Sigurd, Kong Sigmunds Søn; han var endnu kun Barn, da han fældede Kong Hundings Sønner og hævnede sin Fader og sin Morfader Ølime«. »Hvad har du mere at sige derom? Var han født, da hans Fader faldt?« sagde Gudrun. »Hans Moder gik om iblandt de faldne, til hun fandt Kong Sigmund saaret, og vilde forbinde hans Saar«, sagde Brynhild, »men han sagde, at han var for gammel til at gaa mere i Kamp, og bad hende trøste sig med, at hun skulde føde den herligste Søn, og der talte vís Mand Spaadomsord. Da Kong Sigmund var død, fór hun til Kong Alv, og der blev Sigurd opfostret i stor Hæder, og mangen ypperlig Daad øvede han for hver Dag, og han er den berømmeligste Mand i Verden«. »Af Elskov har du skaffet dig saa nøje Rede paa ham«, sagde Gudrun; »men derfor er jeg kommen hid, at jeg vilde sige dig mine Drømme, som ængste mig svarlig«. »Lad ikke sligt ængste dig«, sagde Brynhild, »bliv du hos dine Frænder, som alle gjerne ville glæde dig«. »Jeg drømte, at vi gik fra vort Bur mange i Følge«, sagde Gudrun; »da saa’ vi en stor Hjort; den overgik langt alle andre Dyr; dens Haar var af Guld. Alle vilde vi fange den, men kun jeg fik den, og den tyktes mig mere værd end alt andet. Saa skød du Hjorten, saa den faldt om for mine Fødder, og det var mig saa stor en Sorg, at jeg næppe kunde bære den; derefter gav du mig en Ulvehvalp, som stænkede mig over med mine Brødres Blod«. »Jeg skal tyde din Drøm, som den vil opfyldes«, sagde Brynhild; »Sigurd, som jeg har kaaret til min Husbond, vil komme til jer, og Grimhild vil give ham en ménblandet Drik, som vil volde os alle stor Ulykke. Du skal eje ham og snart miste ham. Saa vil du blive gift med Kong Atle; dine Brødre skal du miste, og saa dræber du Atle«. »Tung Sorg er det at vide sligt«, sagde Gudrun. Saa fór de bort, hjem til Kong Gjuke.


26. Sigurd red nu bort med alt sit Guld, og han og Hejmer skiltes i stort Venskab. Grane bar ham i fuld Hærklædning og alt Guldet. Da han kom til Kong Gjukes Borg, red han ind, og en af Kongens Mænd, som saa’ ham, sagde: »Det tykkes mig, at det maa være en af Guderne, her kommer; denne Mand er helt over prydet med Guld, hans Hest er meget større end andre Heste, og hans Vaaben ere over al Maade fagre, han overgaar langt andre Mænd«. Kongen gik ud med sin Hird, hilste paa ham og spurgte: »Hvem er du, som rider ind i Borgen? Det drister ellers ingen sig til uden at bede mine Sønner om Lov dertil«. »Jeg hedder Sigurd og er Kong Sigmunds Søn«, svarede han. »Velkommen skal du være hos os«, sagde Kong Gjuke, »hvad du vil have her, skal du faa«. Han gik da ind i Hallen, og alle vare de smaa ved Siden af ham. Alle sørgede vel for ham og holdt ham i stor Ære. Sigurd, Gunnar og Høgne plejede alle at ride sammen, men Sigurd overgik dem begge i alle Idrætter, skjønt de ogsaa var dygtige Mænd. Grimhild mærkede snart, hvor højt Sigurd elskede Brynhild, og hvor tit han talte om hende; tænkte hun da ved sig selv, at det vilde være en større Lykke, om han vilde blive hos dem og ægte Kong Gjukes Datter, thi hun skjønnede, at ingen kunde maale sig med ham, og hvilken Støtte og Hjælp han kunde være, og dertil havde han det meget Guld, langt mere end nogen nogensinde havde vidst af at sige. Kongen var imod ham som imod sine egne Sønner, og de agtede ham højere end sig selv. En Kvæld, da de sad ved Drikken, stod Dronningen op og gik frem for Sigurd, hilsede ham og sagde: »En Glæde er dit Ophold her for os, og alt godt ville vi gjøre dig; tag imod Hornet og drik!« Han tog det og drak deraf. »Kong Gjuke skal være din Fader«, sagde hun, »jeg din Moder og Gunnar og Høgne dine Brødre. I skulle sværge hverandre Eder, saa vil eders Lige ikke findes«. Sigurd gik villig ind paa dette, thi da han drak af Hornet, glemte han Brynhild. Han blev der nu en Stund. En Gang gik Grimhild frem for Kong Gjuke, lagde Armene om hans Hals og sagde: »Vi have nu hos os den største Kæmpe, der findes i Verden; han vilde være os en god Støtte; giv ham din Datter til Ægte og meget Gods og saa meget af dit Rige, som han vil have, at han kunde føle sig glad ved at blive her«. »Sjælden spørges det, at Folk selv tilbyde deres Døtre«, sagde Gjuke, »men større Hæder er der ved at byde ham hende, end ved at andre bejle til hende«. En Kvæld skjænkede Gudrun for Mændene. Sigurd saa’ da, at hun var en fager Kvinde og i alle Maader høvisk. Halvtredje Aar havde Sigurd været der; stor Anseelse havde de vundet, og stort var ogsaa Venskabet imellem dem. Nu taltes Kongerne ved. Kong Gjuke sagde: »Meget godt gjør du os, Sigurd, og en stor Støtte har du været for vort Rige«. Gunnar sagde: »Alt ville vi gjøre for at faa dig til at blive her længe; baade Land og vor Søster ville vi tilbyde dig, og det vilde vi nægte enhver anden, som bad derom«. »Hav Tak for den Hæder, I vise mig«, sagde Sigurd, »det Tilbud tager jeg imod«. De svor sig nu i Fostbroderlag som kjødelige Brødre; der blev holdt et herligt Gilde, som varede i mange Dage; Sigurd drak Bryllup med Gudrun; der var alskens Skjemt og Glæde, og det gik herligere til for hver Dag der gik. De fore nu vide om Land og øvede mange berømmelige Gjerninger, fældede mange Kongesønner, og ingen vandt Hæder som de. Omsider fór de hjem med stort Bytte. Sigurd gav Gudrun noget af Fovners Hjærte at spise, og fra da af var hun langt grummere end før, men ogsaa visere. Deres Søn hed Sigurd.

En Gang gik Grimhild til sin Søn Gunnar og sagde: »Nu trives alt fagert og vel for dig; kun ét mangler du, du har ingen Viv. Bejl til Brynhild; det er det gjæveste Gifte, og Sigurd følger vel med dig«. »Visselig er hun fager«, sagde Gunnar, »og ikke er jeg uvillig til dette«. Han talte nu til sin Fader og sine Brødre og Sigurd derom, og alle raadede de ham dertil.


J. C. Dollman: Sigurd og Gunnar ved ilden.
27. De rustede sig nu prægtig til Færden og red over Fjælde og Dale til Kong Budle og fremførte deres Bejlen. Han gav gjerne sit Minde dertil, hvis hun ikke selv sagde nej, men hun var saa storsindet, sagde han, at hun ikke tog nogen anden end den, hun selv vilde have. De red da til Hlymdalene. Hejmer tog vel imod dem, og Gunnar kom frem med sit Ærinde. Hejmer sagde, at hun selv fik vælge, hvem hun vilde have; hendes Sal var kort derfra, og kun den, mente han, vilde hun have, som red igjennem den Ild, der brændte om hendes Sal. De fandt Salen og Ilden; Borgen var tækket med Guld, og Ilden brændte uden om. Gunnar red den Ganger, som hed Gote, Høgnes hed Hølkve. Gunnar sporede sin Hest imod Ilden, men den sprang tilbage. »Hvi gaar du tilbage, Gunnar?« sagde Sigurd. »Hesten vil ikke igjennem denne Ild«, svarede han og bad Sigurd laane ham Grane. »Den skal du faa«, sagde Sigurd. Gunnar red nu atter frem til Ilden, men saa vilde Grane ikke videre, og Gunnar kunde ikke komme igjennem. Sigurd og Gunnar byttede nu Skikkelse, som Grimhild havde lært dem, og nu red Sigurd frem med Gram i Haanden og Guldsporer paa Fødderne, og da Grane følte Sporen, sprang den ind i Ilden. Der blev nu et stort Gny, Ilden tog til at blusse voldsommere op, Jorden skjalv, og Luerne slog op mod Himlen. Dette havde ingen dristet sig til at gjøre før; det var, som han red i tyk Taage. Saa stilnede Ilden, og han stod af Hesten og gik ind i Salen. Saalunde er der kvædet herom:

Blussed Baalet
og bæved Jorden,
Luerne højt
mod Himlen hvirvled;
faa turde der
af Fyrstens Mænd
spore sin Ganger
til Spring gjennem Ilden.

Frem drev Sigurd
med Sværdet Grane,
flux sig Luerne
lagde for Drotten;
Ilden slukned,
da Sigurd kom,
Regins Ridetøj
i Røgen blinked.

Og da Sigurd var kommen igjennem Luen, saa’ han en fager Sal, og der sad Brynhild. Hun spurgte, hvem han var, og han sagde, at han hed Gunnar Gjukessen, »og du skal være min Viv; din Fader og Fosterfader har givet mig deres Ja, naar jeg red igjennem din Tryllelue, som du selv har bestemt«. »Jeg véd ikke ret, hvad jeg skal svare hertil«, sagde Brynhild. Sigurd stod rank paa Gulvet og støttede sig til Hjaltet paa sit Sværd og sagde: »Dig skal jeg til Gjengjæld give en stor Morgengave i Guld og gode Klenodier«. Tankefuld sad hun i sit Sæde som en Svane paa Bølgen, brynjeklædt med Sværd i Haand og Hjælm paa Hovedet: »Sig ikke sligt til mig, Gunnar«, svarede hun, »hvis du ikke er ypperligere end alle andre Mænd; dem, der have bejlet til mig, skal du dræbe, om du trøster dig dertil. Jeg var i Kamp med Gardekongen, da rødnedes vore Vaaben i Mandeblod, og endnu staar min Hu dertil«. »Mange Storværker har I øvet«, sagde Sigurd, »men nu faar I drages til Minde, hvad I har lovet, at den Mand, som red igennem denne Ild, vilde I følge«. Hun fandt nu, at han havde Ret, rejste sig og bød ham velkommen. Han blev der i tre Nætter og delte Leje med hende, men Sværdet Gram lagde han blottet imellem dem, og da hun spurgte, hvi han gjorde det, svarede han, at saalunde, havde Skæbnen bestemt, han skulde holde sit Bryllup, ellers vilde han faa Bane. Han tog nu Andvares Ring, som han havde givet hende, og gav hende en anden Ring af Fovners Arv i Stedet. Derefter red han atter igjennem Ilden til sine Venner; de byttede atter Skikkelse og red saa til Hlymdalene og fortalte, hvorlunde det var gaaet. Samme Dag fór Brynhild hjem til sin Fosterfader og sagde ham i Fortrolighed, at der var kommet en Konge til hende, »han red igjennem min Tryllelue og sagde, at han var kommen for at ægte mig; han kaldte sig Gunnar; men jeg mente, at det var der ingen anden end Sigurd, der evnede; ham svor jeg Eder paa Fjældet, og han blev min Husbond«. Hejmer sagde, at nu maatte det blive, som det var. »Sigurds og min Datter Asløg skal du fostre«, sagde Brynhild. Kongerne fore nu hjem, men Brynhild fór til sin Fader. Grimhild tog vel imod dem og takkede Sigurd for den Hjælp, han havde ydet Gunnar. Der blev nu redet til Gilde, og der kom en stor Mængde Mennesker; der kom Kong Budle med sin Datter og sin Søn Atle, og dette Gilde stod paa i mange Dage. Men da det var til Ende, randt alle de Eder, Sigurd havde svoret Brynhild, ham i Hu, dog holdt han sig nu rolig. Brynhild og Gunnar sad med Skjemt og Gammen og drak den gode Vin.


