Skt. Hallvards saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Helgensagaer


Skt. Hallvards saga

Hallvarðs Saga[1]


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Heilagra Manna Sögur udgivet af C. R. Unger, Christiania, 1877


Skt. Hallvard
Oslos kommunevåben
Der var en mand, der hed Vebjørn. Han boede i Vestfold i Viken på den gård østpå i Lier, der hedder Husaby. Han havde en kone, der hed Torny. Nogle siger, at hun var datter — andre siger datterdatter — af hersen Gudbrand Pukkel i Oplandene. Han var far til Asta, som var mor til den hellige kong Olav og kong Harald Sigurdson. Vebjørn og Torny havde to sønner; den ene hed Hallvard, den anden Orm. Vebjørn var en afholdt og velhavende mand. Ikke langt derfra boede en anden mand, der hed Kolbjørn. Stedet, hvor han boede, hedder Sletten — —


— — der var nogle trofaste mænd i Lier, som tog vare på hans sten og de bånd af snoede vidjer, som man havde søgt efter ham med, og nogle siger, at disse satte nye skud mange gange siden. Senere blev den hellige Hallvard ført til Oslo, og liget var da endnu ufordærvet, og han hviler siden dér i denne købstads hovedkirke og hædres som fortjent af hele folket. Dér og vidt omkring andre steder sker der efter hans fortjeneste og på hans forbøn mangfoldige velgerninger for de folk, der beder om dette i den rette tro på vor herre Jesus Kristus, som med faderen og helligånden lever og regerer til evig tid som én Gud i treenighed. Amen.




Note:

  1. Sagaen om Oslo bys skytshelgen — Hallvard Vebjørnson († 15. maj 1043 ifølge traditionen) — er desværre ganske fragmentarisk, idet kun begyndelsen og slutningen af den norrøne tekst er bevaret for eftertiden. Hallvard ville hjælpe en flygtende trælkvinde, som blev anklaget for tyveri. Forfølgerne dræbte imidlertid Hallvard med et pileskud, hvorefter de bandt en kværnsten til liget og kastede det i Drammensfjorden, men på mirakuløs vis flød liget ovenpå og blev bjærget af Hallvards venner.