Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
Tillæg om Eskimoerne
III. Samfundsorden, Skikke og Love
Hvad vi her skulle omhandle, staaer selvfølgelig i den nøieste Forbindelse med hvad der blev anført i Afsnittet om Erhvervet og Levemaaden, som betinge det mere eller mindre for alle Jagtfolk særegne Fælledsskab med Hensyn til visse Eiendele, indenfor visse Kredse og forøvrigt begrændset ved visse Love eller Vedtægter. Det er jo en Selvfølge, at der som en Modvægt mod den derved aabnede Adgang for den Enkelte til at nyde Frugt af den Andens Arbeide ogsaa maa paalægges ham visse Forpligtelser, med andre Ord at de personlige Rettigheder og Pligter maae have deres Særegenheder hos disse Folk paa samme Maade som Eiendomsretten har det. Vi skulle forsøge at fremstille dette ved først at omhandle, hvorledes Befolkningen deler sig i mindre Samfund, dernæst Personernes og de enkelte Samfunds gjensidige Rettigheder og Forpligtelser med Hensyn, deels til Eiendom, deels til Personerne, og endelig de mere eller mindre offentlige Sammenkomster, der foruden at være Folkeforlystelser tillige afgave Rettergangen og Domstolen, ved hvilke Lovene overholdtes.
Vi have allerede omtalt, at hine mindre Kredse, ved hvilke et vist Fælledsskab nærmere betegnes ere: Familien, Huusfællerne og Beboerne af en fælleds Vinterplads eller Samboende, hvorimod der neppe kan angives nogen bestemt yderligere Forbindelse mellem forskjellige Vinterpladse indbyrdes.
Hvad for det første Familien angaaer, da synes neppe nogetsteds mere end 5 pCt. af Mændene at have havt mere end een Hustru. Derimod synes Retten til at forskyde sin Hustru og tage en anden at have været anseet for temmelig ubegrændset, dog saaledes at saavel denne, som Fleerkoneriet og den midlertidige Konebytning efter Overeenskomst, som ogsaa omtales, nærmest kun havde til Hensigt at forøge Familien, navnlig med mandligt Afkom. Frieriet, foregik paa 3 Maader, enten ved Mellemhandlere, som Børneforlovelse eller med Magt. Dog fuldbyrdedes Ægteskabet sjeldent ganske uden Tvang mod Bruden, det synes som om Underhandlingerne først eller alene førtes med hendes Forældre eller Brødre, og at disses Samtykke i ethvert Tilfælde udfordredes. At en Pige havde mange anseelige Friere, men at Forældrene eller Brødrene ikke vilde af med hende, er et meget almindeligt Æmne i de grønlandske Sagnfortællinger. Forøvrigt indgikkes Ægteskabet uden synderlige Ceremonier og uden Paadragelse af særlige Forpligtelser. Som Medgift bragte Bruden kun sine Klæder, en Kniv og i det Høieste en Lampe. Til Familien i snævrere Forstand hørte Pleiebørn saavelsom Enker og andre Uforsørgede, der navnlig som Slægtninge optoges i samme og derfor i større eller mindre Grad havde Stilling som Tyende. En lignende Stilling indtage uden Tvivl de saakaldte Krigsfanger eller Slaver hos Vest-Eskimoerne. Thi at disse kunne siges at være Gjenstand for Kjøb og Salg, ligger ikke saa heelt fjernt fra de øvrige Samfundsforhold, som man skulde troe. Man behøver i saa Henseende blot at erindre om, at det for Grønlænderne ikke er videre paafaldende at høre en Fortælling om at nogle Brødre ikke vilde tillade deres Søster at gifte sig, førend en af dem tilfældig fik en god Ven, hvem han af bare Venskab paanødte hende for at faae ham til Svoger. Derimod tillader Levemaaden og den huuslige Indretning neppe at hine Slaver kunne behandles anderledes end som, om end underordnede Familielemmer. Til Familien i videre Forstand hørte gifte Børn, forsaavidt de ikke stiftede en heel særskilt Huusstand ved selv at anskaffe Baad og Telt til Sommerreiserne. Fælledsskab om Brugen af disse Eiendele og om den dermed følgende Indsamling af Forraad