Anders Zorn: Gudrun og Brynhild.
28. En Dag gik Brynhild og Gudrun sammen til Aaen for at to sig. Brynhild vadede længere ud end Gudrun, og da hun spurgte, hvorfor hun gjorde det, sagde Brynhild: »Hvi skal jeg gaa Side om Side med dig her mere end ellers? Jeg mener, at min Fader er mægtigere end din, og min Husbond har øvet mange Storværker og redet igjennem den luende Ild, men din Husbond var Træl hos Kong Hjalprek«. Gudrun blev vred og svarede: »Klogere var det af dig at tie, hellere end at laste min Husbond; det er alles Ord, at hans Lige findes ikke i Verden i nogen Maade, og ilde sømmer det sig for dig at laste ham, thi han var den første, der sov i din Arm, og han fældede Fovner og red igjennem Trylleluen, da du troede det var Kong Gunnar, og han laa hos dig og tog Andvares Ring af din Arm, og her kan du se den«. Brynhild saa’ Ringen og kjendte den; hun blev bleg som et Lig, gik hjem og talte ikke et Ord den Kvæld. Da Sigurd gik til Sengs, spurgte Gudrun: »Hvi er Brynhild saa uglad?« »Jeg véd det ikke ret«, svarede Sigurd, »men det aner mig, at vi snart ville faa det at vide«. »Hvorfor er hun ikke tilfreds med sin Rigdom og Lykke og alle Menneskers Ros? Ogsaa har hun jo faaet den Mand, hun selv vilde have«. »Naar har hun sagt, at hun mente hun havde den ypperste Mand eller den, hun helst vilde have?« spurgte Sigurd. »Jeg skal spørge hende i Morgen, hvem hun helst vilde have«, svarede Gudrun. »Det vil jeg ikke raade dig til«, sagde Sigurd, »og du vil angre det, om du gjør det«. Næste Morgen, da Kvinderne sad i Fruerstuen, var Brynhild tavs. »Vær glad, Brynhild«, sagde Gudrun; »er du vred for vor Samtale, eller hvad staar din Glæde i Vejen?« »Det er lutter Ondskab, der taler ud af dig«, sagde Brynhild, »du har et grumt Hjærte«. »Tro ikke det«, sagde Gudrun, »svar mig hellere«. »Spørg kun om det, du har godt af at vide«, sagde Brynhild, »det sømmer sig for højbaarne Kvinder. Let er det at være tilfreds, naar Lykken er god og alt gaar efter ønske«. »For tidligt er det at rose sig deraf«, sagde Gudrun, »men det skal vel være en Spaadom. Hvorfor vil du mig til Livs? Jeg har jo intet ondt gjort dig«. »Det skal du undgjælde for, at du fik Sigurd«, sagde Brynhild; »jeg under dig hverken ham eller hans Guld«. »Jeg vidste ikke, hvad I havde aftalt«, sagde Gudrun, »og vel kunde min Fader sørge for mit Giftermaal uden at tage dig med paa Raad«. »Ikke have vi plejet Lønraad«, sagde Brynhild; »men Eder have vi svoret, og vel vidste I, at I sveg mig, og det skal hævnes«. »Du er bedre gift, end du fortjener«, sagde Gudrun; »en daarlig Ende vil det tage med dit Overmod, og det vil gaa ud over mange«. »Glad skulde jeg være«, sagde Brynhild, »om du ikke havde gjævere Mand end jeg«. »Du har saa gjæv en Mand, at det er uvist, hvem der er en større Konge end han, og Land og Gods har du nok af«. »Sigurd vog Fovner«, sagde Brynhild, »det er mere værd end hele Kong Gunnars Rige, som kvædet er:

Sigurd vog Ormen,
sent skal det glemmes,
mindes det skal,
mens Mandhjem staar;
ej turde Gunnar
gaa gjennem Ilden,
eller spore sin Ganger
til Spring over Baalet«.

»Grane vilde ikke bære Kong Gunnar igjennem Ilden«, sagde Gudrun, »men vel turde han ride, og du har ikke nødig at laste ham for Mangel paa Mod«. »Ikke vil jeg dølge, at jeg tror Grimhild ilde«, sagde Brynhild. »Skjæld ikke paa hende«, sagde Gudrun, »thi hun er imod dig som var du hendes Datter«. »Fra hende stammer al den Sorg, der nager mig«, sagde Brynhild; »hun rakte Sigurd en ond Drik, saa mit Navn gik ham af Minde«. »Mange utilbørlige Ord taler du, og grovelig lyver du«, sagde Gudrun. »Maatte du have saa liden Gammen af Sigurd, som du har handlet ærlig imod mig«, sagde Brynhild; »ikke er du værd at leve sammen med ham, og gid det maa gaa eder, som jeg ønsker«. »Glædeligere vil det gaa, end du ønsker«, sagde Gudrun, »og heller ikke skal nogen kunne sige, han har nydt for meget godt af mig«. »Ilde taler du«, sagde Brynhild, »og du vil komme til at angre det, naar din Vrede har lagt sig; lad os nu ikke skifte flere onde Ord«. »Du kastede først onde Ord til mig«, sagde Gudrun; »nu lader du, som du vil gjøre det godt igjen, men der ligger Grumhed bag dine Ord«. »Lad os holde op at føre slig unyttig Tale«, sagde Brynhild; »længe har jeg tiet om den Sorg. jeg bar i mit Bryst, men jeg elsker dog ingen anden end din Broder. Lad os nu lale om noget andet«. »Langt ser din Aand frem«, sagde Gudrun. Stor Ulykke kom der ud af, at de gik sammen til Aaen og at hun fik Ringen at se, saa de kom til at tales ved.


