Sjælevandring 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
5. Sjælevandring
100. To karle var ude i heden at grave törv. Så faldt den ene i sövn, og en hvid mus kom ud af hans hals og løb hen til en rende, hvor den løb og snölrede. Den anden lagde sin törvespade over renden, og så løb musen over og ind i jorden på den anden side. Lidt efter kom den tilbage og løb atter ind i karlens hals. Så vågnede han. «Du drömte nok.» — «Ja.» — «Hvad drömte du?» — «A drömte, te der var en kjedel fuld af penge i den bakke.» — «Da vil vi også have dem, vi vil hen at kaste efter dem med det samme.» — «Å skiid,» siger karlen, der sov. «Ja, a vil nu have gravet. » Han fandt også kjedelen, og den var fuld af penge. Så fortalte han den anden karl, hvordan det var gået til.
Jens Kristensen. Ersted.
101. Fire karle gik og slog i en eng. Der var en bæk, der gik ned ved engen, og så var der en bakke ved den anden side af bækken. Nu var det sådan en varme den dag, og så lægger de dem til at sove deres middagssövn. Ved de nu ligger der, var der én af dem, der ikke var falden i sövn. Da ser han, at der kommer en hvid mus op af den andens mund, og den render ud i engen og hen til bækken og render og væjtrer hen ved bækken. Nu var den ikke bredere, end at et menneske kunde for resten springe over den. Så render han hen og tager hans hjølle og lægger bladet over bækken. Da musen kommer til den, går den over på hjøllen, og karlen bliven jo ved at se efter den. Den går over til bakken og ind i et hul der. Da den havde været der inde lidt, kommer den tilbage igjen. Karlen bliver ved at passe på den. Den går det samme strög over bækken og hen til den anden karl og ind i hans mund. Så vågner han og siger: «Å, a har da haft en forfærdelig sær dröm.» De spörger ham efter, hvad han da havde drömt. Ja, han drömte, at han var ude på en tur, og så kom han for noget vand, som han ikke kunde komme over. Men så var der én, der havde slået en jærnbro for ham, og der gik han over på. «Så tykte a, a kom ind i en bakke, og der var så mange penge, så mange penge, te det var magesløs, de var gravet ned der.» Ved den fortælling kom den første karl nu i tanker om, at det var hans ånd, der var gået af ham, og så gav de dem til at grave ind i det hul og kom til en jærngryde der inde fuld af penge. De byttede skatten imellem sig, og så blev de rige alle fire.
Jens Bærtelsen, Vole.
102. To karle er henne at grave splittörv, og så lægger de dem, da de har fået deres middagsmad, og den ene han falder straks i sövn. Da ser den anden, at der render en hvid mus ud af hans mund, og der er en bæk, der render den hen og febler og febler, og han rejser sig og går hen og lægger hans spade over bækken, det var sådan en lang krogen spade. Så render musen der over. På den anden side var der en stor myretue med hestemyrer, og der render musen ind i tuen. Lidt efter kommer den og render ind i halsen af karlen igjen. Da han vågner, begynder han at ravsle. Den anden taler ikke om noget. «A har haft sådan en slem dröm og været i sådan en fare,» siger han, der sov. «Hvad da?» siger den anden. «A skulde over et vand, og det kunde a ikke, men så kom der nogen og lagde en bro, a kom ad, og der ovre var så mange penge, det var forfærdelig, de penge, der var.» Den anden karl tav endnu stille og sagde ingen ting, og de gik hjem. Siden gik den anden karl tilbage og kastede myretuen til side, og der finder han en kjedel fuld af penge. Den tog han så og tilegnede sig.
Mossi-Jens (ɔ: Jens Mosen), Öster-Brønderslev.