om Sommeren betegner saaledes det egentlige Familiesamfund. Rettighed til at optages i Familien havde, foruden Forældre og Børn, tillige Svigerforældre. Saalænge disse nemlig endnu kunde forsørge sig, flyttede de Nygifte efter nærmere Aftale til den enes Forældre, og naar den andens ikke mere kunde forsørge sig selv, flyttede de ogsaa til Børnene. Desuden optoges ogsaa uforsørgede Sødskende og Brødres Enker efter Omstændighederne i Familien. Hvor der saaledes var en Svigermoder, betragtedes hun som den Herskende, hvem Svigerdatteren eller Konen i Huset maatte adlyde. Endvidere havde Manden en vis Revselsesret over Konen, idet han kunde straffe hende med lempelige Slag i Ansigtet, saa at netop kun Mærker deraf bleve synlige. Børnene derimod turde der ikke gives legemlige Revselser og endnu mindre Tyendet. Hvor der var mere end een Kone, var den anden Medhustru og hiin underordnet, men traadte ved hendes Død i hendes Sted. I Tilfælde af Skilsmisse fulgte Sønnen altid med Moderen. Af alle disse Vedtægter fulgte det, at enhver Familie i Reglen havde een eller flere Forsørgere, og det var sjeldent, at enten Enker med Børn eller ugifte Sødskende kom til at udgjøre særskilte Familier, der i saa Fald gjerne paa anden Maade bleve hjulpne af Huusfæller eller Slægtninge. Hvor der endelig var flere end een Søn, udtraadte disse som oftest af Familien, anskaffede sig en Baad og Telt og stiftede saaledes særskilte Familier eller Huusstande. Eieren af Baad og Telt maatte saaledes betragtes som Overhoved for Familien i videre Forstand og det var navnlig ham, der kaldtes de Andres Igtuat. Simpson omtaler Hovedmændene paa Point Barrow som Oomelik’s, hvilket udentvivl skal være det grønlandske Umialik, d. e. Eier af en Baad, og altsaa ganske svarer til hvad her er anført. Naar en Mand døde, arvede hans ældste voxne Søn Telt og Baad tilligemed Pligten som Forsørger. Hvis der ikke fandtes nogen saadan voxen Søn, traadte den nærmeste Slægtning i hans Sted og antog den Afdødes Børn som Pleiebørn. Men naar disse voxede til og bleve Erhververe, kunde deres Moder, Enken, danne en særskilt Huusstand med dem, uden at have Forpligtelse mod Pleiefaderen. Det maa imidlertid erindres, at Spørgsmaalet om Arv hos Grønlænderne mere var et Spørgsmaal om Byrder og Forpligtelser, nemlig de Efterladtes Forsørgelse, end om Fordeel eller Tilvæxt i Formue, saameget mere, som endog selve Arvens eneste Gjenstande, Baaden og Teltet krævede en aarlig Fornyelse med nye Skind, der var alt hvad en almindelig Erhverver i Gjennemsnit ved sin Fangst kunde tilveiebringe. Hvorledes endelig Familien end i alle Tilfælde sondrede sig, og selv naar den flyttede til fjerne Bopladse, agtedes dog altid Slægtskabsbaandet med Hensyn til Hjælp i forekommende Tilfælde.
Den næste Art af Samfund var Huusfællernes, naar nemlig flere Familier enedes om at boe i samme Vinterhuus, hvilket dog maaskee neppe engang har været almindeligt udenfor Grønland, hvor ofte 3 eller 4 men kun i sjeldne Tilfælde 10 Familier boede sammen. Disse havde da dog i Hovedsagen deres særlige Huusholdning med et Arnested eller Lampen og Rum paa Brixen for hver Familie i snævrere Forstand, nemlig Forældre og mindre Børn, hvorimod voxne Ugifte og Gjæster havde Plads paa Vindues- og Sidebrixen. Ligesom Husets Opbygning og Vedligeholdelse udførtes i Fælledsskab og efter Overeenskomst, saaledes var der neppe, eller ialtfald ikke altid nogen enkelt Eier til Huset, eller og havde han i saa Fald kun Byrden deraf. Derimod var der vel en af Huusfædrene, for hvem de øvrige nærede en vis Ærefrygt, skjøndt neppe saaledes, at Huusfællerne paa samme Maade som Familien kunde siges at have havt deres Igtuat.