29. Efter denne Samtale lagde Brynhild sig til Sengs, og det blev sagt Kong Gunnar, at hun var syg. Han gik til hende og spurgte, hvad hun fejlede, men hun svarede ikke og laa hen, som hun var død. Omsider, da han trængte fast ind paa hende, svarede hun: »Hvor har du gjort af den Ring, jeg gav dig, den, jeg fik af Kong Budle, sidst vi skiltes, da I Gjukunger kom til ham og truede med at hærje og brænde, om I ikke fik mig i eders Vold? Han tog mig til Side og spurgte, hvem af dem, der vare komne, jeg vilde vælge; jeg tilbød at værge Landet for ham og være Høvding for en Tredjedel af Hæren, men han bød mig vælge et af to, enten skulde jeg giftes med den, han vilde, eller miste baade mit Gods og hans Venskab, og det sagde han, at hans Venskab vilde være mig tjenligere end hans Vrede. Da overvejede jeg ved mig selv, om jeg skulde lyde hans Vilje eller fælde mange Mænd; ikke tyktes det mig, at jeg evnede at strides med ham, og blev det da saa, at jeg lovede mig til den, der red gjennem min Tryllelue paa Grane med Fovners Arv og dræbte de Mænd, jeg krævede dræbte. Det trøstede ingen sig til uden Sigurd, han red igjennem Ilden, thi ham skortede det ikke paa Mod; han dræbte Ormen og Regin og fem Konger, og ikke du Gunnar! thi du blev bleg som et Lig, og du er hverken Konge eller Kæmpe. Men det lovede jeg hjemme hos min Fader, at kun den berømmeligste Mand i Verden vilde jeg elske, og det er Sigurd. Nu har jeg brudt min Ed, da jeg ikke fik ham til Husbond, og derfor vil jeg raade dig Bane; ondt har jeg ogsaa at lønne Grimhild for, en fejgere og værre Kvinde end hende er der ikke i Verden«. Gunnar svarede, saa at kun faa hørte det: »Mange falske Ord har du talt, og en ondskabsfuld Kvinde er du; ikke var hun utilfreds med sin Lod, saaledes som du, ingen har hun pint til Døde, og ingen har hun myrdet, og et godt Lov har hun paa sig«. »Ikke har jeg haft lønlige Møder eller øvet nogen Udaad«, sagde Brynhild; »anderledes er jeg af Sind; mest Lyst havde jeg til at dræbe dig«. Saa vilde hun dræbe Kong Gunnar, men Høgne lagde hende i Lænker. »Jeg vil ikke, at hun skal bære Lænker«, sagde Gunnar. »Bryd dig ikke om det«, sagde hun, »thi aldrig mere skal du se mig glad i din Hal, hverken drikke eller lege Tavl eller virke Guld i gode Klæder, aldrig skal du høre et fortroligt Ord af mig eller et godt Raad«; det var hende den største Sorg, sagde hun, at hun ikke havde faaet Sigurd. Saa satte hun sig op og slog Væven saa haardt, at den gik sønder, og bad dem lukke Fruerstuens Dør op, saa hendes Klager kunde høres langt af Led, og saa stor var hendes Sorg, at det kunde høres over hele Gaarden. Gudrun spurgte sine Terner, hvorfor de vare saa uglade og mod i Hu; »hvad fejler I? Hvi gaa I om, som om I havde tabt Viddet? Hvad Skræmsel have I mødt?« Da svarede en af dem, som hed Svavrlød: »Det er en Ulykkesdag; vor Hal er fuld af Sorg«. »Staa op«, sagde Gudrun; »vi have sovet længe; væk Brynhild, lad os sætte os til Væven og være glade«. »Det vil jeg ikke«, svarede Ternen, »hverken vække hende eller tale til hende; i mange Dage har hun hverken drukket Mjød eller Vin; Gudernes Vrede maa være over hende«. »Gaa du til hende«, sagde Gudrun til Gunnar, »og sig, at hendes Ulykke gjør os ondt«. »Hun har forbudt mig at gaa til hende eller tage mig af hendes Sager«, sagde Gunnar, men dog gik han til hende og prøvede paa mange Maader at komme i Samtale med hende, men hun svarede ham ikke. Saa gik han ud og bad Høgne gaa til hende; han havde ingen Lyst dertil, men gik dog, og hun svarede heller ikke ham. Saa bad han Sigurd gaa til hende, hun svarede ham ikke, og saalunde led Kvælden; men næste Dag, da Sigurd kom hjem fra Jagt, gik han til Gudrun og sagde: »Det bæres mig for, som denne Sot vil blive svar, og at Brynhild vil dø«. »Sælsomt er det med hende, Herre«, sagde Gudrun; »nu har hun sovet i syv Døgn, og ingen har turdet vække hende«. »Hun sover ikke«, sagde Sigurd; »hun lægger store Raad op imod os«. »Stor Sorg er det at tænke paa din Død«, sagde Gudrun grædende; »gaa hellere til hende og se at styre hendes voldsomme Sind, giv hende Guld og stil hendes Vrede dermed«. Sigurd gik da ud og fandt hendes Sal aaben; han troede, hun sov, og trak Tæpperne af hende og sagde: »Vaagn op, Brynhild! Solen skinner over hele Gaarden, længe nok har du sovet. Ryst Sorgen af dig og vær atter glad«. »Hvor tør du vove at komme til mig?« sagde Brynhild; »ingen har sveget mig værre end du«. »Hvorfor taler du ikke til nogen«, sagde Sigurd; »hvad er det, der gjør dig saa gram?« »Dig skal jeg sige, hvorfor jeg er vred«, sagde hun. »Forhexet er du, hvis du tror, at jeg er dig gram, og selv har du valgt den, du fik til Husbond«, sagde Sigurd. »Nej«, sagde hun; »ikke red Gunnar gjennem Ilden til mig, og ikke fældede han Mænd til mig i Morgengave. Jeg undredes over den Mand, der kom ind i min Hal, og det tyktes mig, jeg kjendte dine øjne, men ikke kunde jeg skjønne grandt for det Slør, der laa over min Lykke«. »Ikke er jeg gjævere end Gjukes Sønner«, sagde Sigurd; »de dræbte Danekongen og en stor Høvding, Broder til Kong Budle«. »Meget ondt har jeg at lønne dem for«, sagde Brynhild; »og ikke skulde du minde mig om mine Sorger. Men du, Sigurd, vog Ormen og red igjennem Ilden for min Skyld, det gjorde Gjukes Sønner ikke«. »Ikke blev jeg din Mand og du min Hustru«, sagde Sigurd; »men en berømmelig Konge gav dig Morgengave«. »Aldrig glædes min Hu, naar jeg ser Gunnar«, sagde Brynhild, »gram er jeg ham, dølger jeg det end for andre«. »Frygteligt er det, ikke at elske slig en Konge«, sagde Sigurd; »hvad er det, der mest volder dig Sorg? Mig tykkes, hans Kjærlighed maa være mere værd end Guld«. »Det er den tungeste af mine Sorger«, sagde Brynhild, »at jeg ikke kan faa maget det saa, at et hvast Sværd rødnes i dit Blod«. »Ej skal du klage over det«, sagde Sigurd; »længe vil det ikke vare, for der staar et hvast Sværd igjennem mit Hjærte, men noget værre end det kan du ikke ønske dig selv, thi du skal ikke overleve mig, og kun faa Dage have vi tilbage«. »Svigefulde, tænker jeg, ere dine Ord, siden du sveg mig al Glæde fra«, sagde Brynhild, »men ikke bryder jeg mig om Livet«. »Lev og elsk Kong Gunnar og mig«, sagde Sigurd; »alt mit Guld vil jeg give, for at du ikke skal dø«. »Lidet kjender du mit Sind«, sagde Brynhild; »du overgaar alle Mænd, men ingen Kvinde ledes du mere ved end ved mig«. »Nej, Sandheden er, at jeg elsker dig højere end mig selv, skjønt jeg blev sveget«, sagde Sigurd; »det staar nu ikke til at ændre; men hver Gang jeg var Herre over mine Tanker, sørgede jeg over, at du ikke var min Hustru, men naar jeg var i Kongshallen, lod jeg mig saa lidet mærke dermed, som jeg kunde, og det var min Trøst, at vi alle vare sammen; ogsaa kan det være, at det skal ske, som spaaet er, og ikke skal jeg klage derover«. »For længe har du tøvet med at sige, at min Sorg gjør dig ondt; nu er der ingen Raad«, sagde Brynhild. »Var du min Hustru og kunde dele mit Leje!« sagde Sigurd. »Tal ikke saa«, sagde Brynhild; »ikke vil jeg have to Mænd i én Hal, og før vil jeg lade mit Liv end svige Kong Gunnar«. Saa mindede hun ham om den Gang, de traf hinanden paa Fjældet og svor hinanden Tro, »men nu er Ederne brudte, og jeg vil ikke leve«. »Jeg mindedes ikke dit Navn«, sagde Sigurd, »og kjendte dig ikke, før end du var gift, og det er den tungeste Sorg«. »Jeg svor, at jeg vilde have den Mand, der red igjennem min Tryllelue«, sagde Brynhild, »og den Ed vil jeg holde, eller dø«. »Hellere end at du skal dø, vil jeg blive din og forlade Gudrun«, sagde Sigurd, men saa stærkt svulmede hans Sider, at Ringene i hans Brynje brast. »Ikke vil jeg have dig«, sagde Brynhild, »og heller ingen anden«. Saa gik Sigurd bort, som det hedder i Sigurdskvadet:

Sorgtung Sigurd
af Salen gik,
hans Hoved luded
og Huen svulmed,
saa Brynjen brast
om den Boldes Sider,
Jernvævs-Særken
sønder sprang.

Da Sigurd kom ind i Hallen, spurgte Gunnar, om han havde faaet at vide, hvad det var for en Sorg, hun bar paa, og om hun nu havde faaet sit Mæle. Sigurd sagde, at nu kunde hun tale. Saa gik Gunnar atter til hende og spurgte, hvad Mén hun led, og om der var noget, der kunde bøde det. »Jeg vil ikke leve«, sagde Brynhild, »thi Sigurd har sveget mig, og dig ikke mindre, da du lod ham dele mit Leje; ikke vil jeg have to Mænd paa én Gang i samme Hal, og dette skal enten være Sigurds Bane eller din eller min, thi han har sagt Gudrun alt, og hun laster mig derfor«.


30. Saa gik Brynhild ud og satte sig udenfor Fruerstuen og klagede sig ovcrmaade; sagde, at hun brød sig hverken om Land eller Rige, siden Sigurd ikke var hendes, og da Gunnar atter kom hen tilhende, sagde hun: »Du skal miste baade Rige og Gods, Livet og mig, og jeg vil fare hjem til mine Frænder og sidde og sørge der, om du ikke dræber Sigurd og hans Søn, thi Ulvens Hvalp skal ikke fostres op«. Gunnar blev nu over al Maade sorrigfuld, og vidste ikke, hvad han skulde gjøre, eftersom han havde svoret sig i Fostbroderlag med Sigurd, snart tænkte han paa et og snart paa andet, men det tyktes ham den største Skam for ham, om hans Hustru gik fra ham. »Brynhild er mig mere værd end alt andet«, sagde han, »hun er den berømmeligste af alle Kvinder, og før vil jeg lade mit Liv end miste hendes Kjærlighed«. Saa kaldte han paa sin Broder Høgne og sagde: »Jeg er stedt i stor Vaande«, og saa sagde han, at han vilde dræbe Sigurd, han havde sveget ham og brudt Tro og Love imod ham, »og saa raade vi for alt Guldet og hele Riget«. »Ikke sømmer det sig for os, at bryde vore Eder med Ufred«, sagde Høgne; »stor Hjælp have vi ogsaa af ham. Ingen Konge kan maale sig med os, saa længe denne hunske Konge er i Live, en Maag som ham faa vi aldrig. Tænk paa, hvor godt det er at have slig en Maag og slige Søstersønner. Men vel skjønner jeg, hvorledes dette hænger sammen, det er Brynhild, det kommer fra, hendes Raad ville blive os til stor Skam og Skade«. »Øves skal denne Gjerning«, sagde Gunnar, »men jeg ser en Udvej; lad os ægge Guttorm, vor Broder; han er ung og véd kun af lidet, og han er udenfor alle Eder«. »Ilde huer dette Raad mig«, sagde Høgne, »og lykkes det end, ville vi komme til at undgjælde for at have sveget slig en Mand«. Gunnar sagde, at Sigurd skulde dø eller ogsaa han selv. Han bad Brynhild staa op og være glad; hun stod op, men sagde, at Gunnar ikke skulde hvile ved hendes Side, før denne Daad var fuldbragt. Brødrene taltes nu atter ved, og Gunnar sagde, at det var fuldgyldig Grund til at raade Sigurd Bane, at han havde krænket Brynhilds Ære, »og lad os nu ægge Guttorm dertil«. De kaldte da paa ham og bød ham Guld og meget Land, om han vilde øve denne Gjerning. De tog en Orm og noget Ulvekjød, kogte det og gav ham det at spise, som Skjalden har kvædet:

Orm de syded,
Ulv de skare,
Kjødet gav de
Guttorm at æde,
førend de mordlystne
mægted at hidse
Drengen til Haand
paa Helten at lægge.