103. En hjempermitteret soldat og en karl vandrede hen ad landevejen. Så blev de trætte og lagde sig til hvile ved siden af vejen. Da faldt karlen i sövn, og soldaten så en mus løbe ud af munden på ham. Han tog da sin kaskjet af og dækkede hans ansigt til med, fulgte der næst med musen gjennem skov og krat hen til en bæk, og da han kunde se, den var i forlegenhed for at komme over, tog han sin pallask og lagde over strömmen. Musen gik da over og blev ved at løbe, til den kom til et stort bjærg, og der løb den ind i et musehul og blev der nede et sted. Da musen kom igjen, løb den samme vej tilbage, soldaten lagde atter sin pallask, og da de kom til karlen, løb den ind i ham, og han vågnede straks. Soldaten spurgte da, om han ikke havde drömt, mens han sov. «Jo, jeg drömte, at jeg var udrejst og kom igjennem skov og krat til en flod med en jærnbro over, og da jeg var kommen over den, kom jeg ind i et dybt hul, hvor der var en gruelig mængde penge.» Soldaten fortalte nu karlen, hvad han havde set, og så gik de hen til bjærget og gravede der, hvor musen var løbet ned, og fandt en stor skat der.
H. M. Iversen, Varde.
104. Da to soldater efter endt felttog fulgtes ad til deres hjemstavn, kom de på vejen til en kro, hvor de overnattede. De lagde sig hver på en bænk, og den ene faldt straks i sövn, hvorimod den anden slet ikke kunde sove. Han blev imidlertid liggende helt rolig. Efter at have ligget i nogen tid, så han en lille mus . . . Rendesten. Myretue . . . . Da den sovende næste dag vågnede, spurgte hans kammerat ham, hvorledes han havde sovet om natten. «Godt!»svarede han, men han havde haft en forunderlig dröm. Han havde nemlig drömt, at han var ude at rejse, og at han var kommen til en meget stor ström, som han ikke på nogen måde kunde komme over. Længe gik han ved bredden, men pludselig stod han ved en sær besynderlig bro, som han aldrig havde set mage til hverken her eller der. Han gik da over broen og fortsatte sin rejse, indtil han kom til et stort bjærg, der straks åbnede sig for ham. Efter nogen betænkning tog han mod til sig og gik derind. Her fandt han en stor mængde kostbarheder både af guld og sølv og andre herligheder. Efter at have set på alt det vendte han tilbage ad samme vej, som han var kommen.
Vestervig, Ty. Oluf Obel.
105. Det traf sig en gang på en gård i Vendsyssel, at man havde en skrædder, han sad en aften på bordet og syede ligesom andre skræddere, mens en af gårdens karle lå på bænken ved siden af og snakkede med ham. Under samtalen faldt karlen i sövn, og noget efter bemærkede skrædderen, at der var noget, der flöj ud af munden på ham, og samtidig holdt karlen op med at drage ånde. Skrædderen studerede noget på dette her, og endelig fandt han da ud, at det vist måtte være karlens sjæl, der tog sig en lille natlig udflugt. For nu at se disse löjer til ende greb han en klud og lagde over karlens mund, da han så antog, at den ikke kunde komme ind, når den kom tilbage. Noget efter kom sjælen og søgte ganske rigtig at slippe ind, men da den jo var forhindret deri af kluden, blev den ligesom vildfarende og begyndte at flagre omkring i værelset. Skrædderen hoppede ned af bordet og gav sig på jagt efter sjælen, og det lykkedes ham også endeliget fange den. Nu vilde han gjærne have den til at fortælle sig noget om den natlige færd, men det vilde ikke lykkes, den kunst forstod han ikke; dog lade den slippe ind, hvor den havde hjemme, havde han heller ingen lyst til, da han nu en gang havde gjort et så sjældent bytte. Han puttede den så ned i en æske, hvor han havde den i lang tid; men endelig blev han kjed af at gjemme på den og solgte den så til to omrejsende mormonpræster(!).
Hjörring amt. (Slutningen helt forvansket.) Johannes Neve.
106. To karle var ude at grave sandtörv, og så lagde de dem og sov deres middagssøvn. Da løb der en mus ud af munden på en karl, og da den kom tilbage igjen, så holdt den anden hånden for munden af ham, så den kunde ikke komme ind, og da var han død.
Bodil Marie Andersdatter, Jerslev.