Den tredie Art af Samfund er hvad man kalder Samboende eller Beboerne af den samme Vinterplads. Det var en Undtagelse naar der kun fandtes et enkelt Huus paa en saadan. Det er jo indlysende, at de Samboende paa Grund af det snævre Samliv om Vinteren i Modsætning til Indvaanernes øvrige store Adspredelse over Landet, da der gjerne er flere Mile til Nabopladsene, paa mange Maader komme til at staae i usædvanlig Berøring med hverandre saavel i selve Bygden som paa de fælles Jagepladse, Farvandene nærmest samme. Men i et saadant Samfund var der endnu mindre end blandt Huusfællerne nogen Enkelt, som havde retmæssig Myndighed over de Øvrige. Thi Sagnene fremhæve jo udtrykkeligt, at hvor der var Nogen, som havde tilranet sig en saadan Magt, der betragtedes han som Voldsmand. Derimod kunde ingen Nye bosætte sig paa Pladsen uden Beboernes Samtykke.
De vigtigste Love med Hensyn til Eiendom eller Erhverv vare følgende:
Af enhver Sælhund, som fangedes paa en Vinterplads fra Indflytningen i Vinterhuus om Efteraaret indtil Udflytningen om Foraaret, skete der en almindelig Uddeling af smaa Stykker Kjød med lidt Spæk til alle Beboerne, men hvis der var utilstrækkeligt, da ialtfald først til Huusfællerne. Ingen turde ved saadan Leilighed vilkaarlig forbigaaes, saa at selv de Fattigste havde Føde og Belysning saalænge der ikke indtraadte Misfangst. Foruden denne almindelige Uddeling ansaaes Enhver, som havde fanget, for pligtig til at holde Gjæstebud for Mændene paa Pladsen særskilt. Det tør dog vel antages, at der med Hensyn baade til denne Uddeling og denne Beværtning, for de Pladses Vedkommende, paa hvilket Indvaanernes Antal var usædvanlig stort, t. Ex. 100 eller derover, fandt en vis Begrændsning Sted, da Uddelingen deels kunde blive overflødig, naar der var rigelig Fangst, deels vanskelig at iværksætte med hver enkelt Sælhund paa Grund af Delenes Antal.
Udenfor de Huuspladse, som allerede vare bebyggede, havde forøvrigt Enhver Lov til at bosætte sig og drive Jagt og Fiskeri hvor han vilde. End ikke hvor Andre havde fisket iforvejen og opstillet Dæmninger i Elve for Lax, gjordes der Indvendinger imod at Nogen benyttede disse, heller ikke om han derved beskadigede dem eller om han forjagede Vildt eller Fisk for Andre.
Den der fandt Flydetræ eller Strandingsgods, eiede det og kunde sikkre sig sin Ret ved at slæbe det op over Høivandsmærke og lægge Steen paa det, hvor han saa forresten maatte være bosat.
Naar en Sælhund harpuneredes, men undløb med Harpunen siddende i sig. havde Fangeren tabt al Ret til den, saasnart Fangeblæren skiltes fra den. Den kom da til at tilhøre den, som fandt og endelig dræbte den. Dette blev derfor Tilfældet, naar Dyret var truffet med den store Harpun og Fangeremmen sprang, hvorimod paa den lille Harpun eller Blærepilen Blæren sidder fast og derfor flyder med denne. Men hvis Dyret løb meget langt bort med Blærepilen, ansaaes Fangeren dog ogsaa for at have tabt sin Ret, ligesom naar Blæren manglede. Redskaberne, som sadde i Dyret, gaves dog tilbage til Eiermanden, naar denne meldte sig. Andet Hittegods ialmindelighed derimod regnes som tilhørende Finderen.