Ved denne Føde og dertil Grimhilds Overtalelser blev han saa ivrig og hidsig, at han lovede at øve denne Gjerning, ogsaa lovede de ham stor Hæder derfor. Sigurd anede intet om disse svigefulde Raad, de lagde op imod ham, heller ikke kunde han jo staa sig imod sin Skæbne eller undgaa den Død, der var ham bestemt, og han vidste, at han ikke havde fortjent Svig af dem. Om Morgenen gik Guttorm ind til Sigurd, da han endnu laa i sin Seng, men da Sigurd saa’ paa ham, turde han ikke falde over ham, men gik ud igjen, og saaledes gik det ogsaa anden Gang, thi saa hvasse vare Sigurds Øjne, at faa turde se ind i dem; men tredje Gang, da han gik derind, sov Sigurd. Da drog Guttorm sit Sværd og jog det igjennem ham, saa det stod i Dynen under ham. Sigurd vaagnede ved Saaret, men Guttorm skyndte sig hen imod Døren. Da greb Sigurd Sværdet Gram og kastede det efter ham, saa det ramte ham paa Ryggen og skar ham midt over, og Benene faldt udad, men Hovedet og Armene ind i Stuen. Gudrun var sovet ind i Sigurds Arme, men nu vaagnede hun i usigelig Sorg, flydende i hans Blod, og saalunde jamrede hun sig med Graad og Klage, at Sigurd rejste sig op paa Puden og sagde: »Græd ikke! Dine Brødre leve endnu til Gammen for dig, men for ung er min Søn, til at han skulde vare sig for sine Fjender. Ilde have de sørget for deres Tarv, thi aldrig faa de slig en Maag at ride i Leding med og ej heller slig Søstersøn som ham, om han naaede Skjels Aar og Alder. Nu er det sket, som for længst var spaaet og som jeg søgte at dølge for mig selv, men ingen staar sig imod sin Skæbne. Dette volder Brynhild, som elsker mig højere end nogen anden Mand, men det sværger jeg, at aldrig har jeg gjort Gunnar noget til Mén, vore Eder har jeg holdt, og ikke har jeg været hans Hustrus Ven mere end sømmeligt var. Havde jeg vidst dette forud og havde staaet paa Fode med Vaaben i Haand, da skulde mange have ladet Livet, før end jeg faldt; alle Brødrene skulde jeg have dræbt, og vanskeligere skulde det være blevet dem at faa fældet mig end den vældigste Bison eller Vildgalt«. Saa lod Kongen sit Liv, men Gudrun sukkede saa dybt, at Brynhild hørte det, og da lo hun. Da sagde Gunnar: »Ikke ler du nu, fordi du er glad i Hu; hvi skifter du Lød? En forfærdelig Kvinde er du. Rimeligst tykkes det mig, at Døden er dig nær, men vel havde du fortjent at se Kong Atle dræbt for dine Øjne og at sidde over ham, som vi nu maa sidde over vor Maag og Broderbane«. »Ingen skal bebrejde jer, at I ikke har øvet eders Gjerning fuldt ud«, sagde Brynhild, »men lidet ænser Kong Atle eders Trusler og Vrede, han vil overleve jer og ogsaa have større Magt«. »Nu er det sket, som Brynhild spaaede«, sagde Høgne, »og aldrig faa vi bødet denne Udaad«. Gudrun sagde: »Mine Frænder have dræbt min Husbond; nu kunne I ride fremmerst i Hæren, men i Slagets Stund skulle I mærke, at Sigurd ikke er ved eders Side, da skulle I skjønne, at han var eders Lykke og Styrke, og havde han Sønner, der lignede ham, kunde hans Afkom blive eder til stor Støtte«.


31. Men nu vidste ingen, hvad de skulde tænke om Brynhild, thi det, som hun leende bad om, sørgede hun nu over med Graad. »Jeg drømte, Gunnar«, sagde hun, »at jeg laa i en kold Seng, og at du red i Hænderne paa dine Uvenner. Ilde vil det gaa hele eders Æt, nu da I have brudt de Eder, I svor; daarlig mindedes du, at du og Sigurd havde blandet Blod, du, som har raadet ham Bane, og ilde har du lønnet ham for alt det gode, han har gjort dig; altid gav han dig Fortrinet, og hvorlunde han holdt sine Eder, viste han den Gang han kom til mig, thi sit hvasse Sværd, som var hærdet i Edder, lagde han imellem os. Tidlig handlede I ilde mod ham og mod mig, den Gang da jeg var hjemme hos min Fader og havde alt, som jeg vilde det, og tænkte, at ingen af jer skulde blive min Husbond, da I tre Konger kom ridende til vor Gaard. Saa talte Atle med mig i Løn og spurgte, om jeg vilde have ham, der red paa Grane, og ikke var han dig lig; da lovede jeg mig til Kong Sigmunds Søn og ingen anden. Men Enden er ikke endda, fordi jeg dør«. Da stod Gunnar op og lagde Armene om hendes Hals og bad hende leve og bød hende Guld og Gods, og alle de andre bad hende om ikke at tænke paa at dø, men hun stødte enhver fra sig, der kom hen til hende, og sagde, at det tjente til intet at bede hende opgive, hvad hun havde i Sinde. Saa kaldte Gunnar paa Høgne og spurgte ham til Raads og bad ham gaa til hende og prøve, om han ikke kunde faa bøjet hendes Sind, det var nu højlig fornødent, sagde han, at hendes Sorg mildnedes, til Tiden kunde hjælpe. »Ingen skulde holde hende fra at dø«, sagde Høgne, »thi aldrig har hun været os eller nogen anden til Gavn, siden hun kom hid«.

Nu bød Brynhild, at de skulde bringe hende meget Guld, og at alle, der vilde have noget deraf, skulde komme did. Saa tog hun et Sværd og gjennemborede sit Bryst dermed og sank saa tilbage paa Bolstret og sagde: »Tag nu Guldet, hvem der vil have det!« Alle tav, men Brynhild sagde videre: »Tag Guldet og hav Glæde deraf!« og til Gunnar sagde hun: »Nu skal jog kortelig melde, hvad der vil ske: Gudrun og I ville snart blive forligte, det raader Grimhild, den Hex, for. Gudruns og Sigurds Datter vil komme til at hedde Svanhild og blive den fagreste af alle Kvinder. Gudrun bliver gift med Atle imod sin Vilje; du vil have Oddrun, men Atle vil ikke vide deraf, og saa mødes I i Løn, og hun skjænker dig sin Kjærlighed. Atle vil svige dig og sætte dig i Ormegaard, men siden vil han selv og hans Sønner blive dræbte, Gudrun dræber dem, og saa bæres hun af høje Bølger til Kong Jonakrs Borg, og der føder hun herlige Sønner. Svanhild bliver sendt af Landet og gift med Kong Jørmunrek, men Bikkes onde Raad fælde hende, og da er hele eders Æt lagt øde og Gudruns Sorger saa meget tungere. Nu skal min sidste Bøn til dig, Gunnar, være, at du lader rejse et stort Baal paa Marken til os, mig og Sigurd og dem, der bleve dræbte med ham; lad det tjælde med det røde Mandeblod, og brænd saa den hunske Drot ved min Side, og paa den anden Side af ham mine Mænd, to ved Hovedet, to ved Fødderne, og to Høge, da er der rettelig skiftet; læg et draget Sværd imellem os som fordum, da vi delte Leje og var Ægtefolk at nævne. Ikke skal Døren slaa ham i Hælene, naar jeg er med ham, og ikke bliver han daarlig fulgt af dette Liv, naar fem Terner og otte Tjenere, som min Fader gav mig, følge ham, og derhos de brændes, som bleve dræbte med Sigurd. Mere vilde jeg sige, hvis jeg ikke var saaret, men nu tuder det i Vunden og den aabner sig; men sandt har jeg talt«.

Nu blev der sørget for Sigurds Lig efter gammel Sæd, og der blev rejst et stort Baal. Og da det blussede højt, blev Sigurd Fovnersbane og hans tre Vintre gamle Søn, som Brynhild lod dræbe, og Guttorm lagt derpaa, og da det stod i fuld Lue, steg Brynhild op paa det; hun bød sine Terner tage det Guld, hun gav dem, og saa døde hun og brændte der sammen med Sigurd, og saalunde endte deres Liv.


32. Det siger enhver, som hører disse Tidender, at slig en Mand lever ikke mere i Verden, og at aldrig vil der fødes en Mand som Sigurd var i alle Maader, og aldrig vil hans Navn glemmes paa den tyske Tunge og i Nordlandene, saa længe Verden staar. En Dag, da Gudrun sad i sit Bur, sagde hun: »Bedre var mit Liv den Gang jeg havde Sigurd; saa højt overgik han alle andre Mænd, som Guld overgaar Jærn, Løget de andre Urter og Hjorten de andre Dyr, indtil mine Brødre røvede mig slig en Mand, der var ypperligere end alle andre; de kunde ikke sove, før de havde dræbt ham. Stort Gny gjorde Grane, da den saa’ sin Herre saaret, og siden talte jeg med den, som var den et Menneske, men sorrigfuld ludede den Hovedet imod Jorden, thi den vidste, at Sigurd var falden«. Saa gik Gudrun bort ud i Skovene, og alle Vegne hørte hun Ulve tude omkring sig, og tyktes det hende da blidest at dø. Men videre fór hun, til hun kom til Kong Halvs Borg, og der sad hun hos Thora Haakonsdatter i Danmark i syv Halvaar i stor Ære og slog Væven og virkede Billeder af mange og store Gjerninger og fagre Lege, der øvedes i den Tid, og Sværd og Brynjer og kongeligt Skrud, og Kong Sigmunds Skibe, da de kom frem for Landet, og de virkede, hvorlunde Sigar og Siggejr kæmpede sønder paa Fyen; sligt havde de deres Gammen af, og det var Gudrun til stor Trøst i hendes Sorg. Men da Grimhild fik at vide, hvor Gudrun var, kaldte hun sine Sønner til sig og spurgte dem, hvad de vilde give Gudrun i Bod for hendes Søn og Husbond efter deres Skyldighed. Gunnar sagde, han vilde give hende Guld i Bod for hendes Sorg. Sendte de da Bud efter deres Venner og lode sadle deres Heste, klædte sig i Hjælm og Brynje og alskens Hærklæder med Sværd og Skjold; det var den fagreste Færd, og ingen Kæmpe, som var for noget stort at regne, sad hjemme; deres Heste vare brynjeklædte, og hver Ridder havde enten gylden eller spejlblank Hjælm. Grimhild fulgte med, thi blev hun hjemme, sagde de, vilde deres Ærinde ikke lykkes. De havde i alt fem Hundrede Mænd, og iblandt dem var Valdemar af Danmark og Ømod og Jarislejv. De gik ind i Kong Halvs Hal; der var Langbarder og Franker og Saxer; de kom i fuld Hærklædning og med røde Kapper over sig, som kvædet er:

Korte Brynjer
og blanke Hjælme,
Sværd ved Lænd
og lysbrunt Haar.

Gode Gaver bød de deres Søster og talte venlig til hende, men hun troede ingen af dem. Da bragte Grimhild hende en ménblandet Drik, som hun maatte tage imod, og da hun havde drukket den, mindedes hun intet. I den Drik var blandet Jordens Kraft og Havet og hendes Søns Blod, og alskens Stave vare ristede paa Hornet og rødnede med Blod, som kvædet er:

Alskens Stave
stod der paa Hornet
ristet og rødnet,
jeg raaded dem ikke;
Haddingers Lands,
den lange Lyngfisk,
uskaaret Ax
og Indvold af Dyr.

Meget Mén
var mænget i Øllet,
brændte Agern
og Urter fra Skoven,
blodige Indvolde,
Ovnens Sod,
Svinets Lever,
thi Sorg den døver.