107. To karle snakkede ude i heden om, hvordan de nu havde det hjemme. Den ene siger da til den anden, at han havde magt til at se det, og han bad ham blot om ikke at røre sig. Så lagde han sig til at sove, og den anden så da en hvid mus løbe ud af munden på ham. Efter nogen tid kom musen igjen og løb ind i munden på den sovende, som der efter vågnede og kunde da bestemt sige, hvordan det stod til hjemme.
P. Chr.
108. Der var en gang en skipper fra Vestervig, som sejlede til Norge, men det blev vinter for ham, og han måtte da blive i Norge en tid. Han blev hos en af indbyggerne i Finmarken, og da juleaften kom, spurgte hans vært, om han ikke kunde have lyst til at vide, hvad de spiste til juleaftens-nadver i Vestervig. Jo, det vilde han da gjærne vide; ja, han vilde endog give en halv pot brændevin derfor. Det blev så bestemt, og Finnen drak den ene pægl og snakkede så lidt. Derpå drak han den anden pægl og lagde sig så på gulvet. Hans kone tog da en dyne og lagde over ham; der lå han og rystede en halv time, derefter lå han stille en halv time, vågnede derpå og fortalte, hvad de fik til nadver, og til bevis på, at han havde været der, fremlagde han en kniv og en gaffel, som skipperen ganske rigtig kjendte som sine, da han brugte det, når han var hjemme i Vestervig.
P. Chr.
109. Der fortælles om en skrædderpige fra Ty, at hendes legem kunde slumre bleg som et lig, medens hendes sjæl foer gjennem verden. Der var krig, og hendes kjæreste var med, og ham dvælede hun hos. Men når hun kom igjen, vidste hun besked om meget og om ham med.
P. Uhrbrand.
110. Per Hjulmand mente, at menneskets sjæl kunde forlade legemet i skikkelse af en mus eller sådant et dyr. Det kaldte han for en mare, og den foer på mennesker eller heste, redte dem ilde til, og filtrede hestens manke. En anden skulde slå en spand vand over hovedet, så stod den i menneskeskikkelse og jamrede sig og havde ofte mange mil at gå hjem.
(Se: Varulve og marer.) A. M.
111. Min fader siger til mig: «Tag hestene og rid ned til bækken og vand dem.» Der var en indhegning med et led for, og der skulde a ind ad. Som a rider igjennem, flyver der en solsort op, og så bliver hestene rædde, og de lægger af sted om ad en hulvej, hvor a stegler af hesten og kommer ned på hovedet. Nu fornemmer a ikke mere til noget; men så drömte a, te a var i den evige glæde, og den gang a så vågnede og kom til mig selv, siger a: «Hvor er du, og hvor har du været ?» A daskede af hjem og kom til min fader uden for, han stod og kløvede noget træ. «Tog du bæsterne med her op ?» sagde han. «Bæster, hvor har a været?» Så kom a endelig til mig selv og kunde huske bæsterne. Det er bevis nok på, at min sjæl har været andre steder på vandring imens.
Rasmus Nörregård, Egholt.
112. En vens hustru har fortalt mig følgende: «Da hun boede i Odense, stod hun en dag i kjøkkenet i færd med at lave mad til manden, som var ude. Da stiger der et billede klart og skarpt op for hende, hun ser et stykke af gaden mod Albanibroen og broen med, og der ser hun sin mand komme gående, og ikke nok med det, men hun kan tydelig se eller føle, hvad han går og tænker på. Hun ser ham, indtil han er over broen, da forsvinder billedet atter. Da manden kommer hjem, og hun fortæller det for ham, bekræfter han, at han også tænkte på det omtalte, mens han gik der.
H. C. Hansen-Jeppesen, Refsvindinge.
113. A har også drömt, og det passede. Mens a var en knægt og gik i Årestrup skole, drömte a, te a i skolen på et bestemt sted fandt en kobber-fireskilling. Om morgenen, a kom i skolen, fandt a den også på det selve samme sted.
Jens Kristensen, Ersted.