Naar to paa een Gang traf en Fugl eller Sælhund, deeltes Dyret lige igjennem med Hud og Haar. Men naar flere paa een Gang traf et Rensdyr, tilhørte det den, hvis Piil sad nærmest Hjertet, men de Andre fik dog en Deel af Kjødet.
Al Fangst, som var usædvanlig enten ved Dyrets Størrelse eller visse andre Omstændigheder, var underkaset et større Fælledsskab end den almindelige Fangst. Af Hvalrosser og mindre Hvaldyr paa saadanne Steder, hvor de kun faldt sjeldent, tog Fangeren kun Hoved og Hale, hvorimod alt det øvrige var Fælledsgods. Noget lignende gjaldt ogsaa for Aarstidens første Fangst af saadanne Dyr, som kun indfinde sig paa bestemte Tider, og for enhver enkelt Fangst under stor Misfangst. Men naar Dyret havde en vis Størrelse, eller rettere naar det var en Hval eller et af de største Hvaldyr, var det fuldstændigt Fælledsgods for Alle, som kunde indfinde sig, og faae en Plads ved Flensningen, ganske afseet fra, om de havde deeltaget i Fangsten eller vel endog om de boede paa Pladsen eller ikke. Flensningen foregik heller ikke under nogen Styrelse eller Befaling, og naar nogen af Vaade kom til at saare en Anden derved, paadrog han sig derved intet Ansvar.
I det sydlige Grønland, hvor Bjørne ere usædvanlige, siger man, at naar en Bjørn dræbes, tilhører den den, som først har seet den, afseet fra af hvem den er bleven dræbt.
Hvis ingen Sælhunde eller andre større Dyr ere fangne til et Huus, pleie de Familier, der have størst Forraad, dog at indbyde de andre Huusfæller, men ikke de Samboende, til et Maaltid paa den sædvanlige Tid for Dagens Hovedmaaltid, eller og slaae Familierne sig sammen og yde hver sit Bidrag til et saadant.
Naar Nogen laante en andens Redskaber, men kom til Uheld med at beskadige eller miste dem, ansaaes han dog ikke for pligtig til at yde Eiermanden nogen Erstatning for Skaden. Ligesaa naar Nogen byggede Rævefælder, men lod dem henstaae ubenyttede og en Anden imidlertid stillede dem op, tilhørte Fangsten denne sidste.
Naar Nogen fortrød en Handel, kunde han forlange, at den skulde gaae tilbage. Paa Kredit kjøbtes slet ikke eller ialtfald kun mod meget snarlig Afbetaling.
Naar vi sammenholde hvad der her er anført om Eiendomsret og om Deling i Samfund, (med de ligeledes ovenfor antydede Klasser Eiendele, fremgaaer deraf, at hvad Nogen eiede mere end Skik og Brug var, gik over i den næste Klasse af Eiendele, for hvilken der herskede et større Fælledsskab, og at der saaledes var snævre Grændser for hvad en Person eller et Samfund kunde eie. Den enkelte Person eiede saaledes kun sine Redskaber og Klæder, men disse synes ogsaa at have været knyttede til Eieren ved et vist overnaturligt Baand, noget i Lighed med Legemets Forhold til Sjælen. Til at udlaane dem ansaaes han ikke for pligtig, og dette skete derfor kun sjeldent, men hvis han havde eiet flere Sæt deraf end andre Folk pleiede, eller han selv havde Brug for, vilde saadanne udentvivl være blevne betragtede som Fælledsgods for en snævrere eller videre Kreds, hvilket jo paa den meest slaaende Maade bevises af den Vedtægt, at hvad der laanes ifølge Eierens Tilladelse, men tabes af Laaneren, ikke behøver at erstattes. Thi dette forudsætter jo, at Eieren har det ganske tilovers eller ialtfald kun besidder det med en mere betinget Ret end sine øvrige Eiendele. Som en Følge deraf eiede kun enkelte Storfangere to Kajakker, nemlig een til at bruges i høi Sø og een til smuult Vande. Men hvis nogen havde eiet tre Kajakker, vilde han ikke have kunnet undgaae, tidligere eller senere at laane