Og da de saalunde vare komne til Enighed, blev der stor Glæde. En Gang, da Grimhild talte med Gudrun, sagde hun til hende: »Hil være dig min Datter! Guld og alskens Klenodier giver jeg dig i Arv efter din Fader, kostelige Ringe og Tæpper, virkede af de kunstfærdigste hunske Møer, og saalunde faar du Bod for din Mand, og saa vil jeg gifte dig med Kong Atle hin mægtige, da raader du for al hans Rigdom. Opgiv ikke dine Frænder for én Mands Skyld, men gjør, hvad vi bede dig om«. »Aldrig vil jeg gifte mig med Kong Atle«, sagde Gudrun, »ikke sømmer det sig for mig at øge hans Æt«. »Nu skal du ikke tænke paa Had og Hævn«, sagde Grimhild, »hellere skal du lade, som du har Sigurd og Sigmund i Live, i Fald du faar Sønner«. »Aldrig kan jeg faa ham af mine Tanker«, sagde Gudrun, »han var den ypperste af alle«. «Denne Konge skal du have til Mand eller ingen Husbond«, sagde Grimhild, »saalunde er det bestemt«. »Byd mig ikke denne Konge«, sagde Gudrun, »der kommer kun ondt fra den Æt; grumt vil han fælde dine Sønner, og grumt vil det blive hævnet paa ham«. Ilde huede hendes Overtalelser Grimhild, og hun sagde: »Gjør, som jeg beder dig, og stor Hæder faar du til Gjengjæld og derhos mit Venskab og de Steder, som hedde Vinbjærg og Valbjærg«, og saa ivrig talte hun herom, at det blev, som hun vilde. »Saa lad det da ske«, sagde Gudrun, »om end imod min Vilje; til liden Glæde vil det blive, snarere til stor Sorg«. Saa steg Mændene til Hest og Kvinderne agede i Vogne, og saalunde fore de paa Land i syv Dage, de næste syv sejlede de, og atter fore de paa Land i syv, indtil de kom til en høj Hal; dèr kom en stor Mængde Mennesker Gudrun i Møde, og der var redet til et stateligt Gilde, og alt gik anseligt til derved, og i det drak Atle Bryllup med Gudrun. Men aldrig blev hendes Hjærte glad ved ham, og liden Kjærlighed var der i deres Samliv.


33. Nu er at melde, at en Nat vaagnede Atle og sagde: »Jeg drømte, at du jog et Sværd igjennem mig«. Gudrun raadede Drømmen og sagde, at det betød Ild, naar man drømte om Jærn, »og ogsaa kommer det af den Indbildning, at du agter dig selv for ypperligere end andre«. »Jeg drømte videre«, sagde Atle, »at her voxede to unge Siv; nødig vilde jeg, at der skulde times dem noget ondt, men saa blev de revne op med Rode og rødnede i Blod, og de blev baarne frem for Bænkene og budne mig at spise; videre drømte jeg, at to Høge fløj fra min Haand; de gjorde ingen Fangst, men fore til Hel, og det tyktes mig, at deres Hjærter bleve blandede med Honning og at jeg spiste dem; saa tyktes det mig, at der laa to fagre Hvalpe for mine Fødder, og de tudede højt, og jeg aad deres Lig imod min Vilje«. »Ikke ere dine Drømme gode«, sagde Gudrun, »men opfyldes skal de; dine Sønner ere Dødsens, og mange tunge Ting ville komme over os«. »Videre drømte jeg«, sagde han, »at jeg laa i min Seng, og at der blev raadet mig Bane«.

Der led nu en Tid, og deres Samliv var stadig daarligt. Da faldt det Kong Alle paa Sinde, hvor vel det meget Guld var blevet af, som Sigurd havde ejet, det maatte Kong Gunnar og hans Broder vide. Atle var en stor og mægtig Konge, en vís Mand og havde mange Folk under sig, og nu raadslog han med sine Mænd, om hvad de skulde gjøre; han vidste, at Gunnar og Høgne havde saa meget Guld, at ingen kunde maale sig med dem, og tog han da nu det Raad at sende Bud til Brødrene og byde dem til Gilde og hædre dem paa alle Maader; Vinge hed den Mand, der skulde staa for Sendefærden. Dronningen hørte, at de havde lagt Raad op i Løn, og anede vel, at det maatte være nogen Svig imod hendes Brødre; hun ristede da Runer og tog en Guldring, som hun bandt et Ulvehaar om, og gav Kongens Sendemænd disse Ting til hendes Brødre. Saa fór de bort, som Kongen bød, men inden de kom i Land, læste Vinge Runerne og ændrede dem saalunde, at det saa’ ud, som Gudrun bad dem meget om at komme. Saa kom de til Kong Gunnars Hal; der blev taget vel imod dem og tændt store Baal for dem, og i Gammen og Glæde sad de der og drak den bedste Drik. Da sagde Vinge: »Kong Atle har sendt mig hid, at jeg skulde bede eder gjæste ham; stor Hæder vil han vise eder, og store Gaver skulle I faa, Hjælme og Skjolde, Sværd og Brynjer, Guld og gode Klæder, Krigsmænd og Heste og et stort Len, thi ingen, sagde han, under han sit Rige saa vel som eder«. Da vendte Gunnar Hovedet og sagde til Høgne: »Skal vi tage imod dette Tilbud? Han byder os meget Land, men ingen Konger véd jeg, der eje saa meget Guld som vi, thi vi have alt det Guld, der laa paa Gnitaheden, og store Stuer have vi fulde af Guld og de bedste Vaaben og alskens Hærklæder, og det véd jeg, at min Hest er den bedste og mit Sværd det hvasseste og mit Guld det herligste«. »Jeg undrer mig over hans Tilbud«, sagde Høgne; »sligt har han sjælden gjort, og ikke tykkes det mig raadeligt at fare til ham; ogsaa undrede det mig, da jeg saa’ de Klenodier, Kong Atle sendte os, at der var bundet et Ulvehaar om en Guldring; kan hænde Gudrun mener, han har Ulvesind imod os, og at hun ikke vil vi skulle fare«. Vinge viste dem nu de Runer, han sagde Gudrun havde sendt dem. Nu gik de fleste til Sengs, men Brødrene blev siddende ved Drikkebordene med nogle Mænd. Da gik Kostbera, saa hed Høgnes Hustru, en saare fager Kvinde, hen og saa’ paa Runerne — Gunnars Kone hed Glømvør, en saare anselig Kvinde; de skjænkede for dem. Kongerne blev nu meget drukne, og da Vinge skjønnede det, sagde han: »Ikke kan det dølges, at Kong Atle nu er tung og stiv og for gammel til at værge sit Rige, men hans Sønner ere for unge til at kunne udrette noget; derfor vil han nu sætte jer til at styre Riget, saa længe de ere saa unge, og ingen under han det bedre end jer«. Nu var det baade saa, at Gunnar var meget drukken, og at det var et stort Rige, der bødes, og heller ikke mægtede han noget imod sin Skæbne; saa lovede han da at følge med og sagde det til sin Broder Høgne, og han svarede: »Hvad du har lovet, faar staa ved Magt, og følge dig skal jeg, men liden Lyst har jeg til denne Færd«.


34. Da Mændene havde drukket saa meget dem lystede, lagde de sig til at sove. Kostbera gav sig da til at se paa Runerne og granske Stavene, og saa’ hun da, at der fra først af havde staaet noget andet, end der nu stod, og at Runerne vare falske, og saa kløgtig var hun, at hun fik udredet Gudruns Mening. Saa gik hun til Sengs hos sin Husbond, og da de vaagnede, sagde hun til Høgne: »Du agter at fare herfra, men det er uraadeligt; far hellere en anden Gang; ikke er du snild til at raade Runer, om du mener, at din Søster har budet dig til sig for denne Sinde. Jeg har gransket disse Runer, thi jeg undrede mig over, at saa klog en Kvinde kunde riste fejl, men under dem har der staaet, at det gjælder Eders Liv, og enten har hun glemt en Stav eller andre have ændret dem med Svig, og nu skal du høre min Drøm. Jeg drømte, at her væltede saa strid en Aa ind, at den brød Bjælkerne i Hallen op«. »I Kvinder ere ofte ondskabsfulde«, sagde Høgne; »jeg har ikke i Sinde at handle ilde imod nogen Mand, uden at han har fortjent det, og han vil ogsaa tage vel imod os«. »I faar prøve det da«, sagde hun, »men ikke vil der følge Venskab paa den Indbydelse. Saa drømte jeg videre, at her væltede en anden Aa ind, som tudede grumt og brød alle Bænkene op her i Hallen og brød Benene paa begge jer Brødre, og det maa varsle noget«. »Aaen, du saa’, betyder vel Agre«, sagde han; »tit slaa store Avner os over Benene, naar vi gaa igjennem en Kornmark«. »Saa drømte jeg, at dit Sengetæppe brændte«, sagde hun, »og Ilden slog op igjennem Hallen«. »Grandt skjønner jeg, hvad det betyder«, sagde han, »vore Klæder ligge her lidet ænsede, dem vil der gaa Ild i; det betyder det brændende Sengetæppe, du tyktes at se«. »Saa saa’ jeg en Bjørn komme her ind«, sagde hun, og den brød dit kongelige Højsæde op og rystede Labberne, saa vi alle ræddedes derved; den tog os alle paa én Gang i sin Mund, og intet mægtede vi at gjøre derimod, og stor var den Rædsel, den indjog os«. »Der vil komme et stort Uvejr«, sagde han, »det betyder Hvidbjørnen, du saa’«. »En Ørn saa’ jeg flyve her ind og igjennem Hallen«, sagde hun, »der dryppede Blod af den paa mig og os alle, og ondt maa det varsle, thi det tyktes mig, det var Kong Atles Ham«. »Ofte holde vi Storslagt og hugge store Oxer ned til Gammen«, sagde Høgne, »det tyder paa Oxe, naar man drømmer om Ørn, og ærlig vil Kong Atle være imod os«. Dermed endte denne Samtale.


35. Nu er at melde om Gunnar og hans Hustru Glømvør, at de havde lige saadan en Samtale, da de vaagnede; hun fortalte ham en Mængde Drømme, hun havde haft, og som tyktes hende at varsle om Svig, men Gunnar tydede dem alle helt anderledes. »Det var en af dem«, sagde hun, »at det tyktes mig, der blev baaret et blodigt Sværd her ind i Hallen, og med det blev du gjennemboret, og ved begge Ender af det tudede Ulve«. »Det betyder, at smaa Hunde ville bide os«, sagde Gunnar; »ofte varsler blodige Vaaben om Hundebjæf«. «Saa tyktes det mig, der kom nogle Kvinder her ind«, sagde hun, »de vare sørgmodige og kaarede dig til deres Mand; kan hænde, det var dine Diser«. »Vanskeligt bliver det nu at tyde dine Drømme«, sagde han, »men ingen undgaar sin Skæbne, og ikke tykkes det mig urimeligt, at vi kun have kort Tid igjen at leve i«.

Om Morgenen sprang de op og vilde afsted, men de andre bad dem blive hjemme. Da sagde Gunnar til en Mand, som hed Fjørner: »Staa op og giv os at drikke, god Vin af store Kar, thi vel kan det hænde, at det bliver vort sidste Gilde; dø vi, vil den gamle Ulv komme til Guldet, men Bjørnen vil ikke spare sine Hugtænder«. Siden fulgte Mænd og Kvinder dem ud med Graad. Høgnes Søn sagde: »Farer vel, og god Lykke!« Største Delen af deres Mænd blev tilbage, men Høgnes Sønner, Solar og Snævar, og en stor Kæmpe, som hed Orkning, Broder til Kostbera, fulgte med dem. Folket fulgte dem til Skibs, og alle bad dem blive hjemme, men det nyttede ikke. Da sagde Glømvør: »Rimeligst er det Vinge, at der vil følge stor Ulykke af, at du kom hid, og at der vil spørges Stortidender om denne din Færd«. »Jeg sværger, at jeg ikke farer med Løgn«, sagde han, »maa den højeste Galge og alle onde Aander tage mig, om jeg har løjet et eneste Ord«, og lidet sparede han sig selv i slige Ord. »Farer nu vel, og god Lykke!« sagde Kostbera. »Værer glade og vel fornøjede, hvorlunde det end gaar os«, sagde Høgne, og saa skiltes de og fulgte deres Skæbne. Saa vældig roede de, at næsten den halve Kjøl gik af Skibet; saa kraftig kastede de sig tilbage og knugede Aarerne saa stærkt, at Haandgreb og Aaretolle brast, og da de kom til Land, gjorde de ikke deres Skibe faste. Saa red de en Stund paa deres herlige Gangere igjennem den mørke Skov, til de saa’ Kongsgaarden for sig; ud fra den hørte de stort Gny og Vaabenbrag og saa’ en stor Mængde Mænd, som var ved at ruste sig, og alle Borgleddene vare fulde af Mænd. De red hen til Borgen, men den var lukket, og Høgne brød da Leddet op, og de red ind. Da sagde Vinge: »Det skulde du ikke have gjort; bi nu her, medens jeg leder efter et Galgetræ til jer. Med venlige Ord bad jeg eder komme hid, men Svig var der under; nu skal det ikke vare længe, for I blive klyngede op«. »Ikke skal du gjøre os rædde«, sagde Høgne, »og lidet, tænker jeg, vige vi, hvor det gjælder at slaas; det baader dig ikke at skræmme os, det vil du komme ilde fra«. Saa kastede de ham om og slog ham ihjel med deres Øxehamre.


36. De red nu frem til Kongshallen. Kong Atle fylkede sin Hær til Kamp, og saaledes stod de to Fylkinger, at der var et Gjærde imellem dem. »Værer velkomne hos os«, sagde han, »og giver os det meget Guld, der tilkommer os, det, som Sigurd har ejet, og som nu er Gudruns«. »Aldrig skal du faa det Guld«, sagde Gunnar, »og byder I os Ufred, skulle I faa at mærke, at I har med dygtige Mænd at gjøre, før vi lade Livet; kan hænde du reder til Gilde for Ulv og Ørn som en Stormand og uden at spare«. »Længe har det været i mine Tanker at tage eders Liv og raade for eders Guld og lønne eder for det Nidingsværk, I øvede, da I sveg eders herlige Maag; ham skal jeg hævne«, sagde Atle. »Det kommer dig dyrt at staa«, sagde Høgne, »at du har ruget saa længe paa dette Raad og dog endnu ikke er færdig«. Der begyndte nu en haard Dyst, og først var det Skud, de vexlede. Nu spurgte Gudrun denne Tidende, og fuld af Harme kastede hun sin Kaabe og gik ud til dem, hilste paa de fremmede og kyssede sine Brødre med stor Kjærlighed, og det blev deres sidste Hilsen. »Jeg tænkte, jeg havde fundet paa Raad til at faa jer til at blive herfra«, sagde hun, »men ingen kan staa sig mod sin Skæbne. Er det til nogen Nytte at søge at faa jer forligte?« spurgte hun videre, men alle svarede de rent ud nej. Nu saa’ hun, at hendes Brødre vare ilde stedte, og tog da en kjæk Beslutning, klædte sig i Brynje, tog et Sværd og hjalp sine Brødre i Striden, og saa drabelig gik hun frem, som var hun den stærkeste Mand, og derom vare alle enige, at bedre end hun kunde næppe nogen værge sig. Nu blev der stort Mandefald, Brødrene kæmpede tappert, og længe varede Kampen, til helt over Middag. Gunnar og Høgne gik igjennem Kong Atles Fylkinger, og saa siges der, at Jorden flød i Blod; og Høgnes Sønner gik tappert frem. Kong Atle sagde: »En stor og herlig Hær havde vi og ypperlige Kæmper, men nu ere mange af vore Mænd faldne, og vi have meget ondt at lønne eder for; nitten af mine Kæmper have I dræbt, saa kun elleve nu er tilbage«. Der blev nu et Ophold i Kampen; da sagde Kong Atle: »Fire Brødre vare vi, og nu er jeg ene tilbage; ypperlige Maage fik jeg og tænkte, at det skulde blive mig til Hæder; en fager og klog Hustru havde jeg, storsindet og modig, men ikke kan jeg nyde godt af hendes Kløgt, thi sjælden vare vi enige. Nu have I dræbt mange af mine Frænder, sveget mig for Land og Gods og forraadt min Søster, og det harmer mig mest«. »Hvor kan du tale saa«, sagde Høgne; »du brød først Freden; du tog min Frænke og dræbte og myrdede hende og tog hendes Gods, og ikke var det kongelig handlet. Latterligt tykkes det mig, at du opregner dine Sorger, og jeg skal takke Guderne, om det maa gaa dig ilde«.


37. Nu ægger Kong Atle sine Mænd til at gaa haardt frem. Striden blev nu saare hvas, og saa drabelig gik Gjukungerne frem, at Kong Atle veg ind i Hallen; der sloges de inde, og der stod en haard Dyst. Mange vare de Mænd, som maatte lade Livet der, og saa endte det, at hele Brødrenes Flok faldt, og de stod ene tilbage, men mangen Mand var faret til Hel for deres Vaaben. De trængte nu ind paa Kong Gunnar, og saa stor var Overmagten, at de fik haandtaget ham og lagt ham i Lænker. Høgne sloges endnu med den største Drabelighed og fældte tyve af Kong Atles Kæmper; mange stødte han ind i Ilden, som brændte i Hallen, og derom vare alle enige, at slig en Mand havde de næppe set før. Omsider fik de ham dog overmandet og fanget. Kong Atle sagde: »Forfærdeligt er det, saa mange Mennesker der have maattet lade Livet for ham; skærer nu Hjærtet ud af ham og lad det blive hans Bane«. »Gjør, som dig lyster«, sagde Høgne; »gladelig skal jeg bie paa, hvad I vil gjøre ved mig, og det skal du faa at se, at ikke er mit Hjærte ræd. Haarde Kaar har jeg prøvet før, og ivrig var jeg efter at vise Mands Mod, da jeg var usaaret, men nu har jeg store Vunder, og du faar ene raade for min Skæbne«. Da sagde Kong Atles Raadgiver: »Jeg véd et bedre Raad, lad os tage Hjalle Træl og spare Høgne; den Træl er ikke bedre værd end at dø, han lever aldrig saa længe, at han jo er en ussel Karl«. Da Trællen hørte det, skreg han højt og løb bort for at søge sig et Skjul, som han bedst kunde; ilde var det, sagde han, at deres Kiv og Slagsmaal skulde bringe ham i Ulykke, og en Ulykkesdag var det, naar han skulde dø fra sin gode Mad og fra Svinene, han havde at røgte.
Gunnars død i Ormegaarden
(Hylestadsportalen)
De greb ham og svang Kniven imod ham, og han skreg højt op, endnu førend han følte Odden. Da sagde Høgne, hvad kun faa vilde have sagt, naar de vare stedte i slig Livsfare, han bad dem spare Trællens Liv og sagde, at han ikke gad høre paa hans Skrig, selv havde han ikke saa meget imod den Leg. Trællen fik da Lov at beholde Livet, og nu blev baade Gunnar og Høgne lagt i Lænker. Da sagde Kong Atle til Gunnar, at han skulde sige, hvor Guldet var, om han vilde beholde Livet, men Gunnar svarede: »Før skal jeg se min Broder Høgnes Hjærte blodigt«. Saa greb de atter Trællen, og nu skar de Hjærtet ud paa ham og bar det for Kong Gunnar, men han sagde: »Hjalle den fejges Hjærte er det, jeg ser her, uligt er det Høgne den boldes; meget skjælver det nu, og mere skjalv det, da det laa i hans Bryst«. Saa æggede Kong Atle dem til at gaa til Høgne og skære Hjærtet ud af ham, og saa stor var hans Mandhaftighed, at han lo, medens han led denne Kval, og alle undredes over hans Kraft, og det er ikke gaaet af Minde siden. De viste Gunnar Høgnes Hjærte. »Her ser jeg Høgne den boldes Hjærte«, sagde han, »uligt er det Hjalle den fejges; lidet skjælver det nu, og mindre skjalv det, da det laa i hans Bryst. Men du skal lade dit Liv, Atle, som vi nu lade vort, og nu véd kun jeg, hvor Guldet er, nu kan Høgne ikke sige jer det. Tvivlraadig var jeg, medens han ogsaa levede, men nu har jeg kun mig selv at svare for, og nu skal Rinen raade for Guldet, før end Hunerne faa det i Hænde«. »Gaar bort med Fangen«, sagde Kong Atle, og saa gjorde de; men Gudrun kaldte nogle Mænd til sig og gik til Kong Atle og sagde: »Gid det nu maa gaa dig ilde og som du har fortjent, saaledes som du har holdt dit Ord til mig og Gunnar«. Nu blev Kong Gunnar sat i Ormegaarden; der var mange Orme, og hans Arme vare fast bundne; Gudrun sendte ham en Harpe, og da viste han sin Kunst, thi han slog Strængene med Fødderne og legede saa kunstig og smukt paa dem, at ingen tyktes at have hørt nogen slaa en Harpe bedre med Hænderne, og saa længe evede han denne Idræt, til alle Ormene vare slumrede ind derved, undtagen én stor og ond Snog, den krøb hen til ham og borede sin Snude i ham og bed ham i Hjærtet, og saa lod han sit Liv med stor Mandhaftighed.