den ud og omsider at miste den. Den følgende Klasse Eiendele vare Familiens, nemlig Baad og Telt, alle Fødemidler som erhvervedes om Sommeren deels til dagligt Brug, deels til Vinterforraad, og endelig et større eller mindre Oplag af Skind o. a. til Klæder og Redskaber samt til at drive Handel med, men disse Forraad eller Oplag vare aldrig større end hvad der behøvedes for den nærmeste Vinter eller til at tilforhandle sig de for Familien nærmest nødvendige Brugsgjenstande for. Det er saaledes uden Exempel, at den samme Familie eiede to Baade, selvfølgelig i Hovedsagen fordi den ikke havde synderligt Brug for dem, men ogsaa af samme Grund som den der anført for Kajakkerne. Den tredie Klasse Eiendele udgjorde de, som brugtes af Huus-fællerne i Forening, nemlig Huset, Føden til visse Maaltider m. m., og endelig den fjerde var Gjenstand for Fælledsskab mellem Pladsens Beboere, nemlig ved Uddelingen af Kjød og Spæk af hvad der fangedes i Vinterens Løb. Men naar Fangsten endelig oversteg en vis Størrelse, eller tildeels og naar Trangen oversteg en vis Grad, ansaaes Alle, og deriblandt vel tildeels og Nabopladsens Beboere for at have lige Adkomst til den. Hvad der kom her ind under vilde saaledes udgjøre en femte Klasse, forsaavidt det i det Hele kunde regnes som henhørende under Begrebet Eiendom.
Endeel af hvad der i de anførte Vedtægter for Eiendomsret synes paafaldende, forklares ved de særegne Stedforhold, saasom de store Afstande, og den svage Beboelse, der gjøre, at hvad der tabes eller forlises kun sjeldent kan ventes at findes igjen ialtfald i brugbar Tilstand. Men forøvrigt er det jo en Selvfølge, at Fælledsskabet om Frugterne af et saa farefuldt og besværligt Erhverv ikke kunde bestaae uden visse Forpligtelser for Personerne eller de enkelte mindre Samfund indbyrdes imod hverandre eller imod det større Samfund. Disse bestode hovedsagelig i følgende:
Forsørgelsespligten eller Rettigheden til at optages i Familien er allerede omtalt tilligemed dennes Medlemmers gjensidige Stilling. Til at blive Huusfæller udfordredes der selfølgelig en Overeenskomst mellem Familierne. Men til at bosætte sig eller bygge Huus paa en Vinterplads, der allerede var beboet af Andre, udfordredes disses Samtykke, selvfølgelig paa Grund af det Fælledsskab, som derved indgikkes. Samtykket gaves under Form af visse Høflighedstegn, idet de Reisende lagde til Land med Baaden, men ventede med at bære Reisegodset op. Hvis saadanne Tegn udebleve, fortsatte man Reisen og opsøgte en anden Plads.
Det kunde betragtes som en Lov, at enhver Mand efter Evne skulde drive Fangsten paa Havet saalænge indtil han deels var svækket ved Alder, deels havde en voxen Søn til at forsørge sig. Thi Forsømmelsen af denne Pligt hørte til de Feil, for hvilke han kunde drages til Ansvar baade ligeoverfor Familiens øvrige, ham jævnbyrdige Medlemmer og for det større Samfund. Som noget der mere fulgte af sig selv eller mere ligefrem var begrundet i hans egen Fordeel maatte vel den Pligt betragtes, at opdrage sine Sønner til det samme Erhverv.
Paa Grund af det snævre Samliv var en streng Overholdelse af en god Omgangstone saa nødvendig, at en lidenskabelig Ordstrid kunde betragtes som forbudt ved Lov. Derfor have Grønlænderne saa godt som ingen egentlige Skjældsord. Det Høieste, man kunde tillade sig at tilkjendegive sin Misfornøielse med, var Ordknaphed, hvorimod den ringeste Uvenlighed i Tale selv mod en Yngre eller Underordnet betragtedes som en utilladelig Fornærmelse, hvoraf de alvorligste Brud kunde opstaae.