38. Nu tyktes Kong Atle, han havde vundet en stor Sejr, og sagde til Gudrun som for at spotte hende eller prale: »Nu har du mistet dine Brødre, Gudrun, selv er du Skyld deri«. »Glad er du nu, du melder mig disse Drab«, svarede hun, »men vel kan det hænde, du vil angre dem, naar du faar at se, hvad der følger efter. Længst skal den Arvelod holde ud, som du har vundet i mit Had; aldrig skal du faa Bugt med det, og aldrig skal det gaa dig vel, saa længe jeg lever«. »Lad os nu forlige os«, sagde Atle, »jeg vil give dig Bøder for dine Brødre, Guld og kostelige Klenodier, som du vil«. »Længe har jeg ikke været god at have at gjøre med«, svarede hun, »dog gik det an, saa længe Høgne levede. Aldrig vil du kunne give mig saadan Bod for mine Brødre, at jeg bliver glad i Hu, men ofte slaa I os Kvinder ned med Vold; nu ere alle mine Frænder døde, og du raader nu ene over mig, saa jeg faar tage imod dit Tilbud; lad os nu holde et stort Gilde og drikke Arveøl efter mine Brødre og dine Frænder«. Hun førte nu blide Ord i Munden, men i Hjærtet bar hun de samme Tanker, men han var let at overtale og troede paa hendes Ord, saa venlig som hun talte. Gudrun holdt nu Arvegilde efter sine Brødre og Kong Atle efter sine Mænd, og der var stor Larm og Lystighed. Men Gudrun tænkte paa sine Sorger og pønsede paa at tilføje Kongen stor Skjændsel, og om Aftenen tog hun sine og Kong Atles Sønner, der løb og legede i Hallen; Drengene bleve rædde og spurgte, hvad de skulde. »Spørg ikke derom«, sagde hun, »I skal dø begge to«. »Du faar gjøre ved dine Børn, hvad du vil«, svarede de, »det kan ingen formene dig, men en Skjændsel er det for dig, om du gjør dette«. Saa skar hun Halsen over paa dem. Kongen spurgte, hvor hans Sønner var. »Jeg skal sige dig det og glæde dit Hjærte dermed«, sagde Gudrun; »stor Sorg voldte du mig, da du dræbte mine Brødre, nu skal du høre, hvad jeg har at melde. Dine Sønner har du mistet, deres Hjærneskaller have I brugt som Drikkekar, og selv har du drukket deres Blod blandet med Vin; deres Hjærter stak jeg paa Spid og stegte, og du spiste dem«. »En grum Kvinde er du«, sagde Kong Atle, »at du har kunnet myrde dine Sønner og give mig deres Kjød at spise; stakket Stund lader du gaa hen imellem det onde, du gjør«. »Stor Skjændsel stod min Hu til at bringe over dig«, sagde Gudrun; »aldrig handler man ilde nok imod en Konge som dig«. »Værre har du handlet end det værste, man har hørt«, sagde Kong Atle, »og stor Uforstand er der i slig Grumhed; du havde fortjent at brændes paa Baal og først at stenes ihjel, saa skete der dig, hvad du stævner imod«. »Det kan du spaa dig selv«, svarede hun, »jeg faar en anden Død«. Mange vrede Ord skiftede de endnu efter dette. Høgne havde en Søn, der hed Nivlung; han bar stor Avind til Kong Atle og sagde til Gudrun, at han vilde hævne sin Fader. Dette huede hende vel; de lagde Raad op sammen, og hun sagde, at det vilde være saare vel gjort, om han satte det igjennem. Om Kvælden, da Kongen havde drukket, gik han til Sengs, og da han var faldet i Søvn, kom Gudrun og Høgnes Søn derind. Gudrun tog et Sværd og jog det i Brystet paa Kong Atle, og saalunde sveg de ham, hun og Høgnes Søn. Kong Atle vaagnede ved Saaret. »Lidet vilde det nytte at forbinde dette Saar eller gjøre andet derved«, sagde han; »hvem gav mig det?« »Nogen Del deri har jeg«, sagde Gudrun, »og nogen Høgnes Søn.« »Ikke sømmede det sig for dig at gjøre dette, om du end havde Grund til at bære Had til mig«, sagde Kong Atle; »med dine Frænders Vilje blev du gift med mig, og Morgengave har jeg givet dig, tredive gode Riddere og høviske Møer og mange andre Folk; men dog sagde du, at du ikke vilde give dig tilfreds, førend du raadede for de Lande, Kong Budle havde ejet, og din Svigermoder lod du ofte sidde med Graad«. »Meget af hvad du siger, er usandt«, sagde Gudrun, »og ikke bryder jeg mig om dine Ord. Ofte var jeg umild, men værre gjorde du mig. Tit var her Ustyr og Strid i din Gaard, Frænder og Venner sloges, og alle kivedes indbyrdes; et herligere Liv levede jeg med Sigurd, vi fældede Konger og raadede for deres Gods, og gave dem Fred, som bad derom; Høvdinger gik os til Haande, og dem, der vilde det saa, gav vi Magt. Saa mistede jeg ham, og tungt var det at bære Enkenavn, men tungest var det at komme til dig efter at have haft den ypperste Konge til Husbond, og aldrig kom du fra Kamp uden at have trukket det korteste Straa«. »Det er ikke sandt«, sagde Kong Atle, »og ikke baader slig Tale nogen af os, men Uret have vi lidt. Handl nu hæderlig imod mig og lad mit Lig blive stedet til Jorden, som det sømmer sig«. »Det skal jeg gjøre«, sagde Gudrun, »en anselig Grav skal du faa og en statelig Stenkiste; jeg skal svøbe dig i fagre Ligklæder og i alle Maader sørge vel for dig«. Saa døde Atle, men Gudrun gjorde, som hun havde lovet, og derefter stak hun Ild paa Hallen. Da Hirden vaagnede i Skræk, vilde de ikke lade sig indebrænde, de huggede hverandre ned; saalunde kom Kong Atle og hele hans Hird af Dage. Gudrun vilde nu ikke leve længer efter denne Daad, men hendes Tid var ikke kommen endnu. Vølsunger og Gjukunger have været de modigste og mægtigste Mænd, efter hvad Folk siger, og saa finder man det ogsaa i alle de gamle Kvad. Disse Stortidender gjorde nu saaledes Ende paa Ufreden imellem dem.


39. Gudrun havde en Datter med Sigurd; hun hed Svanhild og var den fagreste Kvinde, man kunde se; hendes øjne vare ligesom hendes Faders saa hvasse, at faa dristede sig til at se i dem, og saa meget overgik hun andre Kvinder i Fagerhed, som Solen de andre Himmellys. En Gang gik Gudrun ned til Søen, tog store Sten i sine Arme og sprang ud og vilde drukne sig, men store Bølger bar hende over Søen, og ved deres Hjælp naaede hun frem og kom omsider til Kong Jonakrs Borg. Han var en mægtig Konge, der havde mange Mænd under sig. Han tog Gudrun til Hustru; deres Børn vare Hamder og Sørle og Erp. Svanhild opfostredes der.


40. Jørmunrek hed en mægtig Konge paa den Tid; Randver hed hans Søn. Kongen kaldte sin Søn til sig og sagde: »Du skal fare i Sendefærd for mig til Kong Jonakr, og med dig min Raadgiver Bikke. Der fostres Svanhild, Sigurd Fovnersbanes Datter, den fagreste Mø jeg véd under Solen; hende vilde jeg helst af alle eje, og til hende skal du bejle for mig«. »Min Skyldighed er det, Herre, at fare eders Sendefærd«, sagde han; de blev udrustede paa det bedste til Færden, og fór nu, til de kom til Kong Jonakr, hvor de saa’ Svanhild, som tyktes dem over al Maade fager. Randver talte til Kongen og sagde: »Kong Jørmunrek byder sig til at blive eders Maag; han har hørt om Svanhild og vil tage hende til sin Hustru, og ikke er det at vente, at hun vil faa nogen mægtigere Husbond end han er«. Kongen sagde, at det var et anseligt Tilbud, »han er en saare navnkundig Mand«. »Ustadig er Lykken og ikke at lide paa«, sagde Gudrun, »let kan den briste«; men da Kongen drev paa, at det skulde være saa, og eftersom det var et saa anseligt Tilbud, blev dette Giftermaal bestemt, og Svanhild gik om Bord med et stateligt Følge og sad i Løftingen hos Kongesønnen. Da sagde Bikke til Randver: »Rimeligere var det, at denne fagre Kvinde var til jer og ikke til saa gammel en Mand«. De Ord huede Randver vel, og han talte kjærlig til hende og hun til ham. Da de kom hjem, sagde Bikke til Kongen: »Det bør sig, Herre, at I faar at vide, hvad der er sket, om det end falder vanskeligt at faa det frem; din Søn har sveget dig og vundet Svanhilds fulde Kjærlighed; hun er hans Frille, og ikke bør du lade sligt gaa ustraffet hen«. Mange onde Raad havde Bikke før givet Kongen, men dette var dog det værste af dem alle. Kongen lyttede til hans onde Ord og kunde næppe styre sig for Vrede; han bød dem gribe Randver og klynge ham op i Galgen. Men da Randver blev ført til Galgen, tog han en Høg og plukkede alle Fjerene af den og bød, at de skulde vise hans Fader den. Da Kongen saa’ den, sagde han: »Dermed vil han sige mig, at jeg tykkes ham at have mistet min Hæder, som Høgen sine Fjer«, og han bød dem tage ham ned af Galgen, men Bikke havde sørget for imens, at han var død. »Ingen har du mere ondt at lønne end Svanhild«, sagde Bikke, »lad hende dø med Skam«, og Kongen svarede: »Det Raad ville vi følge«. Saa blev hun bundet ved Borgeleddet og Heste jaget løs paa hende; men da hun slog øjnene op, turde Hestene ikke træde paa hende, og da Bikke saa’ det, bød han dem trække en Sæk over Hovedet paa hende; det gjorde de, og saa lod hun Livet.


41. Da Gudrun spurgte Svanhilds Død, sagde hun til sine Sønner: »Hvor kunne I sidde her i Ro og tale Gammensord, medens Jørmunrek har dræbt eders Søster og med Skjændsel ladet hende træde under Hestehove? Ikke ligne I Gunnar og Høgne i Sind, de vilde have hævnet deres Frænke«. »Lidet roste du Gunnar og Høgne, da de sveg Sigurd og rødnede dig med hans Blod«, sagde Hamder, «og ond var den Hævn, du tog for dine Brødre, da du dræbte dine Sønner. Men vel kunne vi fælde Kong Jørmunrek, og ikke ville vi lade os laste for Fejghed, saa haardt som du ægger os«. Gudrun gik leende ud og satte Drikke frem for dem i store Bægere, og saa søgte hun store og gode Brynjer og andre Hærklæder ud til dem. Da sagde Hamder: »Nu skilles vi for sidste Gang; Tidender skal du spørge, og saa kan du holde Arveøl efter os og Svanhild«. Saa fór de bort, men Gudrun gik sorgfuld til Fruerstuen og sagde: »Trende Mænd var jeg gift med, først med Sigurd Fovnersbane, ham sveg de, og det var min tungeste Sorg; saa blev jeg gift med Kong Atle, men saa fuldt var mit Hjærte af Had til ham, at jeg dræbte vore Sønner i min Kvide; saa kastede jeg mig i Søen, men Bølgerne loftede mig og bar mig til Land, og saa blev jeg denne Konges Viv. Svanhild giftede jeg bort af Landet med meget Gods, og det er mig den bitreste Sorg, at hun blev traadt ihjel af Hestenes Hove; grummest var det mig, at Gunnar blev lagt i Ormegaarden, haardest, at de skar Hjærtet ud af Høgne. Bedst var det, om Sigurd kunde komme og jeg kunde fare herfra med ham, jeg har nu hverken Søn eller Datter til at trøste mig. Kom nu i Hu, Sigurd, hvad du lovede, da du blev min Husbond, at du vilde komme til mig fra Hel og hente mig«. Og saalunde endte hendes Klager.