Vi have i det Foregaaende nærmest havt Forholdene for Øie saaledes som de have været i Grønland og under almindelige Omstændigheder, men dog tillige antydet, at Reglerne for Fælledsskabet udentvivl maae være nogle Forandringer underkastede efter Husenes og Bopladsenes Størrelse m. m. Naar saaledes blandt Vest-Eskimoerne en Plads siges at have henved 300 Indvaanere og 50 Huse, da synes jo her Huusfæller at maatte blive det samme som Familie og Pladsens Størrelse ikke at tillade den almindelige Uddeling af Kjød og Spæk om Vinteren. Det maa da antages, at enten visse Slægtninge eller visse Huse holde sammen, og at der saaledes alligevel findes lignende Regler for forskjellige Grader af Fælledsskab, som dem, vi have opstillet; thi Eiendomsforholdene vise jo, at ingen kan opnaae Formue ud over en vis snæver Grændse. Det vil ogsaa ved en nøiere Overveielse af det Foregaaende fremgaae, hvorledes en eensidig eller overfladisk Iagttagelse kan foranledige, at Enkelte mene at have opdaget fuldstændigt Fælledsskab, Andre atter netop det Modsatte nemlig større Karrighed og Paaholdenhed paa deres Eiendele hos Eskimoerne end hos andre Folk.
Hvad nu endelig Lovenes Overholdelse ved Domstole eller Rettergang angaaer, da fandtes der som bekjendt ingen særskilte Myndigheder, hvem saadant Hverv var betroet, men afseet fra den Deel, som Angakut eller den Forurettedes nærmeste Slægtninge havde i at straffe Forbrydelser, var i ethvert Tilfælde Tilsynet med Lovenes Overholdelse nøie knyttet til den offentlige Menings Dom, og Rettergangen og Straffen bestode tildeels kun i sammes Udtalelse gjennem offentlige Forsamlinger, med hvilke paa den anden Side tillige de Adspredelser vare forbundne, hvorved Ærgjærrigheden æggedes og Sandsen for det folkelige Liv styrkedes og vedligeholdtes.
Først holdtes der daglige Sammenkomster, idet Mændene, naar de om Aftenen vendte tilbage fra Sælhundefangsten, indbøde hinanden til Gjæstebud, som blot vare for Mændene alene, idet Qvinderne spiste særskilt bagefter. Allerede disse mindre Gjæstebud kunde betragtes som et Slags Raadsforsamlinger, da det ved dem var Skik, foruden at fortælle Dagens Hændelser, tillige at forhandle Fælledsanliggender og ved dadlende Omtale at straffe uduelige eller lastværdige Personer.
Dernæst holdtes der egentlige festlige Sammenkomster, hyppigst ved Midvinterstid men ogsaa om Sommeren, og paa denne Aarstid vare de selvfølgelig besøgte af det største Antal Gjæster paa Grund af den lettere Færsel. Foruden Gjæstebudene og Samtalerne under disse som under de daglige, foretog man ved saadanne Sammenkomster 1) Lege og Væddekampe. 2) Sang med Trommespil og Dands samt deklamatoriske Foredrag. 3) Afsyngning af gjensidige Nidviser, Strid-eller Stratfesange, som udgjorde Rettergangen.
Af Lege var Boldtspillet det meest yndede og spilledes mellem to Partier paa to forskjellige Maader, nemlig enten kastedes Bolten fra den ene Person til den anden af samme Parti, medens det andet Parti søgte at erobre den, eller Parterne havde hver sit Maal i 3-400 Skridts Afstand, til hvilket de fra hver Side søgte at sparke Bolten hen med Foden. Kraftprøverne bestode i at trække Krog med Arme eller Fingre, forskjellige Øvelser paa Remme, der vare udspændte under Loftet, Kaproening, Brydning paa en jævn Slette o. a.
Sangene og Foredragene opførtes deels i det Frie, deels og især i Husene under Gjæstebuddene umiddelbart efter Maaltidet og af Mændene skifteviis. Sangeren traadte ud paa Gulvet med sin Tromme, en Ring af 1½ Fods[1] Gjennemsnit og betrukken med udspændt Skind, hvorpaa han slog med en Pind til Ledsagelse af Sangen, samt under Dands eller Minespil. En særegen Art af Sang var den omtalte Stridssang. Ved den afgjordes hvilkesomhelst Tvistigheder og straffedes hvilkesomhelst Forbrydelser mod offentlig Vedtægt og Orden, som ikke netop meentes alene at kunne udsones ved Dødsstraf eller Blodhævn. Naar Nogen havde en Klage at fremføre mod en Anden, digtede han en Vise derom, udæskede sin Modstander til at møde, og bekjendtgjorde hvor og naar han agtede at synge paa ham. Sædvanlig, og i vigtigere Tilfælde altid, havde hver Part sine Medhjælpere, idet han indøvede Visen med sine Huusfæller, saa at der altid var nogen, som kunde afløse ham, naar han blev træt. Modstanderne opstillede sig enten i Huus eller paa aaben Mark, omgivne af Tilhørernes Kreds. Ogsaa disse Sange ledsagedes af Trommespil og Dands. Medens den ene sang stod den anden og hørte til, indtil hiin havde endt, hvorpaa denne begyndte paa samme Maade, og saaledes skiftede de indtil en af Parterne gav tabt. Forsamlingens Bifald eller Mishag afgav baade Dommen og Straffen.
Af egentlige Forbrydelser vare vel de mod Eiendommen kun af ringe Betydning, fordi Eiendom havde saa lidet at sige. Derimod udartede Lidenskaberne snarere i Retning af Ærgjærrighed, Herskesyge eller den blotte Lyst til at gjøre sig frygtet, hvoraf Voldsgjerninger og Drab kunde opstaae. Nær beslægtet hermed var ogsaa Hexeriet, ikke alene paa Grund af den Maade hvorpaa den der var mistænkt for samme straffedes, men ogsaa fordi Bevæggrundene til at befatte sig dermed og til at give sig Skin af at forstaae sig derpaa vare de samme som hine. Anderledes kan man vel neppe forklare sig, at Hexeqvinderne selv indrømmede Beskyldningerne imod dem og ikke fragik dem selv naar de førtes til Døden, derfor var deres Virksomhed vel og at betragte som en politisk Forbrydelse, forsaavidt som Angakut tillige maatte ansees for verdslige Overhoveder og Hexeriet var deres Magt modsat. Det var derfor ogsaa nærmest dem, som udpegede Hexene og foranledigede deres Afstraffelse. Drab og i visse Tilfælde Hexeri straffedes ordentligviis med Døden, nemlig paa to Maader: enten som Blodhævn eller efter fælles Raadslagning mellem Beboerne af een eller flere nærliggende Bygder. Udøvelsen af Blodhævnen ansaaes som sædvanligt for at paaligge den nærmeste Slægtning som en Pligt, der ikke maatte lade ham Ro førend Straffen var fuldbyrdet. Det er indlysende, at denne vistnok ufuldkomne Rettergang hos Grønlænderne mere end hos andre Folkeslag, hvor den har bestaaet ved Siden af udviklede Statsindretninger, maatte være begrundet i Nødvendigheden. Dødsstraf efter fælleds Raadslagning udøvedes foruden paa Hexe tillige paa Personer, der enten vitterlig vare farlige for hele Samfundet, eller i høi Grad mistænkte derfor. Endelig gaves der Drab, som deels ikke ændsedes, deels hverken ansaaes for ubetinget berettigede eller ubetinget strafværdige af Samfundet, hertil kunne vi vel regne Drab af et spædt Barn, der ved Moderens Død var udsat for at omkomme af Mangel, Drab af Afsindige, som truede deres Huusfællers Liv med Fare, og endelig den fortsatte Blodhævn, udøvet paa en Slægtning eller Landsmand af Forbryderen.
Fodnoter
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 171-180