42. Det er nu at melde om Gudruns Sønner, at deres Moder havde lavet deres Hærklæder saa, at Jærn ikke bed paa dem, men Sten og andre store Ting bad hun dem vogte sig for, thi det vilde blive dem til Mén, om de ikke gjorde det, sagde hun. Da de vare komne paa Vej, traf de deres Broder Erp og spurgte, hvad Hjælp han vilde yde dem. Han sagde, at han vilde hjælpe dem »som Haand hjælper Haand eller Fod Fod«. Det, tyktes dem, var for intet at regne, og saa slog de ham ihjel. Da de vare komne lidt længere frem, snublede Hamder og greb for sig med Haanden. »Der var dog noget i, hvad Erp sagde; falden var jeg nu, om jeg ikke havde støttet mig paa Haanden, sagde han. Lidt efter snublede Sørle og gled ud med den ene Fod, men fik atter Fodfæste og sagde: »Falden var jeg nu, hvis jeg ikke havde støttet paa begge Fødder«, og nu tyktes det dem ilde, at de havde dræbt Erp. De fór nu, til de kom til Kong Jørmunrek, gik frem for ham og hug strax til; Hamder hug begge Armene af ham og Sørle begge Benene. »Nu havde Hovedet ogsaa været borte«, sagde Hamder, »om vor Broder Erp havde levet og vi ikke havde slaaet ham ihjel paa Vejen; det indsaa vi for sent«, som kvædet er:

Hovedløs var han,
havde vi Erp,
vor bolde Broder,
som blindt vi vog.

Nu gik Kongens Mænd løs paa dem, men de værgede sig vel og mandig og gav mangen Mand Saar og Bane. Jærn bed ikke paa dem, men saa kom der en høj, gammel Mand med ét Øje; han sagde: »Raadløse Mænd ere I, siden I ikke kan faa raadet disse Mænd Bane«. »Giv os Raad da, om du kan«, sagde de. »I skulle stene dem ihjel«, sagde han; det gjorde de; Stenene fløj imod dem fra alle Kanter, og det blev deres Bane.


43. Hejmer i Hlymdalene spurgte nu disse Tidender, at Sigurd og Brynhild var døde; deres Datter Asløg, Hejmers Fosterdatter, var da tre Vintre gammel. Han skjønnede, at der vilde blive ledt efter Pigebarnet, at hun kunde blive dræbt og Ætten lagt øde. Ogsaa laa Sorgen over hans Fosterdatter Brynhild saa tungt paa ham, at han hverken brød sig om sit Rige eller sit Gods, og da han nu saa’, at han ikke kunde holde Pigebarnet skjult der, lod han lave en Harpe, saa stor, at Asløg kunde ligge i den og mange Klenodier af Guld og Sølv tillige, og saa gik han bort, vide om Land og kom omsider hid til de nordlige Lande. Saa kunstfærdig var hans Harpe lavet, at han kunde skille den ad og sætte den sammen igjen, og om Dagen, naar han var fjernt fra Bygderne og nær ved Elveløb, tog han Harpen fra hinanden og toede Barnet.
August Malmström: Hejmer og Asløg.
Vinløg gav han hende at spise, og den Væxt er saa beskaffen, at man kan leve længe uden anden Føde. Naar Pigen græd, slog han Harpen, og saa tav hun, thi Hejmer var vel øvet i de Idrætter, der vare brugelige i de Tider; mange kostelige Klæder og meget Guld havde han hos hende i Harpen. Han fór nu, til han kom op i Norge til en liden Gaard paa Spangarejd; der boede en Bonde, som hed Aage; Grima hed hans Kone, og flere end de to var der ikke. Bonden var gaaet til Skovs den Dag, men Konen var hjemme. Hun hilser paa Hejmer og spørger, hvad Slags Folk han er af. Han sagde, at han var en Stavkarl og bad hende om Husly. Hun svarede, at der kom ikke saa mange, at hun jo nok kunde tage imod ham, om han trængte til at være der. Da der var ledet en Stund, sagde han, at det bedste, hun kunde gjøre for ham, var at tænde en Ild op, han kunde varme sig ved, og saa vise ham, hvor han skulde sove. Da Kærlingen havde tændt Ilden, satte han Harpen op i Sædet ved Siden af sig. Kærlingen var overmaade snaksom, og jævnlig skottede hun til Harpen, thi der stak nogle Frynser af et kosteligt Klædebon ud af den, og da han varmede sig ved Ilden, saa’ hun en prægtig Guldring glimte frem under de Laser, han havde paa, thi han var usselt klædt. Da han syntes, han havde varmet sig nok, fik han Nadver, og saa bad han hende vise ham, hvor han skulde sove om Natten. Hun sagde, at han vilde have det bedre udenfor Stuen end der inde, »thi min Bonde og jeg plejer gjerne at snakke meget sammen, naar han kommer hjem«. Han sagde, at det fik hun raade for, og saa gik de ud, og han tog Harpen med sig. Kærlingen fulgte ham ind i en Kornlade, og sagde, at der fik han indrette sig, hun tænkte nok, han vil de sove godt der. Saa gik hun fra ham og syslede med hvad Arbejde hun havde at gjøre, men han lagde sig til at sove. Da det led ud paa Aftenen, kom Manden hjem; Konen havde kun faaet lidet udrettet, og han var mødig og vranten over, at alt var ugjort, hvad hun skulde have gjort. Der var stor Forskjel paa deres Lykke, sagde han, han maatte hver Dag arbejde mere, end han kunde overkomme, men hun vilde ikke tage sig noget for, der duede. »Vær nu ikke vred, Mand«, sagde hun, »kan hænde, at du nu i et Øjeblik kan faa udrettet saa meget, at vi har Velstand nok for hele Livet«. »Hvad er det?« sagde han. »Her er kommen en Mand til Huse«, sagde hun, »og jeg mener, at han har overmaade meget Gods med sig. Han ser ud til at have været en stor Kæmpe, men nu er han en gammel Mand og derhos mat og mødig; det tykkes mig, jeg aldrig har set Mage til Karl, men nu tror jeg dog, han baade er træt og søvnig«. »Ikke tykkes det mig raadeligt at svige de faa Folk, der komme hid«, sagde han. »Du bliver heller aldrig andet end en Smaamand«, sagde hun, »saa ræd som du er for Alting; nu kan du vælge et af to: enten slaar du ham ihjel, eller ogsaa tager jeg ham til Mand, og saa jager vi dig bort. Jeg kunde sige dig, hvad han sagde til mig i Aften, men det vilde kun hue dig ilde; han gjorde, hvad han kunde, for at forlokke mig, og det er vist, at vil du ikke gjøre, hvad jeg vil have, saa tager jeg ham til Mand og jager dig bort eller slaar dig ihjel«. Og saasom det var Kærlingen, der stod for Styret, og hun blev ved at snakke for ham, gav han omsider efter for hendes Æggen, tog sin Øxe og hvæssede den, og da han var færdig, fulgte Kærlingen ham hen til hvor Hejmer laa og sov, og de hørte ham snorke stærkt. Kærlingen sagde, at han skulde hugge til det bedste han kunde, og saa skynde sig derfra, »thi du kan ikke udholde hans Raab og Skrigen, hvis han faar fat i dig«. Hun tog Harpen og løb bort med den, og Manden gik frem, til hvor Hejmer laa, og hug ham et stort Saar. Øxen slap fra ham, og han løb derfra det forteste han kunde. Hejmer vaagnede ved Hugget, men det var nok til at give ham Bane. Saa stort Gny siger man han gjorde i sin Dødskamp, at Bjælkerne, som bar Huset, brast; hele Huset faldt ned, og der blev et stort Jordskjælv; saalunde endte han sit Liv. Nu kom Manden hen til Konen og sagde, at han havde slaaet ham ihjel, »men en Stund vidste jeg ikke, hvorledes det skulde gaa, thi han var over al Maade anselig at se til, men nu tænker jeg dog, han er hos Hel«. Kærlingen sagde, han skulde have Tak for sin Daad, »og nu tænker jeg, vi er rige nok; nu skal vi se, om jeg har spaaet sandt eller ej«. De tændte Ild, og Kærlingen tog Harpen og vilde lukke den op, men hun kunde ikke paa anden Maade end ved at bryde den i Stykker, thi hun var ikke hændig nok. Da hun fik den op, saa’ hun et Pigebarn, hvis Lige hun aldrig syntes hun havde set, og meget Gods var der ogsaa. »Det gaar nu som saa tit«, sagde Manden, »at det lønner sig slet at svige den, der lider paa En; nu har vi faaet et Barn at sørge for«. »Det blev ikke, som jeg havde ventet«, sagde Kærlingen, »men det er ikke værd at give hinanden onde Ord for det«. Hun spurgte Pigebarnet, hvad Æt hun var af, men hun svarede ikke, thi hun havde ikke lært at tale. »Det er gaaet, som jeg anede«, sagde Manden, »at vi vilde komme daarlig derfra; en stor Udaad har vi øvet, og hvad skal vi nu gjøre med dette Barn?« »Det er let at vide«, sagde Kærlingen, »hun skal hedde Kraaka efter min Moder«. »Og hvad skal vi gjøre med hende?« sagde Manden. »Det véd jeg Raad for«, sagde Kærlingen, »vi skal give hende ud for vor Datter og opfostre hende«. »Det vil ingen tro«, sagde Manden, »dertil er det Barn altfor tækkeligt; vi ere stygge begge to, og ingen vil finde det rimeligt, at vi have saa fagert et Barn, saa grimme, som vi ere«. »Du véd jo ikke«, sagde Kærlingen, »om jeg ikke kan finde paa Raad, saa det ikke ser saa urimeligt ud endda. Jeg vil rage Haaret af hende og gnide hende ind med Tjære og andet, saa det skal vare noget, før der kommer Haar igjen; hun skal gaa med en sid Hat paa og have daarlige Klæder, saa kommer hun nok til at ligne os. Ogsaa kan det jo hænde, at Folk tænker, jeg har været meget fager i mine unge Dage, og saa vil vi lade hende gjøre det værste Arbejde«. Baade Manden og Kærlingen mente, at hun ikke kunde tale, thi hun svarede dem aldrig. De gjorde nu, som Kærlingen havde raadet, og Pigebarnet voxede op i stor Fattigdom.
HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.